Nytårsforsætter

”At stå tidligt op, det var mit nytårsforsæt
og nytårsaften synes jeg egentlig det lød meget let”
MC Einar: 28° seqineqanngitsumi

Endnu en tradition ved juletiden er nytårsforsætterne. Så skal vi igen til at høre på folk, der højt og helligt proklamerer at nu skal de stoppe med at ryge, tabe 10 kg. eller tage sig sammen i skolen. Men hvad får dem til at tro, at de kan overholde dette, når de ikke kunnet de 15 forrige år. Tror disse folk, at viljestyrke er noget man får foræret i nytårsgave? Hvis man virkelig ville stoppe med at ryge eller tabe 10 kg, burde man kunne tage sig sammen på alle tider af året? Hvorfor skulle et nyt år kunne gøre forskellen? Nye begyndelser er uafhængige af datoer og årstal, og nytårsforsætter er en døgnflue, der glemmes, når den daglige trummerum begynder, og det nye år er blevet dagligdag.
Derfor: hit me med nogle innovative og realistiske nytårsforsætter

Julen 2005 - Øjebliksbilleder fra min juleferie i Køge

Et besøg i Køge Kirke kunne give mig et religiøst modspil til den meget antikrist, som juletiden normalt består af. Det kimer nu til julefest satte gudstjenesten i gang, og af en eller anden diffus grund, pressede et par tårer sig på og fugtede mine øjne. Om det var af glæde, sorg eller en vemodigt form for kompromis mellem disse to følelser, har jeg stadig svært ved at vurdere.

Jeg glemte at købe to små gaver til pakkelegen, der skulle foregå under maveslåningen mellem anden og risalamanden. Jeg var derfor nødsaget til at finde et eller andet i DøgnNetto, som jo ikke ligefrem vrimler med gaveidéer. Et par ruller toiletpapir endte derfor med at udgøre den ene gave.

Juletid er generelt et slaraffenland af traditioner, og min familie er ikke en undtagelse. Et mekka for tryghedsnarkomaner. Der var sang og dans rundt om juletræet, men der var dog huller i hukommelsen hos de fleste, så det blev ca. kun til 1½ vers af samtlige julesange- og salmer. Disse blev i øvrigt sunget i så mange forskellige tonearter, som der var forskellige personer dansende rundt om træet.

Huller i hukommelsen var åbenbart et tema for aftenen, for jeg nåede at blive kaldt næsten alt andet end mit navn. Og her snakker vi ikke om alle de sædvanlige kæle/øgenavne jeg udsættes for, men ordinære danske navne. Nærmere indsnævret til de navne der er i min familie, og vi snakker både han og hunkøns-navne. Antallet af forskellige navne jeg bliver kaldt, stiger åbenbart proportionelt med graden af familiemedlemmer, der får alzheimer light. Jeg overvejede lidt at give igen af samme skuffe, fx ved at begynde at kalde min far for mormor, og min mor for tante Ruth. Men jeg skal nok bare være glad, for at min hukommelse, stadig er intakt.

Gavehøsten inkluderede en Creative MP3-spiller, som nok skal komme til at konkurrere om 1. pladsen over yndlingslegetøj. Derudover: et halstørklæde, der bundet rigtigt, vil gøre mig en tand mere metroseksuel (et ord jeg fremover vil udskifte med det, i mine øjne, mere sigende begreb: hyperforfængelig) og en trøje, der sikkert også vil fungere som en kommende yndlingsbeklædningsgenstand.

Tilfreds? Ja stort set, men disse dage har, har også sat en masse tanker i gang (for en gangs skyld?). Melankolien og vemodigheden har domineret mit følelsesliv, og som et andet TV2-program med Jes Dorph, tvinges man nærmest ubevidst til at tage stilling, gøre status og reflektere over årets gang. Well, det kræver vel sit eget indlæg…

Koncerter 2006

Interessante koncerter i løbet af 2006. Der vil helt sikkert blive tilføjet flere, og jeg får sikkert langt fra set dem alle.

030206: Rockers by Choice afskedskoncert i Amager Bio
090206: Bauhaus i Vega
250206: Depeche Mode i Parken
020306: Bloodhound Gang i Vega
240306: Kashmir i KB Hallen
250306: Spleen United i Vega
080406: Under Byen i Vega

PS: Det er ikke en fejl, at Robbie Williams ikke er nævnt. Til gengæld burde TV-2 spille et større sted end Store Vega, når de formår at sælge Store Vega ud 5 gange.

Don Martin vs. Grand Prix-gut

Er det bare mig, eller kan i andre også se en lettere lighed i fysiognomien hos gran prix kandidaten David Mader og en arketypisk Don Martin-karakter?

Lillejuleaftensquizting

Hvem kan se hvem denne unge kønne pige, er datter af?
(endelig en quiz, hvor man umiddelbart ikke kan google sig til svaret)
Hint:

Det sucks at være glad

Øv, hvor er det irriterende at være glad i låget. Hvordan skal man så dyrke sin hobby depression?...og alle de geniale sangtekster og digte, man ikke får skrevet…og al den medlidenhedssex man går glip af...suk, det er sgu’ deprimerende…

Feedback, tak

Jeg har tænkt mig at sælge ud. Ikke fordi jeg tjener en skid på det her (andet end nogle kække kommentarer og den slags). Men jeg vil skrive hvad masserne vil høre. Til formålet har jeg brugt min nyeste yndlingsfinesse, nemlig QuickPoll. Her kan i stemme hvilket af de seneste indlæg der var bedst. De repræsenterer umiddelbart en bred vifte af forskellige ”typer” indlæg.
Så giv mig noget feedback, please. I behøver bare at sætte et hak og trykke ”Stem” :-)

Quizzomani

Oh no. Endnu en gang har Sørensen, min skøre ven læst, analyseret og konkluderet på mig til et 10-tal med pil op. Han påpegede, at mit ”nye” potentielle yndlingsprogram Kender du typen bare var et camoufleret boligprogram. Kognitiv dissonans opstod i mit lille hoved, da boligprogrammer netop ligger på min aktuelle top 10 over yndlingsaversioner.

Havde Sørensen ret? Er jeg mon en latent boligprogram-fanatiker? Eller holdt mit modargument, om at det var Hvis din nabo var en bil-elementet der fængede. Han påpegede så, at også quiz-elementet vægtede højt i mit motiv for at se programmet, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var knægten, der sad klinet til skærmen, når Jeopardy blev vist. Var jeg forhindret, klarede videoen skærene. Når det var allermest nørdet, kunne jeg finde på at føre score over hvor mange spørgsmål jeg kunne svare rigtigt på. Om min iver og lettere flair for at quizze kan bruges i min kamp, for at ende som den skarpe stereotyp-spotter, står hen i det uvisse. Men jeg var da i hvert fald nørdet nok til at deltage i programmets afsluttende sms-quiz og svare rigtigt på alle tre spørgsmål om Kandis-frontmand Johnny Hansen.

/RunkeDuus

PS: Jeg krydser fingre og musealbuer for, at Sørensen er lige så sej, når han på mandag skal forsvare sin datalogi-afhandling om en form for scroll-teknik

Kitty Wu

Jeg kan ikke anbefale dem nok. Et dansk band, der stadig er tilpas ukendt for den brede musiklyttende befolkning. Mit eget lille nicheband, jeg kan dyrke og som ikke skal opsluges af store pladeselskaber og få fast rotation på Boogie og P3. Det kommer måske en dag. Den dag, de med deres store talent vælger at sælge ud. Eller den dag, at deres form for indadvendte shoegazene weltschmerz-rock får masseappeal.
Jeg så dem live for 4. eller 5. gang i fredags. Jeg vælger at droppe de fancy musikanmeldermetaforer og klicheer, og nøjes med at sige, at det var en rigtig skønlækker koncert. Bandet spillede yderst tight og professionelt. Forsanger Robert Lund (der sagde max 15 crowdpleasende ord i alt mellem numrene) har i mine ører, en af landets bedste sangstemmer. Den har mulighed for gåsehudsfrembringelse, hvis den bruges rigtigt.

Selv om anmelderne kalder musikken for svær tilgængelig (altså på en god måde), er sangene dog meget syng-med-venlige for mit vedkommende. Problemet er bare, at jeg kun kan små bidder af teksterne, men vil jo gerne synge med alligevel. Derfor bliver det til noget rytmisk mumlen/jibberish når jeg ikke lige kender ordene. Jeg synes selv, jeg lyder fuldstændig tåget, og håber på, at musikken er så høj, at folk omkring mig, ikke kan høre mine egne fortolkninger af teksten. Var der nogen der sagde Kiss this guy?

Kashmirs Kasper Eistrup kom med på scenen til to numre som 3. guitarist og leverede lidt kanonsang (ikke at forveksle med at han sang kanon godt) i et enkelt omkvæd. Rent musikalsk virkede det egentlig ret overflødigt og kunne godt virke lidt som: ”Hey, se hvem vi er gode venner med” eller et awardshow, hvor det gælder om at finde de rette presenters.

Det skal dog ikke ændre på, at det var en superb koncert, der rørte mig de rette steder, og momentvis fik mig til at glemme tid og sted.

Min semi-kendte svoger

Jeg har tidligere skrevet om min semi-kendte svoger. Ham fra GE Moneybank-reklamen med den catchy melodi. Det er dog de færreste, der fatter hvad jeg hentyder til, når jeg prøver at forklare den, så nu har jeg fundet en side, hvor man kan se reklamefilmen. Ellers kan man bare nøjes med et screenshot:

Runken som livsstilsekspert

Advarsel: indeholder selvglæde og en bortgemt Jantelov

Der er sgu gemt en lille Henrik Dahl eller Jørgen Duus (altså udover ekstrem efternavnelighed) i mig. Jeg så et afsnit af ”Kender du typen”, hvor et par livsstilseksperter besøger en kendt persons hjem. De skal regne ud hvem der bor der, alene baseret på personens kulturforbrug, madvaner, indretning og lignende.

Da jeg var yngre, sad jeg fast klinet til skærmen hver gang ovennævnte Duus i sin rolle som livsstilsekspert, inspicerede et hjem, snusede lidt til personens vaner og havde ofte et klokkeklart og præcist bud på, hvad for en person der boede der.
Nu består programmet af to eksperter, der skal konkurrere om hvem der er bedst til at læse personen, og der er, selvfølgelig også en mulighed for seerne at sms’e deres bud ind. Eksperterne bliver vist rundt i huset af værten og fik en fornemmelse af celebritet X’s liv.

Og det er så nu, at jeg tillader mig, at gemme Janteloven et godt stykke væk, og lege selvglad i et blogindlægs tid. For jeg gættede sgu’ personen, allerede halvvejs inde i programmet. Mit bud var Naser Khader, hvilket eksperterne også gættede i slutningen. Og det var ham! Jeg har flair for det skidt. Jeg vil være livsstilsekspert. Har haft Henrik Dahls ”Hvis din nabo var en bil” liggende på mit natbord i lange tider, men er stadig kun nået til forsiden. Ovenstående beviser vist, at jeg ikke behøver at gå videre med den, da jeg er udstyret med et meget aktivt kend-din-stereotyp-gen.

/Runke

PS: Gad vide hvad eksperterne kunne konkludere ud af en rundvisning på mit 18m2 store hummer? Kunne være lidt sjovt at vide, hvilke signaler jeg udsendte, uden egentlig at være klar over det

Meningsløs vold?

Jeg støder sikkert nogen med dette her, men here goes:

Jeg synes tit man læser i avisen eller hører i nyhederne om tilfælde af ”meningsløs vold”. Forstået på den måde, at offeret uden synligt motiv er blevet overfaldet og slået til plukfisk af en eller flere voldsmænd.
Hvordan kan journalisterne tillade sig at kalde det meningsløst? For voldsmændene har der jo sandsynligvis været en mening med det. Ellers havde de vel ikke gjort det? At meningen så, er sygelig, pervers, ondsindet eller andet, er så en anden sag. Men en eller anden mening er der.

Og hvis der findes meningsløs vold, burde der vel også findes meningsfuld vold?

Note to self:

Når jeg har 2 messengersamtaler kørende, hvor den ene omhandler sexfantasier, og den anden omhandler børn i flyverdragt, så vær for guds skyld obs på i hvilket messengervindue du skriver hvad…

Et dagbogspræget indlæg…del 2…

Fra fredag til søndag (11-13. nov)var der filmmaraton på min skole. Skolens filmklub havde arrangeret 48-timers intensiv filmkigning. Jeg kunne af gode grunde først møde op lørdag eftermiddag, men nåede da at tilbringe ca. 26 timer (hvoraf ca. 4 var sovende) foran lærredet. Sidste gang jeg gjorde mig i filmmaraton (eller bare det, at se minimum 3 film i træk) må have været i mine primo teen år. Husker det tydeligt. Forældrene skulle fx til vejfest, og vejens børn blev placeret foran husalteret, med madrasser, dynehelvede, pizza, chips og cola ad lib. Af en eller anden grund er det filmene ”Tango og Cash” og ”Boyz N the Hood” jeg husker bedst fra den gang.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***

Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.

Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.

/Runken

***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.

Dumt dumt html-koderi

Som brugere af Internet Explorer nok kan se, spiller mit nye layout ikke helt. Det eneste jeg gjorde var at skifte layoutet, da mit tiltag med en moblog ikke helt funkede med det tidligere retro-design. Er derfor røget tilbage til en lidt mere simpel stil. Konsekvensen er dog, at min moblog og profildata og alt den slags, er røget helt ned i bunden. Det er jo ikke meningen? Der må være gået noget galt i html-kodningen i vendingen. Derfor, kyndige html-hajer, hjælp mig ud her, og jeg dedikerer jer et blog-indlæg!

Lidt reklame

Søren, det er min min skøre ven
Hans tinnitus er så høj, at andre folk kan høre den...

Søren spiller i et band, der hedder Menfolk, der er signet på det uafhængige label Play/Rec. De spiller noget skramlet postrock-agtigt noget, hvor lineuppet består af 2 basguitarer(!!). Han håndterer den ene bas, og får vist af og til blodige fingre, når bandet giver koncert.

De har lige spyttet deres debutskive "Colossus" på gaden. Ved ikke hvor den kan købes (sikkert ikke i Fona eller Føtex), men den kan bestilles på siden http://www.playrec.dk/colossus/ hvor man også kan høre smagsprøver...

Har ikke selv hørt den, men det sker snart, for når Sørensen er med, vil der altid være et ekstra spark af skævhed...på den gode måde...

Jeg har en tante Ruth. Dvs. hun er min mors tante, men vi kalder hende alle bare Tante Ruth. Hun bliver 90 til januar. Og hun har ikke oplevet få ting i sit liv.
Hun har overlevet:

Sin geniale opfindersøn, der døde af kræft i 1987
Sit ene barnebarn, der hang sig selv i 1997
Sin datter, der døde af en blodprop i 2001

Derudover har hun fået fjernet begge sine bryster pga. kræft. Og så her i dag fandt hun så sin svigersøn (gift med datteren, der døde i 2001) død af et hjertetilfælde...

Ved ikke, hvorfor jeg skriver det her...synes bare det virker lidt uhyggeligt, at een familie kan rammes af så mange triste skæbner...

Et dagbogspræget indlæg…del 1…

Her et par udvalgte anekdoter om hvad jeg har oplevet i den seneste tid

Min homie Peter aka. Pisling aka svperstar.dk havde vundet et par billetter til en koncert med Spleen Utd., og inviteret mig. Jeg er ikke så god til at orientere mig i al den nye danske musik for tiden, så jeg kendte dem kun mest af navn, og et enkelt radiohit. Koncerten skulle spilles i Tycho Brahes Planetarium, hvilket da bare føjede endnu et element af spænding til min forventning.
Vi dukkede op sammen med en masse andre konkurrencevindere og specielt indbudte gæster. Vi følte os meget VIP. Klientellet var som taget ud af et Euroman-blad. En masse velklædte og trendy mænd og kvinder gik og drak de gratis sponsorerede Tiger Beer.
Mit celebspottergen blev også vækket til live, da jeg øjnede den allestedsnærværende Simon Kvamm med lækker jakke og læderhår.

Planetariet er en 100%-garant for gode oplevelser (har været der 3 gange, og alle 3 gange var fede = 3 op i 3 giver 100%), og vi placerede os helt tilbage og allerøverst. Konceptet var nogenlunde, at bandet ville stå på en lille scene foran det kæmpe lærred, spille deres musik, og lade lærredet stå for noget visuel underholdning. Bandet leverede varen, spillede professionelt og lyden var upåklagelig. Baggrundsfilmene var dog ikke noget specielt. De udnyttede sjældent 3D-mulighederne, som Planetariet jo netop er kendt for, da de fleste grafiske animationer man så, var kvadratiske og kun var i midten af selve lærredet. Langt fra de lækre oplevelser som svimmelhed og kvalme, som Planetariet normalt giver.
Jeg tror jeg vil give oplevelsen 4½ ud af 6 stjerner! Fik i den!? Stjerner! Hihi

Et par dage efter, skulle jeg med hele den pukkelryggede på min fars side til Vordingborg. Eventen var min fasters 60 års fødselsdag og lokationen var Hotel Kong Valdemar hvor vi indlogerede os for weekenden. Der er nu et eller andet over at være på hotel, og når det kun var 2. gang i mit liv, at jeg havde et hotelværelse for mig selv, skulle det udnyttes. Så jeg havde medbragt min laptop, så jeg kunne lave lidt skolearbejde inden selve festmiddagen. 3 retter mad, et par sange, fri bar og harmonika-musik af spillemanden Bruno. Klokken blev midnat, og jeg fyldte år. Bruno kom med et par kække jokes og sang de sædvanlige ”så gi’r han nok en lille én” og den slags. Og da der var fri bar, havde jeg intet problem med at give mange små énere.

Lidt mere anekdoter fra det virkelige liv følger…hør bl.a. om blogskriverens personlige, videofilmkigningsrekord, hans fravalg af et ellers planlagt koncertbesøg og hans erkendelse af, at han godt kan finde på at se en chickflick i biffen…

Moblog

Af en eller anden grund får jeg altid ideer til blogs, når jeg ikke er foran min PC. Og oftest er de pga. mine egne kvalitetskrav ikke egnede som reelle blogindlæg. Som konsekvens af dette, har jeg hoppet med på unoderne og oprettet en moblog. Nu kan jeg spamme min egen blog med vås, vrøvl og andet ordkløveri i sms-sprog, uafhængigt af tid, sted og mulighed for internetopkobling…
For de af jer, der ikke har set det endnu, så findes Mobloggen i bloggens venstre side…

Blog'n'beer

Onsdag aften var jeg deltager i et fokusgruppeinterview på KUA. Den mere interaktive og personlige version af et Gallup-interview. Emnet var det sociale aspekt af at blogge, og interviewerne var et par specialeskrivende piger på Medievidenskab.
Jeg mødte meget velvilligt op, da jeg elsker at føle mig vigtig og vil gerne have lidt mere end bare de gennemsnitlige 15 minutter (jeg har vist opbrugt min kvote allerede). Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk synes det er sjovt at blive telefoninterviewet af Gallup.
Interviewet gik fint, og det var sjovt at møde andre bloggere med andre motiver til at skrive end ordkløveri og flueknepperi i en grad, der får fluen til at gå skævt flere dage efter.

Min IRL-ven og blogbuddy Jakob var også deltager, og vi havde planlagt at forkæle os selv med et måltid Taco Shop efter interviewet. Derefter hjem og stene Desperate Housewives (ja, jeg erkender og står ved det endnu engang: jeg synes det er en god serie). Der var ikke planlagt svinkeærinder, og min comfort zones grænser skulle jo helst ikke krydses. Til dels fordi jeg havde savlet og fantaseret efter Taco Shop-guf hele dagen, og til dels fordi det jo var en schoolnight, og skulle starte på nyt arbejde torsdag.

Men spontanitet længe leve! Jakob, jeg og de andre bloggere, røg en tur på Saxon. Den ansvarsbevidste hvide engel på min skulder skævede hele tiden til uret, og ved hver øl sagde jeg: ”Dette er den sidste, og så smutter jeg”. Onsdagsdruk har jo også en mærkelig effekt på mig. Men id’et (som vi for at blive i analogien, kan kalde den røde djævel) krævede sin ret og det blev vist til 5 store fadbjørne, før jeg takkede af. Damn, der var ellers potentiale til at blive en sjov aften. Sådan er det ofte med spontanitet. En tand sjovere end det planlagte.
Og hygsomme og spøjse mennesker var de helt bestemt. De fortjener en shout out, så check dem ud her: Sille, Kontrolpigen, LaQuackk og Morfar.

Billeder fra Tex-tur forleden

http://www.pisling.dk/assault/section_images/11_22102005/index.html

Louis og mit kommende bryllup

Lettere redigeret MSN-dialog med min schoolchump Louis. Om vores fælles musikalske præferencer integreret i en snak om det perfekte bryllup…
Jeg grinede lidt under dialogen, men garanterer ikke, at udenforstående finder det morsomt

Gregers siger:
jeg vil giftes med Deftones!
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
jeg vil også giftes med dem..
Gregers siger:
så kan Nine Inch Nails være brudepige
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
det ville være et fedt bryllup
Gregers siger:
ja, og så skulle TOOL stå bag baren
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
især hvis man fik sådan en suppe, steg og is keyboard spiller til at spille
Gregers siger:
Rammstein skulle spille brudevalsen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Maynard James Keenan skulle vie mig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
og Muse bag orglet
Gregers siger:
hæhæ, hos mig skulle Depeche Mode være præst
Gregers siger:
og Placebo skulle holde talen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
System Of A Down kunne stå i garderoben
Gregers siger:
haha
Gregers siger:
og Manson kunne stå ude på toilettet
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
hæ hæ
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
dame eller herre???
Gregers siger:
begge dele *g*
Gregers siger:
han er jo nærmest begge dele selv *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
præcis
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Rage Against The Machine skulle være tjenere
Gregers siger:
Pearl Jam skal være tjenere
Gregers siger:
haha
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
de kan deles
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
der er jo 3 menuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kan Foo Fighters tage den sidste
Gregers siger:
hvem skal så stå i køkkenet?
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Queens of the Stone Age
Gregers siger:
nej, så bliver maden dårlig
Gregers siger:
Slipknot måske...de har allerede en slags kokkehuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA.. ja selvfølgelig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kunne Queens of the Stone Age være udsmidere
Gregers siger:
netop *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Prodigy kunne stå for natmaden…

Hvor er logikken?

Onsdag: fra ca. 23.30-03.30. Indtog vel 4 store fadøl og en smule Jack Daniels med cola, og røg vel 10-15 smøger. Ca. kl. 04 lå jeg i min seng. Lukkede øjnene. Indersiden af mine øjenlåg viste en 3D-film om en rutchebanetur med et triple loop. Ikke behageligt. Havde en fornemmelse af, at hvis jeg ikke åbnede øjnene, ville det nok ende med en bræktur. Åbnede øjnene i et halvt minuts tid. Lukkede dem igen. Rutchebaneturen var stadig vild, men det skortede dog på loops. Åbnede øjnene. Lukkede dem igen. Rutchebanen var reduceret til ”Mariehønen”. Konkluderede at det var forsvarligt at køre med Mariehønen lige lukt i drømmeland. Jeg blev ikke kvalt i mit eget bræk, men begyndte at åbne øjnene ved 13-tiden om torsdagen. Nød en kop kaffe i min slåbrok, mens jeg konstaterede, at jeg nok var ramt hårdt af tømmermænd. Hovedet pinte mig, og min krop føltes generelt som kogte nudler. Fik dog bevæget mig udenfor. Dog ikke så meget, at jeg stadig følte jeg var inde i en osteklokke. Var dette virkelig resultatet af et par få fadøl og lidt Jack D? Puha, hvordan overlevede jeg overhovedet Roskilde Festivalen for 4 måneder siden?

Lørdag: fra ca. 19.00-05.00. Indtog mindst 9 dåseøl, 2 store fadøl, en alternativ udenlandsk øl, et glas whisky med cola og ca. 20 cigaretter. Alt i alt et større kvantum alkohol indenbords end om onsdagen. Dog også over længere tid. Men så vidt jeg husker, var jeg vist stort set hele tiden udstyret med en drik af en eller art. Kl. 5 lå jeg i min seng, og havde intet besvær med at falde i søvn. Vågnede allerede ved 11-tiden og kunne ikke sove mere. Jeg fik effektueret den normale rutine, der inkluderede Nescafé og nørderi på nettet. Efter et stykke tid, kunne jeg konstatere, at den tømmermandmotorik jeg havde forventet ville ramme mig, slet ikke dukkede op. Jeg var ganske enkelt blevet velsignet med højest lidt sporadisk tørhed i halsen.

Så hvor er logikken i ovenstående? Hvorfor så gevaldige hæng-overs om torsdagen, når tømmermændene åbenbart besluttede sig at holde fri om søndagen?

Måske var det min ubevidste samvittighed, mit ultra-strenge overjeg, der straffede mig for at gå i byen en schoolnight?…men hey, jeg havde altså ferie!?

Forventningens glæde er vist ikke den største...

Jeg har lært ikke at skrue mine forventninger op – for så bliver man sjældnere skuffet…
Men det er bare lidt noget lort, når man jo siger, at forventningens glæde er den største?

Hvilken glæde skal så være den største, nu hvor Kierkegaards vise ord, måske ikke er så vise alligevel? Måske kan man ændre den til ”mindets glæde er altid den største”. For jeg har en tendens til, i bagklogskabens klare projektørlys, at male gode minder endnu mere lyserøde end de rent faktisk var, da jeg oplevede dem.

SMS'eri

SMS-dialog med Peter ang. Prodigy-koncert, min økonomiske fornuft forbød mig at tage til

Mig:
”Hav en fed koncert. Tænd en lighter og knib en tåre for mig til ”Smack my bitch up””
Peter:
”Selvfølgelig. Hver gang nogen nævner ordene ”smack” og ”bitch” i én sætning, tænker jeg på dig…”

Kvoter på brugen af slang og pop-udtryk

Hvis jeg var Ordminister eller noget i den stil, ville jeg straks foreslå en eller anden kvote-ordning på folks brug af slang og pop-udtryk. Altså vendinger tyvhugget fra satire-programmer, komedie-serier og voksenjulekalendere fx. Her tænker jeg på udtryk som ”Det’ bår’ dæjli’”, ”100% Asshole”, ”Nemlig, ja”, ”Hva’ sørensen er den af!?” og lignende. Fortsæt endelig selv - der findes en hel skov af dem.
Sætninger og udtryk der hurtigt bliver en integreret del af det aktive ordforråd hos en stor del af den yngre befolkning, og som snildt kan bruges i næsten alle sammenhænge. Dog ofte også til det kvalmende og ikke-situationsfornemmende. For de kan jo også bruges for meget. Nogle ynder at bruge vendingerne alle de steder, de kan slippe af sted med det, så man tror at deres ordforråd er voldsomt fattigt. Andre er mere nuancerede, uforudsigelige, og har et helt reservelager af alternativer, hvis der skulle være brug for det. Bl.a. pga. deres evne til at huske flere generationer af satire-udtryk.
Hvor ville det fx være rart hvis en person blandt ”Ja ja ja ja”-sigende Angora-tilhængere brød stemningen ved at sige ”Bob bob bob” på ægte The Julekalendersk. En 2004-kliché, der udfordres kraftigt af en 1991/92-landeplage. Endda en landeplage med multi-udtryk, da den jo også indeholdt en motorisk dimension (læs: håndbevægelse).

Der er dog en lille undtagelse til reglen. Ved ekstrem fuldskab eller skævhed udfordres jo både situationsfornemmelsen og evnen til at udtrykke sig verbalt. Derfor kan ovennævnte typer af udtryk i sådanne situationer bruges ekstra meget, uden at der tages notits af det. Ja, at bruge ”Det sagde hun også i går” som punktum til hver en sætning, kan faktisk være så plat, at er en charme.

Men; en kvote på brugen af disse udtryk og vendinger, tak. Jeg ved godt at det er ren utopi, men i fatter vel budskabet, ikk’ :-)

Oplæg til debat: hvad var 2005’s bedste/værste udtryk?

Piksovs

Runkedoren er blevet et fancy tiltag rigere. Den er nemlig blevet beriget med en såkaldt counter. Eller besøgstæller om man vil. Udover at vise hvor mange besøgende siden har haft, kan man (læs: jeg) også se statistik over de besøgendes IP-adresse, computeregenskaber og evt. hvordan de har fundet frem til siden. Men bare rolig, jeg er ikke teknisk nok til at kunne spore nogen og dermed punke dem for ikke at have smidt en kommentar.
Jeg går ud fra at de fleste af bloggens læsere har siden gemt på en favorabel plads under "Foretrukne", men af og til bliver den dog besøgt af "uvedkommende". Det erfarede jeg fx tidligere i dag, da jeg kunne se at en person har googlet det mindre lødige begreb "piksovs" og fundet Runkedoren. For på en 35. plads i google-søgningen optræder indlægget "Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv" , hvor ordet optræder (sagt af Pisling).

Runkedoren forsøger som vitssmed

Så var der den ordblinde faldskærmsudspringer der døde i et spring. Han havde pakket en fladskærm i stedet...

Hvad siger i? Er det noget jeg ville kunne skabe mig en karriere inden for?

Celebspotning og løbetræning

Jeg er begyndt at løbetræne, som et led i min nye sundhedsstrategi. Jeg tager en tur rundt om Peblinge Sø, og så lidt af Sortedams Sø, alt efter hvor meget pust jeg har tilbage. Det er ikke fordi jeg synes løbning er særlig ophidsende eller sjovt. Det eneste der motiverer mig, er den efterfølgende velvære og gode samvittighed man får, når man har svedt de 3 kander kaffe, man har drukket i løbet af dagen. Det er dog også hyggeligt at løbe på stierne rundt om søerne, for der er masser at kigge på, på sådan en smuk efterårseftermiddag. Kønne venindepar arm i arm, stolte nybagte forældre med barnevogn, flotte svaner, og så alle de kendte.

I dag startede jeg med at spotte et, for mig, bekendt korpus i det fjerne, der kom løbende mod mig. Det var såmænd min fætter, der også havde valgt mandag eftermiddag til at runde et par søer (OG en fælledpark). Så der vi fik lige catched lidt op, mens vi hver især strakte vores ømme benmuskler. Et par minutter efter var jeg på benene igen, og ved en cafe der støder op til stien, så jeg en Svend Auken, en Ib Michael, og et stk. Uidentificeret Feminint Objekt. Celebspots giver mig åbenbart adrenalinkick, så jeg fortsatte med fornyet energi. Et par minutter efter er det selveste Frank Hvam, der kommer pustende mod mig. Ja, celebrity-klovne løbetræner blandt os andre dødelige. Og om et par timer vil jeg gense manden på TV Zulu i en forhåbentligt usvedende, men gerne kikset version.

Hjerteknuser

Han er en hjerteknuser*…
…giver hjertens gerne knus
Den introverte cruiser…
…og verdensfjerne mus

*=tag forbehold for poetisk megalomani...man må godt

Føs'dagsønsker

Om en måneds tid er det min tur til at fylde år. Min familie er så småt begyndt at efterlyse gaveønsker (tiden hvor kreativitet og overraskelsesmomentet i gaveindkøb er åbenbart overstået). Jeg er dog, traditionen tro, flad for ønsker. De ting jeg mangler, er enten ting der klart overstiger mine kære familiemedlemmers gaveindkøbsbudget (fx. ny cykel eller en ejerlejlighed i Kbh K), eller små ubetydelige ting som jeg alligevel selv køber, når der er behov for det (fx. torskerogn og cykellygter)

Derfor spørger jeg Jer, i faste(?) blog-læsere, der samtidig kender mig. Hvad skal jeg finde på at ønske mig? Hvad mangler jeg for at gøre min verden perfekt? Altså udover situationsfornemmelse, men det er desværre en ting, der ikke er så let at pakke ind (jeg har prøvet, men bliver altid gennemskuet) og give i gave.

"Svedig" i slang-kontekst

Det bliver i slang-kontekst brugt som et superlativ for noget der er fedt. Fx "...musikken er supersvedig..."...men når jeg er svedig i ordets oprindelige forstand, føler jeg mig hverken lækker eller superlativ-agtig. Så hvorfor er det så et positivt ladet ord, når det bruges i slang-kontekst? Måske ligesom at man bruger ordet "fedt" i en slang-kontekst som noget godt? Men som jo egentlig også bruges nedladende, når det bruges fx om overvægtige mennesker. Og overvægtige mennesker har jo (vist nok) lettere til sved, så det er måske der sammenhængen er?

...eller ligesom "cool". De fleste vil være venner med en cool person, men få vil være venner med en kold person

Fordomme om fordomsfulde mennesker

Findes der mon et begreb der beskriver det, at man har en fordom over for en bestemt gruppe mennesker, der går på, at disse er fordomsfulde?

KoRn-sert

Meget rart sådan lige at vinde et par billetter til en koncert til 400 kr., man havde været meget tæt på selv at investere i. Ved ikke helt hvor jeg kan placere Korn på min personlige hitliste. Måske et sted mellem nr. 20 og 30? Rent kvantitativt ligger de dog ret højt placeret på min liste over cd’er med 6 albums (hvoraf de 3 er brændte). Nu skal jeg nok stoppe med at prale over min cd-bestand og komme til hvad det drejer sig om, nemlig selve koncerten.
Det foregik i Valby Hallen, som ikke burde være førstevalg til store metalkoncerter. Eller koncerter generelt, for akustikken sparker simpelthen omvendt røv. Derfor var lydbilledet endnu en gang mudder, og alle de lækre musiske detaljer udeblev. Forsanger Jon Davis’ tekster var fuldstændig uidentificerbare når musikken spillede. Og selv mellem numrene, når han prøvede at gejle publikum op med gængse klichéer (der ofte indeholdt ”fuck” og/eller ”motherfucker”), var det svært at høre hans budskaber. Settet varede kun ca. 5 kvarter, hvilket må sige at være lidt skuffende til de billetpriser (jaja, jeg ved godt at jeg fik billetten gratis, men tænk på alle de konfirmander som har været nødt til at bruge alle deres månedspenge) og når man tænker på, at bandet har 6 albums på bagen. Men på den anden side. Med de lydforhold var det måske meget fornuftigt at de ikke spillede mere…

Som til enhver anden koncert, synes jeg der er sjovt at betragte ”gennemsnitspublikummeren”. Der var mange helt unge børn i Korn-trøjer, der må have været på ble-stadiet, da Korn spyttede deres debut ud i 1994

Tinnitusen jeg sidder tilbage med, er vist den værste i mands minde (mand=mig). Til undervisningen på skolen, var der en uheldig sideeffekt ved den ringetone, som tinnitus normalt medfører. Det lød nemlig som om, når underviseren snakkede, at der kravlede store insekter rundt på bordene. Det er nok det tætteste jeg er kommet på at være skizofren uden at være det.

Det modsatte

Hvorfor er efterretning ikke det modsatte af forretning?

Og hvad er egentlig det modsatte af en forretning? Og hvad er det modsatte af efterretning?

Og hvad er det modsatte af alle mine dumme ordkløverspørgsmål?

Taskeamnesi vs. terrorfrygt

Det er ikke skide god timing, når min tendens til at glemme min taske stiger proportionalt med terrorfrygten i landet…

Lidt ordkløveri

Jeg erfarede, at nogle personer stadig mener, at pausen i en fodboldkamp hedder halvleg. Jeg ved ikke hvordan og hvornår denne fejlagtige viden nogensinde er opstået. For en halvleg er en af de to 45 minutters perioder hvori der spilles bold. De 15 minutter mellem dem, hedder såmænd bare pause. I ordet halvleg ligger implicit at vi har at gøre med noget der er 2 af. Selve fodboldkampen er en hel leg. Den deles op i to halve lege, eller sammentrukket; halvleg. Pausen er der såmænd kun én af.

Jeg kom også til at undre mig over, hvordan nogle personer til stadighed udtaler ordet ”billede” som ”bedle”. Hvem har bildt dem ind, at D’et kommer før L’et. Og hvorfor gør de det ikke konsekvent med andre ord? Altså bytter om på bogstaverne i ordene. Hvorfor er det kun ”billede” de falder over?

Det danske ord patetisk betyder ikke ynkelig, men følelsesladet eller noget i den stil. På engelsk betyder ”pathetic” godt nok ynkelig, men det danske tætklingende ord ”patetisk” har i princippet ikke noget at gøre med det. Det kommer af det græske ”patos” som har noget med følelsesladet at gøre (eller noget i den dur – gider ikke at være så kildekritisk i dag). Men fx når en anerkendt lyriker som TV-2’s Steffen Brandt i sangen ”Der går min klasselærer” synger ”Det’ patetisk, det til grin” må man gå ud fra, at han bruger ”patetisk” i den forstand at det betyder ynkelig (Det giver i hvert fald mest mening), så er det klart at ordbøgerne må tage ordet op til revision. Så vidt jeg ved, er konsekvensen vist, at pga. denne massive, forkerte brug af ordet, så har man godkendt det i Nudansk Ordbog. Dvs. så det både kan betyde den oprindelige betydning, men altså også ynkelig

Begrebet "homo"

Her i lørdags, kom jeg forbi Rådhuspladsen. Det vrimlede med mennesker. Menneskemængden var præget af små tætte kvinder med kort hår og briller og glatte dansende mænd i stramt og farverigt tøj. Fokuset var på en scene med en højtråbende konferencier. På et tidspunkt råbte han noget i stil med: ”Hvor mange her, er homo’er?”. Jeg konsulterede min indre fremmedordbog, der lærte mig, at ”homo” kan være en biologisk definition på mennesket, men også et ord, der betyder ensrettet og kan sættes foran andre ord. Fx homogen, homofon og homonom. Dvs. så kan en homovej være fremmedord for en ensrettet vej?
Men tilbage til emnet; jeg kom i tanke om begreberne ”homo sapiens” og ”homo faber”, som faktisk bare er betegnelser for menneskeracen. Og jeg er da et menneske? I hvert fald, sådan rent anatomisk. Ergo kunne jeg også række min hånd op, da spørgsmålet om hvor mange der var homo’er, blev stillet. Til min undren, så jeg dog flere andre homo sapiens rundt om mig, der ikke rakte hånden op. Fordi de var dovne, eller også forstod de ikke spørgsmålet?

En af talerne på scenen snakkede om noget der hedder homofobi. Og hvad er det så? Fobi er frygten for et eller andet, og homo er som sagt noget der er ensrettet. Ergo er homofobi frygt for det ensrettede generelt? Eller lægger ordet op til, at man selv bestemmer hvilken ensrettet ting man frygter? Fx ensrettede veje?

Skriveblogering?

Ja, jeg fik en kommentar om, at der ikke var sket så meget herinde på det seneste. En slags skriveblokering måske, eller også har sommerferien bare gjort mig fuldstændig apatisk. Mine erfaringer siger mig, at produktiviteten altid er højest, når man har andre gøremål. At ideerne sprudler, når jeg fx sidder til en kedelig forelæsning på min skole eller i tandlægens venteværelse.

Måske ville et input fra nogle af de trofaste læsere give mig et spark motivation? Hvis i har nogle ideer til et emne, der skal udsættes for lidt blogning the Runkedor-way, så let it out! Måske griber jeg bolden. Måske griber jeg den slet ikke og måske griber jeg den, men taber den efterfølgende.

Pessimisme kontra optimisme

”Tiden ødelægger alt” – et citat fra den franske film ”Irrerversible”
”Tiden læger alle sår” – et gammelt ordsprog

Er det mon henholdsvis pessimistens og optimismens tilgang til begrebet tid?

Vennetest

Ja, jeg ved godt, at den her slags er lidt barnligt og Boogie-agtigt. Men jeg er jo også en forvokset teenager, og kunne ikke nære mig! Så tag lige min vennetest på:

http://www.quizyourfriends.com/yourquiz.php?quizname=050723084119-901584

Kognitiv dissonans og Niarn

Jeg ved godt at jeg ikke burde. Men syntes faktisk at ham der Niarns musik er ganske fængende. Og det irriterer mig, da jeg jo syntes han er en kæmpe klaphat (klapkasket?) at høre og se på...

Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?

Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv

Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg jo (næsten)), så kan jeg skrive spalte op og spalte ned, om de mindste begivenheder. Så tænk jer til hvordan 8 dage fyldt med intense og weird oplevelser, vil komme til at fylde i den her blog. Derfor forsøger jeg at holde det i en eller anden form for stikordsform (og ikke nødvendigvis kronologisk) hvor bare et lille udvalg af de skørrøvede episoder omtales.

Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.

Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.

Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.

Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.

Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.

Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.

Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.

Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.

Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.

Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.

Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.

Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur

Roskilde Festival 2000-anekdote

Netop vendt hjem fra Roskilde Festival 2005 - orker ikke lige at skrive så meget nu, men der kommer jo nok en eller anden beretning derfra på et eller andet tidspunkt. Ind til da, kan i more jer med den anekdote jeg sendte ind til en konkurrence på P3 i håbet om at vinde...det gjorde jeg dog ikke, men synes den er meget fin alligevel.

Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.

Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.

Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.

Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.

Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...

Roskilde Festival 2005 - #3

Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.

Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.

Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"

Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.

Ses om et par dage!

Roskilde Festival 2005 - #2

Jeg har lige erfaret, at den billet (150 kr. billigere end normal pris) jeg købte via en ven, også gælder til Mediebyen. Så lidt luksus bliver der også plads til, dvs. træk og slip-toiletter, og muligvis muligheden for brusebade, hvor man ikke står i kø med andre nøgne unge mænd, som i en anden KZ-lejr. Små ting, der for en magelig person som mig, får ret stor betydning. Jeg er vel ikke den eneste, der efter en uge i et telt, pludselig kan se det overdrevet geniale i at sove under egen dyne.
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…

Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…

Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.

Fortsættes om et par dage…

Roskilde Festival 2005 - #1

Sig nærmer tiden, hvor små 100.000 mennesker samles på og omkring Roskilde Dyrskueplads. I en uges tid konsumeres der heftigt lunkne Hansapils på dåse, makrel på dåse, ananas på dåse, snus på dåse (nok mest hos nordmændene), og nogle heldige fyre, scorer en fuld svensk dåse *indsæt dåse-latter her*.
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.

Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.

Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:

Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.

Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.

Fortsættes om et par dage…

Garbage-koncert

På trods af, at økonomisk sans ryger sig en tur hos undertegnede, når der koncerter på plakaten, var 300 kr. var for en billet til Garbage dog lige i overkanten. Til dels fordi deres seneste album skuffer mig. (Reelt synes jeg kun deres debut fra 1995 holder hele vejen). Og til dels fordi at min tiltrækning af bandet falmede lidt, da jeg sidst så dem live. Havde nemlig et lille crush på den rødtoppede forsangerinde Shirley Manson, dengang i mine barometerlyttende teens. Og dette glansbillede af hende krakelerede nemlig lidt, da jeg så bandet på Roskilde Festival i 2002, hvor hun optrådte i kort afbleget hår og streetwear.
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.

Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!

Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.

Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.

Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...

Scientology og stresstest

Kom slentrende ned af Købmagergade. Snørebåndet på min ene Vans-sko anno 2002 var gået op, men jeg var for doven til at bøje mig ned og snøre det. Ved Rundetårn, hvor der normalt står en pølsebiks, var der i dag et lille telt. En række scientologer havde taget opstilling og tilbød fortravlede danskere, der susede forbi, en stresstest. Min tese er dog, at de fik lige så mange kunder som de Hus Forbi-sælgere, der patruljerer i nogenlunde samme område. Da jeg nærmede mig teltet, gik jeg og forberedte mig på en kæk afvisning, for jeg skal i hvert fald ikke rodes ud i noget med Scientology. Ej heller har jeg brug for at få et eller anden fancy apparat til at måle om jeg har stress. Det synes jeg nogenlunde jeg har følelsesmæssig intelligens nok til selv at vurdere.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.

Black Power

Jeg tror måske jeg har mig lidt en soulmate i freestylerapperen Per Vers. Ikke fordi hans navn hentyder til min tankegang, men fordi han er en lige så stor kuli af kaffens sorte magi som jeg. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man lytter til hans nye single ”Black Power”, der lovpriser kaffens mirakelmageri. Den tekst kunne være skrevet af mig. Eller dvs. det kunne den nok ikke, for selvom jeg har en udmærket rimordbog og kan få hjerte til at rime på ”så kan de lær’ de’”, så har Per Vers førertrøjen her.
Én ting er hans kaffesvaghed, som jeg graver for vildt. Noget andet er, at han tør gøre op med alle de konventioner, der findes på den danske rapscene for tiden. En ting jeg personligt har savnet i dansk rap (læs bare mine tidligere indlæg om Niarn, som jeg nærer en hvis ambivalent aversion overfor).

Glæder mig til at høre resten af albummet, men må mindst vente de 4 måneder, som bibliotekets karenstid tager.

Til kommentatorerne

Husk at signere jeres kommentar med jeres navn. Vil jo gerne takke jer :-)...med mindre i insisterer på anonymitet :-)

At være kranfører

Da jeg i morges var til vejledning på min skole i forbindelse med mit eksamensprojekt, kom jeg i et uopmærksomt øjeblik til at glane lidt ud af vinduet. Ude i horisonten var der et større byggeri i gang, og der stod en masse krane. Jeg undrede mig over, hvornår det var at jeg mistede fascinationen af disse fantastiske skabninger.Da jeg var yngre, var jeg ovenud benovet over disse kæmpe menneskestyrede tingester. Jeg har sikkert også en gang lavet en i forskelligfarvede Lego-klodser, for derefter at smadre ind i den med min fjernstyrede bil. Dette gjorde jeg i frustration over, at jeg fandt ud af, at det var utopi at have kraner der havde flere farver end et LSD-trip.Kranfører var i mine øjne ønskejobbet på linie med de gængse drengedrømme som politibetjent, brandmand og astronaut.Men den fascination er åbenbart fadet (Det skal lige siges, at astronautdrømmen blev sorteret automatisk fra, da jeg tog testen på www.rummet.dk), for når jeg i disse tider ser en kran, skænker jeg den lige så meget opmærksomhed som en pølsevogn. Den er der bare, og lægges kun mærke til, når man er hapsdogsulten.

Så var det jeg tænkte: Hvor bliver man egentlig kranfører henne? For jeg hører sjældent om kranføreruddannelseskampagner på siden af bussen med en Onkel Sam-lignende kranfører med ølmave, der peger ud og siger ”I want You”. Og hvilke typer mennesker tiltrækkes af at navigere et kæmpe fallossymbol. Det er jo en slags potensforlænger. Desuden er kranfører da en ret fed titel at bære rundt på. For kran er slang for kvinder, og at (for)føre kvinder er vel ikke en dårligt egenskab?

The Moose

Når jeg skal i byen og drikke fadbamsebjørne, må jeg mandagen efter på min netbank ofte se min konto et par hundredekronesedler fattigere. Med andre ord, det er ikke helt billigt, at drikke sig en lille beskeden fjer på, på Københavns barer og klubber. I aftes var dog en undtagelse. Jeg formåede at blive behageligt beruset og brugte under 100 kr. Og dette var inklusive to skønherlige pizzaslices fra 7-11, der skulle holde min mund og mave selskab på gåturen hjem. Og nej, det er ikke fordi at jeg bliver beruset af en enkelt øl. Fik drukket 5 store fadøl, der kostede 15 kr. stykket. Det er altså en tredjedel af hvad en øl koster på trendy steder som Rust og Krasnapolsky! Det skal dog lige indskyde, at det vi var 4 homies af sted, der skiftedes til at give omgang, så det blev 60 kr. pr. mand (på nær ham, der gav den 5. omgang. Ja, regnestykket gik ikke helt op) for et par timers øldrikning.

Jeg plejer altid at have dobbelt dårlig samvittighed efter en tur i byen. For det første pga. den alle de penge, man får brændt af (ens økonomiske sans falder, som alkoholpromillerne i blodet stiger), og for det andet fordi at man som regel er en slatten karklud dagen efter, der ikke formår at få ordnet alle de gøremål man havde sat sig for. Denne gang behøver jeg i princippet kun at have dårlig samvittighed pga. sidstnævnte.

Nåh ja, jeg skylder vist lige at reklamere for stedet. Baren hedder The Moose, og ligger ikke så langt fra Købmagergade. Et lille intimt sted, men åbenbart meget populært (nok pga. priserne), da man af og til stod som sild i en tønde. En lille ulempe for en hobby-klaustrofobiker som undertegnede, at man skulle masse sig gennem en kæmpe mængde hver gang man skulle på toilettet.
Ellers var det også lidt af et hit med en jukebox. Kan godt lide konceptet med at udlicitere musikvalget til kunderne. Dette faldt i vores smag, og vi skyndte os at smide en 20’er i, og ønske en masse musik ud fra vores smag. Men alligevel med respekt for det brede publikum. På den måde slap vi også for at lytte til klassiske jukebox-kendinge Himmelhunden og Rocazino-numre på repeat.

Konklusion: på trods af den lidt intimiderende stemning, der let bliver crowdede steder, er det nok ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på ”Elgen”. De billige øl, juke-boxen med den relativt gode musiksmag samt den uhøjtidelige atmosfære er grund nok til at betale den et visit endnu en gang. Så kunne det også være, at det var muligt at få et bord at sidde ved.

PS: min farbror har en eller anden sær fetish for elge, så det ville være en oplagt stambar for ham.

Det bedste til mig og mine venner

Har lige besluttet at blive lidt personlig. Har nogle venner derude, der fortjener shoutouts og rygklapperi. Det er dem der lytter til mit galde, og viser overskud i situationer, hvor jeg kun kan tænke på mig selv. Hvor jeg gør myg til elefanter og ikke evner at se ud over mit eget hoved.

Tak fordi I bærer over med mig, når mit flueknepperi bliver for S/M-agtigt, og når mit ordkløveri flænser ordene til atomer. Fordi I prøver at forstå mig og min nogle gange uforståelige væremåde præget af lettere paranoia, mistillid og nærtagenhed, frem for at skubbe mig væk. Har sikkert brændt broer (eller været tæt på det) pga. folk, der tolker min usikkerhed som provokation og min indadvendthed som arrogance. Fedt, der findes disse folk, der kan se ud over dette. Og det er Jer. I ved hvem i er. Forhåbentlig. Ingen nævnt, ingen glemt…

Det er mig der kender ham fra reklamen

Hvis i skulle være så heldig at falde over den nye tv-reklame i GE Money Bank, så kast lige et ekstra kig på den nydelige fyr der optræder som hovedperson. Det er nemlig min svoger (eller dvs. min søsters boyfriend. Han er nemlig englænder). En kæk lille bloke (britisk slang for gut) ved navn Chris.

GE Money Bank siger du så? Den reklame kender jeg da ikke. Men jo, det gør du sikkert alligevel, når jeg nu nynner signaturmelodien. Den går sådan her: nananana nananana nananana. Men da nyning sjældent giver særlig meget mening på skrift får du også lige ordene som går a bit like sådan her: "maybe i will, maybe i won't, bla bla bla bla", sunget af en pæn lys kvindestemme, og er så kvalm i længden at den udemærket også kunne bruges som melodi til "Godaften Danmark"

Hvis du var en af dem der stod bagerst i køen, da der blev delt hørelse ud. Eller hvis du slet ikke mødte op i køen og derfor er døv, kan reklamen beskrives visuelt således: en ung blond fyr i gråt jakkesæt. Han taber vist en mønt eller noget, og så sker der nogle ting. Kan ikke lige beskrive det ordentligt, da jeg mest af alt var blændet af hans colgate-smil

Boligprogrammer

Minsandten om jeg ikke lige har set reklamer for endnu et boligprogram på TV2. Nu har vi set hvordan man gør rent. Hvordan man kan skabe harmoni i sit liv ved at indrette sig efter feng shui (endnu en dejlig parapsykopatisk måde at skyde skylden fra sig selv, hvis man har et fucked up liv), hvordan man indretter haven, hvordan man indretter generelt (nogle burde indrette TV2’s programmedarbejderes hoveder). Hvordan man forvandler en faldefærdig bule til en villa. Der findes sikkert flere i samme boldgade (note to self: find ud af hvor begrebet boldgade stammer fra), men må indrømme, at jeg får mentalt udslæt af at se på.

Nyeste skud i rækken hedder ”Husvild” og handler vist om, hvilken af tre ejendomsmæglere kan sælge en given bolig billigst (undskyld min mangelfulde research, men var for doven). Men her, er der måske faktisk et program vi kan bruge til noget. Noget der har samfundsrelevans. Og oven i hatten måtte de da også gerne lave et program om hvordan man mest effektivt smadrer et hotelværelse. Eller et program om hvordan man indretter et toilet og karbad i sit telt, når man er på Roskilde Festival.
…eller hvordan man giver sig selv en effektiv nakkemassage…

Nine Inch Nails-releaseparty

Det var i går. Der var desværre ikke særlig mange mennesker til at støtte op om dette udemærkede arrangement. Måske pga. at det var varslet for sent, at det var på en søndag, og mange var i Fælledparken. Jeg er en stadigt voksende NIN-fan, så jeg ville ikke gå glip af dette arrangement. Det var desværre en lille sluttet flok der mødte op, og halvdelen var ikke de stereotypiske NIN-fans, men nærmere hæp hoppere...men det skyldtes vist at der var et technoarrangement ved bygningen ved siden af...

- Så bid ikke hånden der giver dig føde -

På trods af, at jeg som en hærdet kriminel allerede havde hørt "With Teeth" i den leakede version der kunne findes på nettet for flere uger siden, ville jeg dele oplevelsen med andre. Og på ordentlige højttalere fremfor på min diskman, hvor den leakede version hidtil har kørt på konstant repeat. Så jeg kunne stolt synge med på de fleste numre. I den lange ventetid (vi var der som de absolut første, og mit entrenummer var nr. 1, der også fungerede som lod i den kommende lodtrækning) kom vi i snak med en canadier bosat i DK. Han var også kæmpe NIN-fan, og fik min nørdede triviaviden til at ligne ingenting.

- alle dage er fuldstændig ens - Efter albummet var blevet spillet og DJ Batling havde spillet et par numre, blev cd'en (og en tilhørende plakat og klistermærke) sat i salg. Skyndte mig at erhverve mig et eksemplar og kort tid efter, var der lodtrækning om ekstrapræmier. Man kunne bl.a. vinde en dualdisk-version af skiven. Den flinke canadier gav mig sit lod, da han i forvejen havde denne dualdisk, og søreme om der ikke var gevinst på dette... Så nu har jeg vist eksemplar af "With Teeth" til salg...

- lige der hvor det hører til -

At være sig selv

Sad og snakkede med en ven på messenger om hans kommende jobsamtaler. Han spurgte til råds, og jeg sagde: ”jeg gider ikke bruge klicheen ”vær dig selv””, som velmenende venner altid bruger som peptalk, hvis man har en jobsamtale eller date eller noget andet lettere nervepirrende.
Jeg synes det er en dum kliché, for man kan jo ikke være andre end sig selv. At man i den slags situationer, prøver at imponere lidt mere end normalt, er jo også bare sigende om ens natur og hvem man er; At man er lidt usikker på sig selv, og dermed gemmer sig bag facader.

Nå, brokkehoveder. Så fik jeg taget lidt hul på bylden. Det var ikke så meget, men der er mere i vente. Skal bare lige have banket den skriveblokade ned, som på forunderlig vis har sat sig et sted mellem mine tanker og fingre...

Koncerter...

Mit koncertår har ikke været noget at råbe højt om indtil videre. Det slår i hvert fald ikke metalefteråret 2004. Der har selvfølgelig været et par små ubetydelige livegigs, men koncerter til en billetpris på den SU-venlige side af 200 kr. tæller ikke med. Men noget tyder, at den skude er ved at vende. Check bare lige dette program for en potentiel sommertinnitus

1. juni: Garbage i KB Hallen – jeg fancyede Shirley Manson en del i mine teens. Det aggressive røde hår, kombineret med en udtværet blå make-up og en sexy sangstemme var en cocktail, der fik hormonerne i gang hos en 17-årig knægt…
Desuden var deres koncert på Roskilde 2002 lidt af en fiasko. En fuld, og ikke særlig hot afbleget miss Manson sang forkert og lyden var generelt dårlig den søndag aften på Orange Scene.

14. juni: Slipknot, Papa Roach og Helmet i KB Hallen – ok, denne koncert har godt nok lave odds. For det første har jeg set Slipknot 3 gange (hvoraf 2 var sidste år) og Papa Roach 2 gange. Desuden kender jeg ikke Helmet, og desuden er det midt i en travl eksamensperiode (selvom jeg dog ikke er en stræber, der prioriterer skolen højere end koncerter).

17. juni: Queens of The Stone Age – ok, af en eller anden grund er det ret hypede, og jeg føler næsten jeg bør se giraffen (igen). Er det et spørgsmål om økonomi, der det dog disse, der får første prioritet, nemlig:

19. juni: System of a Down i Valby Hallen – Har ikke spillet i DK før, spiller nogle totalt giftigt skruede sammen numre, der er en underfundig blanding af metal og armensk (?) folkemusik. De er ikke bange for at være pjattede i deres vokaludtryk, hvilket er fedt og modigt.

26. juni til 3. juli: Roskilde Festival – man betaler 1200 kr. for muligheden for ca. 175 koncerter. Ca. 40 navne er interessante, men de falder sammen med hinanden, så man sætter ring om ca. 20 koncerter i programmet. Reelt når man at se ca. 5…men disse 5 kunne fx være Audioslave, Eskobar, Foo Fighters, Interpol, Mew, The Tears…og dette indlæg er skrevet aftenen før, at Roskilde Festival offentliggør de resterende ca. 100 navne, så den ovenstående liste ville blive noget længere

16. juli: Sigur Ros i Store Vega – dette mystifistiske, men dybt geniale band, så jeg på Roskilde i 2003. Lå på græsset uden for Grøn Scene (undskyld, Arena-scenen) lørdag aften. Det havde måske været mere optimalt med en go plads inden i teltet, med andre dedikerede fans, der i en kollektiv ros, flød hen til den storladne og drømmende lyd, dette band får frem.

Ja, indtil videre bliver juni en travl måned. Men lad os se. Min økonomi er pt. på et niveau, hvor jeg krydser af i budgettet, hver gang jeg køber en kop kaffe eller giver en hjemløs en skilling (”Hus Forbi gider jeg ikke købe – læser det gratis på biblioteket”). Men anyway, denne herres selvdisciplin hvad økonomi angår, har alle tider været lav, så det ender nok med at jeg får set alle koncerter. Til gengæld får jeg en masse oplevelser i hatten, jeg kan fortælle om til alle mine børnebørn. Medmindre al den tinnitus jeg får med i hatten giver mig impotens…

Bortset fra det, er der jo al det løse. De små koncerter på de små spillesteder med undergrundsnavne, arrangementer på Black Cat og Club Metropolis, og så har jeg jo også årskort til Tivoli der serverer fredagsrock

At lave ingenting

Denne lørdag har jeg lavet absolut ingenting. Dvs. noget har jeg lavet, men ikke noget fornuftigt. Eller dvs. det kommer an på, hvordan man definerer fornuftigt. Jeg tvang mig selv til at gå en tur, så jeg kunne nå at nyde lidt af dagens sol. Og med NIN i cd-manden var sådan en gåtur i sumpet tømmermandsoutfit rundt om søerne ret hyggelig.

Dovenskab og magelighed, dit navn er Runkedor - der er en million ting jeg burde bruge sådan en lørdag på, hvor jeg absolut ingen planer har. Først og fremmest få læst en del til mit studie, da jeg ikke har åbnet en studierelevant bog i uger nu. Men erfaringerne viser, at jeg klarer det alligevel, så jeg mangler lissom noget motivation. Så er der alle de dejlige ikke studierelevante bøger der bare ligger og venter på at de skal udvide min horisont og gøre mig mere kultiveret. Se de film jeg har liggende, men aldrig fået set. Være kreativ på min guitar. Og så er der alle de praktiske ting man burde ordne, støvsuge, fikse det skæve skab, rydde op, sortere ens sokker osv. Men intet er jo presserende, det kan i princippet udskydes i al evighed, hvilket egentlig er lidt frustrerende.

Nå, men istedet ender man endnu en gang med at sidde bænket foran den bærbare, med fjernsynet kørende i baggrunden. Man nørder rundt i sine forskellige bookmarks, checker jævnligt de fora og communities man er tilmeldt. Sideløbende chattes på MSN og der browses rundt på forskellige sider hvor man læser nyheder, musiknyheder, lytter til ny musik, kigger på filmtrailers. Men det hele er overfladisk og halvhjertet. Man har ikke tid til at sætte sig ned og fordybe sig, da man gerne vil nå det hele. Det er i mine øjne den store ulempe ved informationssamfundet, hvor man bombarderes med nye indtryk, der skal sorteres og selekteres i. Det forcerer een til at blive multitaskende, hvilket nok er en egenskab, der bliver mere og mere nødvendig fremover. Nogle mestrer det bedre end andre. Men jeg kan ikke tro, at det ikke går ud over kvaliteten (eller kvantiteten) i et eller andet omfang, når man skal have flere bolde i luften.

Jeg beundrer dem, der har evnen til at udvælge en lille niche, og fordybe sig i den. At være ekspert inden for et eller andet snævert område. At kunne sætte sig ned og læse dagens avis fra ende til anden, uden at tænke på, hvad man går glip af. Et valg er også et fravalg.

Men på den anden side; er jeg for selvkritisk? For hvem er det egentlig der afgør hvad der er fornuftigt. Hvem er dommer? Er det bare mit eget overjeg, der har en eller anden opfattelse af, at nørderi og deslige er ukonstruktivt tidsspilde. For selvom jeg ikke har åbnet en bøg, eller sorteret mine sokker, er jeg da alligevel blevet beriget på en eller anden måde. Jeg har i det mindste fået udvidet min klæbehjerne med indsigt i andres menneskers følelser og tanker, hvilke film der skal checkes ud på natfilmsfestivalen og andet trivia, der i de rette sammenhænge kan være gode at være indehaver af

NB: mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg samtidig checket en musikdebat på en anden hjemmeside, fundet musik frem til winamp-playlisten, zappet rundt på tv'et og ordnet en betaling via netbank og chattet med en over MSN

Att. Søren

Dig med overspringshandlingerne. Blev alligevel nysgerrig for hvem du er...så giv dit til kende, ven! Med mindre du er ham vi omtaler som Sørensen eller Strupper eller Struppeløgsovs

Giv jer til kende...som anonyme

Hey

Har med denne blog ikke rigtig mulighed for at ane noget om besøgstalsstatistikker eller noget. Aner derfor ikke i hvor vidt omfang mine tanker, holdninger, trivia etc. kommer ud til flere end de trofaste kernelæsere.

Kunne være meget rart, nu hvor du alligevel har klikket dig herind, at du vil give noget respons på, hvad du syntes om bloggen, hvor tit du er herinde, og om du evt. har bookmarket den.Du må meget gerne være anonym...og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig, at opspore dig, forfølge dig, og bebrejde dig for ikke at overspamme med kommentarer.
Det er simpelthen bare for at få et indblik i, om jeg skriver for andre end mig selv...

Et dagbogsindlæg om musikalske oplevelser - Nu med hyperlinks

Jeg er forundret over, at jeg stadig har mine ører i behold. Uge 10, 2005 var relativt begivenhedsrig for mig, rent audiotativt. Tirsdag var jeg et smut på Stengade 30, hvor der var ”Play it”. Knap og nap 3 år siden jeg spillede der med mit gamle band til Emergenza-konkurrencen. Mit fremmøde denne gang skyldtes, at jeg skulle kæde op med en journaliststuderende højskoleven, der var i hovedstaden for at lave en reportage om den danske musikundergrund. På trods af, at kalenderen viste en uskyldig tirsdag og Kbh var i gang med (endnu en gang) at blive overdækket af sne, var Stengadens koncertlokale fyldt til randen med unge mennesker. Jeg blev først mødt af noget amatørheavy, men havde ikke udsyn til scenen, så jeg styrtede ovenpå for at finde min ven og co. Vi drak et par øl, catchede op og suste så ned igen for at se lidt live-musik. Her rendte vi ind i en fælles højskoleven. Tre bands nåede vi at se, og det var tre bands der ikke var værd at skrive hjem om. I hvert fald var det musikgenrer, som jeg havde afskrevet på forhånd.

På vej derud fra så vi endnu en fælles højskolebekendt. Denne dag var Danmark altså meget lille. Da vi kendte ham var det John Lennon han stræbede efter at ligne. Nu var det vist mere forsangeren fra Nickelback?

Det bliver lørdag, og jeg har en aftale med en ven om at se noget black metal på The Rock. Metalbandsne Usibian og Exmortem spiller op. Egentlig ikke min stil, men Rocken er et hygsomt sted, der næsten er blevet stambar, og det er jo lørdag, så man kan ikke sidde hjemme. Alternativet var at se Nephew hive alle priserne hjem i DMA, men det kunne man vel have forudset. På The Rock forsyner vi os med en kande øl, og jeg minder mig selv om at jeg ikke gider vågne op med prøvebillede i ørerne, så jeg køber et par gule skodøreprops. Mine smarte musiker-grantræs-øreprops er desværre endt i min bastaske, som befinder sig hos de gamle i Køge. Ørepropperne får fint aftjent deres værnepligt, da de nedsætter lydniveauet med et passende antal decibel. Problemet er bare, at alle nuanceringerne i musikken forringes. Og med blackmetal som stort set består af dobbeltstortrommepedaller, der tæsker derudaf som en maskinpistol, en monotont growlende forsanger og guitarsoli, bliver lydindtrykket groft sagt en omgang mudder. Eller også var jeg bare fordomsfuld og ignorant denne aften. Øllene og mine Blå Kings var i hvert fald mere interessant. Tja, og så også den griner vi fik over at lave en parodi på Exmortems forsanger. Han growlede nemlig også mellem numrene, hvilket fik os til at joke med hvordan han mon lykønskede sin mormor fødselsdag.
Efter koncerten gad vi ikke rigtig være der mere. Havde en aftale om at tage videre på The Black Cat hvor der var efterfest efter Rose Mc-et eller andet havde spillet. Hun var dog i gang da vi kom. Det var noget afdæmpet et eller andet. Men mit fokus og mine sanser var mere koncentreret om det visuelle og smagsløgene. Klientellet var sortklædt, men stemningen var ret lys. Dansegulvet kogte som en gryde spaghetti. At danse til EBM, industrial, noise og hvad den slags subgenrer ellers hedder, er nu ret fedt. Det giver lidt af et adrenalinkick – bare ærgerligt at min kondi ikke holdt til mere end et par minutter af gangen denne aften.
Hjemme igen kl. 7 om morgenen efter at have gået bagved en meeeeeeget fuld FCK-fan, der gik helt alene og sang diverse slagssange og anti-Brøndby-sange.

11 timer efter stod jeg og ventede foran Lille Vega. Fru Fortuna havde smilet til mig, og fået skrevet mig i døren til hardrockbandet Mastodon. Og man siger jo ikke nej til en gratis koncert, vel. Og dog, gratis er det jo så alligevel ikke, når en eller flere fadøl er et obligatorisk onde, når man er til koncert.

To skandinaviske opvarmningsband var hyret til opvarmningstjans i den halvfyldte sal. Først norske Extol der spillede noget hardrock, og bagefter Dozer fra Sverige. Mastodon var aftenens hovednavn, selvom det nok er de færreste i DK der kender dem. De har vist et eller andet trip med Moby Dick – om navnet er inspireret af ham ved jeg ikke, men i mellem numrene, spilledes der passager fra historien om hvalen. Tja, koncerten var som sådan fed nok, men lysten til at gå på opdagelse i ny musik var ikke særlig stor sådan en søndag aften – det havde nok været bedre med noget kendt og trygt. Men det var da endnu en oplevelse til scrapbogen…

Kollektiv blog

Jeg har ved siden af Runkedoren oprettet Andenmarts som jeg kører i fællesskab med Edutten

Bare så i ved det

Den frie tankeassociation

Forleden lå jeg og talte får. Kunne nemlig ikke sove. Mr. Bean-metoden virkede åbenbart kun på film, så jeg måtte ty til andre metoder. Eller også bare acceptere, at mine tanker ikke var i sinde at konvertere til drømme, som de jo gerne skulle. Lå derfor og tænkte frit. Lod den ene tanke flyve over i den anden ved hjælp af de gængse associationsmetoder. Meget interessant at fundere lidt over, hvordan alle ens tanker hænger sammen i et multinetværk. Og hvordan én tanke er betinget af en anden.

Tænkte derfor at jeg ville prøve at ”eksperimentere” lidt. For hvad ville der ske, hvis jeg slet ikke tænkte? Hvis jeg så godt jeg kunne, prøvede at cleare min hjerne og bare lade ubetingede tanker komme til mig. For hvis min tankevirksomhed var passiv, måtte nye tanker jo nødvendigvis komme fra min underbevidsthed. Lidt populærvidenskabeligt hævdes det jo, at det bevidste sind kun rummer toppen af et stort isbjerg, og det underbevidste er alt det der er under vand (ca. 10% siger de kloge).

Rent teoretisk virkede det jo til, at jeg nu havde fundet en metode til at grave lidt dybere i mig selv. Udforske underbevidsthedens gemte skatte og lig. Håbede selvfølgelig på at finde den drøm, hvor jeg mødte Gud, og han forklarede mig meningen med livet eller
Selvom det hverken var meningen med livet eller noget andet graverende, jeg fandt frem til, var resultaterne dog alligevel fascinerende. For i ”seancen” poppede der personer og begivenheder frem, som jeg ikke havde skænket tanker i årevis. Som ud af det blå, og jeg kunne ikke tyde den trådlige association. Der er selvfølgelig én eller anden connection, men den må være supersonisk, for den gik åbenbart med en hastighed, hvor jeg ikke kunne nå at fange den.

Det der er interessant er at analysere på, hvorfor lige tankerne om de personer og begivenheder poppede op lige der. Der må jo være et link et eller andet sted. At de stadig har en plads i mine tankevirksomhed, er jo interessant, når det er ens tanker og oplevelser der er med til at definere ens identitet.

Pt. har jeg ikke dyrket disciplinen så meget - oftest ender det jo alligevel med at jeg falder i søvn :-)

Runkedoren - nu med billeder

Er ret glad for bandet Slipknot (heavydrengene med kansasdragterne og de fæle masker) - så glad, at jeg i sin tid sendte en uofordret ansøgning til dem for at blive en del af truppen.

De er 9 mand høj, så de mangler på musikere, ergo jeg måtte tænke innovativt

Mit dræberoutfit bestod af en gammel djævlemaske og en "blotter"-coat (det tætteste jeg kunne komme på en kansasdragt. Musisk ville jeg tilbyde guitarlir på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi. Men guitarister mangler de ikke, så jeg måtte have noget i baghånden. En panfløjte var sagen. Og med sådan en kørt igennem en fæl heavydistortion skal jeg love for, at jeg ville kunne være med til at revolutionere metalmusikken! Yeah!! \m/

Astrologi

Jeg kan ikke rigtig tage det seriøst. Jeg er skorpion, og har både fået af vide, at jeg er en typisk, men også en atypisk skorpion. Hvad skal jeg tro på?Groft sagt deler astrologi menneskerne op i 12 typer. Mere nuancerede metoder bruger de hardcore astrologer, når de også gerne vil have det eksakte fødselstidspunkt at vide, for at kunne bedømme hvordan stjernerne (nej, ikke dem der var med i ”Stjerne for en aften”) stod i det øjeblik man blev spyttet ud. Astrologi er jo troen på at stjernerne styrer vores personlighed…Men jeg har svært ved at tro på at jeg er den eneste i verden der blev født i lige dette minuttal den nat i november i 1978. Ergo må man med astrologisk logik konkludere, at der går nogle personer rundt i verden med præcis den samme personlighed som undertegnede…ret skræmmende at tænke på.

Desuden er horoskoper en noget blød størrelse. Retorikken i beskrivelsen af personlighedstypen er på en sådan måde, at de kan passe på alle…De beskrivende ord, er bøjelige, og kan bruges på alle mennesker, dog i forskellige grader. Dvs. hvis jeg så et horoskop for alle 12 stjernetegn uden at vide hvad der var hvad, så ville jeg nok kunne få alle til at passe på mig selv. Næhh, hvis et horoskop kunne komme med uomtvistelige sandheder og sige, at jeg havde blå øjne og en skønhedsplet på kinden, så ville jeg nok have lidt mere respekt for det.

Min teori om, hvorfor så mange tror på astrologi (og for den sags skyld også alt det andet alternative mumbo jumbo som clairvoyance, numerologi etc). er at man har et eller andet behov for at tro på at der er en ”sandhed” derude. Noget man kan stræbe efter for at få et godt liv. Desuden er det også rart for mennesker at få at vide, at det er nogle ydre omstændigheder der styrer deres liv og ikke dem selv der har skylden.

Melodød Grandprix

Snevejret og andre omstændigheder gjorde, at jeg skulle tilbringe en aften hjemme, og dermed foran fjernsynet. Adskillige kroner på budgettet var øremærket til store fadøl, men det må jeg have til gode.

Lige store dele af skræk og gensynsglæde prægede mit humør, da jeg erfarede at det var aftenen hvor der var Melodi Grandprix. Masser af nostalgiske minder er forbundet med dette fænomen. Dansk Melodi Grandprix 1988 var den første LP jeg købte, og Stig Rossen var den store helt i flere år efter. Men MGP var for mig typisk 80’erne, og der måtte det egentlig også godt blive. Ikke fordi det er decideret dårligt, men hverken Brdr. Olsen eller Søren Poppes catchy hits kan hamle op med Stig Rossen, Trine Dyrholm, Kirsten og Søren og Tommy S. endnu mere catchy evergreens. Man kan kun blive skuffet!

Første deltager var noget irriterende latinopop. Ved ikke om det er selve stilen der giver mig myrekryb, eller om det fænomenets dilletendens og døgnfluepotentiale. Og hvor havde man nu set ham forsangeren? I Big Brother?

Næste punkt på dagsordenen var med et par unge der vist var gået forkert. De lignede i hvert fald nogen der skulle til et talentshow på gymnasiet. To metroseksuelle 20-årige knægte spillende lettilgængelig guitarpop. Har ikke de store kommentarer til disse, da jeg vist var på toilettet da de spillede…Bortset fra et lille spørgsmål, om det kunne være dem der var nutidens Mabel?

Det næste, jeg registrerede, var Tue West’s far og hans bror Noller på banen. For endnu en gang var det Olsen Bandens tur til at synge sig ind i de 50-årige singlekvinders hjerter. Har dog ikke så meget at sige til denne låt, da fjernbetjeningens andre knapper lød mere tiltalende. Og med ”Very Bad Things” på den konkurrerende kanal, havde MGP pludselig fået en rival, så jeg måtte slibe mine multitaskeevner for at kunne følge lige meget med begge steder.

Så var der vist også en enkelt lille følsom ballade. De semi-shoegazende poprockere med langt hår og tatoveringer lignede langt fra noget, der hørte hjemme i dette forum. Hverken musikmæssigt eller stilmæssigt. Til gengæld er det sikkert den slags musik, der får masser af airplay på P3. Så selvom der er gode succeskriterer i det, er det desværre ikke lig med MGP-succes. Det er som om at ”rigtig” MGP-musik helst skal leve i en isoleret boble (sammen med vindere af Stjerne for en Aften), væk fra resten af den etablerede danske musikscene. For de eneste steder de dukker op er på Radio 100, lokalradioer, TV2-reklamer, på bøssebarer og halballer i provinsen.

Så var der min bybror Kim Schwarz, der med sin sangtekst bød på nogle af de tungeste klichéer, og lige egnet til Radio Køge, hvor han før har haft masser af airplay.
Bonusinfo: han har desuden været dommer til en talentkonkurrence, jeg deltog i for et par år siden med mit daværende band…

I min ivrigt zappende rastløshed registrerede jeg knap nok sang nr. 8, som skulle vise sig at blive vinderen. Sangen hed ”Tænder på dig”. Synes dog, at det er ret respektløst at lade en sang med sådan en titel optræde i et program, der i den grad henvender sig til børn og barnlige sjæle. Hørte kun lige sangen med et halvt øre, så fik derfor ikke fat i teksten. Men at putte tænder på en anden person, virker altså ret morbidt og perverst!

Med sin rolle som Karen i hele Danmarks Krøniken, burde der være god goodwill nok til at ryge blandt de 5 bedste for Pernille Højmark og resten af Sweethearts, men dette var åbenbart ikke nok. Her må jeg igen melde pas, da jeg ikke rigtig hørte sangen. Men mon ikke man kan konkludere, at bandet nok bør holde sig til covernumrene…eller biroller i dansk drama

Sidstnævnte var en ok sød tøs, der som den første af deltagerne kunne forsyne mig med en god dosis 80’ernostalgi. Hendes hår mindede mig nemlig om mit 3. klassescrush Tiffany - hende den 17-årige chick, der i 87-88 sang ”I think we’re alone now”. For resten, fik jeg heller ikke lige fat i hvad det var hun sang…

Jeg burde måske nok være lidt formel og slutte dette fine indlæg af med en afslutning eller konklusion…men det gider jeg ikke. I er velkomne til at skrive den for mig