Designermøbler

Forleden dag, da det sjaskede ned, gik jeg mig en tur i min ensomhed. Jeg var i området omkring Bredgade, hvor det vrimler med fine og eksklusive forretninger. Fred være med det, men da jeg passerede en møbelforretning blev jeg alligevel nysgerrig. For hvad kostede en stol, der er i mine øjne lignede en ganske almindelig dødelig stol? Hvis jeg havde drukket kaffe, ville jeg højst sandsynligt fået den galt i halsen, da jeg så prisen. Men jeg drak ikke kaffe, så jeg nøjedes med at udtrykke et gennemført forarget ”hrmmf”, som nok kun jeg selv hørte.

Kan ikke huske de eksakte priser, men tror ikke jeg overdriver, når en eller anden skaldet stol til spisebordet lå i 10.000 kr-klassen, og en fodskammel til omkring 5.000. Til sådan en pris, ville jeg da slet ikke turde have nogen til at lægge deres sure fødder op på den.
Ja, jeg var rystet, som man nok kan læse mellem linierne her. Rystet og uforstående. For hvad kan gøre så simpelt udseende møbler fortjent til at være så ekstremt dyre? For de virkede da ikke til at have noget ekstraordinært at byde på. Hvis der ved tryk på en knap var mulighed for at konvertere møblerne til et Batmobil-lignende køretøjer, eller hvis der var indbygget softice-maskiner var det en anden sag. Men det tror jeg nu ikke der var.
Kendere, eksperter og feinschmeckere ville sikkert argumentere for at det var god kvalitet, at det var en anerkendt designer (her Arne Jacobsen). Men hey, en kvalitetstol behøver vel ikke koste det samme som jeg får udbetalt i SU på et ½ år? Og hvorfor er det vigtigt, at det er Arne J, der står bag? Det er det sgu’ lige meget hvor grim møblet er, så længe man kan sige, at det er Arne der står bag. Så er man respekteret blandt kendere, der er af en eller grund, syntes at AJ er topdollar. Men den kæmpe fascination må jo stamme et eller andet sted fra? Eller er det lidt henad massepsykose eller Kejserens nye Klæder? Eller var det mon fordi at AJ gemte guld inde i betrækket på sine stole, så de dermed steg i værdi?

Har netop læst på en nyhedsside, at flere og flere køber kopier af designermøbler, uden at kunne se forskel. Så kan de sgu’ lære det, kan man fristes til at sige.

Og hvis man alligevel har tænkt sig at smide penge ud af vinduet, kunne man vel lige så godt gøre det ud af et fly-vindue ud over et 3. verdensland.

Nu er jeg godt nok en fattig studerende med konstant tryk på kassekreditten og uden forstand på feinschmekning, men tillader mig alligevel at undre mig. Hvad får folk til at bruge så mange penge på noget så dyrt, der sagtens kan være billigere? Har måske også misforstået et eller andet…?

Lidt info siden sidst

Sorry trofaste læsere…ved godt, der har været lidt stille fra denne kant på det seneste, men har været en travl og stresset mand…

Kort oprids af Runkedorens Dagbog på det seneste:
Fredag stod der føs’dagsfest på programmet. Var med nogle venner inviteret til fest i et kollektiv. Ganske hygsomt, sjovt og anderledes. En stor del af klientellet var folk fra goth-miljøet, så der var masser af sort, masser af piercinger, masser af spinkle feminint udseende drenge, masser af makeup og masser af musik, der ikke lige spilles på det lokale provinsdisko eller P3…

Traditionen tro, begyndte mine øjenlåg at modarbejde mig alt for tidligt. Måske for mange øl lidt for hurtigt, men mens alle andre festede og var friske, gad min krop ikke længere, så den nærmeste sofa blev udnyttet til lidt semi-sovning. Registrerede næsten heller ikke, at mine venner syntes det var sjovt, at benytte festens dertil indrettede vat-spindelvæv til at udstyre mig med et oldschool julemandsskæg…

Nå, men efter en hyggelig taxitur hjem med en albansk chauffør, som så hut jeg hvisker ville medvirke i Pusher 4, lå jeg i min seng ca. 05.28…

Lørdag skulle der skøjtes. Så jeg hookede op med et par venner, for at tage til Tivolis julemarked, hvor der også var skøjtefaciliteter. Men her var sindsygt crowded, og min lettere latente klaustrofobi begyndte så småt at komme til udtryk. Heldigvis var vennerne enige om, at skøjtning i Tivoli ikke ville være et hit, så vi ditchede, og satte kursen mod Burger King. Det var vist heller ikke nogen ubetinget succes, da vi stod i kø i ca. en halv time for at få en ynkelig burgermenu. Ved ikke om de bare ikke har verdens hurtigste personale, eller om stedet bare ikke er gearet til mere end 10 kunder.

Og vi spoler frem til mandag: fik besøg af en højskoleven fra Århus, der var i hovedstaden for at skulle lave nogle interviews i forbindelse en journalisthøjskoleopgave. Han skulle crashe til tirsdag, så aftenen skulle jo gerne fyldes ud. Mit primære standardforslag er og bliver: biffen. En sekundær mulighed er at leje en film. Men denne gang kom aok.dk os i forløbet ved at reklamere for musikquiz på Studenterhuset. Da min mate og jeg begge er lidt af nogle musiknørder (i hvert fald på visse snævre fagområder) + jeg er lettere autist i lyserøde TP-spørgsmål + glade for at quizze + at Studenterhuset kun ligger en god gåtur fra mit hjem, var det jo oplagt.

Med holdnavnet Team Pingvin ’04 (intern højskolejoke) sad vi med høj selvtillid og ventede i spænding på at quizzen skulle starte. På trods af, at vores viden om musik bl.a. indebar stort set alle mulige ligegyldige facts om Guns N Roses, og for mit vedkommende, en hel klæbehjerne fyldt med en hel teenage-æras trofast læsning af MIX. Senere blev dette udskiftet med Gaffa, da man jo nåede en alder, hvor man indså, at et blad, der havde idolplakater af East 17 og Take That, nok ikke havde mig som målgruppe.

Men vores musiknørdede stolthed, fik sig hurtigt et alvorligt knæk. For vi var altså oppe i mod endnu mere hardcore nørder end os…eller også snød nogle for hårdt ved at sms’e til venner. Hvor i alverden ved folk fra, hvad Dr. Albans første single hed, hvilke ord Manic Street Preachers guitarist havde skåret i sin arm med en kniv, hvad Aphex Twins borgerlige navn var og den slags.

Imponerende var det dog, at jeg som den eneste havde svaret rigtigt på spørgsmålet om hvilken pornofilm Düreforsög havde indspillet soundtrack til. Om det siger mest om min musikviden eller pornoviden, skal jeg ikke kunne sige…

Rammstein-koncert

Go' dér!

Velkommen til den 23. novembers indlæg...præcis een måned til lille-Juleaften...

Lørdag var det endelig tid til at København skulle brændes. Med andre ord; Rammstein var i byen og skulle spille i et udsolgt Forum. Efter et besøg på TacoShop, spadserede undertegnede og Nisling (aka svperstar.dk) i stilfærdigt tempo (pga. de isglatte fortove) ned mod Forum. Et ubehageligt flashback til Roskilde Festival 2004 ventede mig, da vi troppede op foran Forum. Der var nemlig kø så langt øjet rækkede. Vi besluttede dog at gemmes vores velopdragne kø-kultur godt ned i lommen, og springe tilfældigt ind i køen et sted, hvilket gjorde at vi var inde i løbet af 10 minutter. Med ærlighed kommer man længst, siger nogen, men med uærlighed kommer man hurtigts ind i Forum...

Ivrige koncertgængere er både Nisling og jeg, men i dag, valgte vi at være kedelige og tage plads på tribunen bagerst hallen. Det gav et lækkert view ud over hele menneskehavet. Vi afskar dermed muligheden for, at kunne headbange og slamdance til "Die Sonne" og "Mein Teil" - til gengæld fandt vi en gratis "garderobe" til vores overtøj, så vi ikke behøvede at skulle vente timer i garderobekøen efter koncerten...

Lidt over 21.00 eksploderede Forum for første gang. Tæppet faldt fra scenen, og bagved havde de 6 tyskere taget stilling på en kæmpe mur. På grund af vores placering helt bagerst i salen, var det ikke nemt at få alle de visuelle detaljer med...Man kunne lige ane de forskellige bandmedlemmer, men ikke umiddelbart skelne dem fra hinanden. En masse gadgets, påfund og effekter var med til at give et lækkert sceneshow. Dejligt morbidt var det under "Mein Teil" (som jo handler om den tyske kannibal), da en stor gryde blev kørt på scenen og forsangeren entrerede scenen med madforklæde og stor kniv.
Ellers bød sceneshowet på masser af ild, fyrværkeri, lysshow og konfetti. Hvis man led af bare en mild form for pyrofobi, ville denne oplevelse nok garantere i en nat med sengevædning...

Sjovest var det dog til sidst, da Rammstein spillede "Stripped" (ja, et cover af Depeche Modes klassiker), hvor et af bandmedlemmerne begav sig ud i en gummibåd og tog en tur ud i menneskehavet. Næsten helt ned til lydpulten og tilbage igen, båret af de mange begejstrede og udstrakte arme...

Men man må jo heller ikke glemme selve musikken, selv om den nok trådte lidt i baggrunden. Lyden var da fed nok, hvilket efterhånden er en sjældenhed, når man ser livemusik, og bandet spillede ufattelig tight og fejlfrit. Næsten alle numrene er storladne, symfoniske og med skarpe, forvrængede guitarer. Måske lidt ensformigt i længden...det var sceneshowet, der var med til at tegne nuancerne op...

Men det største minus var dog, at de ikke spillede "Mein herz brennt"...ØV!!!

Svar fra Brian

Så kom der respons på min lille mail til Kulturministeren:

I et brev, konverteret til PDF-format skrev han:

Kære Runke Dor (fiktivt navn - det rigtige er redaktionen kendt)

Tak for din e-post* af 15. november 2004, hvori du fremsætter en række synspunkter vedrørende indførelse af karenstid på bibliotekernes udlån af musik-cd'er

Forslaget er for tiden til høring blandt centrale organisationer på området

Dine betragtninger vil indgå i Kulturministeriets videre overvejelser om udformning af ordningen**

Med venlig hilsen

(Brians underskrift)
Brian Mikkelsen

---

*Det er vist ret tydeligt, at den konservative minister prøver at bekæmpe angloficeringen af det danske sprog.

** Yeah right, de gør! 100 mod 1 på, at det er et standardsvar han (dvs. hans embedsmænd) skriver til alle, for at lukke munden på dem

Mail til Brian Mikkelsen

Nedenstående er min kommentar til Kulturmedister Mikkelsens forslag om karenstid på cd'er på musikbibliotekerne:

Hej Brian Mikkelsen

Jeg har læst Kulturministerets pressemeddelelse, hvori i kommer med forslag om en karenstid på fire måneder på alle nye cd'er til bibliotekerne.

Her er lige en kommentar fra en storforbrugende musiklytter

I argumenterer med, at det er til for at hjælpe pladeselskaberne. Men hvad med kunstnerne? Det kan godt være, at deres cd'er bliver massekopieret, men er det kun en dårlig ting for dem? For det betyder jo også, at deres musik bliver hørt af flere. De får flere fans, og der kommer muligvis flere til deres koncerter. Jo flere der hører dem, jo bedre vil de klare sig på markedet.

Desuden skyder musikindustrien tonsvis af nye cd'er ud hver uge. Mange cd'er henvender sig til det samme publikum, nemlig de unge (min egen hypotese), og mange af disse er studerende på SU, og for nogle vedkommendes måske også studiejob. Og et SU-budget efterlader ikke mange kroner til cd'er om måneden. Så det er jo et spørgsmål om prioritering, hvad man vil købe.
Og så er det her de store kunstnere har fordele, for det er dem der laves en masse PR for. Og det gør at de små kunstnere glemmes lettere (min egen hypotese)

Det er her, at musikbiblioteket kommer til sin ret. For her har man mulighed for gratis at låne musik, man ikke kendte i forvejen. For nogen betyder det, at de får kendskab til en kunstner, som de så på lovlydig vis går ud og køber cd'en med kunstneren. Men realiteten er, at nok de fleste vil kopiere cd'en. Og det er det, jeg ikke ser som en nødvendigvis dårlig ting, da den afføder mange andre fordele (jf. min hypotese om hyppigere koncertgængeri). Koncerter kan man jo heller ikke kopiere, så her er man nødsaget til at punge ud, hvis man vil se et band live. Og en koncert er jo (i hvert fald i mine øjne) bedst, når man kender bandets musik. Ergo er her en dobbeltudgift. Man skal købe cd'en for at få det det bedste ud af koncerten.

Folk vil godt høre den musik der oppe i tiden, den der bliver spillet i radioen, den deres venner snakker om. Dette vil en karenstid også være med til at ødelægge. For 4 måneder er lang tid at vente på en ny cd, især i denne tid, hvor nye bands konstant vælter frem (bare tænk på Idols, Popstars og lign. koncepter). Så hvis et bands cd ikke er til at låne, er sandsynligheden for at folk gider høre dem 4 måneder efter, hvor deres succes muligvis er dalet, ikke stor. Nej, der skal smedes mens jernet er varmt.
Desuden vil det jo reelt heller ikke være 4 måneder man skal vente på en ny cd. For oveni kommer der jo ventetid, hvis andre har reserveret den før een. Jeg har personligt selv oplevet at vente op til 3-4 måneder på en cd, jeg havde reserveret.

Det var bare mit syn på sagen. Det er godt nok baseret på hypoteser, men det repræsenterer i hvert fald min holdning, og hvordan jeg (og mange af mine musikforbrugende bekendte) ser på sagen.

Niarn-koncert og lidt betragtninger om subkulturer

I torsdags var jeg for 5. gang inden for en måneds tid til koncert. Hvor det primært har været hårde guitarbaserede bands, der har suppleret og overdøvet mine indre stemmer, skulle jeg denne gang overvære musik af en lidt anden genre. Ikke een for mig ukendt genre, men ikke lige den foretrukne at se live. Det var da også kun fordi at fru Fortuna havde været flink og fået skrevet mig i døren til Pumpehuset.
Hovednavnet var den danske rapper Niarn, der har fået et mindre kommercielt gennembrud på det seneste. Med en rapstil, der i mine øjne nok mest af alt minder om rappere som L.O.C., Jokeren, Clemens, Suspekt og den slags hårde drenge. Men jeg ville ikke dømme på forhånd, da jeg kun kendte manden gennem et enkelt radiohit og et par interviews i aviser. Så jeg tog til koncerten med relativt åbent sind.

De sidste koncerter jeg har været til har været Red Warszawa, Hocico, Slipknot og Machine Head. Et af de interessante aspekter ved at gå til koncerter, er at observere publikum. For det er klart at man kan se en tendens, en rød tråd, blandt bandets/genrens fans. Groft generaliserende, kan man sammenligne "primær"-publikummet fra RW, Slipknot og MH-koncerterne. Den stereotype gænger til disse koncerter er en gut i slutningen af teenageårene. Han har uglet semi-langt hår (det har alle hans venner også) a la hårmoden i fx. "Vil du se min smukke navle". Han er et glimrende eksempel på retromåde, selv om han måske ikke er bevidst om det. På sin spinkle overkrop bærer han enten en sort band-t-shirt eller hættetrøje med navne som Slipknot, Korn og Marilyn Manson (ligesom hans venner). En lidt mere sofistikeret version af denne stereotype vil bære fx. en Nine Inch Nails eller TOOL-t-shirt. En lidt ældre version af stereotypen vil muligvis havet udskiftet de lange lokker med en lige så heavy-agtig buzzcuttet fritz. På armene kan man se optegninger til en hård tribal tatovering (som alle hans venner også har).

Lidt anderledes er målgruppen for det Mexicanske industrial/EBM-band Hocico, som jeg ikke lige kendte, men blev overtalt af drengene til at komme med ind og se. Det var et Club Metropolis-arrangement, der tiltrækker mange ”goth-typer”. Den gennemsnitlige tilskuer til denne koncert, er farvet sorthåret (ligesom alle sine venner), hans hår er muligvis touperet a la Robert Smith fra The Cure. Han har makeup, eyeliner, læbestift og neglelak på. Tøjet er gerne stramt, anderledes, æstetisk og sort.

Nå, men det var lige et lille sidespor med lidt subkultursociologi. Det fører frem til den event jeg prøvede at beskrive. Nemlig Niarn-koncerten. For her var publikummet lidt anderledes. Niarn er som sagt blevet lidt kommerciel med hans radio/Boogie-airplay, hvorfor han henvender sig til et lidt bredere publikum. Derfor var der til koncerten en meget blandet landhandel. Primært var det dog buzzcuttede eller kasketbærende ungersvende der prægede billedet. Mange med smarte farverige fodbold- eller baskettrøjer. Halskæder, armbånd og andet lir er heller ikke et ukendt fænomen. Også her ser man hårdkogte gutter med tribaltatoveringer (som alle deres venner)

Showet blev gejlet i gang af en lidt for kæk og popsmart konferencier, som nok ville have fået æg og tomat nok til at lave verdens største omelet, hvis han havde forsøgt som standupkomiker. Hans standardbemærkning, som blev indskudt ca. 5 gange i minuttet lød på ”Hva’ siger i til det?”.
Første supportact var nogen der kaldte sig 4Fod. Ikke nogen jeg kendte, men de kom åbenbart fra Sønderjylland hvilket det ikke var kede af, og fik da også lidt interaktion med publikum der skulle råbe ”mojn”. De gav et par numre. Fede rim, fed musik, og så videre til næste levende billede. Det var så Ataf Kawaja, en pakistanskfødt rapper, der også leverede god underholdning med fede rim, og groovy hæp hop…

Efter en pause kom den kække konferencier endnu en gang på, for nu var det så tid til at præsentere hovednavnet: Niarn. Folket i det halvtomme Pumpehus var helt oppe at ringe. Flankeret af to hårde backuprappere entrerede en selvsikker Niarn (han hedder faktisk rigtigt Niels) scenen og lagde ud med et eller andet nummer, jeg vidst havde hørt med et halvt øre før. Mit kendskab til hans musik strækker sig jo kun til radiohittet ”Dobbelt A”. Nå, men med diverse hiphopfagter rappede han sig igennem et set bestående af rim om hans gråzoneliv. Tror egentlig at alle teksterne kredsede om emnerne: stoffer, tjald, kællinger. Men altså, det er måske sjovt at høre om en bad boys liv i et enkelt nummer eller to, men i længden kommer man til at mangle nuancer, rent tekstmæssigt. Og desuden er det jo hørt før (læs: L.O.C., Jokeren, Suspekt etc. etc.). Og det er altså ikke særlig provokerende at gå rundt med en trøje der siger ”I do drugs” – især ikke når det er meget tydeligt at det er provokation for provokationens skyld.

Nuancer kom der dog i selve showet. Inde for hip hop-kredse er det meget in at gæsteoptræde, så først kom følsomme popstar-Alex forbi og lagde noget smooth sangstemme hen over et af numrene. Senere var det førnævnte L.O.C. der poppede op på scenen. En ganske cool rapper i mine øjne, men pludselig slog det mig, hvor meget jeg syntes han mindede om Chewbakka fra Star Wars. Ved ikke hvad der gjorde udslaget, men noget siger mig, at han også ville kunne brøle lige som rumaben.
Undervejs i hele koncerten var Niarn jo supportet af to hovedtøjsbeklædte homies. Pauseklovne om man vil. For det lød ikke til at deres ordforråd strakte sig til mere end; ”Er i der Pumpehuset” ”Jeg kan ikke høre jer” og ”fucking”.

Koncerten sluttede, jeg drog videre ud i nattelivet. Nærmere betegnet var destinationen The Rock, hvor min ven Rasmus sad og ventede utålmodigt. Her var guldkæder, kasketter og kronragede isser byttet ud med sorte trøjer, piercinger og langt hår. Musikken var også noget tungere her end den friske hip hop, jeg lige havde forladt. Nå, men, jeg joiner Rasmus og hans slæng, køber en fadøl og sætter mig til rette.
Pudsigt nok får vi kort efter selskab af ovennævnte L.O.C., ham den lille tykke Simon fra Banjøs Likørstue og Adam Duvall. I ved ham radioværten der i tv-spots med truende onde øjne står i front for DR’s Betal-din-licens-eller-få smæk-kampagne. Her har var han dog stangbacardi, glad og på rulleskøjter, så jeg tror nu ikke han ville være blevet sur, hvis jeg havde henvendt mig og sagt ”Hr. Abeforretnings-vært, jeg har faktisk ikke betalt min licens”.

De er alle stive/skæve/høje og vælter rundt. Kort efter har de åbenbart fået nok af stedet, så de smutter igen. L.O.C. er dog flink og syntes lige han vil kvittere vores venlighed ved at synge med på Rammsteins ”Amerika” for os. Dog er der lige den lille detalje, at det ikke er ”Amerika” der vælter ud af højttalerne. Men L.O.C. er vist ikke helt appelsinfri (hvor stammer det ord egentlig fra?)

Bye for now

Jeg prøver

Jeg prøver at gribe dagen, men der bliver kastet for højt
Jeg prøver at følge mit hjerte, men det står over for en skillevej
Jeg prøver at lytte til mit kald, men kalderen taler et andet sprog
Jeg prøver at se lyset, men det må åbenbart være slukket
Jeg prøver at være poetisk, men stinker til det

Tatoveringer som modefænomener

Ja, jeg ved godt, jeg lyder som en konservativ stodder, men nogle gange, bliver jeg nødt til at tage mig selv til hovedet, når jeg ser folk med "kreative" tudser på overarme, rygge etc.

Der findes mode inden for frisurer og påklædning, og det er alt sammen forgængeligt. For tænk på, når man kigger på 10 år gamle klassebilleder. Hvor tit er det ikke lige at man tænker "Hold kæft, hvad skete der lige for den der frisure?", som jo sikkert var det mest hotte på det tidspunkt.
Men er der nogen der tænker, at tatoveringernes skæbner kunne blive lige sådan? At man en dag vil se på Tribal-tatoveringer som man i dag ser på Ball-sweatshirts og crepet hår? Som noget passé. Nogle der tænker på, at tatoveringsmoden også vil skifte, og at man altså ikke lige ændrer tatovering så let som man vælger frisure?

Desuden har jeg set flere der med tatoveringer på hals og ansigt. Jeg er meget nysgerrig over, at lære lidt mere om disse folks tankegang, for den er vist meget fjern fra min. Er det evt. folk, der lever efter udtrykket "carpe diem", men tager det en tand for bogstaveligt?

J-dag

Her er så mit jomfru-indlæg...

Hvad er det med den der J-dag? Er man underlig, hvis man syntes det er noget pænt opreklameret noget? En øl, der faktisk ikke smager ret anderledes end så mange andre, frigives med pomp og pragt. En øl, der alligevel smager ens hvert år?
Dette var således hvad undertegnedes fredag aften gik med, på en lille trendy cafe i provinsbyen han var født og opvokset i.

Denne event er ventet af mange i flere uger op til. Og det på trods af, at der er over 1½ måned til selve juleaften. Så da øllen efter countdown og deslige endelig blev frigivet, skulle det selvfølgelig også akkompagnieres af musik der passede til. Så den stod på "Last Christmas", "Jul, det cool" og andre gamle julehits som er ok, at høre en enkelt gang om ugen, men altså ikke som her: 3-4 gange hver inden for det par timer jeg var der...