Kringlet citat

Jo mere jeg ved og forstår, des mere ved og forstår jeg, at der er så meget jeg ikke ved og forstår.

Min egen omskrivning af et citat, der passer meget godt til mig for tiden.

Koncerter 2008

Det ser ud til, at livemusikåret 2008 bliver endnu et år med potentiale til at rive mine ører fra hinanden og fylde dem med dejlige hyletoner. Min skrantende økonomi begrænser mig dog i at komme til samtlige af nedenstående koncerter, så føl jer fri til enten at give mig et partout-kort til Vega/KB Hallen/Forum etc.

19. januar
120 Days, Store Vega
31. januar
Korn, KB Hallen
13. februar
The Cure, Store Vega
14. februar
Alec Empire, Store Vega
24. februar
Queens of the Stone Age, KB Hallen
27. februar
Smashing Pumpkins, Valby Hallen
4. marts
Band of Horses, Store Vega (dog desværre udsolgt)
19. marts
Spleen Utd, Store Vega
24. april
Suspekt, Store Vega
5. juni
Celine Dion, Parken

Mangler jeg nogen?

Ønsker:

Opdelt i kategorier:

Nyt sted at bo:
Høje Taastrup
Nyt arbejde:
Buschauffør i Århus
Falck-redder i Århus
Nyt tøj:
En skudsikker vest
Nyt legetøj:
Et baseballbat
Til køkkenet:
En peberspray

Ordensneurotikerens motto:

"Når det roder i mit hoved, rydder jeg op i mit hjem!"

Skat på julegaver

Forleden læste jeg en artikel om det at arbejdspladser giver deres medarbejdere julegaver. Skal det være helt efter bogen, skal man faktisk opgive gaver, der har en værdi over 500 kr. til SKAT. Men hvordan gør man lige det? Sidste år fik jeg fx en gavepakke med forskellige ting og lækkerier og den har nok oversteget de 500 kr. Men hvordan har SKAT tænkt sig at regne det ud? Kommer de så og tager den fancy hvidløgspresser i rustfrit stål, eller måske de fyldte chokolader?

Suspekt i Store Vega

Store hættetrøjer og trimmede isser var i flertal fredag aften i Store Vega. Suspekt var hyret til at vælte salen med deres aggressive og tekniske horrorcore rap. At Suspekts primære målgruppe også må være ganske suspekte, fik jeg bekræftet ved indgangen til salen. For første gang i hyggelige Store Vega oplevede jeg at blive kropsvisiteret for evt. narko og knive. Og det var ikke bare den der tilfældige klappen på jakke og bukser, man oplever til fodboldkampe og på Roskilde Festival. En sløset visitation, der normalt levner plads til at smugle en bazooka eller blot et par dåseøl med ind. Nej, her var det om at tømme pungen, så vagten kunne se, at der ikke var særlig meget suspekt over en mobil, nøgler, en læbepomade, smøger og en pung. Sidstnævnte skulle vagten dog også lige åbne, for det kunne jo være, at jeg gemte på et samuraisværd…eller måske var mit klippekort så spidst, at det kunne bruges til at stikke folk ned med.

Jeg ved godt, det er almen procedure, men det har vist ikke den bedste effekt, at kriminalisere folk, blot de har en uskyldig svaghed for den slags musik. Der er så DEJLIGT, at et mindretal, skal sætte dagsordenen for flertallet.

Når det så er sagt, så var koncerten hele besværet værd, og mere til. Selvom vi sad på balkonen, var det svært ikke at blive revet med af gutternes energi. Fra første minut kogte salen, og det boblede over allerede ved andet nummer, da den stryger-baserede intro til ”Kinky Fætter” satte i gang. Taktfaste håndtegn blev kastet fra hættetrøjerne alt imens folk fra 13-årige pubertetsknægte til 40-årige husmødre på balkonen sang med på de lumre omkvæd. Suspekt er dog meget andet end de hårde attituder og mandschauvinisme, som kritikerne ynder at klandre dem for. Rent rapteknisk befinder vi os på et meget højt niveau. De gængse versefødder, glimrer ved deres fravær, når Bai-D lægger rim ned. Det er lidt en udfordring, at kunne rappe med på hans vers. Også Troo.L.S. er giftig i munden, når han endelig får lov til at få mikrofontid. Desværre medvirkede han ikke på særligt mange numre, da han mest gemte sig bag sit keyboard (!?). Til publikums store begejstring, kom F.I.P.-homien L.O.C. på scenen og lagde sit vers ned til ”Din største fan”, selvom han dog manglede til de oplagte numre ”Få din flask på” og ”Skudtæt”.

Efter en god omgang svedigt boblebad blev drengene så folkekære som de kunne, ved at lukke showet med deres radiohit ”Proletar”, hvorefter hættetrøjerne forsvandt ud i nattelivet og blandede sig med resten af julefrokostbranderterne…

Undskyld

I går i Fakta faldt jeg over en pakke rugbrød, der var tydelig mug på. Som en serviceminded kunde ville jeg gøre personalet opmærksom på det, så det ikke gik ud over deres gode renomme. Det er jo menneskeligt at fejle, og butikken er helt nyåbnet. Jeg tog mig selv i at sige ”Undskyld mig, men der er mug på det her brød” til den første Fakta-trøjeklædte knægt der kom forbi. Han satte pris på min hjælpsomhed.

Men hvorfor var det overhovedet, at ordet ”undskyld” optrådte i den sætning? Det ord burde vist kun bruges, når man har gjort noget forkert, eller som en høflighedsfrase, når man skal bede om hjælp. I dette tilfælde var det jo nærmest omvendt. Jeg gjorde forretningen en kæmpe tjeneste, men alligevel sagde jeg ”undskyld”…beskedenheden MÅ have grænser.

Skuffelsen over Forbrydelsen

Ok, nu er det så min tur til lige at reflektere over kritikken af ”Forbrydelsen”s mangler, eftersom jeg var endnu én i flokken, der søndag kl. 21, lettere skuffet tænkte: ”var det det?”. For ja, det var i mine øjne, en gevaldig skuffelse. Men måske var det min egen skyld, for jeg havde jo selv bygget tårnhøje forventninger op. Men det var jeg vist ikke den eneste der havde gjort, siden kritikken i medierne har larmet siden søndag aften. Man er jo kun skuffet, fordi niveauet hidtil havde været på et så højt niveau, at det byggede hen mod en slutning, der ville ende med et brag.

Et minuts tid før, at det gik løs på DR kom jeg faktisk til at tænke på det gamle Kierkegaard-citat ”Forventningens glæde er den største” og i et sekunds sindssyge overvejede jeg at slet ikke at se sidste afsnit. Men Kierkegaard havde ikke nødvendigvis ret, og jeg ved ikke hvilken skuffelse, der ville være størst: at leve i uvidenhed over ikke at have set afsnittet. Eller at leve med at blive skuffet over det?

Nok lommefilosofi for nu, og så til grundene til, at jeg blev skuffet:

Det er utroligt let at være bagklog, så nu hvor man ved, at Vagn var morderen, popper der en masse spørgsmål op i mit forvirrede hoved. Fx alle folks generelt mistænkelige opførsel.
Hvorfor var Theis så modvillig til at hjælpe politiet? Ville det ikke være i de flestes fædres interesse, at hjælpe til at få opklaret mordet på deres datter?
Hvorfor var Brix så mistænkelig, da han i telefonen fortalte Lund, at Meyer var død på hospitalet? Det skulle måske heller ikke være for let? Og Brix var måske generelt et stone-face?

Ang. scenen hvor Meyer bliver dræbt: hvorfor siger politiet, at de ikke kunne finde spor efter andre end Meyer og Lund i den lagerbygning? (Kim Bodnia var jo meget opsat på at få tiltalt Lund for det mord?). Var Vagn virkelig så snu, at han kunne outsmarte politiets teknikere, der vel undersøgte bygningen efter mordet på Meyer? For han var jo ikke snu nok til ordentligt at fjerne sporene efter Nanna i husets kælder.
Og hvis han havde været så snu, var det så ikke spild af evner at blive flyttemand?

Sidst, men ikke mindst: burde Meyer ikke kunne have genkendt Vagn, da han blev skudt, eftersom Vagn har været til afhøring flere gange. Han var åbenbart mere fokuseret på hans Sarajevo-trøje? Eller havde Vagn elefanthue på?

Med "Forbrydelsens"; Brix til Veto-koncert

Jep, det var temaet i nattens drøm. "Forbrydelsens" halvskumle Lennart Brix havde vundet to billetter til Veto-koncert, og han spurgte bl.a. mig om jeg ville joine. Det var et svært valg. Jeg er svært glad for Veto, men det var lidt svært at takke ja, eftersom han er potentiel Meyer-morder eller generelt har ufint mel i posen. I aften kl. 21, ved jeg bedre...

Blogged with Flock

Flere dimensioner i politik, tak.

Hvis der var noget, jeg erfarede i den nyligt overståede valgkamp, var det, at politik er og bliver en kompliceret størrelse. Derfor undrer det mig også, at man kan simplificere det ned til ”X ligger til højre for midten” og ”Y ligger til venstre for X” og ”Z lægger på den yderste højrefløj”. Fra venstre mod højre er – hvis man er helt bogstavelig – en meget endimensional måde at anskue tingene på. Hvad er det helt præcist for nogle værdier, der gør et parti højre- eller venstreorienteret? Jeg ved at racisme og nationalisme etc. er højreorienterede værdier. Men hvorfor? Samtidig er liberalisme en (så vidt jeg kan forstå) højreorienteret ideologi modsat socialisme, der er venstreorienteret. Men hvor er linket mellem fx racisme og liberalisme, nu de begge ligger til højre for midten? Handler det i virkeligheden om der er nogle ligheder, i de menneskesyn, der lægger til grund for –ismerne?

Pia K. og co. er vel i de flestes øjne generelt et højreorienteret parti pga. deres udlændingepolitik. Men hvor højreorienteret er det, når de kæmper de ældres, de svages og dyrenes sag? Medmindre det selvfølgelig bare er spin…

Med alle de områder et politisk parti skal have holdninger til, at det vel umuligt, at de er enten er til venstre eller højre.

Måske skulle man tilføje et par dimensioner til, så et parti skulle placeret i en 3D-model og altså også ville være enten oppe/nede-orienterede og lav/dybde-orienteret. Eller gå endnu videre og placere dem i en vektorrumsmodel, hvor hvert enkelt politisk område var repræsenteret af en vektor.

Hmm, det ville dog nok også betyde, at man skulle omdefinere begreber som ”rød front”, ”røde lakajer”, ”blå stue” etc.

Pervers stavekontrol?

Bemærkelsesværdigt er det, når jeg skal skrive "cock" i en sms på min mobil, og "anal" er det første ord, stavekontrollen foreslår...

Og for en god ordens skyld, skal jeg nævne, at jeg skulle skrive "cocktail-aften"

Åh, det giver så meget mening:

Niarn og Dansk Folkeparti deler fans

Arghh, valgvideoer på nyhedssider

Arrghh, hvorfor kan jeg ikke få lov til at checke mine faste nyhedssider på nettet, uden at en selvstartende valgvideo fra Fogh (og andre politikere) går i gang? "Hvad kunne du tænke dig at blive, når du bliver stor?", har jeg nu hørt ham spørge en lille dreng om utallige gange, mens jeg blot var interesseret i at orientere mig i de seneste nyheder.
Det forbedrer ikke just deres sag (hos undertegnede i hvert fald), at være irritationsmoment på den måde.

Jeg går sgu' et skridt tilbage i udviklingen, sælger mit internet og køber en avis uden popups og selvstartende videofilm.

Hvis min opgaveskrivning blev filmatiseret af FOX

Til januar starter 7. sæson af ”24 Timer” i USA. Endnu en gang skal seerne være vidne til, hvordan Jack Bauer redder verden, og ikke mindst sin egen røv utallige gange, i løbet af et døgn.

Men hvordan ville et døgn mit liv som halvstresset kandidatstuderende være, hvis jeg var i besiddelse af Jack Bauers personlighed? På ET døgn ville jeg få skrevet hele den projektopgave, som jeg har et par måneder til. Hver eneste gang uret nærmer sig en ny time, kan jeg forvente koncentreret spænding, der giver stærke dommedagsfølelser: Kl. 08:59:57: ”Arghh, der er ikke mere kaffe på kanden”, kl. 12:59:57: ”Argh, den dynamiske indholdsfortegnelse i Word vil ikke som jeg vil”, kl. 14:59:57; ”Argh, jeg kom til at lukke dokumentet fyldt med nyskrevne guldkorn UDEN at få gemt”, kl. 19:59:57: ”Argh, en idiot har puttet papiret forkert i printeren, så hullerne er i HØJRE side”.

Men på den anden side: i Jack Bauers sko ville jeg nok ikke få tid til at overspringshandle* med diverse internetnørderier. Jeg ville derimod få maksimal udnyttelse af hvert et sekund. Så mon ikke opgaven kunne skrives på et døgn? Også set i forhold til, at der indtil videre er seks terroraktioner, der er blevet stoppet inden for samme tidsramme?

*Et hipt ord mange af os studerende ynder at bruge.

Stem på Gergenzolisterne

Dumme word

Hørt i Århus:

"...løg og pølser hænger vildt godt sammen".

Sagt i forbindelse med, at der blev snakket om en pølseret...

Prison Break: omvendt typecasting

Normalt plejer engagerede skuespillere, at resarche og i nogle tilfælde endda indleve sig i det miljø deres filmrolle skal begå sig i.

For unge Lane Garrison fra Prison Break sker det desværre omvendt. Efter at have fiktivt spjældet den i et af USA's mest hardcore fængsler Fox River State Penitentiary, skal han nu opleve den ægte vare. Han kunne måske håbe, at han derinde møder virkelighedens Michael Scofield...

Fødselsdagsgaver

Indtil man når en hvis alder (forskelligt fra person til person) er fødselsdagsgaver noget man giver for at fejre den der fylder år. Efter det, er fødseldagsgaver noget man giver, for at trøste den der fylder år...

MSN-samtale

Peder siger:
Puha - adonis hældte absint på mig i går! Kan ikke huske noget derefter, andet end der var to flinke politimænd, der ikke mente at det var en god ide at jeg lå og sov på amagerfælled! Har sår i hovedet og ondt i hagen, samt mistet min pung...Alt det efter en skide fodboldkamp!

Fodboldkampe er åbenbart roden til meget ondt...

Når sprutten går ind…

…går prutten ud.

Yes, og nu fik jeg også erfaret det på egen krop. Det stinkende ikkerygningsfænomen, som opstår i byen-situationer, hvor mange mennesker er samlet på lidt plads. Troede først, at det var lidt en skrøne, men den er nu god nok. Flere gange måtte jeg tage mig selv i at holde vejret, for ikke at komme til at inhalere lidt flatulens fra andre i-byen gæster. Det er lidt vand til rygernes mølle i den ophedede rygeforbudsdebat, der vel stadig kører. Kan nærmeste se dem for mig, stående som Nelson fra Springfield og pege, mens de siger: ”Haha!”.
Nå, men det ændrer jo nok ikke på lovgivningen. I det mindste er prutter ikke sundhedsskadelige…og så minder det os jo bare om, at vi alle er mennesker…

Et cigaretskod = forurening?

En stille undren

Forleden havde jeg en samtale med en ven ang. det at mange rygere ukritisk skodder deres smøger på jorden og i naturen. At de ikke tænker over, at det lille gule filter faktisk er affald på lige fod med en tom Matador Mix-pose eller papiret fra en isvaffel.
Hvorfor, egentlig? Jeg tror ikke, det er fordi at alle rygere er deciderede, hensynsløse miljøsvin. Det opfattes måske slet ikke som forurening. Sådan en lille gul og neutral fætter, er der vel ingen der lægger mærke til, alligevel? Og sådan har det jo altid været.
Det er nu heller ikke for at være hellig, at jeg skriver dette. Jeg selv har skoddet en del smøgstumper på gader og stræder gennem tiden, men er nu i højere grad blevet bevidst om, at det egentlig ikke er ok!
Men måske kræver en forbedring på det punkt en kollektiv mentalitetsændring?

Suspekt – ”Prima Nocte”

En slags anmeldelse

For to ugers tid siden støttede jeg den danske pladebranche ved at erhverve mig de danske rappere Suspekt’s tredje album. Fire år siden er det at den danske befolkning gik rundt og sang med på ”Min pik hænger ikke mellem mine lange stænger, den står ud i vejret som en stangspringer” og ”Jeg er en hardcore panser med overskæg, der slår om sig med fuldt overlæg”. Med disse herlige gloser på et album, hvor det kantede, var mere reglen end undtagelsen, var det svært ikke at være nysgerrig på de buzzcuttede hættetrøje-beklædtes seneste bedrifter.

Og hvad synes jeg så? Ja, i må nøjes med det umiddelbare to-ugers indtryk, for der gik også lang tid før jeg faldt for ”Ingen slukker the stars”. Men jeg har da et par kommentarer:

Indtil videre har jeg et par favoritter. Jeg er lidt en sucker for gåsehudsfremkaldende rapballader, så radiohittet ”Proletar” går rent ind hos mig. Var det ikke fordi at Bai-D lægger et vers ned på denne voksne sang” ville man let kunne forveksle det med et nummer, der burde have været med på Troo. L.S. og Orgi-E’s mere voksne og seriøse sideprojekt ”Forklædt som voksen”.

”Amore infelice” er en af de sjældne slags på Suspekt-repertoiret. Temaet er ulykkelig kærlighed og viser mere følsomme og sympatiske sider af drengene. Med det cello-bærende lydbillede i verset og englekoret i omkvædet skal det ikke undre mig, at sangen nok skal få heavy rotation på Boogie-listen. Måske er det bevidst tagen pis på sig selv, men lige inden ”Amore Infelice” kommer ”Det ikk’ vores”, som er om muligt er den diametrale modsætning. Her har Orgi-E (eller forhåbentlig en fiktiv person, som han portrætter i en jeg-fortælling) været så uheldig at gøre en pige gravid i en brandert, hvilket nu har gjort ham både bittert fortrydende, grænsende til det psykopatiske. Tekstbidderne her siger vist det meste: ”Fuck skyld, du fuckin’ snylter på min sæd, for at få dit eget lille gedekid du kan lege med” og ”Parat med et oversavet til at blaffe en dame med barn i maven”.
Kunst? Tja, nogle skal nok kunne blive forargede.

Mange af numrene har i mine ører et tæt slægtskab med F.I.P.-kollegaen og homien L.O.C’s sound. Og vanen tro, medvirker han da også på et enkelt nummer (”Din Største Fan”). Fx er der nummeret ”Stikkeren er et kamera” der på en eller anden måde i sit aggressive udtryk og atmosfære en vis lighed med L.O.C.’s ”Læg den hater ned”.

”Sut den op fra slap”, hvis titel giver rare billeder for ens øjne, er vel det man kan kalde albummets bud på en ny ”Kinky Fætter”. Her er det dog ikke Orgi-E’s virilitet, der er i centrum, men nærmere manglen på det samme.

Der er et par enkelte rim her og der, hvor jeg tænker: det her er overflødigt og en tand for selvforherligende. Men Bai-D’s, Troo. L.S.’s og Orgi-E’s unikke og lækre flows gør, at jeg bærer over med det.

Er det mon skæbnen?

Selvom jeg prøver at være videnskabelig og rationel i min livsopfattelse, kan jeg efterhånden ikke undgå at tænke på, om en højere magt mon har bestemt at det er skæbnen, at jeg skal have en dårlig kontorstols-ergonomi.

Og hvorfor siger jeg så det? Jo, jeg fik endelig diagnosticeret problemet vedr. hvorfor jeg sad dårligt. Svaret var åbenbart ikke indlysende, og som en anden Sarah Lund efterforskede jeg mysteriet til bunds. Jeg fik møvet mig til IKEA hvor jeg erhvervede mig en "Bunny"-kontorstol. En ny kontorstols-epoke kunne begynde. I dag samlede jeg så Bunny, for at erfare, at lige så snart jeg satte mig, begyndte sædet at synke. "Åh nej" og andre bortcensurede gloser opstod i mit hoved. Det er bare så typisk mit held. Prøvede dog at tænke rationelt, og ringede til IKEA, der mente at det var en defekt gaspatron, som jeg bare kunne komme ud og bytte. Man skulle bare huske kvitteringen. Som jeg selvfølgelig har været så distræt at smide ud.

Jeg tænkte derfor i alternative løsningsmuligheder. Kunne man selv fikse problemet evt. Og skyldtes problemet gaspatronen, eller evt. noget der påvirkede gaspatronen. Jeg prøvede at få gaspatronen fri fra selve sædet, men det sad fast som var det sværdet i stenen og jeg er ingen Arthur. I stedet prøvede jeg at pille ryglænnet, så stolen fik mere karakter skammel. Miraklet der så skete, var at når jeg satte mig på "skamlen", så sank sædet ikke. Jeg turde næsten ikke være glad for hurtigt. Jeg gennemtestede den ad flere omgange, og den var god nok. Den sank ikke! I eufori og lettelse blev jeg nødt til at ringe til min mor, der havde ageret konsulent løbende processen.

Problemet var nu bare, om det var ryglænet, der på en eller anden måde, havde en indflydelse på gaspatronen. For den var jo fejlfri, nu hvor ryglænet var taget af. Jeg prøvede derfor at geninstallere ryglænet med lidt mere varsomhed, og så skete problemet desværre igen. Det gav ingen mening, men ok, "skammel-modellen" sank jo ikke, så jeg pillede igen ryglænet af. Men derefter var det bare en loose-loose situation, for nu sank "skamlen" også, når jeg satte mig på den.
Jeg var vist optimistik lidt for tidligt, og det bliver jeg åbenbart straffet for. Hvad kan man lære af det?

Er jeg mon besat af ånder, hvis intention er at bevare min dårlig kontorstols-ergonomi eller er gaspatroners veje bare meget uransagelige?

Svar til smiley-leg

Tak for budene. Der var nogle der var tætte på:

Svarene er:

1. Osama Bin Laden
2. Hitler
3. Elvis
4. Paven
5. Picasso
6. Marge Simpson
7. Chaplin
8. Dolly Parton - Katja K var dog også et godt bud.

PB, er det dig, jeg tror det er?

Kendis-smileys

En lille gætteleg på Runkedoren. Hvilke berømtheder forestiller nedenstående smileys:

1:
(Z(:^P
2:
/:-=
3:
5:-)
4:
<+-<:)
5:
%-^
6:
****:-)
7:
CI:-=
8:
:-) 8

Facebook

Facebook er vist så den helt nye dille på nettet. En ”voksen” version af MySpace, der dog efterhånden ligner MySpace i mangel på brugervenlighed. På Facebook er det i form af adskillige humoristiske applikationer, der måske var meget sjove i starten, men nu mest af alt er spam i mine øjne. De fleste profiler jeg græsser rundt på, er klistret til med Zombie/Vampire/Hotness/Grafitti/Quizzer og andre skøre features, der fjerner alle mine håb om minimalisme og overblik.

Samtidig er der også lidt ”hvem kender flest”-konkurrence over det. Folk add’er hinanden for et godt ord. Jeg får dagligt nye friend-requests. Og det er da også fint nok, for jeg er åben over for at møde nye folk. Problemet er bare, at folk ikke er særligt snakkesaglige, når man så endelig skriver til dem. Hvorfor så add’e mig som ven? Det er meget få, man egentlig har et reelt forhold til, og det at have stået i kø i Fakta med en person er næsten nok til at man kan kvalificere én som ven.

Var der ikke engang én der sagde ”less is more”

Mere action, mindre knold, del 2.

Fortsat

Efter det imponerende 2-delte (der var lige en lækker frokostbuffet i mellemtiden) Jens Arentzen-foredrag var det tid til at deltage i én af de 5 workshops. Jeg havde valgt det web 2.0-fokuserende ”Er du en del af samtalen” med de unge og allestedsnærværende bibliotekarer Lunde og Angermann. Forskellige sociale teknologier (med Flickr som et meget brugt eksempel ) blev præsenteret og hele web 2.0-tanken blev debatteret og hvor vidt den er relevant i bibliotekssammenhæng.

Er man studerende på DB (hvor hele dette web 2.0-noget er et meget varmt emne for tiden), var der nok ikke så meget nyt at hente. Det var nu også mere workshoppens indgangsvinkel til emnet, der var interessant, da brugerdeltagelse i højere grad var på dagsordenen end en normal workshop. Eksempelvis blev en bærbar pc sendt rundt blandt deltagerne, så alle på den måde kunne komme med svar på et givent spørgsmål. Samtidig blev skærmbilledet med svarene vist oppe på den ene projektor. Og ja, for første gang overværede jeg en forelæsning, der benyttede sig af to projektorer.

Bus tilbage til hotellet, hvor vi havde under to timer til at nå en morfar, checke tekst-tv, sms’e moderen om at man var kommet godt til Vejle og et varmt bad. Helt sikkert lækre omgivelser i det store dobbeltværelse på Park Inn. Dog undrer det mig, at man her i 2007 på hotellerne stadig missionerer passiv aggressivt i form af ”Det Nye Testamente” der lå på nattebordet.

Aftenen var blottet for decideret faglighed. Her var det op til den enkelte at opsøge lidt faglig sparring hos sin borddame/herre/dansepartner. Ved mit bord blev der diskuteret alt fra uhensigtsmæssig børneopdragelse til hvordan man skriver jobansøgninger. Meget voksne emner, alt imens der blev brokket sig over de himmelske priser på stedets fadøl.

Lidt action til lattermusklerne, skulle der også til. Til dette job var hyret Mette Frobenius. Hun var da meget sød, men ikke lige noget revolutionerende inden for humor. Opadvendte tommelfingre fik hun dog af undertegnede, da hun dissede min aktuelle yndlingsaversion: hængerøvsmoden blandt teenagere…

Fortsættes måske i en del 3

Mere action, mindre knold, del 1.

Lørdag og sødnag var det tid til Biblioteksforeningens faglige landsmøde, der i år havde temaet ”Mere action, mindre knold”. Kender man bare lidt til biblioteksklicheer, ved man at en knold refererer til den hårbold i nakken, som den stereotypiske, tyssende og grå kvindelige bibliotekar har. Om man decideret kan bytte ”action” ud med ”knold” har jeg dog lidt svært ved at forestille mig, da jeg mest af alt ser en halvblodig Bruce Willis rende rundt i nakken på en lukket bibliotekarinde. Nej, temaet for landsmødet – hvis man tænker lidt mere metaforisk - var selvfølgelig, at bibliotekarernes rolle gerne skulle blive omdefineret til at blive lidt mere proaktiv og udadvendt. Lidt mindre beskedenhed og lidt mere ud over scenekanten.

Med alt for lidt søvn i bagagen indfandt vi os lidt over kl. 10 lørdag formiddag på ToRVEhallerne i Vejle, hvor weekendens aktiviteter skulle finde sted. En weekend med energiske foredrag, workshops, festmiddag, rødstrømpeagtig stå-op-komik, livemusik og lidt flere foredrag og meget lidt tid til søvn lå foran os. Den beskedne plads som den manglende søvn havde i bagagen, levnede til gengæld plads til en overflod af gode inputs, man kunne tage med hjem igen.

Jens Arentzen var den første action-man vi skulle opleve på ToRVEhallernes store scene. Jeg husker ham bedst som Ulrik Varnæs i Matador og ung betjent i ”Én gang strømer”, så det var sjovt at se ham i en lidt ældre version. Han var sat på programmet for at formidle sin viden om kommunikation og kropssprog. Der blev hevet masser af gode lommefilosofiske pointer op af hatten. Ting, man egentlig nok vidste, men som Jens fik sat ord på. Der blev snakket om ”driveren” (udtales på dansk), ”forstyrrelsen” og ”siddetypen” med lige dele humor, vanvid og alvor. Et par små øvelser publikum imellem, blev det da også til, og manden forlod scenen med den største klapsalve, jeg har hørt længe.

Der var mange flere indtryk, men dem får i næste del, som uploades én af de nærmeste dage. Jeg har en tendens til at skrive meget lange indlæg, og jeg har et indtryk af, at bloglæsere mister interessen/lysten, hvis et blogindlæg er for langt. Det kan jeg i hvert fald selv gøre. Derfor vil jeg nu (og fremover) dele indlæg op i flere dele, de altså er ”opdelingsegnede”. Giv gerne noget feedback på, om i syntes om det er en god eller dårlig ide.

Gamle ordsprog dur ikke på mig

Jeg yder og yder og yder for at nyde. Når jeg så endelig kan tillade mig at nyde, så har jeg glemt hvordan man gør det, fordi jeg er så vant til at kun yde.

Og hvad hvis man egentlig nyder at yde? I sådanne tilfælde, kan man vel sige, at ydelsen bærer nydelsen i sig selv.

Laptop vs. stationær

En stor del af denne blogs indlæg, bliver nedskriblet på min egen Fujitsu-Siemens-laptop, jeg har haft i lidt over to et halvt år. Den er selvfølgelig lækker og fancy og alt det der, men så hører fordelene også op.

Jeg anskaffede mig den primært grundet forelskelse i tanken om den meget mobile fordel der er ved en laptop i forhold til en noget større og klodset stationær pc. At man (som selve navnet laptop) indikerer kan sidde i fx. sofaen med den på skødet. Dette er dog en mulighed, jeg har benyttet mig af meget få gange, da det virker lidt upraktisk. Derudover var det jo også meget praktisk at man kunne tage den med rundt (fx. på skolen, når der skulle skrives opgaver). Heller ikke dette har været en ofte praktiseret mulighed, da jeg ikke har haft det store behov for det. Resultatet er derfor, at min meget mobile laptop har indtaget sig en meget stationær position på mit spisebord. Og så kunne man jo lige så godt have købt sig en stationær, ikke? For en ulempe ved den noget komprimerede form en laptop har, er det manglende hensyn til ergonomi. Man sidder så klodset med det lille flade keyboard. Noget der for mit vedkommende, er meget demotiverende for min arbejds/nørde- og skrivelyst og (måske) er medvirkende til mine problemer med lænd og ryg samt. Et ordentligt tastatur, som man kender det fra de stationære pc'er, er alt andet lige noget rarere at arbejde på.

Jeg har dog også spekulæret meget, om det er min skrivebordsstol, der ikke er helt optimal. Der er i hvert fald stor forskel på siddestillingen og derfor behageligheden når jeg bruger af min laptop og så når jeg fx. er på mit arbejde (hvor jeg har en fin stationær og en lækker fladskærm).

Men hvad siger i, kære læsere? Foretrækker i noget bestemt og hvorfor? Kan i genkende mine problemer, eller trives i helt aldeles fjong med en laptop?

Jeg undres derfor også, hvordan en stationær i fysisk form er så meget større end en bærbar, når man tænker på, at de kan det samme, og har samme ydeevne. Og ja, nu kommer der sikkert nogle dedikerede Mac-ejere på banen ;-)

Peter vs. Morten, del 2

Der er til stadighed nogen, der læser indlæg fra maj 2006. Især indlægget Morten vs. Peter. I dag fik jeg følgende kommentar, som jeg lige syntes, jeg ville dele med folket:

"peter og morten er to søde retaderede drenge som i dag begge to spiller i brøndby, dem der kom op og slås i en kamp her den anden dag..."

Tak til anonym for dagens grin

CTU i DK

Wuhu, Danmark får sit helt eget CTU. Helle for at være Jack Bauer.

En musisk anbefaling

Min gode ven og musikinspirator Peter Pisling, introducerede forleden den amerikanske kvartet She Wants Revenge til mig, og der gik ikke længe førend at jeg var hooket dets hooklines. Sounden havde heller ikke en ubetydelig ting at sige, da vi er henne i noget new wave og post-punk. To meget fuzzy begreber, men hvis jeg nævner Interpol og Joy Division/New Order, er vi måske en tand nærmere på en beskrivelse af sounden. SWR’s bas-linier er i hvert fald ofte som var de samplet af gamle JD og NO-numre.

Men ingen anklage om rip-off her, for SWR har trods alt sine helt egne kendetegn og unika. Numrene har en noget mere elektronisk, fyldig og gennemarbejdet bund med trommemaskiner og synths supplerende bassen og guitaren. Forsanger Justin Warfield leverer flere af numrene med en meget monoton, stiv og staccato-agtig vokal, der umiddelbart ikke lyder flatterende, men som i denne kontekst fint matcher den alvorlige sound. Og så er der jo teksterne. Det er svært ikke, at elske brudstykker som denne: ”I heard it's cold out, but her popsicle melts/She's in the bathroom, she pleasures herself”. Og ellers er der bare at sige, at jeg ser frem til 9. oktober, hvor deres nye værk ”This is forever” efter sigende skulle lande i butikkerne.

PS: Er man til Placebo, så fyr lige op for ”Spite & Malice”, for det er netop ovenstående Justin W, der leverer rappen til dette nummer.

Hjernevask - ikke så slemt

Det er sgu' helt i orden, at være hjernevasket, når man ikke er klar over, at man er det.

Thomas Buttenschøn vs. Mikrofon

Jeg var til Thomas Buttenschøn-koncert forleden. Jeg stod dog så langt fra scenen, at det var svært at se, hvad der var mikrofon, og hvad der var Thomas Buttenschøn.

Jo, der findes dårligt vejr...

Jeg gad godt at tage vedkommende, der opfandt den geniale floskel ”Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun dårlig påklædning” og placere ham under et træ, hvis skæbne er nogenlunde sådan her i et stormvejr. Gad vide, hvilken påklædning, der findes til at modstå den slags

Dilemma

Øv, jeg har lige erfaret, at julefrokosten på mit arbejde er lagt samme dag, som jeg skal til Marilyn Manson-koncert, nemlig den 14. december. En julefrokost, hvor der højst sandsynligt ikke er sparet på noget, på en arbejdsplads der er frisk og ungdommelig. Der er lagt op til et julebal i frådeland, det er svært at sige nej til. Ikke desto mindre hiver den efterhånden aldrende shockrocker stadig i mig, og billetten er købt. Shockrocker er måske for meget sagt, eftersom hans nuværende ry er lige så harmløst som de karrysild, jeg desværre må sige nej til. Men ja, trods alt, synes stadig at han er en oplevelse værd.
Og en julefrokost hvor værten er en forhenværende antikrist superstjerne (nuværende emo), med en menu, hvor både sildebord, hovedret og dessert består af fadøl og Valby Hallens kondensvand er vel heller ikke at kimse af.

Lidt mere om hængerøvs-moden

Inspireret af Cirkusprinsessens Flickr, kom jeg igen til at reflektere den såkaldte hængerøvsmode. Den er efterhånden allestedsnærværende, og har spredt sig som ringe i vandet. Heldigvis er fænomenet mest set hos en lidt yngre målgruppe. Ældre ved vist bedre. Jeg var derfor også lettere rystet, da jeg i går var til fest med en nogenlunde jævnaldrende gut, hvis buksegrænse virkede til at være adskillige grader syd for Buttcrack.

At man synes det ser sejt ud (hvilket jeg har seriøst svært ved at fatte) er selvfølgelig en smagssag, men udover det rent synlige, ser det da også ud til at være vildt upraktisk at gå rundt i bukser, hvor buksebenene først skilles fra hinanden sådan ca. i knæhøjde. Det ligner, at de er på vej til toilettet hvor det ikke kan gå hurtigt nok med at få bukserne ned om anklen. En association jeg meget gerne vil slette fra min hukommelse, men det er svært når man gang på gang bliver konfronteret med synet.

Handler det mon om at provokere og være rebelsk over for os ældre? En kollega fortalte mig om hver gang hun påtalte sin søns hængerøvsbuks, røg den blot længere og længere ned over røven. Eller handler det om de 14-åriges tiltagende kropsbevidsthed, der giver dem en trang til at være stolte af deres kurver og promovere dem i højere grad.

Gad godt at høre synspunkter fra hængerøvsbuks-brugerne selv? Er der en dybere mening med det, andet end det blot er en modebølge, hvor man som uselvstændige fisk blot svømmer med?

Råd søges...

...til at lære at slappe af? Hvordan gør i? Og ny tænker jeg ikke på konkrete fysiske råd ala "smid dig på sofaen" men mere hvordan man mentalt kobler fra...anyone?

Tips til at begå kriminalitet uden at blive opdaget

Flere nyhedsmedier (bl.a. TV2 Nyhederne) fokuserede i går på den nye parkeringsfidus som mange bilejere benytter sig af for at parkere ulovligt og slippe for bøde. Fidusen var udførligt beskrevet suppleret med oplysninger om at gerningsmændene i de fleste tilfælde ikke blev opdaget. Politiet prioriterede nemlig ikke denne form for kriminalitet særlig højt og P-vagterne var magtesløse. Umiddelbart virkede det ikke til at der var en løsning på problemet, så here you go alle jer svage sjæle med parkeringsproblemer i indre by!

Jeg undrede mig om det var programmet: ”Tips til at begå kriminalitet uden at blive opdaget” eller TV2 Nyhederne jeg sad og så…

Hvilken afspiller

Hej
Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilken afspiller som folk foretrækker til at afspille musik på computeren. Kom gerne med forslag i kommentarfeltet til hvorfor i foretrækker den ene frem for den anden.

Unicef og hjemløshed

Jeg gik en tur på Strøget. Jeg passerede en af disse her unge og meget smilende personer med en blok og en blå trøje med teksten Unicef. Min erfaring med dem er ikke så heldig, da det virker lidt til, at deres eneste formål, er at give os der tilnærmelsesvis har et budget med overskud til at tænke på os selv, dårlig samvittighed. Jeg var denne gang heldigvis ikke selv offer for ”har du lige 2 minutter?”-salgstalen. Knægten i Unicef-trøjen var i øvrigt selv så skinny, at man næsten kunne mistænke ham for at samle ind til mad til sig selv. Få meter fra ham, dog uden yderligere sammenhæng, sad en tyk, hjemløs mand op af muren med et skilt: ”Jeg er sulten”.

Jeg havde svært ved ikke at studse over den lettere ironi i situationen.

Nyt musik i fitnesscentret, tak.

Når man står der på løbebåndet i fitnesscentret og skal have tilbagelagt sine 2,5 fantomkilometer, er det ikke just motiverende at høre Radio100FM’s repertoire af hhv. fløde og sukkerpop, med et BPM på max 80 og mere egnet til kinddans…og kinddans er altså ikke just noget man brænder særligt mange kalorier af! Nej, giv mig i stedet noget aggressivt EBM. Hvad enten man kan lide det eller ej, er aggressivt og hårdt musik noget mere belejligt til at motivere én til at få pulsen, motivationen og antallet af forbrændte kalorier i top.

2900 Happiness

www.tv3.dk/2900

Hvorfor ser de mon så sure ud her på pressebilledet til Hvide Løgnes efterfølger. Indgyder det mon til større respekt, hvis de skuler ondt til kameraet? Giver det os et indtryk af, at de er en del af den danske skuespiller-elite, hvis de kan undgå at smile?

Mine lettest tjente 400 kr.

Torsdag eftermiddag indfandt jeg mig på Scandic Hotel. Via et online-analysebureau, jeg er tilmeldt var jeg blevet udvalgt til at deltage i et større fokusgruppe interview med fokus på radiomusik. Ikke at jeg hører synderlig meget radio, men det er svært at sige nej til at deltage, når belønningen er 400 skattefrie kroner for 2½ times ulejlighed, og man mere eller mindre inddirekte har muligheden for at påvirke de radiostationernes playlister i en mere gunstig retning.

Interview-lederne forklarede, at vi alle udvalgte (vi var vel 70-100 i alt) var nøje screenet, og at vi var et ”sample” af den samlede befolkning, og derfor repræsenterede hver enkelt ca. 1000 danskere. Sikke et ansvar at have på sine skuldre. Eller skal man sige: sikken en magt? Ikke at jeg har så meget storhedsvanvid at jeg tror at mine svar virkelig vil batte. Men hey, jeg tjente ind til den Marilyn Manson-billet jeg lige har udfordret mit budget med, ved at disse og rose musik vha. en slags fjernbetjeningsdims, der skulle give hvert enkelt sang en karakter mellem 0 og 100.

Marilyn Manson var der dog ikke meget af i det udvalg af musik vi fik spillet og skulle evaluere. Det hårdeste må have været enten Bon Jovi eller Nickelback. Alt musik vi hørte havde en stor og fed mærkat, der hed POP, så det var under disse præmisser, at jeg valgte mine karakterer til numrene.
Jeg droppede min indre kulturradikale snob og gav topkarakterer til Roxette, Madonna, Level 42 og meget andet godt 80’er-pop, der berigede og agerede soundtrack til min barndom. Skal disse radiostationer om nødvendigt spille pop, kan det jo lige så godt være det, man hæfter gode barndomsminder på.

Simply Red (som altid har fundet lige så irriterende som hans hår er stort og rødt) og det nyere George Michael fik tilsvarende dårlige karakterer. Det frydede mig også, at jeg fik muligheden for endelig at give min uforbeholdne mening om Rihannas ”Umbrella”. Min mening var i dette tilfælde manifesteret i et meget hurtigt og panisk drej mod 0 på skrueknappen på måleren. Men der var måske heller ikke ydet helt retfærdighed mod den kønne Rihanna, da nummeret i mit hoved har fået en ærgerlig The Voice-association (jeg kan ikke være i fitnesscenter en tilfældig dag i en times tid uden at have hørt det mindst 3 gange, når jeg igen forlader stedet 600 kalorier lettere).

Som sagt, de lettest tjente 400 kr. længe. Den ubehagelige konsekvens er så måske, at jeg har klæbrig 80’erpop på hjernen de næste par dage.

SU-loftet

Det meste af denne sommer har jeg nærmest arbejdet fuldtid på mit studiejob. Pengene er gode, jeg har tiden til det, og det giver mig en masse erhvervserfaring at bruge min dagligdag i en virksomhed frem for bare at fede den derhjemme.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at jeg med den arbejdsmængde kommer til at tjene for meget i forhold til SU-reglerne. Der er jo et loft, der gør, at tjener man får meget på sit studiejob, er man forpligtet til enten at skære noget SU fra, eller betale SU fra på et tidspunkt. I mit tilfælde betyder det så, at jeg enten skal melde noget SU fra eller bide i det sure æble og få en regning af SU-styrelsen en gang næste år. Et andet alternativ er, at jeg skal lade være med at arbejde så meget. Og det er jo ikke engang fordi jeg arbejder meget, måske 30 timer om ugen her i ferien.
Regeringens ræsonnement er altså noget i stil med dette; at har jeg overskud til både et studie et studiejob med flere timer end gennemsnittet, så har jeg vel også overskud til at undvære SU’en?

Skal jeg se sagen fra den anden side, og det skal man vel, for jeg tvivler ikke på, at denne lov har været debatteret til hudløshed i Folketinget. Jeg vil ikke være et utaknemmeligt brokkehovede, der bare siger ”det er for dårligt”. Men som jeg ser det, har jeg umiddelbart to bud på hvorfor man har indført dette loft:

1: regeringen har ikke har interesse i at finansiere nogen, som de mener godt kan klare sig selv
2: regeringen fryger at, hvis man tjener for meget er det et tegn på at man arbejder for meget, hvilket er et tegn på at man vil komme til at forsømme studiet.

Det er bare mine antagelser, og giv mig endelig lidt modspil her. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er sat synderligt ind i bevæggrundene for denne lov, hvorfor jeg smider et blogindlæg ud i plenum til at gøre mig klogere.

Alligevel tillader jeg mig dog at modsvare mine to bud:
1: Det virker lidt til at det er Robin Hood-syndromet, der regerer her, og tager jeg de socialistiske briller på, er det let at se pointen. Problemet er bare, at loven skærer alle over én kam, og ikke tager højde for at den enkelte studerendes økonomi kan være meget forskellig fra hans studiekammerat. Den ene er måske heldig at have fået en ungdomsbolig til 2300 kr./måneden, hvor den anden sidder i en ejerlejlighed til det dobbelte. En har måske behov for at se en psykolog til 800 kr. om måneden og en anden bruger en mindre formue på medicin, kiropraktor eller andre faste udgifter man ikke blot lige kan sløjfe.

Så hvad ville der ske, hvis de lod os tjene hvad vi ville? De er jo ikke fordi at der er nogle direkte udgifter ved at jeg arbejder mere? Nej, tværtimod. Ved at jeg arbejder mere, er jeg med til at holde samfundsmøllen i gang. Både ved de ekstra skatteindtægter, som mine ekstra arbejdstimer giver, men også det øgede forbrug (og deraf potentielle momsindtægter), jeg utvivlsomt vil få, når jeg får flere penge mellem hænderne. Desuden prioriterer jeg jo selv min tid. Måske kører jeg hårdt på i en periode, så jeg har det økonomiske overskud til at forsørge mig selv i en anden og arbejdsløs periode.

2: Dette argument har et let pædagogisk islæt ved at regeringen går ind og regulerer de studerende i frygt for at for meget studiearbejde vil gå ud over kvaliteten af deres studie. Det er en meget idealistisk tanke, men også her er reglen rigid. For ja, måske er der nogle der vil komme til at arbejde for meget, hvilket gør, at de forsømmer studiet, og måske er længere tid om at blive færdige. Men der er helt sikkert også nogen, der sagtens kan prioritere og har overskuddet til begge dele. Igen må jeg hive mig selv ind som eksempel :-). I et års tid har jeg læst på en kandidatuddannelse. Jeg har haft studiejobbet ca. 12-15 timer ugentligt, og måske lidt ekstra når der var ferier. Jeg kan dog ikke se, hvordan det på nogen måde forringede kvaliteten af min studiegang.
Jeg kom igennem med gode karakterer og ros for gode opgaver. Men dette overskud har jeg nu måttet bøde for, da jeg forleden skulle betale ca. 1500 kr. tilbage til SU-Styrelsen. Jeg vil gerne indrømme, at det første år var den ”lette” del af min kandidatuddannelse. Det er først nu her på andet år, at det virkelig batter, og til januar begynder jeg forhåbentligt på mit speciale, der selvfølgelig skal prioriteres højt. Måske så højt, at jeg må skære ned på studiearbejdet i en længere periode. Men der er jo desværre ikke en regel for at tjene for lidt, og jeg får ikke ekstra SU, hvis jeg skærer ned på arbejdstimer. SU-reglerne begrænser mig i mine muligheder for at prioritere.
Det minder mig lidt om postvæsenets regler for porto på breve. Underfrankerer du, får du en bøde, men du får ikke en godtgørelse, hvis du overfrankerer.

Dansk på engelsk

"Du taler sproget med en fjoget københavnsk accent,
det er skufle, men det fatter du sgu nok engang”
MC Einar, ”Provokerer, onanerer”, 1988

I en af dagens gratisaviser faldt jeg over en artikel der omhandlede at danske musikere der gør sig på engelsk får megen lidt succes i det store udland, og især i USA. Artiklen påpegede at mange danske kunstneres engelskkundskaber slet ikke kan hamle op med deres amerikanske kollegaer, som i sig selv er logisk nok. I amerikanernes (og briternes, vel) ører er mange danskeres engelsktekstede sange ret banale, da danskere simpelthen mangler de ekstra dimensioner i sproget. Nemlig, at det engelske/amerikanske sprog ikke blot er et værktøj man hiver op af værktøjskassen, når der skal skrives en sang. Det handler om at leve sig ind i sproget, dyrke det, drømme det, indånde det, tænke det. Dagligt. At man som dansk kunstner med et blot gennemsnitligt engelsk har forventninger om at slå igennem i USA (som der i forvejen har en massiv konkurrence i musikbranchen) er det vel med lige så gode odds som det nuværende Brøndby IF-mandskab har for at vinde i en udebanekamp mod FC Barcelona…hvor BIF altså er bagud 3-0 og har to mand udvist…OG der piftes hver gang en Brøndby-spiller har bolden…OG dommeren er bestukket af den spanske regering…

I sandsynlighedsberegningen for et dansk bands chance for at få udenlandsk succes, skal så også lige medregnes grammatisk dårligdom og accenter, der vil få Arnold S. til at lyde som indfødt amerikaner.

Når det er sagt, så er der er i mine øjne således heller ikke særlig meget kunstnerisk integritet i at tænke i profit og succes, som vel er en af de primære grunde til at synge på engelsk?

For et par år siden fik en række dansksprogede bands ekstra meget airplay i mainstream radioen. Det var som om, at det var blevet moderne at synge på dansk igen, og der blev snakket om ”den danske bølge” som et nyt kulturelt fænomen. Jeg var komplet uforstående. For mig forekom det fuldstændig naturligt, at man sang på sit modersmål.

Hvorfor skulle disse bands nu have skudt en masse motiver i skoene, blot fordi at de altså ikke havde behov for at være ”seje” og internationale? For ja, synger man på dansk, så begrænser man sig selv til at allerhøjest at få succes inden for landets grænser. Men igen, hvor mange engelsksprogede danske bands er det lige, der har lagt udlandet for deres fødder? Ironisk nok er det sjovt at erfare, at et band som netop har haft meget succes i USA er dansksprogede Under Byen. Måske fordi at den charmerende kompromisløshed tiltaler, modsat de mange engelsksprogede ”wannabe’s”, der blot lyder som tamme kopier af noget, der bliver fremstillet på metervarebasis i USA?

En masse håbefulde upcomingbands præsenterer deres hjemmesider med et amputeret, men ambitiøst engelsk. Åbenbart hellere lefle for den lille promille af potentielle internationale interesserede, frem for den umiddelbare målgruppe; danskerne.

Jaja, jeg kan jo også godt se det fra den anden side. Vi fleste forstår jo engelsk, og vi kan lige så godt vænne og forberede os til globaliseringens indtog. Jeg er da heller ikke udviklingsforskrækket eller stemmer Dansk Folkeparti, men ”hvis en mand han ikke kan, så skal han helt la’ vær’”, siger jeg bare, for lige at runde af med endnu et Einar-citat.

Også i fodboldbranchen mærker man angloficeringen. Flere danske klubber har taget betegnelsen ”FC” (Football Club) til sig. ”Boldklub” minder nok for meget om Knud Lundberg og Sofus Krølben. Men hvis det skal være så internationalt, hvad er så pointen med Champions League og europacup, hvor det netop burde handle om nationalfølelsen, når man holder med de danske hold? Globalisering er i mange henseende fint nok, men det mister charmen, når der assimileres og hvis de enkelte lande ikke får lov til at beholde deres særpræg.

Ovenstående er udelukkende baseret på mine egne antagelser, tolkninger, forestillinger og refleksioner og intet kan bevises videnskabeligt.

Marilyn Museon

Der er sket en del på kalenderen siden dette indlæg.

To "must see"-koncerter er blevet offentliggjort inden for den seneste uge og jeg har netop voldtaget Billetlugen.dk for at sikre mig en billet til Muse i KB Hallen 24. oktober. De leverede et habilt show på Orange Scene søndag aften, hvor der stadig var høj sol, men glæder mig til at opleve dem i mere "intime" rammer, hvor det i højere grad foregår på deres præmisser.

På mandag starter billetsalget til Marilyn Manson-sankta lucia i Valby Hallen den 14. december. Jeg må indrømme, at hans seneste to skiver ikke helt har haft samme indvirkning på mig, som tidligere, men er trods alt en oplevelse værd.

Klynkerygerne i forbudsdebatten

Det er dog utroligt, hvilke argumenter man skal høre på, i den meget aktuelle rygeforbudsdebat.

Nogle af de stakkels rygere føler sig hetzet. For det går jo ud over deres personlige frihed, at de ikke må tænde sig en smøg hvor de vil. Buhu. De glemmer bare, at den personlige frihed og menneskeret de snakker om, altså kun er gældende, så længe den ikke begrænser andre folks personlige frihed. Og det gør rygning sgu! Ellers så vil jeg da også have den personlige frihed til at dyrke min interesse for knivkast hvor jeg vil. Så er det bare synd, for dem der kommer i vejen…

Men lige meget hvor mange gange man gentager argumenterne om sundhedsskadelighed, irritation osv. preller det af på dem, og de går i forsvarsposition med argumenter om alkohol, slik, fed mad og andre usunde ting. Men disse ting er altså sjældent direkte til gene for omgivelserne.

Gad vide om en af bivirkningerne ved 40 smøger om dagen i en længere periode, er at man kan miste både den psykiske og fysiske evne til at se ud over sin egen næsetip?

Face it, klynkerygere*. Jeres argumentation er på børnehaveniveau (læs: mig mig mig). Desuden er lovgivningen trods alt stadig så lempelig, at i må ryge under eget tag.

* Jeg er ikke imod rygere generelt (festryger endda selv), kun dem uden for argumentatorisk rækkevidde.

Hørt i Netto

Sagt af ca. 5 årig pige til sin far, mens de står i kø til kassen: (citeret frit efter hukommelsen)

”At vente er dejligt – slik er det værste”

Enten har vi med en meget anderledes ung pige at gøre, eller også har hun bare lært ironiens kunst i en meget tidlig alder.

Skræmt eller positivt overrasket?

I morges stødte jeg ind i en mand i min gård, jeg ikke havde set før. Han var meget venlig og proaktiv med henblik på at komme i en eller anden form for dialog med mig. Han kommenterede det varme vejr, og spurgte om jeg skulle ned og vaske. Den første tanke i mit hoved var: ”han må være retarderet eller tilbagestående på en eller anden måde”. Det siger måske mere om min tankegang, men er jeg den eneste? Det er nu sjældent at folk, man ikke har et eller andet forhold eller social forpligtelse til, approacher (i mangel på bedre dansk ord?) én så direkte. Medmindre der er tale om fuldskab eller anden form for påvirkning, selvfølgelig.

Jeg kan ikke lige finde ud af, om jeg skal være skræmt eller positivt overrasket i denne slags situationer. Skræmt fordi, at det ligger så langt fra normalen, at der næsten bare MÅ være skumle bagtanker. Positivt overrasket, fordi her har vi en gut, der bare sprænger alle gængse konventioner for hvordan man socialiserer.

Kommende koncerter

Musikefteråret byder på en stor del koncerter, der for undertegnede, kunne være mere eller mindre interessante. Mit budget og dertil indrettede økonomiske samvittighed tillader mig dog kun at tage til de koncerter, jeg absolut må se. Her snakker vi yndlingskunstnere. Der er dog også en masse koncerter i gråzonen udenom favoritter. En gråzone, der både rummer nye potentielt interessante bands, samt bands med en hvis status, det blot kunne være fedt at opleve, uden at man nødvendigvis er stor fan.

Skulle en af jer musikinteresserede læsere evt. have en gratis billet i overskud til en af følgende koncerter, skal i ikke tøve med at invitere mig med :-)

08.09.07
HEADBANGER'S BALL TOUR:
Sick of it All, Mnemic, As We Fight, The Psyke Project Store Vega

22.09.07
Poeten og LillebrorLille Vega

27.09.07
Under Byen Store Vega

06.10.07
Killswitch EngageStore Vega

27.10.07
Magtens Korridorer
Store Vega

01.11.07
Trentemøller
Store Vega

07.11.07 – dejlig palindrom- og døgnkiosks-agtig dato
Arcade Fire, KB Hallen

12.11.07
Air,
Support: Au Revoir Simone
Store Vega

28.11.07
Editors
Store Vega

29.11.07
Gogol Bordello
Store Vega

30.11.07
Suspekt
Support: Marwan
Store Vega

10.12.07
THE BLACK CRUSADEMachine Head, Trivium, Dragonforce, Arch Enemy, Shadows FallKB Hallen

Glemte jeg nogen?

Homer vs. tysk kvinde

Gad vide om denne kvindes intelligens, ordforråd og abstraktionsniveau stiger med adskillige grader, som det gjorde for Homer Simpson i dette afsnit. En stor del af forklaringen på hans dumhed...

Nemesis?

Nemesis?

Jeg vil være kræsen

Nogle gange kunne det være rart, at være enten vegetar, veganer eller bare meget kræsen. For så ville jeg ikke få stress og dårlig samvittighed over alt det lækre mad jeg må vælge fra, når jeg besøger kantinen – et overflødighedshorn af lækkerier - på mit arbejde.

Flet næbbet, Elton

Ifølge denne artikel, piver Elton John over, at internettet er med til at dræbe den musikalske kreativitet
Flet næbbet, fremtidsforskrækkede Elton. Bare fordi du stadig holder dig til din 70’er-smag findes der muligvis folk, som finder glæde ved den nye teknologi og ny musik. Hvad ville du i øvrigt selv have sagt, hvis der kom en eller anden fremtidsforskrækket nostalgiker i din storhedstid - da du var ung og innovativ - og sagde ”Luk klaveret, det dræber kreativiteten”?

100 år og en grønlangkål

Ordsprog. De kommer og går. Personligt så hører jeg sjældent følgende to, der i 1980’erne var meget brugte: ”Det tager 100 år og en formiddag” og ”Det var engang i 1700-grønlangkål”. Begge to meget fleksible ordsprog, hvor ”formiddag” kunne udskiftes med ”eftermiddag” efter behov, og 1700 kunne udskiftes med 1800, eller sågar 1900

For undertegnede, selvudnævnte ukronede konge af ordkløveri, giver det egentlig god mening, at de uddøde. Når noget tog lang tid, tog det altså 100 år og en formiddag? Ja, man kan jo næsten godt følge ræsonnementet; ”Argghh, nu har jeg ventet 100 år, jeg orker virkelig ikke at vente en formiddag til!”

Og til det andet ordsprog; grønlangkål? Hvad i alverden er det egentlig? Og hvordan er det blevet berettiget det til at bruges til tidsangivelse? Jeg kan personligt ikke lige placere grønlangkål i det gastronomiske alfabet, andet end at jeg kunne forestille mig, at det måske er i familie med rødkål og hvidkål. Måske er jeg blevet for meget storbybeboer og indoktrineret af det københavnske cafehelvede med humussalater, clubsandwiches, kebab, durumruller, broccolisuppe og brunch, til at jeg kendes ved den slags ingredienser der primært ses i retter kreeret af husmødre på den jyske hede. Men omvendt, det har bare heller ikke den samme charme at sige: ”Det var dengang i 1700-broccoli”…

Suppe

Utroligt så meget suppe, man kan koge på kyllingeben...

Stressede husfruer?

Det slog mig lige, at jeg mangler Desperate Housewifes i mit liv. TV2 har jo givet serien ”sommerferie”, selvom den var midt i en sæson. Men det har jo nok været vigtigt at give den lidt fri, for i disse tider kan man ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om stress. Man hører om kendte der står frem på BT og EB’s forsider; ”Jeg gik ned med stress”. Det næste må jo så være en kendt tv-serie: Desperate Housewifes udtaler i privat interview med BT; ”Det blev for meget til sidst. At skulle leve op til forventningspresset og hele tiden score højere seertal. Det blev for meget. Mistede koncentrationen og bad TV2 om ferie”
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?

Mareridt?

Det er nu noget underligt noget med drømme og mareridt. Ikke at det er nogen nyhed, men gang på gang overraskes jeg af den irrationalitet de ligger for dagen (eller natten, høhø). En irrationalitet, der efterhånden har fået mig til at indse, at alt der falder ind under kategorien drømmetydning og deslige, er lige så håbløst som at tro man kan sælge buksebælter til 10. klasseknægte anno 2007.

Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?

For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:

Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.

I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.

Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.

Spørgsmål

Hvorfor er det mon sådan, at jo mere jeg har glemt mine ørepropper, når jeg er på besøg hos mine forældre, jo højere snorker min far, og jo tyndere virker husets vægge.

8 om mig

Hendes Royale Cirkushed har tagget mig. Lidt sent er bedre end aldrig.

1. Jeg har gået til yoga flere gange. Er også blevet smådrillet med det, selvom det ikke er et led i en metroseksuel eller fyr-lær-at-kende-dine-feminine-sider-at-kende-strategi. Er dog aldrig kommet længere end et grundkursus, men er fascineret af denne "sport", og dens potentiale. Det skal siges, at jeg laver en gedigen hovedstand...når jeg er i træning, altså.

2. Jeg har altid haft kælenavne. På trods af mit ellers flotte fornavn, er der rigtig mange der kalder mig ved mit efternavn fra dyreriget. Min farfar kaldte mig Kædde (eller hvordan det staves). Nogle barndomsvenner kaldte mig Stewart (længere historie). En anden barndomsven kaldte mig både Gergen og Nalle Bom. Nogle venner fra mit studie begyndte at kalde mig Runke efter en tur til Amsterdam. Også en længere historie. Selvom ligheden er meget lidt slående, kommer min mor igen og igen til at kalde mig ved mit søsters navn; Anette.
Derfor: når folk endelig kalder mig ved mit oprindelige navn, tror jeg derfor ofte at det er noget alvorligt de vil snakke om.

3. Mudderhelvedet AKA Roskilde Festival 2007 var mit 8. år på festivalen i streg. Tragedie-året 2000 var min debut, og jeg håber mindst at kunne holde 10 års jubilæum. De skal dog stramme lidt op på musikprogrammet...og vejret...

4. Jeg er lettere neurotisk og stresser ret let. Efter mange års selvanalyseren er jeg kommet frem til, at det evt. bunder i en lidt for uhæmmet ordenssans og kontrolfreak'ism.

5. Som barn var jeg uhyrlig god til at huske datoer og fødselsdage. Jeg udviklede en teknik, så folk kunne nævne en dato højst et år ude i fremtiden, og jeg kunne hive datoens ugedag frem fra den indre database på et splitsekund. Mine forældre var imponeret, men det var dog ikke noget, der ligefrem fik pigerne til at stå i kø.

6. Pt. har jeg sommerferie fra studiet. Det er en god øvelse for mig til at lære at anti-stresse. Den seneste uge har dog været ret oplevelsesrig, da jeg både har udfordret min højdeskræk i Vor Frelser Kirke, drukket fadøl på Nemoland, haft næseblod på Christianshavns Bibliotek, set sjove og pinlige stand-up-komikere på Kulkafeen, smalltalket i toiletkøen med A Kid Hereafter samme sted, været i biffen, spillet rundbold og fodbold i Valbyparken, været til støttefest i Folkets Park og klappet på dyr i Knuthenborg.

7. Jeg har været telefoninterviewer for Gallup. Selvom det lyder som et ret simpelt job, der det nok det mest utaknemmelige jeg nogensinde har prøvet. At konstant få sure, travle og MEGET lidt interviewvenlige mennesker i røret, der alle mener, at vi "ringer hele tiden!" samtidig med at ens chefer punker een fordi man får for mange afvisninger.

8. Jeg ryger for lidt

Jeg sender stafetten videre til Edut og Lakvak

Opløsning - nej, vel?

I musikbranchen benytter de sig af et smart markedskneb. Det kaldes ”opløsning”, og er den konsekvens der sker, når et band af forskellige grunde ikke kan/vil fortsætte mere. Årsagerne er forskellige. Det kan være af økonomiske grunde, når pladesalget ikke just lever op til forventningerne. Det kan være kunstneriske uenigheder eller noget tredje. Måske syntes forsangeren (eller hans pladeselskab), at han ville klare sig bedst på egen hånd. Bandmedlemmerne splittes derfor, og søger nye musikalske græsgange. Opløsning er - alt afhængig af bandets popularitet og fanskare - ofte forbundet med en stor del dramatik. Bandet udsender rørende pressemeddelelser og man hører historier om tudende fans.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.

I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.

Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.

Arghh, vågn op, anmeldere!

Jeg skal nok komme med en længere reportage fra det indtryksbombardement jeg har oplevet i den sidste uges mudderkastestævne i Roskilde. Men pt. var der lige et par anmelder-ting, jeg faldt over.

Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.

Links:

http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900

http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495

http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece

http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece

http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902

http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497

Hvad bør jeg huske?

Før i tiden, når jeg skulle af sted på Roskilde Festival, var jeg altid godt forberedt qua det stressede kontrolmenneske jeg er. Mange uger forinden påbegyndte jeg at lave lister over ting jeg skulle huske. Kategoriinddelte og systematiske lister, der pænt kunne markeres af, når tingene var pakket. Så langt har jeg slet ikke tænkt i år, og jeg regner med at futte af sted mod Dyrskuepladsen i morgen.

Så hjælp mig lige, kære bloglæsere. Hvad bør jeg huske. Eller i hvert fald prioritere højt? Kom med de gyldne råd. Jeg er opmærksom på de ting der udgør rammerne. Dvs. telt, sovepose, billet og dåseøl…hjælp mig med forslag til indholdet!

Arggh, bland jer udenom

Argghh, SKAT, bland jer dog udenom! Lad dog folk nyde deres festival uden at skulle generes af jeres emsigheder. Smid de lidt for små sko, og drik en ulovlig øl med os andre.
Jeg er sikker på, at festivalen og den dertilhørende omsætning er en guldgrube for jer i forvejen.

Helaftensforestilling med Pearl Jam

Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.

Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.

21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.


Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.

Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.

Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.

Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.

Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.

Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…

DSB

Man bliver så dejlig harm når man gang på gang bliver konfronteret med Søren Pilmarks jubeloptimisme over perfekte DSB, når man selv gang på gang bliver konfronteret med deres "uregelmæssigheder".

Roskilde Festival 2004

Jeg fandt lige nedenstående frem fra gemmerne. De fleste år, jeg har været på festival, er det min ambition dokumentere alle de oplevelser og indtryk man får. Tit ender jeg med at opgive, da det simpelthen er umuligt at huske alt. Der er kronisk impression overload, og det er umuligt at huske en hel uges oplevelser, medmindre man hele tiden er bevæbnet med en notesblok og/eller mulighed for at komme til tasterne og få afløb.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.

Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.

Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.

En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.

De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.

Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.

Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).

Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.

Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.

Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!

Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.

Forden kører endnu

Mit indre drengede hjerte kan ikke undgå at få min hud til at knoppe lidt...

Et bevis på, at det efterhånden er mere end blot rygter

At prioritere

Det handler ofte ikke om at HAVE TID. Det handler om at TAGE SIG TID.

Bestået

Tak til alle jer der krydsede fingre. Om det så var på en måde, at det besværliggjorde tastaturarbejde eller blot var den slags krydsede fingre man gør i tankerne.

Grunden til min let slacker-agtige approach til denne eksamen skyldtes, at det "blot" var en interncensur, dvs. bedømmelsen var "bestået/ikke-bestået". Ikke at vi negligerede opgaven og dennes litteratur, men paranoiaen for at dumpe er noget mindre ved denne slags bedømmelser.

Vi skrev om web 2.0 og Second Life, men i en relativ blød kulturkontekst. Et par emner ca. 90% af de studerende på vores uddannelse skriver om , da det er "the next big thing". Der er således sikkert stadig folk, der skriver om forældede emner som litterært materialevalg og tesaurus-konstruktion.

Jeg forventede blot at bestå. Eller som min opgavemakker John tit sagde; "At ramme 6-tallet nedefra". For vi skrev primært opgaven for vores egen skyld. Leg og kreativitet med emnerne betød mere for os, end akademisk og metodisk etikette. Jeg ved godt, at denne slags måde at arbejde på ikke holder, når jeg skal skrive mit speciale, hvorfor det netop er ved de eksamener med intern censur at man skal udnytte sit indre legebarn...

Dette var dog også et af ankepunkterne, men eksaminatorerne havde trods alt en masse ros til vores opgave. Aner ikke hvad den ville have ligget til hvis der havde været karakter på men vendinger som "Rigtig god" er vel ikke at kimse ad. Og havde vi været lidt bedre til at formidle vores konklusioner og perspektiver (vi var lidt for indforståede og upræcise i vores sprog) kunne det have trukket endnu mere op.

Nu er der så ferie, og så skal det udnyttes, at jeg har tid til at dyrke min nyvundne interesse for at læse skønlitteratur og faktion. For til september går det går løs med at lære om XML, CMS, RSS og andre fancy akronymer...

Om 80 minutter...

...sætter jeg mig ind til den mundtlige eksamen, jeg har forberedt mig mindst til. Nogensinde.

Grant me the power eller lad nemesis sejre.

Smashing udsolgt

Nåh, koncerten med Smashing Pumpkins blev udsolgt på få minutter. Well, deres primære målgruppe er måske heller ikke unge på SU. Og hvad kan bookerne så lære af det?
"Billetterne blev revet væk, så hvorfor ikke hæve prisen med et par 100 kroner næste gang?"

Nu kender jeg ikke lige markedsmekanismerne inden for koncert- og bookingbranchen, men det må da være svært med konkurrence? (En markedsmekanisme, der netop sørger for at der bliver konkurreret om de lavest mulige priser)?
For der findes vel kun et Smashing Pumpkins-band. Så er muligheden vel kun, at man finder et band, derhar noglelunde samme målgruppe (folk, der var melankolske, digtskrivende og Barometer-lyttende teenagere i midt-90'erne) og booker dem til at spille en koncert samme dag.
Er der nogen der ved hvad Nirvana laver den 14. august?

Smashing Pumpkins i Vega

Arj, nu må de godt nok stramme sig lidt an med de billetpriser. 520 kr. for at se et "gendannet" Smashing Pumpkins. Og det er næppe en prisstigning der skyldes piratkopiering, eftersom SP's storsællerter vist nok kom frem i præ-piratkopieringens tidsalder og at bandet endda senere lagde et helt album til fri downloading.
520 kr.? Det er i Vega og ikke på en jysk pløjemark. Og så er det endda SP i en amputeret version, for det er uden eyecandyen D'arcy og guitaristen (som jeg aldrig vidste om han var en dreng eller pige) James Iha.

Relaterede links:
Gaffa
Vega

Ti jeg kan li'

Roskilde Festival-haiku

kemi, romancer
suspekt, et sindssygt projekt
i flammer, åh nej

Soundtrack of my life-meme

Endnu en meme...se i bunden hvem jeg sender stafetten videre til

IF YOUR LIFE WAS A MOVIE, WHAT WOULD THE SOUNDTRACK BE?

So, here's how it works:
1. Open your library (iTunes, Winamp, Media Player, iPod, etc)
2. Put it on shuffle
3. Press play
4. For every question, type the song that's playing
5. When you go to a new question, press the next button

Opening Credits:
The Bravery - Ring Sing

Waking Up:
Rollins Band - The End of Something

First Day At School:
Guns N' Roses - Bad Obsession

Falling In Love:
The Cure - Lullaby

Fight Song:
Nick Cave - Cocks 'n* Asses

Breaking Up:
Korn - Getting Off

Prom:
Laibacch - Wir Tanzen Ado Hynkel

Life:
The Ark - Hey Modern Days

Mental Breakdown:
Rammstein - Morgenstern

Driving:
Combichrist - This is the joy of gunz

Flashback:
Dulce Liquido - Anticristianos

Getting back together:
Bauhaus - Honeymoon Croon

Wedding:
Eagles of Death Metal - Keep your head up

Birth of Child:
Morrissey - Oiija Board, Oiija Board

Final Battle:
Red Hot Chili Peppers - My Friends

Death Scene:
Marilyn Manson - Cleansing

Funeral Song:
Malk de Koijn - A a Mæio

End Credits:
Kings of Leon - Molly's Chambers

Og jeg sender stafetten videre til: Frøken Roesen, Edut, Pisling og Cirkusprinsessen

Klogt citat

Selvironi og selvindsigt: to gode bremser til at forhindre selvtillid i at blive til selvfedme.

Videnskabelig uredelighed?

Hver anden mand: Kæreste med silikone-bryster, ja tak

Sådan lød overskriften på en artikel fra BT. Men i vanlig sensationsjournalistisk stil drejede det sig ikke om ny, seriøs og omfattende Gallup-undersøgelse med et repræsentativt udvalg af spurgte mænd.
Nej, undersøgelsen var foretaget på netstedet BeautifulPeople . En datingsite, hvor det primært er det ydre der tæller. Hvor folk kun kan blive optaget, hvis de andre brugere finder deres billeder lækre nok. Et site, hvor begrebet ”metroseksuelt” allerede er håbløst forældet og primitivt. Et site, hvor man med garanti finder Paradise Hotel-deltagere. Et site, hvor pigerne stræber efter at ligne bladet M!’s forsidebilleder. Og et site, hvor Botox, silikone og plastik er mere reglen end undtagelsen.

Og så er det jo klart, at man får sådan et svar, når man stiller sådan et spørgsmålet på sådan et site. Det svarer jo næsten til at man laver en afstemning på Petdating og spørger om folk synes at kæledyr er søde.

Nåh, jeg håber at kunne kaste lidt mere lys over sagen ved at lave min egen afstemning. Er hver anden mand virkelig fan af plastik? For jeg håber, at jeg, trods alt, har et lidt mere repræsentativt udvalg blandt mine mandlige læsere

Kære Carlsberg-"drengerøv"

Hej Carlsberg-reklame, nu skal jeg sige dig noget. Nej, der er ikke noget galt med os mænd. Fordi der er nogle der ikke lever op til den klichébefængte stereotype af en ølbøvsende, grillmadsspisende og fodboldfanatisk drengerøv, gør det dem partout ikke mere kedelige eller ”voksne”. Eller fordi nogle tillader sig at bryde normerne og spise mango-salat frem for grillmad, skal du ikke frygte at du har ”tabt” dem. Fordi der er flere måder at leve sit liv på, end hvad reklamerne på TV2 og TV3 pådutter os. Og fordi nogle mænd rent faktisk udvikler sig i takt med tiden, frem for stædigt at holde fast i gamle klicheer af tryghedsårsager.
Så nej, hr. Carlsberg-reklamegut. Der er ikke nødvendigvis sket noget med ”os mænd”. Tværtimod, det er nok mere dig, der er stagneret.

UEFA’s ”retfærdige” straf

Jeg skal love for, at sympatien og retfærdigheden var med DBU i dag. Kollektiv straf, når det er allerbedst.
Ikke nok med at en helt fodboldnation skal straffes med et 3-0 nederlag pga. to menneskers dumheder (plus X antal sovende vagters uopmærksomhed), så skal DBU betale en bøde på ca. 450.000 danske kroner, de mister hjemmebaneretten til de næste 4 hjemmebanekampe, hvoraf den første skal være uden tilskuere. Til sidst, så får Christian Poulsen 3 spilledages karantæne.

For det første; 3-0? Helt ærligt, hvor ligger det rationelle i dette? Danmark havde spillet sig tilbage i kampen, da skandalen indtraf. Kunne det ikke være nok med 1-0, 3-2, 4-3 eller end anden score med en 1-måls-difference? Ikke nok med at vi får 0 point, vi får også markant dårligere målscore i det samlede resultat.

For det andet. 4 hjemmebanekarantæner? Er én ikke nok? Ikke nok med at DBU sikkert straffes økonomisk i kraft af fald i billetter, så mister landsholdet også den sportslige fordel det er at have hjemmebane. Tjo, de kan jo i teorien spille kampen på et stadion i Jylland, men det er jo ligesom en grund til at man skelner mellem hjemmebane og udebane.

For det tredje: den økonomiske bøde. Tja, den er jo fair nok. De kan jo dele den op i tre, og lade hhv. Poulsen, ”fodboldfjolset” og de sovende kontrollører betale.

For det fjerde; 3 dages karantæne til Poulsen. Se, det synes jeg faktisk er ret let sluppet, i og med, at knytnæveslaget er mange voldsniveauer højere end en blot ”grov tackling”. Selvfølgelig er Poulsen ikke pr. definition en voldsmand, og det er ikke sikkert han laver samme dumhed igen, men trods alt var hans handling, fodboldfjols eller ej, med til at Sverige ret så sikkert ville have vundet, pga. det straffe de blev tildelt i slutminutterne. Knytnæver og mavepustere hører ikke hjemme på en fodboldbane, så stod det til mig, kunne de godt have lempet lidt på de andre strafområder, og i stedet givet Poulsen 10 spilledages karantæne.
Men den indirekte straf han vel har fået i kraft af samvittighedskvaler og mediehetz er vel også slem nok.

Det er selvfølgelig ikke så sort/hvidt, for det skulle selvfølgelig have konsekvenser. Men denne straf (nej, undskyld disse straffe) er et sportsligt tab for fodbolden. Endnu en gang får man som lettere sportslig idealist, bekræftet, hvor lidt selve fodboldspillet betyder når det kommer til store internationale turneringer.

Må det bedste hold vinde. Nej, undskyld, det heldigste!