lørdag, februar 28, 2009
torsdag, februar 12, 2009
Facebook og communities: den ”5. statsmagt”?
Ikke en dag går hvor der endnu ikke er oprettet endnu en gruppe på Facebook hvis formål er at brokke sig over en eller anden uretfærdighed i samfundet. Voldtægtsforbrydere der får for lave straffe, dyremishandlere, dumme politikere etc. Egentlig en meget smart måde for at pøblen kan blive hørt og få udtrykt deres utilfredshed. Det er den moderne version af et læserbrev, og ramaskriget spredes lynhurtigt.
Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…
Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?
Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?
Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?
Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…
Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?
Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?
Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?
tirsdag, februar 10, 2009
Der blev sagt "perle"
Ifølge bl.a. denne artikel hvor journalisten der står bag historien nu giver politiet ret i at der kan være sagt perle.
Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".
Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.
Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".
Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.
mandag, februar 09, 2009
Krisen og "need to have"-tankegangen
Ikke en dag går uden, at fraserne "økonimisk krise", finanskrise eller "krisen kradser" passerer mine øjne eller øre. Alle snakker om den. Nogen er blevet direkte berørt og det må i den grad siges at være selvforstærkende.
Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.
Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.
Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.
Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.
Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.
Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.
søndag, februar 08, 2009
Remee's navnepåfund
Det kan godt være, at Remee er en god producer og hitmager, men at finde på bandnavne burde han nok holde sig fra.
Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.
Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.
torsdag, februar 05, 2009
Tilbageblik: Sensible Soccer
Det var vist i årene 1992-1994 at det var på sit højeste. Min høje og ubetingede dedikation til Amiga 500-fodboldspillet ”Sensible Soccer”. Hvor andre og mere udadvendte teenagere hang ud i ungdomsklubber, tog til sodavandsdiskoteker og oplevede deres første scoringer, scorede jeg og mine venner også en masse. Det var dog i stedet mål på den pixellerede grønsvær på skærmen.
Det var en vidunderlig parallelverden for mig. Jeg kunne sidde i tysktimerne og dagrømme om de kampe og turneringer jeg skulle spille og de fede header-efter-en-dødbold-mål jeg skulle score, når jeg fik fri fra skole. Med det sort/røde cockpit-lignende joystick i den elendige kvalitet (jeg smadrede flere af disse under en sæson), førte jeg mine hold gennem mange sejre og turneringer. Helt fair var det måske heller ikke, når jeg spillede med AC Milan eller Manchester United og mine modstandere hed Fram Reykjavik og BK Thorshavn.
Bedst var det, at man kunne oprette sine egne hold med navne og hårfarver. Indlevelsen var på sit højeste, da jeg oprettede den daværende Køge Boldklub, min skoleklasse (selvfølgelig med mig selv som stjerneangriber) og bonderøvsholdet Skovbakken FC med Palle Tipkage i front.
Og så glemmer jeg aldrig, da jeg var til computermesse på SAS Radisson, hvor de havde fået Kim Vilfort til at dyste mod ivrige og bebumsede Sensible Soccer-fanatikere på storskærm. De gav ham baghjul og der var ikke meget EM-finale ’92 over lille pixel-Kim.
Det var en vidunderlig parallelverden for mig. Jeg kunne sidde i tysktimerne og dagrømme om de kampe og turneringer jeg skulle spille og de fede header-efter-en-dødbold-mål jeg skulle score, når jeg fik fri fra skole. Med det sort/røde cockpit-lignende joystick i den elendige kvalitet (jeg smadrede flere af disse under en sæson), førte jeg mine hold gennem mange sejre og turneringer. Helt fair var det måske heller ikke, når jeg spillede med AC Milan eller Manchester United og mine modstandere hed Fram Reykjavik og BK Thorshavn.
Bedst var det, at man kunne oprette sine egne hold med navne og hårfarver. Indlevelsen var på sit højeste, da jeg oprettede den daværende Køge Boldklub, min skoleklasse (selvfølgelig med mig selv som stjerneangriber) og bonderøvsholdet Skovbakken FC med Palle Tipkage i front.
Og så glemmer jeg aldrig, da jeg var til computermesse på SAS Radisson, hvor de havde fået Kim Vilfort til at dyste mod ivrige og bebumsede Sensible Soccer-fanatikere på storskærm. De gav ham baghjul og der var ikke meget EM-finale ’92 over lille pixel-Kim.
Abonner på:
Opslag (Atom)
