Scientology og stresstest

Kom slentrende ned af Købmagergade. Snørebåndet på min ene Vans-sko anno 2002 var gået op, men jeg var for doven til at bøje mig ned og snøre det. Ved Rundetårn, hvor der normalt står en pølsebiks, var der i dag et lille telt. En række scientologer havde taget opstilling og tilbød fortravlede danskere, der susede forbi, en stresstest. Min tese er dog, at de fik lige så mange kunder som de Hus Forbi-sælgere, der patruljerer i nogenlunde samme område. Da jeg nærmede mig teltet, gik jeg og forberedte mig på en kæk afvisning, for jeg skal i hvert fald ikke rodes ud i noget med Scientology. Ej heller har jeg brug for at få et eller anden fancy apparat til at måle om jeg har stress. Det synes jeg nogenlunde jeg har følelsesmæssig intelligens nok til selv at vurdere.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.

Black Power

Jeg tror måske jeg har mig lidt en soulmate i freestylerapperen Per Vers. Ikke fordi hans navn hentyder til min tankegang, men fordi han er en lige så stor kuli af kaffens sorte magi som jeg. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man lytter til hans nye single ”Black Power”, der lovpriser kaffens mirakelmageri. Den tekst kunne være skrevet af mig. Eller dvs. det kunne den nok ikke, for selvom jeg har en udmærket rimordbog og kan få hjerte til at rime på ”så kan de lær’ de’”, så har Per Vers førertrøjen her.
Én ting er hans kaffesvaghed, som jeg graver for vildt. Noget andet er, at han tør gøre op med alle de konventioner, der findes på den danske rapscene for tiden. En ting jeg personligt har savnet i dansk rap (læs bare mine tidligere indlæg om Niarn, som jeg nærer en hvis ambivalent aversion overfor).

Glæder mig til at høre resten af albummet, men må mindst vente de 4 måneder, som bibliotekets karenstid tager.

Til kommentatorerne

Husk at signere jeres kommentar med jeres navn. Vil jo gerne takke jer :-)...med mindre i insisterer på anonymitet :-)

At være kranfører

Da jeg i morges var til vejledning på min skole i forbindelse med mit eksamensprojekt, kom jeg i et uopmærksomt øjeblik til at glane lidt ud af vinduet. Ude i horisonten var der et større byggeri i gang, og der stod en masse krane. Jeg undrede mig over, hvornår det var at jeg mistede fascinationen af disse fantastiske skabninger.Da jeg var yngre, var jeg ovenud benovet over disse kæmpe menneskestyrede tingester. Jeg har sikkert også en gang lavet en i forskelligfarvede Lego-klodser, for derefter at smadre ind i den med min fjernstyrede bil. Dette gjorde jeg i frustration over, at jeg fandt ud af, at det var utopi at have kraner der havde flere farver end et LSD-trip.Kranfører var i mine øjne ønskejobbet på linie med de gængse drengedrømme som politibetjent, brandmand og astronaut.Men den fascination er åbenbart fadet (Det skal lige siges, at astronautdrømmen blev sorteret automatisk fra, da jeg tog testen på www.rummet.dk), for når jeg i disse tider ser en kran, skænker jeg den lige så meget opmærksomhed som en pølsevogn. Den er der bare, og lægges kun mærke til, når man er hapsdogsulten.

Så var det jeg tænkte: Hvor bliver man egentlig kranfører henne? For jeg hører sjældent om kranføreruddannelseskampagner på siden af bussen med en Onkel Sam-lignende kranfører med ølmave, der peger ud og siger ”I want You”. Og hvilke typer mennesker tiltrækkes af at navigere et kæmpe fallossymbol. Det er jo en slags potensforlænger. Desuden er kranfører da en ret fed titel at bære rundt på. For kran er slang for kvinder, og at (for)føre kvinder er vel ikke en dårligt egenskab?

The Moose

Når jeg skal i byen og drikke fadbamsebjørne, må jeg mandagen efter på min netbank ofte se min konto et par hundredekronesedler fattigere. Med andre ord, det er ikke helt billigt, at drikke sig en lille beskeden fjer på, på Københavns barer og klubber. I aftes var dog en undtagelse. Jeg formåede at blive behageligt beruset og brugte under 100 kr. Og dette var inklusive to skønherlige pizzaslices fra 7-11, der skulle holde min mund og mave selskab på gåturen hjem. Og nej, det er ikke fordi at jeg bliver beruset af en enkelt øl. Fik drukket 5 store fadøl, der kostede 15 kr. stykket. Det er altså en tredjedel af hvad en øl koster på trendy steder som Rust og Krasnapolsky! Det skal dog lige indskyde, at det vi var 4 homies af sted, der skiftedes til at give omgang, så det blev 60 kr. pr. mand (på nær ham, der gav den 5. omgang. Ja, regnestykket gik ikke helt op) for et par timers øldrikning.

Jeg plejer altid at have dobbelt dårlig samvittighed efter en tur i byen. For det første pga. den alle de penge, man får brændt af (ens økonomiske sans falder, som alkoholpromillerne i blodet stiger), og for det andet fordi at man som regel er en slatten karklud dagen efter, der ikke formår at få ordnet alle de gøremål man havde sat sig for. Denne gang behøver jeg i princippet kun at have dårlig samvittighed pga. sidstnævnte.

Nåh ja, jeg skylder vist lige at reklamere for stedet. Baren hedder The Moose, og ligger ikke så langt fra Købmagergade. Et lille intimt sted, men åbenbart meget populært (nok pga. priserne), da man af og til stod som sild i en tønde. En lille ulempe for en hobby-klaustrofobiker som undertegnede, at man skulle masse sig gennem en kæmpe mængde hver gang man skulle på toilettet.
Ellers var det også lidt af et hit med en jukebox. Kan godt lide konceptet med at udlicitere musikvalget til kunderne. Dette faldt i vores smag, og vi skyndte os at smide en 20’er i, og ønske en masse musik ud fra vores smag. Men alligevel med respekt for det brede publikum. På den måde slap vi også for at lytte til klassiske jukebox-kendinge Himmelhunden og Rocazino-numre på repeat.

Konklusion: på trods af den lidt intimiderende stemning, der let bliver crowdede steder, er det nok ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på ”Elgen”. De billige øl, juke-boxen med den relativt gode musiksmag samt den uhøjtidelige atmosfære er grund nok til at betale den et visit endnu en gang. Så kunne det også være, at det var muligt at få et bord at sidde ved.

PS: min farbror har en eller anden sær fetish for elge, så det ville være en oplagt stambar for ham.

Det bedste til mig og mine venner

Har lige besluttet at blive lidt personlig. Har nogle venner derude, der fortjener shoutouts og rygklapperi. Det er dem der lytter til mit galde, og viser overskud i situationer, hvor jeg kun kan tænke på mig selv. Hvor jeg gør myg til elefanter og ikke evner at se ud over mit eget hoved.

Tak fordi I bærer over med mig, når mit flueknepperi bliver for S/M-agtigt, og når mit ordkløveri flænser ordene til atomer. Fordi I prøver at forstå mig og min nogle gange uforståelige væremåde præget af lettere paranoia, mistillid og nærtagenhed, frem for at skubbe mig væk. Har sikkert brændt broer (eller været tæt på det) pga. folk, der tolker min usikkerhed som provokation og min indadvendthed som arrogance. Fedt, der findes disse folk, der kan se ud over dette. Og det er Jer. I ved hvem i er. Forhåbentlig. Ingen nævnt, ingen glemt…

Det er mig der kender ham fra reklamen

Hvis i skulle være så heldig at falde over den nye tv-reklame i GE Money Bank, så kast lige et ekstra kig på den nydelige fyr der optræder som hovedperson. Det er nemlig min svoger (eller dvs. min søsters boyfriend. Han er nemlig englænder). En kæk lille bloke (britisk slang for gut) ved navn Chris.

GE Money Bank siger du så? Den reklame kender jeg da ikke. Men jo, det gør du sikkert alligevel, når jeg nu nynner signaturmelodien. Den går sådan her: nananana nananana nananana. Men da nyning sjældent giver særlig meget mening på skrift får du også lige ordene som går a bit like sådan her: "maybe i will, maybe i won't, bla bla bla bla", sunget af en pæn lys kvindestemme, og er så kvalm i længden at den udemærket også kunne bruges som melodi til "Godaften Danmark"

Hvis du var en af dem der stod bagerst i køen, da der blev delt hørelse ud. Eller hvis du slet ikke mødte op i køen og derfor er døv, kan reklamen beskrives visuelt således: en ung blond fyr i gråt jakkesæt. Han taber vist en mønt eller noget, og så sker der nogle ting. Kan ikke lige beskrive det ordentligt, da jeg mest af alt var blændet af hans colgate-smil

Boligprogrammer

Minsandten om jeg ikke lige har set reklamer for endnu et boligprogram på TV2. Nu har vi set hvordan man gør rent. Hvordan man kan skabe harmoni i sit liv ved at indrette sig efter feng shui (endnu en dejlig parapsykopatisk måde at skyde skylden fra sig selv, hvis man har et fucked up liv), hvordan man indretter haven, hvordan man indretter generelt (nogle burde indrette TV2’s programmedarbejderes hoveder). Hvordan man forvandler en faldefærdig bule til en villa. Der findes sikkert flere i samme boldgade (note to self: find ud af hvor begrebet boldgade stammer fra), men må indrømme, at jeg får mentalt udslæt af at se på.

Nyeste skud i rækken hedder ”Husvild” og handler vist om, hvilken af tre ejendomsmæglere kan sælge en given bolig billigst (undskyld min mangelfulde research, men var for doven). Men her, er der måske faktisk et program vi kan bruge til noget. Noget der har samfundsrelevans. Og oven i hatten måtte de da også gerne lave et program om hvordan man mest effektivt smadrer et hotelværelse. Eller et program om hvordan man indretter et toilet og karbad i sit telt, når man er på Roskilde Festival.
…eller hvordan man giver sig selv en effektiv nakkemassage…

Nine Inch Nails-releaseparty

Det var i går. Der var desværre ikke særlig mange mennesker til at støtte op om dette udemærkede arrangement. Måske pga. at det var varslet for sent, at det var på en søndag, og mange var i Fælledparken. Jeg er en stadigt voksende NIN-fan, så jeg ville ikke gå glip af dette arrangement. Det var desværre en lille sluttet flok der mødte op, og halvdelen var ikke de stereotypiske NIN-fans, men nærmere hæp hoppere...men det skyldtes vist at der var et technoarrangement ved bygningen ved siden af...

- Så bid ikke hånden der giver dig føde -

På trods af, at jeg som en hærdet kriminel allerede havde hørt "With Teeth" i den leakede version der kunne findes på nettet for flere uger siden, ville jeg dele oplevelsen med andre. Og på ordentlige højttalere fremfor på min diskman, hvor den leakede version hidtil har kørt på konstant repeat. Så jeg kunne stolt synge med på de fleste numre. I den lange ventetid (vi var der som de absolut første, og mit entrenummer var nr. 1, der også fungerede som lod i den kommende lodtrækning) kom vi i snak med en canadier bosat i DK. Han var også kæmpe NIN-fan, og fik min nørdede triviaviden til at ligne ingenting.

- alle dage er fuldstændig ens - Efter albummet var blevet spillet og DJ Batling havde spillet et par numre, blev cd'en (og en tilhørende plakat og klistermærke) sat i salg. Skyndte mig at erhverve mig et eksemplar og kort tid efter, var der lodtrækning om ekstrapræmier. Man kunne bl.a. vinde en dualdisk-version af skiven. Den flinke canadier gav mig sit lod, da han i forvejen havde denne dualdisk, og søreme om der ikke var gevinst på dette... Så nu har jeg vist eksemplar af "With Teeth" til salg...

- lige der hvor det hører til -