Gamle ordsprog dur ikke på mig

Jeg yder og yder og yder for at nyde. Når jeg så endelig kan tillade mig at nyde, så har jeg glemt hvordan man gør det, fordi jeg er så vant til at kun yde.

Og hvad hvis man egentlig nyder at yde? I sådanne tilfælde, kan man vel sige, at ydelsen bærer nydelsen i sig selv.

Laptop vs. stationær

En stor del af denne blogs indlæg, bliver nedskriblet på min egen Fujitsu-Siemens-laptop, jeg har haft i lidt over to et halvt år. Den er selvfølgelig lækker og fancy og alt det der, men så hører fordelene også op.

Jeg anskaffede mig den primært grundet forelskelse i tanken om den meget mobile fordel der er ved en laptop i forhold til en noget større og klodset stationær pc. At man (som selve navnet laptop) indikerer kan sidde i fx. sofaen med den på skødet. Dette er dog en mulighed, jeg har benyttet mig af meget få gange, da det virker lidt upraktisk. Derudover var det jo også meget praktisk at man kunne tage den med rundt (fx. på skolen, når der skulle skrives opgaver). Heller ikke dette har været en ofte praktiseret mulighed, da jeg ikke har haft det store behov for det. Resultatet er derfor, at min meget mobile laptop har indtaget sig en meget stationær position på mit spisebord. Og så kunne man jo lige så godt have købt sig en stationær, ikke? For en ulempe ved den noget komprimerede form en laptop har, er det manglende hensyn til ergonomi. Man sidder så klodset med det lille flade keyboard. Noget der for mit vedkommende, er meget demotiverende for min arbejds/nørde- og skrivelyst og (måske) er medvirkende til mine problemer med lænd og ryg samt. Et ordentligt tastatur, som man kender det fra de stationære pc'er, er alt andet lige noget rarere at arbejde på.

Jeg har dog også spekulæret meget, om det er min skrivebordsstol, der ikke er helt optimal. Der er i hvert fald stor forskel på siddestillingen og derfor behageligheden når jeg bruger af min laptop og så når jeg fx. er på mit arbejde (hvor jeg har en fin stationær og en lækker fladskærm).

Men hvad siger i, kære læsere? Foretrækker i noget bestemt og hvorfor? Kan i genkende mine problemer, eller trives i helt aldeles fjong med en laptop?

Jeg undres derfor også, hvordan en stationær i fysisk form er så meget større end en bærbar, når man tænker på, at de kan det samme, og har samme ydeevne. Og ja, nu kommer der sikkert nogle dedikerede Mac-ejere på banen ;-)

Peter vs. Morten, del 2

Der er til stadighed nogen, der læser indlæg fra maj 2006. Især indlægget Morten vs. Peter. I dag fik jeg følgende kommentar, som jeg lige syntes, jeg ville dele med folket:

"peter og morten er to søde retaderede drenge som i dag begge to spiller i brøndby, dem der kom op og slås i en kamp her den anden dag..."

Tak til anonym for dagens grin

CTU i DK

Wuhu, Danmark får sit helt eget CTU. Helle for at være Jack Bauer.

En musisk anbefaling

Min gode ven og musikinspirator Peter Pisling, introducerede forleden den amerikanske kvartet She Wants Revenge til mig, og der gik ikke længe førend at jeg var hooket dets hooklines. Sounden havde heller ikke en ubetydelig ting at sige, da vi er henne i noget new wave og post-punk. To meget fuzzy begreber, men hvis jeg nævner Interpol og Joy Division/New Order, er vi måske en tand nærmere på en beskrivelse af sounden. SWR’s bas-linier er i hvert fald ofte som var de samplet af gamle JD og NO-numre.

Men ingen anklage om rip-off her, for SWR har trods alt sine helt egne kendetegn og unika. Numrene har en noget mere elektronisk, fyldig og gennemarbejdet bund med trommemaskiner og synths supplerende bassen og guitaren. Forsanger Justin Warfield leverer flere af numrene med en meget monoton, stiv og staccato-agtig vokal, der umiddelbart ikke lyder flatterende, men som i denne kontekst fint matcher den alvorlige sound. Og så er der jo teksterne. Det er svært ikke, at elske brudstykker som denne: ”I heard it's cold out, but her popsicle melts/She's in the bathroom, she pleasures herself”. Og ellers er der bare at sige, at jeg ser frem til 9. oktober, hvor deres nye værk ”This is forever” efter sigende skulle lande i butikkerne.

PS: Er man til Placebo, så fyr lige op for ”Spite & Malice”, for det er netop ovenstående Justin W, der leverer rappen til dette nummer.

Hjernevask - ikke så slemt

Det er sgu' helt i orden, at være hjernevasket, når man ikke er klar over, at man er det.

Thomas Buttenschøn vs. Mikrofon

Jeg var til Thomas Buttenschøn-koncert forleden. Jeg stod dog så langt fra scenen, at det var svært at se, hvad der var mikrofon, og hvad der var Thomas Buttenschøn.

Jo, der findes dårligt vejr...

Jeg gad godt at tage vedkommende, der opfandt den geniale floskel ”Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun dårlig påklædning” og placere ham under et træ, hvis skæbne er nogenlunde sådan her i et stormvejr. Gad vide, hvilken påklædning, der findes til at modstå den slags

Dilemma

Øv, jeg har lige erfaret, at julefrokosten på mit arbejde er lagt samme dag, som jeg skal til Marilyn Manson-koncert, nemlig den 14. december. En julefrokost, hvor der højst sandsynligt ikke er sparet på noget, på en arbejdsplads der er frisk og ungdommelig. Der er lagt op til et julebal i frådeland, det er svært at sige nej til. Ikke desto mindre hiver den efterhånden aldrende shockrocker stadig i mig, og billetten er købt. Shockrocker er måske for meget sagt, eftersom hans nuværende ry er lige så harmløst som de karrysild, jeg desværre må sige nej til. Men ja, trods alt, synes stadig at han er en oplevelse værd.
Og en julefrokost hvor værten er en forhenværende antikrist superstjerne (nuværende emo), med en menu, hvor både sildebord, hovedret og dessert består af fadøl og Valby Hallens kondensvand er vel heller ikke at kimse af.

Lidt mere om hængerøvs-moden

Inspireret af Cirkusprinsessens Flickr, kom jeg igen til at reflektere den såkaldte hængerøvsmode. Den er efterhånden allestedsnærværende, og har spredt sig som ringe i vandet. Heldigvis er fænomenet mest set hos en lidt yngre målgruppe. Ældre ved vist bedre. Jeg var derfor også lettere rystet, da jeg i går var til fest med en nogenlunde jævnaldrende gut, hvis buksegrænse virkede til at være adskillige grader syd for Buttcrack.

At man synes det ser sejt ud (hvilket jeg har seriøst svært ved at fatte) er selvfølgelig en smagssag, men udover det rent synlige, ser det da også ud til at være vildt upraktisk at gå rundt i bukser, hvor buksebenene først skilles fra hinanden sådan ca. i knæhøjde. Det ligner, at de er på vej til toilettet hvor det ikke kan gå hurtigt nok med at få bukserne ned om anklen. En association jeg meget gerne vil slette fra min hukommelse, men det er svært når man gang på gang bliver konfronteret med synet.

Handler det mon om at provokere og være rebelsk over for os ældre? En kollega fortalte mig om hver gang hun påtalte sin søns hængerøvsbuks, røg den blot længere og længere ned over røven. Eller handler det om de 14-åriges tiltagende kropsbevidsthed, der giver dem en trang til at være stolte af deres kurver og promovere dem i højere grad.

Gad godt at høre synspunkter fra hængerøvsbuks-brugerne selv? Er der en dybere mening med det, andet end det blot er en modebølge, hvor man som uselvstændige fisk blot svømmer med?

Råd søges...

...til at lære at slappe af? Hvordan gør i? Og ny tænker jeg ikke på konkrete fysiske råd ala "smid dig på sofaen" men mere hvordan man mentalt kobler fra...anyone?