Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.
Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.
Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"
Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.
Ses om et par dage!
mandag, juni 20, 2005
søndag, juni 12, 2005
Roskilde Festival 2005 - #2
Jeg har lige erfaret, at den billet (150 kr. billigere end normal pris) jeg købte via en ven, også gælder til Mediebyen. Så lidt luksus bliver der også plads til, dvs. træk og slip-toiletter, og muligvis muligheden for brusebade, hvor man ikke står i kø med andre nøgne unge mænd, som i en anden KZ-lejr. Små ting, der for en magelig person som mig, får ret stor betydning. Jeg er vel ikke den eneste, der efter en uge i et telt, pludselig kan se det overdrevet geniale i at sove under egen dyne.
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
onsdag, juni 08, 2005
Roskilde Festival 2005 - #1
Sig nærmer tiden, hvor små 100.000 mennesker samles på og omkring Roskilde Dyrskueplads. I en uges tid konsumeres der heftigt lunkne Hansapils på dåse, makrel på dåse, ananas på dåse, snus på dåse (nok mest hos nordmændene), og nogle heldige fyre, scorer en fuld svensk dåse *indsæt dåse-latter her*.
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
torsdag, juni 02, 2005
Garbage-koncert
På trods af, at økonomisk sans ryger sig en tur hos undertegnede, når der koncerter på plakaten, var 300 kr. var for en billet til Garbage dog lige i overkanten. Til dels fordi deres seneste album skuffer mig. (Reelt synes jeg kun deres debut fra 1995 holder hele vejen). Og til dels fordi at min tiltrækning af bandet falmede lidt, da jeg sidst så dem live. Havde nemlig et lille crush på den rødtoppede forsangerinde Shirley Manson, dengang i mine barometerlyttende teens. Og dette glansbillede af hende krakelerede nemlig lidt, da jeg så bandet på Roskilde Festival i 2002, hvor hun optrådte i kort afbleget hår og streetwear.
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
Abonner på:
Opslag (Atom)
