Melodi Grand Prix

Lørdag aftens underholdning for hele familien Danmark. Jeg havde en ven på besøg, der insisterede på at afspille sin hardcore industrial-musik, så MGP-showet var hos mig, reduceret til det rent visuelle. Med andre ord, Neighbours, Søren Poppe, Kim Schwartz og co. havde fået cuttet stemmebåndene og mimede til aggressive stortrommebeats og dystre hooklines med tysk accent. Ikke desto mindre, nåede jeg at danne mig et indtryk af showet, som år efter år, rent musikalsk fortsætter sin rundgang i noget, jeg ville kalde et parallelunivers. For hvor i alverden befinder de musikgenrer, som MGP er domineret af, til daglig? Det er voldsomt populært den dag det foregår, men det er da langt fra en musiktype, der afspejler de moderne musiske trends i 2006. Så vidt jeg ved, er det de færreste MGP-vindere, der efterfølgende, har lagt de store spillesteder og festivaler ned landet over. Er det den mon den slags musik, som skal være med til at holde karaoke-producenter kørende. Eller spæde til omsætningen hos de provinsdiskoteker, hvor ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Boom Boom” og lign. er floorfillers?.

Der er hvert år et par kunstnere, der tænker ”nyskabende”, ved at tilføje et snit af noget etnisk kulturelt eller historisk musikalsk. Se bare på vinderen, der spillede på et western-tema og bandet opkaldt efter det australske svar på ”Glamour” (Neighbours, red.), der legede med noget indiansk lir og løjer. Man kan vel lidt letkøbt snakke om at lege cowboys mod indianere her? Nu hørte jeg som sagt ikke musikken, så jeg tager måske lidt fejl i mine tolkninger.

Som jeg husker MGP’erne fra midt i firserne, var showet i 2006 også storslået, bombastisk og familiehyggelig underholdning. Der manglede bare en Mylius, en pool, neonfarvede drinks med parasoller, og en masse crepet hår og mullets.