Garbage-koncert

På trods af, at økonomisk sans ryger sig en tur hos undertegnede, når der koncerter på plakaten, var 300 kr. var for en billet til Garbage dog lige i overkanten. Til dels fordi deres seneste album skuffer mig. (Reelt synes jeg kun deres debut fra 1995 holder hele vejen). Og til dels fordi at min tiltrækning af bandet falmede lidt, da jeg sidst så dem live. Havde nemlig et lille crush på den rødtoppede forsangerinde Shirley Manson, dengang i mine barometerlyttende teens. Og dette glansbillede af hende krakelerede nemlig lidt, da jeg så bandet på Roskilde Festival i 2002, hvor hun optrådte i kort afbleget hår og streetwear.
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.

Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!

Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.

Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.

Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...