Scientology og stresstest

Kom slentrende ned af Købmagergade. Snørebåndet på min ene Vans-sko anno 2002 var gået op, men jeg var for doven til at bøje mig ned og snøre det. Ved Rundetårn, hvor der normalt står en pølsebiks, var der i dag et lille telt. En række scientologer havde taget opstilling og tilbød fortravlede danskere, der susede forbi, en stresstest. Min tese er dog, at de fik lige så mange kunder som de Hus Forbi-sælgere, der patruljerer i nogenlunde samme område. Da jeg nærmede mig teltet, gik jeg og forberedte mig på en kæk afvisning, for jeg skal i hvert fald ikke rodes ud i noget med Scientology. Ej heller har jeg brug for at få et eller anden fancy apparat til at måle om jeg har stress. Det synes jeg nogenlunde jeg har følelsesmæssig intelligens nok til selv at vurdere.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.