Depeche Mode

Jeg kan ikke helt komme udenom en lille reportage fra lørdagens Depeche Mode-koncert. Jeg havde glædet mig til denne koncert siden juni sidste år, hvor jeg allerførst hørte rygter om et Park-besøg. Ugen op til var der intens Depeche Mode-lytning. Setlisten fra touren blev fundet frem, så man kunne øve sig på de numre, hvor ens lyriske kunnen haltede. Man skulle jo nødig flashe sin DM-uvidenhed ved at synge forkert til de store hits. Der blev diskuteret med andre DM-fans om forventninger til koncerten, og en form for kommunikation, hvor man integrerede fordanskninger af DM’s sangtitler i ens sætninger, så dagens lys. Eksempel på dette fænomen i form af en (lettere redigeret) msn-dialog kan findes i bunden af dette indlæg. Dagen inden var der officiel DM-aften hos en ven, hvor vi over god mad og rødvin, fik snakket forventninger og erindringer fra sidst DM gæstede parken alt imens setlisten i kronologisk rækkefølge var blevet programmeret på IPod’en. DM-hysteriet var vist generelt stort rundt omkring, og havde jeg ikke selv været die hard-fan, ville jeg nok selv have gået grassat.

Frem til koncerten: Var i følgeskab med en flok, hvor jeg kendte få, men spottede helt tilfældigt nogle andre venner, mens opvarmningsbandet The Bravery var på. Hookede op med dem, men blev samtidig væk fra den anden flok. Vi kæmpede os op til en plads ca. midt for scenen, men alligevel pænt langt fra scenen, og på trods af mine 180 cm, måtte jeg alligevel stå på tæer, for ordentligt at kunne se noget. En betragtning af publikum vidnede om en majoritet på folk på +35 år, der sikkert var unge deprimerede teens i DM’s storhedstid med ”Black Celebration”, ”Musik for the masses” og ”Violator”. Jeg var personligt overrasket over ikke at se flere unge, men koncertpriser på 400 kr. har nok skræmt en masse unge SU-modtagere væk.

At drikke mange dåseøl før en koncert er sjældent en god taktik, hvis man ikke har selskabsblære, men det er dog svært at lade være…især, hvis man får stukket én i hånden. Det var godt, at jeg havde styr på setlisten, for dette betød, at jeg vidste hvornår spændingskurven rent sangmæssigt var i bund, og kunne udnytte dette til en toiletpause. Dette var dog også en dum taktik, da jeg ikke kunne finde tilbage til mine venner igen. Ret ærgerligt, da der blev vist tydeligt engagement af os alle til de første numre, der bl.a. inkluderede ”A pain that i am used to” og en af mine favoritter ”Walking in my shoes”. De bedste koncertoplevelser er jo dem, hvor musikken og fællesskabsfølelsen går op i den der berømte større enhed, og hvor nakkehårene rejser sig og gåsehuden pibler frem. Jeg accepterede dog, at jeg nok ikke ville kunne finde mine venner, og tog plads blandt et par venligt udseende koncertgængere (der var nemlig også en del eksempler på det modsatte til stede…).

Sidste halvdel af koncerten var blottet for ”Playing the Angel”-numre, og var som forventet en kavalkade over de største hits. Det ene nummer mere publikumsopgejlende end det andet. Et crescendoagtigt adrenalinkick, der blev ved med at stige, men manglende den klimaksagtige forløsning. ”Personal Jesus” med den staccato-agtige rytme og det fængende hook ”reach out and touch faith” samt ”Enjoy the silence”, der uden problemer kan give mig gåsehud, var højdepunkter, der lukkede den ”officielle” del af koncerten koncert. For selvfølgelig var der jo et par encore-numre, selvom bandet havde sagt tak og farvel. Jeg krydsede fingre for, at de ville trodse deres setliste, og give os en omgang ”It’s no good” og ikke mindst ”Stripped”, men nej. Ligeledes som Gahan forsømte sine kvindelige fans, ved ikke at strippe sit overtøj og vise sine blækklatter på overkroppen, undladte bandet at give os denne klassiker.

Selvom Martin Gore er den geniale sangskriver bag de største hits, er jeg dog meget lidt glad for de numre, hvor han selv synger leadvokal. Som jeg læste et andet sted, så fungerer hans stemme bedst som supplement til Gahans. Fin og skrøbelig som en baby, så han dog ud med glimmer på kinderne og sorte vinger på ryggen. Mon man skal tænke videre over, at han sidst de spillede i Parken havde hvide vinger på ryggen? Som det første ekstranummer kom han ind og sang en stille version af midtfirseren ”Shake the disease” der overraskede positivt, og måske var et af de numre med den største applaus. Jeg var overrasket over, at et så relativt ukendt nummer skabte så stor en fællessang og hævede lightere, og var også overrasket over min egne evne til at huske sangteksterne til dette lækre nummer, jeg har lyttet alt for lidt.

De to andre fra-da-jeg-stadig-gik-i-børnehave-numre ”Just can’t get enough” og ”Everything Counts” skabte også en nostalgisk eufori, og til den åbenlyse koncertlukker ”Never let me down again”, blev publikum for alvor inddraget. Gahan svingede traditionen tro sine arme over hovedet under omkvædet som et symbol på teksten: ”we’re flying high…” og masserne foran scenen fulgte trop med denne herlige gestus. Helt traditionsbundet var koncerten dog ikke, da de sluttede af med den ikke så kendte ”Goodnight Lovers”, som samtidig var den eneste repræsentant fra Exciter-albummet. Endnu en gang med den følsomme ballademager Gore i front, men han blev undervejs joinet af Gahan, og sangen blev sluttet af som smuk duet, hvor de to, arm i arm, som bedste venner, satte et smukt punktum for en gennemført koncert.

Tilfældigheder

Her i går skulle jeg med et par gutter fra min skole lave noget research på kulturarvsobjekter i indre by. Vi spadserede rundt, rundede et par statuer og et par kirker, og da vi nåede til Pisserenden, diskuterede vi om vi skulle inddrage baren Floss i vores studier. Med min begrænsede viden, jeg de andre om baren som stedet, hvor de sorte poeter og punkere, som fx Sort Sol, hang meget ud i 80’erne. Vi troppede op foran frontdøren, der helt i en trashet punkertids-ånd, var overklistret med klistermærker. Her hang slidte af slagsen, der sikkert havde prydet døren siden 80’erne, side om side med nyere klistermærker som fx en reklame fra en Rent Mel cd og den nyeste TDC-reklame. Mens dette blev foreviget på digitalkamera, parkerede en velkendt skikkelse med skulderlangt hår, gusten hud og en manglende arm, sin cykel op ad Floss’ mur. Han betragtede os, som var vi nogle naive turister, og gik ind på baren…

Senere sad vi på Studenterhuset, hvor vi med vores medbragte laptop ville nedskrive dagens observationer. Jeg fortalte de andre, om et band jeg kendte der snart skulle spille samme sted. Et par minutter efter, gik endnu een (dog kun for mig) velkendt skikkelse ind af døren til Studenterhuset. Guitaristen fra det det føromtalte band…

To sjove og meget ens sammentræf på samme dag. Denne dag har helt bestemt haft en særlig clairvoyance-mojo over sig, som jeg burde have udnyttet noget bedre. Jeg ærgrer mig lidt, over at jeg ikke tog de andre med i svømmehallen, ind i en sauna, fortalte en anekdote om Helena Christensen eller anden berømt lækkerhed, og kiggede hen mod døren…

Alt tæller

Alt tæller, og der er kun få dage tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. Jeg kører en tur med min bedste ven, hvor vi mødes med en masse andre mennesker er mennesker. Jeg får sikkert en nytteløs tinnitus, men det er jo bare en smerte, jeg er vant til, når jeg ikke nyder stilheden. Jeg kan bare ikke få nok af den sorte fest, hvor alle er klædt i sort. Det er den sødeste perfektion, og hvis du gik i mine sko, eller så verden i mine øjne, ville du vide, at det kun er et spørgsmål om lyst.

En fødselsdag

I dag ville mit ungdoms forbillede, Kurt Cobain være fyldt 39 år, hvis han ikke besluttede sig for at ende sit liv som 27-årig i 1994. I skrivende stund er jeg 27 år, og 3½ måned, hvilket gør at jeg er ca. 2 måneder ældre end Kurt var, da han døde. At jeg som medio-teen så op til en fyr, der tog sit eget liv er måske lidt tvivlsomt, men nu er man som teenager ikke altid de mest rationelt tænkende.

Jeg må indrømme, uden at lyde som et popdyr, der følger alle tidens trends, at min fascination af bandet, musikken og hele den omgærdende mystik, var størst efter hans død. Nok fordi at jeg først begyndte at dyrke musik som en rigtig hovedinteresse da jeg var omkring 15-16 år (jeg var 15 da han døde). Da fik jeg mit første anlæg og debuten fra Rage Against The Machine og regelmæssig Barometer-lytning skulle lægge bane vej til et musikalsk retningsskift, væk fra 2 Unlimited, 24-Seven, Dr. Alban og andet europæisk dancepop. Alle Nirvanas udspil blev anskaffet og numrene havde en primær rolle på ”the soundtrack of my medioteens”. Der blev optaget videoer og koncerter på MTV, tøjstilen med skovmandsskjorter, slidte jeans og halvlangt fedtet hår blev kopieret, og Nirvana-sange var det altoverskyggende øve- repertoire på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi.

Kurt Cobain var med andre ord min Mohammed. Alle der talte negativt om ham eller bandet, var i mine øjne blasfemikere eller ignoranter, og de fortjente ikke mindre end stokkeslag og tvangsindlæggelse til at lytte Nirvanas musik indtil de kunne se genialiten. Jeg sagde jo, at teenagere var irrationelle…og en tand egocentriske…

Tillykke med dagen, Kurt!

Definitionen af en stand-upper

Definitionen af en middelmådig dansk standup-komiker: man stiller sig uforstående over for et emne, og i stedet for at sætte sig ind i det, latterliggør man det på humoristisk vis og får et lige så middelmådigt publikum til at grine

Patent på sort

Johnny Cash er meget oppe i tiden. Til dels pga. biografilmen ”Walk the line”, men samtidig også fordi han er død. Så vidt jeg husker, lavede han Cobain-stuntet, og opnåede mere hype EFTER sin død, end da han var i live. Han fik tilnavnet ”The Man in Black” qua hans tøjstil, der oftest var i sort. Men jeg synes da det er lidt uretfærdigt at en enkelt person i den grad, får knyttet sit navn på en så brugt farve. Var han man den eneste sortklædte måske? Eller var sort næsten lige opfundet der i 50’erne (eller hvornår han nu fik tilnavnet)?. Han har stadig tilnavnet her i 2006, hvor ”dressed in black” er uofficiel dresscode mange steder. Tænk bare på begravelser, satanister, goths og andre unge med depressive identifikationsproblemer…. og fiktive alien-slashers. Og til det sidstnævnte, hvor jeg selvfølgelig hentyder til filmen ”Men in Black” fra 1997, er min undren lige så stor. Filmen er opkaldt efter to i sort jakkesætklædte FBI-lignende mænd, hvis speciale er at udrydde uopdragne rumvæsener og lign. Måske er det bare mig, men er sorte jakkesæt noget, der er unikt for folk med dette specielle erhverv? Endda så unikt, at de frem for at kalde dem noget kreativt og originalt, lader deres og filmens titel er opkaldes efter denne farve. Hvis de bar jakkesæt i lilla, turkis eller en anden ikke-mainstreamfarve, kunne jeg se pointen. Men sort? Den farve er lige så populær og almen brugt som ketchup er til røde pølser.
Hvad bliver det næste? At kalde læger på et hospital for ”Men in white” eller håndværkere i blå Kansas-dragter for, ja, gæt selv: ”Men in blue”?

Ordkløvende insektsamleje? Ja, det tror jeg vist nok!

"24 Timer" og mobiltelefoni

Jeg er trofast seer af ”24 Timer”. Der er virkelig smæk på skillingen når Jack Bauer, tilsyneladende uden mad, drikke og toiletbesøg skal redde verden. Et adrenalinrush, hvor man som empatisk seer nærmest selv må bukke under med et posttraumatisk stresssyndrom over det konstant stramme program, hvor marginaler er afgørende for om USA rammes af 3. verdenskrig. Hvert afsnit af serien indeholder en hulens masse vigtige mobilsamtaler med højtstående personager, der skal træffe ekstremt vigtige beslutninger på et mili-sekund. Jeg har dog endnu ikke hørt nogle af mobilsamtalerne ende med et ”hej”, ”farvel”, ”vi snakkes” eller anden afsluttende høflighedsfrase. Bevares, takt og tone har vel et minimum af prioritet, når der er krisesituationer, men det undrer mig alligevel at samtalerne slutter så brat. Har CIU-ansatte, terrorister, forsvarsministre etc. en meget veludviklet sans for at vide, hvornår en telefonsamtale er færdig? Så snart modtageren har fået sine informationer eller ordrer, smides der på, uden yderligere varsel. Der er ikke noget, der skal gentages, ingen misforståelser og de tænker ikke lige på, om personen i den anden ende, har mere at tilføje. Jeg synes det er modigt at være så letsindig, når man har landets sikkerhed hængende i en tynd tråd…

Melodi Grand Prix

Lørdag aftens underholdning for hele familien Danmark. Jeg havde en ven på besøg, der insisterede på at afspille sin hardcore industrial-musik, så MGP-showet var hos mig, reduceret til det rent visuelle. Med andre ord, Neighbours, Søren Poppe, Kim Schwartz og co. havde fået cuttet stemmebåndene og mimede til aggressive stortrommebeats og dystre hooklines med tysk accent. Ikke desto mindre, nåede jeg at danne mig et indtryk af showet, som år efter år, rent musikalsk fortsætter sin rundgang i noget, jeg ville kalde et parallelunivers. For hvor i alverden befinder de musikgenrer, som MGP er domineret af, til daglig? Det er voldsomt populært den dag det foregår, men det er da langt fra en musiktype, der afspejler de moderne musiske trends i 2006. Så vidt jeg ved, er det de færreste MGP-vindere, der efterfølgende, har lagt de store spillesteder og festivaler ned landet over. Er det den mon den slags musik, som skal være med til at holde karaoke-producenter kørende. Eller spæde til omsætningen hos de provinsdiskoteker, hvor ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Boom Boom” og lign. er floorfillers?.

Der er hvert år et par kunstnere, der tænker ”nyskabende”, ved at tilføje et snit af noget etnisk kulturelt eller historisk musikalsk. Se bare på vinderen, der spillede på et western-tema og bandet opkaldt efter det australske svar på ”Glamour” (Neighbours, red.), der legede med noget indiansk lir og løjer. Man kan vel lidt letkøbt snakke om at lege cowboys mod indianere her? Nu hørte jeg som sagt ikke musikken, så jeg tager måske lidt fejl i mine tolkninger.

Som jeg husker MGP’erne fra midt i firserne, var showet i 2006 også storslået, bombastisk og familiehyggelig underholdning. Der manglede bare en Mylius, en pool, neonfarvede drinks med parasoller, og en masse crepet hår og mullets.

Bauhaus

En ganske fed koncert med en af gudfædrene inden for gothic rock. Tinnitusen er mere insisterende end nogensinde. Måske var det ikke så smart, at placere sig så tæt på de store højttalere, når ørepropperne lå hjemme i skuffen. Dressed in black var den uofficielle dresscode, og klientellet var spredt fra gamle gothrockere, der sikkert var vokset op med bandet, til helt unge batcavere (den danske oversættelse flagermusehulere lyder vist ikke så trendy).
Jeg har kun lyttet til bandet et par måneder, så min syng-med-kunnen strejkede sig allerhøjest til et par omkvæd. Ikke at syng-med-aspektet er så super vigtigt. Musikken og udtrykket var fedt i sig selv, og en oplevelse værd. Men det er faktisk også tonerne af Bowie’s Ziggy Stardust (der blev spillet som et ekstranummer) i mit hoved, der larmer om kap med tinnitusen. Hyggeligt, at de også spillede Joy Divisions Transmission (for lige at namedroppe lidt mere) og imponerende, at Peter Murphys stemme, stadig lyder så identisk som den der findes på de over 20 år gamle sange…

Jeg undskylder for overdreven brug af parenteser i ovennævnte.

Skitur - Vars - 2006 - #2

28. januar 2006 og 29. januar 2006.
Vi ankom til Vars ved aftensmadstid lørdag. Efter indkvarteringen var destinationen: MAD. Min kost havde som tidligere beskrevet hovedsageligt bestået af popcorn, så selv en kedelig frysepizza ville kunne sende mig i den gastronomiske 7. himmel. Vi fandt et sted, der solgte pizza og slog os ned. Vi var der ca. 18.45, men fik af vide, at vi først kunne bestille mad fra kl. 19.00. Det på trods af, at vi sad 7 velvoksne maver, der knurrede insisterende. Man skulle tro at graden af service til turister i et udpræget turistområde ville være højere.
Sprogbarrierer var der også, så vi måtte ty til universalsproget nr. 1: fagter med hænderne. Selv dette havde den hyperforfængelige mandlige tjener problemer med at aflæse, så hvad der skulle være have været en almindelig stor fadøl, blev til et kæmpeglas, der ca. rummede en liter.
Sjovt er det også, at når man forsøger at kommunikere med en fransk person på engelsk og giver et ret tydeligt udtryk for, at man ikke forstå hvad de siger, knævrer de alligevel videre på fransk.

På busturen fik vi snakket en masse om vores individuelle skills på ski. Vi stod tidligt op, kom i skitøjet og hen mod liftene. Jeg kunne på de første og relativt flade bakker, fornemme at jeg ikke var helt tabt bag en skivogn. I hvert fald hvis man sammenligner med førstedagen på min skiferie for tre år siden. Her faldt jeg MANGE gange på børnebakken, men blev gradvist bedre, da jeg lærte nogle af de grundlæggende, vigtige teknikker som at dreje og bremse.
Jeg fik dog mine tidligere lærte skills grundigt udfordret, da vi gav os i kast med de første pister, som primært var de røde. Disse er for de mere erfarne løbere, og dermed en tand mere stejle. Jeg kunne snildt tage en rød i dag, men det var stadig i et tempo, der var klasser end de andre. De ventede derfor ofte på mig, men jeg skiftevis plovede, styrtede og holdt afmagtspauser. Jeg styrtede en del gange, fik smagt den franske sne og faldt sågar da vi skulle stå af skiliften. Al den ploveri og generelt anspændte holdning jeg havde, drænede mig for energi og fik mig til at resignere et par timer tidligere end de andre. Vel ankommet til lejligheden var den første gerning at tage et langt varmt bad. Hvad jeg dog havde glemt, var at lejlighedens varme vand, var kogende varmt, så jeg fyrede bare op for bruseren, og lod strålerne ramme min krop. Et kæmpe hvin udstødte jeg. Det var sgu lige det der manglede.
I skrivende stund er det andre kommet hjem fra skituren, og er nu ovre og after-ski. Efter lidt afstressning, to kopper nescafe, et par hovedpinepiller, lidt håndlig blogskrivning, burde jeg var parat til at joine dem…jeg er ude af her!

Skitur - Vars - 2006 - #1

På min skiferie til Vars i Sydfrankrig prøvede jeg at føre en slags old school dagbog på min papirsblok over hver enkelt dags nævneværdige begivenheder. Det er en meget fin ambition, men det blev kun til to dage, hvor jeg rent faktisk fik tid til det, fordi resten af tiden, udover at stå på ski, gik op i dåseøl, pokerspil og humor på højt og lavt plan. Men i kan jo få det jeg har skrevet indtil videre:

Lørdag d. 28. januar 2006, 13.00
Strandet i en bus i en fransk snedækket alpe på 5. time, og vi kan ikke komme videre. Morgenmaden har bestået af microovnspopcorn og dåseøl. Bussen er en dobbeltdækkker, med lækre fladskærme, der, når de ikke viser hollywoodblockbusters på de tyske motorvejer, filmer vejen vi kører på. Minder mest af alt om Lost Highway, men efter et par timer, minder det mest af alt om en syret eksperimentalfilm, og man bliver helt hypnogak af at tælle de hvide striber på vejen.

Vi så Con Air i aftes. En film jeg har zappet forbi et jævnt antal gange derhjemme, når den har været vist på TV3: ”En dårlig film med afbrydelser”. Men når man er træt af at læse i sine medbragte bøger og aviser, træt af at lytte til sin mp3-afspiller, og man glemte at medbringe nogle kryds og tværs’er (jeg kke ramt af sudoku-bølgen) og har svært ved at falde i søvn, er alternativet for en slags underholdning kogt ned til én: ”følg med i Con Air”. For første gang fik denne glimragende actionbasker min fulde opmærksomhed. Men da den nåede slutningen, plottet var udspillet og jeg let kunne forudsige slutningen og da Nicolas Cage kæksmarte punchlines blev lidt for meget af det det gode, vendte jeg igen opmærksomheden mod min mp3-afspiller…