Ja, jeg ved godt, at den her slags er lidt barnligt og Boogie-agtigt. Men jeg er jo også en forvokset teenager, og kunne ikke nære mig! Så tag lige min vennetest på:
http://www.quizyourfriends.com/yourquiz.php?quizname=050723084119-901584
lørdag, juli 23, 2005
torsdag, juli 21, 2005
Kognitiv dissonans og Niarn
Jeg ved godt at jeg ikke burde. Men syntes faktisk at ham der Niarns musik er ganske fængende. Og det irriterer mig, da jeg jo syntes han er en kæmpe klaphat (klapkasket?) at høre og se på...
Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?
Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?
fredag, juli 08, 2005
Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv
Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg jo (næsten)), så kan jeg skrive spalte op og spalte ned, om de mindste begivenheder. Så tænk jer til hvordan 8 dage fyldt med intense og weird oplevelser, vil komme til at fylde i den her blog. Derfor forsøger jeg at holde det i en eller anden form for stikordsform (og ikke nødvendigvis kronologisk) hvor bare et lille udvalg af de skørrøvede episoder omtales.
Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.
Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.
Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.
Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.
Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.
Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.
Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.
Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.
Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.
Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.
Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.
Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur
Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.
Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.
Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.
Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.
Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.
Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.
Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.
Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.
Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.
Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.
Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.
Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur
mandag, juli 04, 2005
Roskilde Festival 2000-anekdote
Netop vendt hjem fra Roskilde Festival 2005 - orker ikke lige at skrive så meget nu, men der kommer jo nok en eller anden beretning derfra på et eller andet tidspunkt. Ind til da, kan i more jer med den anekdote jeg sendte ind til en konkurrence på P3 i håbet om at vinde...det gjorde jeg dog ikke, men synes den er meget fin alligevel.
Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.
Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.
Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.
Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.
Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...
Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.
Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.
Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.
Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.
Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...
Abonner på:
Opslag (Atom)
