Før i tiden, når jeg skulle af sted på Roskilde Festival, var jeg altid godt forberedt qua det stressede kontrolmenneske jeg er. Mange uger forinden påbegyndte jeg at lave lister over ting jeg skulle huske. Kategoriinddelte og systematiske lister, der pænt kunne markeres af, når tingene var pakket. Så langt har jeg slet ikke tænkt i år, og jeg regner med at futte af sted mod Dyrskuepladsen i morgen.
Så hjælp mig lige, kære bloglæsere. Hvad bør jeg huske. Eller i hvert fald prioritere højt? Kom med de gyldne råd. Jeg er opmærksom på de ting der udgør rammerne. Dvs. telt, sovepose, billet og dåseøl…hjælp mig med forslag til indholdet!
fredag, juni 29, 2007
torsdag, juni 28, 2007
Arggh, bland jer udenom
Argghh, SKAT, bland jer dog udenom! Lad dog folk nyde deres festival uden at skulle generes af jeres emsigheder. Smid de lidt for små sko, og drik en ulovlig øl med os andre.
Jeg er sikker på, at festivalen og den dertilhørende omsætning er en guldgrube for jer i forvejen.
Jeg er sikker på, at festivalen og den dertilhørende omsætning er en guldgrube for jer i forvejen.
Helaftensforestilling med Pearl Jam
Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.
Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.
Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.
21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.
Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.
Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.
Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.
Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.
Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.
Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…
Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.
Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.
Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.
Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.
Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.
Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…
tirsdag, juni 26, 2007
DSB
Man bliver så dejlig harm når man gang på gang bliver konfronteret med Søren Pilmarks jubeloptimisme over perfekte DSB, når man selv gang på gang bliver konfronteret med deres "uregelmæssigheder".
mandag, juni 25, 2007
Roskilde Festival 2004
Jeg fandt lige nedenstående frem fra gemmerne. De fleste år, jeg har været på festival, er det min ambition dokumentere alle de oplevelser og indtryk man får. Tit ender jeg med at opgive, da det simpelthen er umuligt at huske alt. Der er kronisk impression overload, og det er umuligt at huske en hel uges oplevelser, medmindre man hele tiden er bevæbnet med en notesblok og/eller mulighed for at komme til tasterne og få afløb.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.
Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.
Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.
En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.
De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.
Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.
Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).
Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.
Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.
Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!
Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.
Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.
Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.
En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.
De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.
Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.
Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).
Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.
Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.
Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!
Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.
søndag, juni 24, 2007
Forden kører endnu
Mit indre drengede hjerte kan ikke undgå at få min hud til at knoppe lidt...
Et bevis på, at det efterhånden er mere end blot rygter
Et bevis på, at det efterhånden er mere end blot rygter
torsdag, juni 21, 2007
Bestået
Tak til alle jer der krydsede fingre. Om det så var på en måde, at det besværliggjorde tastaturarbejde eller blot var den slags krydsede fingre man gør i tankerne.
Grunden til min let slacker-agtige approach til denne eksamen skyldtes, at det "blot" var en interncensur, dvs. bedømmelsen var "bestået/ikke-bestået". Ikke at vi negligerede opgaven og dennes litteratur, men paranoiaen for at dumpe er noget mindre ved denne slags bedømmelser.
Vi skrev om web 2.0 og Second Life, men i en relativ blød kulturkontekst. Et par emner ca. 90% af de studerende på vores uddannelse skriver om , da det er "the next big thing". Der er således sikkert stadig folk, der skriver om forældede emner som litterært materialevalg og tesaurus-konstruktion.
Jeg forventede blot at bestå. Eller som min opgavemakker John tit sagde; "At ramme 6-tallet nedefra". For vi skrev primært opgaven for vores egen skyld. Leg og kreativitet med emnerne betød mere for os, end akademisk og metodisk etikette. Jeg ved godt, at denne slags måde at arbejde på ikke holder, når jeg skal skrive mit speciale, hvorfor det netop er ved de eksamener med intern censur at man skal udnytte sit indre legebarn...
Dette var dog også et af ankepunkterne, men eksaminatorerne havde trods alt en masse ros til vores opgave. Aner ikke hvad den ville have ligget til hvis der havde været karakter på men vendinger som "Rigtig god" er vel ikke at kimse ad. Og havde vi været lidt bedre til at formidle vores konklusioner og perspektiver (vi var lidt for indforståede og upræcise i vores sprog) kunne det have trukket endnu mere op.
Nu er der så ferie, og så skal det udnyttes, at jeg har tid til at dyrke min nyvundne interesse for at læse skønlitteratur og faktion. For til september går det går løs med at lære om XML, CMS, RSS og andre fancy akronymer...
Grunden til min let slacker-agtige approach til denne eksamen skyldtes, at det "blot" var en interncensur, dvs. bedømmelsen var "bestået/ikke-bestået". Ikke at vi negligerede opgaven og dennes litteratur, men paranoiaen for at dumpe er noget mindre ved denne slags bedømmelser.
Vi skrev om web 2.0 og Second Life, men i en relativ blød kulturkontekst. Et par emner ca. 90% af de studerende på vores uddannelse skriver om , da det er "the next big thing". Der er således sikkert stadig folk, der skriver om forældede emner som litterært materialevalg og tesaurus-konstruktion.
Jeg forventede blot at bestå. Eller som min opgavemakker John tit sagde; "At ramme 6-tallet nedefra". For vi skrev primært opgaven for vores egen skyld. Leg og kreativitet med emnerne betød mere for os, end akademisk og metodisk etikette. Jeg ved godt, at denne slags måde at arbejde på ikke holder, når jeg skal skrive mit speciale, hvorfor det netop er ved de eksamener med intern censur at man skal udnytte sit indre legebarn...
Dette var dog også et af ankepunkterne, men eksaminatorerne havde trods alt en masse ros til vores opgave. Aner ikke hvad den ville have ligget til hvis der havde været karakter på men vendinger som "Rigtig god" er vel ikke at kimse ad. Og havde vi været lidt bedre til at formidle vores konklusioner og perspektiver (vi var lidt for indforståede og upræcise i vores sprog) kunne det have trukket endnu mere op.
Nu er der så ferie, og så skal det udnyttes, at jeg har tid til at dyrke min nyvundne interesse for at læse skønlitteratur og faktion. For til september går det går løs med at lære om XML, CMS, RSS og andre fancy akronymer...
Om 80 minutter...
...sætter jeg mig ind til den mundtlige eksamen, jeg har forberedt mig mindst til. Nogensinde.
Grant me the power eller lad nemesis sejre.
Grant me the power eller lad nemesis sejre.
onsdag, juni 20, 2007
Smashing udsolgt
Nåh, koncerten med Smashing Pumpkins blev udsolgt på få minutter. Well, deres primære målgruppe er måske heller ikke unge på SU. Og hvad kan bookerne så lære af det?
"Billetterne blev revet væk, så hvorfor ikke hæve prisen med et par 100 kroner næste gang?"
Nu kender jeg ikke lige markedsmekanismerne inden for koncert- og bookingbranchen, men det må da være svært med konkurrence? (En markedsmekanisme, der netop sørger for at der bliver konkurreret om de lavest mulige priser)?
For der findes vel kun et Smashing Pumpkins-band. Så er muligheden vel kun, at man finder et band, derhar noglelunde samme målgruppe (folk, der var melankolske, digtskrivende og Barometer-lyttende teenagere i midt-90'erne) og booker dem til at spille en koncert samme dag.
Er der nogen der ved hvad Nirvana laver den 14. august?
"Billetterne blev revet væk, så hvorfor ikke hæve prisen med et par 100 kroner næste gang?"
Nu kender jeg ikke lige markedsmekanismerne inden for koncert- og bookingbranchen, men det må da være svært med konkurrence? (En markedsmekanisme, der netop sørger for at der bliver konkurreret om de lavest mulige priser)?
For der findes vel kun et Smashing Pumpkins-band. Så er muligheden vel kun, at man finder et band, derhar noglelunde samme målgruppe (folk, der var melankolske, digtskrivende og Barometer-lyttende teenagere i midt-90'erne) og booker dem til at spille en koncert samme dag.
Er der nogen der ved hvad Nirvana laver den 14. august?
tirsdag, juni 19, 2007
Smashing Pumpkins i Vega
Arj, nu må de godt nok stramme sig lidt an med de billetpriser. 520 kr. for at se et "gendannet" Smashing Pumpkins. Og det er næppe en prisstigning der skyldes piratkopiering, eftersom SP's storsællerter vist nok kom frem i præ-piratkopieringens tidsalder og at bandet endda senere lagde et helt album til fri downloading.
520 kr.? Det er i Vega og ikke på en jysk pløjemark. Og så er det endda SP i en amputeret version, for det er uden eyecandyen D'arcy og guitaristen (som jeg aldrig vidste om han var en dreng eller pige) James Iha.
Relaterede links:
Gaffa
Vega
520 kr.? Det er i Vega og ikke på en jysk pløjemark. Og så er det endda SP i en amputeret version, for det er uden eyecandyen D'arcy og guitaristen (som jeg aldrig vidste om han var en dreng eller pige) James Iha.
Relaterede links:
Gaffa
Vega
mandag, juni 18, 2007
torsdag, juni 14, 2007
Soundtrack of my life-meme
Endnu en meme...se i bunden hvem jeg sender stafetten videre til
IF YOUR LIFE WAS A MOVIE, WHAT WOULD THE SOUNDTRACK BE?
So, here's how it works:
1. Open your library (iTunes, Winamp, Media Player, iPod, etc)
2. Put it on shuffle
3. Press play
4. For every question, type the song that's playing
5. When you go to a new question, press the next button
Opening Credits:
The Bravery - Ring Sing
Waking Up:
Rollins Band - The End of Something
First Day At School:
Guns N' Roses - Bad Obsession
Falling In Love:
The Cure - Lullaby
Fight Song:
Nick Cave - Cocks 'n* Asses
Breaking Up:
Korn - Getting Off
Prom:
Laibacch - Wir Tanzen Ado Hynkel
Life:
The Ark - Hey Modern Days
Mental Breakdown:
Rammstein - Morgenstern
Driving:
Combichrist - This is the joy of gunz
Flashback:
Dulce Liquido - Anticristianos
Getting back together:
Bauhaus - Honeymoon Croon
Wedding:
Eagles of Death Metal - Keep your head up
Birth of Child:
Morrissey - Oiija Board, Oiija Board
Final Battle:
Red Hot Chili Peppers - My Friends
Death Scene:
Marilyn Manson - Cleansing
Funeral Song:
Malk de Koijn - A a Mæio
End Credits:
Kings of Leon - Molly's Chambers
Og jeg sender stafetten videre til: Frøken Roesen, Edut, Pisling og Cirkusprinsessen
IF YOUR LIFE WAS A MOVIE, WHAT WOULD THE SOUNDTRACK BE?
So, here's how it works:
1. Open your library (iTunes, Winamp, Media Player, iPod, etc)
2. Put it on shuffle
3. Press play
4. For every question, type the song that's playing
5. When you go to a new question, press the next button
Opening Credits:
The Bravery - Ring Sing
Waking Up:
Rollins Band - The End of Something
First Day At School:
Guns N' Roses - Bad Obsession
Falling In Love:
The Cure - Lullaby
Fight Song:
Nick Cave - Cocks 'n* Asses
Breaking Up:
Korn - Getting Off
Prom:
Laibacch - Wir Tanzen Ado Hynkel
Life:
The Ark - Hey Modern Days
Mental Breakdown:
Rammstein - Morgenstern
Driving:
Combichrist - This is the joy of gunz
Flashback:
Dulce Liquido - Anticristianos
Getting back together:
Bauhaus - Honeymoon Croon
Wedding:
Eagles of Death Metal - Keep your head up
Birth of Child:
Morrissey - Oiija Board, Oiija Board
Final Battle:
Red Hot Chili Peppers - My Friends
Death Scene:
Marilyn Manson - Cleansing
Funeral Song:
Malk de Koijn - A a Mæio
End Credits:
Kings of Leon - Molly's Chambers
Og jeg sender stafetten videre til: Frøken Roesen, Edut, Pisling og Cirkusprinsessen
Klogt citat
Selvironi og selvindsigt: to gode bremser til at forhindre selvtillid i at blive til selvfedme.
onsdag, juni 13, 2007
Videnskabelig uredelighed?
Hver anden mand: Kæreste med silikone-bryster, ja tak
Sådan lød overskriften på en artikel fra BT. Men i vanlig sensationsjournalistisk stil drejede det sig ikke om ny, seriøs og omfattende Gallup-undersøgelse med et repræsentativt udvalg af spurgte mænd.
Nej, undersøgelsen var foretaget på netstedet BeautifulPeople . En datingsite, hvor det primært er det ydre der tæller. Hvor folk kun kan blive optaget, hvis de andre brugere finder deres billeder lækre nok. Et site, hvor begrebet ”metroseksuelt” allerede er håbløst forældet og primitivt. Et site, hvor man med garanti finder Paradise Hotel-deltagere. Et site, hvor pigerne stræber efter at ligne bladet M!’s forsidebilleder. Og et site, hvor Botox, silikone og plastik er mere reglen end undtagelsen.
Og så er det jo klart, at man får sådan et svar, når man stiller sådan et spørgsmålet på sådan et site. Det svarer jo næsten til at man laver en afstemning på Petdating og spørger om folk synes at kæledyr er søde.
Nåh, jeg håber at kunne kaste lidt mere lys over sagen ved at lave min egen afstemning. Er hver anden mand virkelig fan af plastik? For jeg håber, at jeg, trods alt, har et lidt mere repræsentativt udvalg blandt mine mandlige læsere
Sådan lød overskriften på en artikel fra BT. Men i vanlig sensationsjournalistisk stil drejede det sig ikke om ny, seriøs og omfattende Gallup-undersøgelse med et repræsentativt udvalg af spurgte mænd.
Nej, undersøgelsen var foretaget på netstedet BeautifulPeople . En datingsite, hvor det primært er det ydre der tæller. Hvor folk kun kan blive optaget, hvis de andre brugere finder deres billeder lækre nok. Et site, hvor begrebet ”metroseksuelt” allerede er håbløst forældet og primitivt. Et site, hvor man med garanti finder Paradise Hotel-deltagere. Et site, hvor pigerne stræber efter at ligne bladet M!’s forsidebilleder. Og et site, hvor Botox, silikone og plastik er mere reglen end undtagelsen.
Og så er det jo klart, at man får sådan et svar, når man stiller sådan et spørgsmålet på sådan et site. Det svarer jo næsten til at man laver en afstemning på Petdating og spørger om folk synes at kæledyr er søde.
Nåh, jeg håber at kunne kaste lidt mere lys over sagen ved at lave min egen afstemning. Er hver anden mand virkelig fan af plastik? For jeg håber, at jeg, trods alt, har et lidt mere repræsentativt udvalg blandt mine mandlige læsere
søndag, juni 10, 2007
Kære Carlsberg-"drengerøv"
Hej Carlsberg-reklame, nu skal jeg sige dig noget. Nej, der er ikke noget galt med os mænd. Fordi der er nogle der ikke lever op til den klichébefængte stereotype af en ølbøvsende, grillmadsspisende og fodboldfanatisk drengerøv, gør det dem partout ikke mere kedelige eller ”voksne”. Eller fordi nogle tillader sig at bryde normerne og spise mango-salat frem for grillmad, skal du ikke frygte at du har ”tabt” dem. Fordi der er flere måder at leve sit liv på, end hvad reklamerne på TV2 og TV3 pådutter os. Og fordi nogle mænd rent faktisk udvikler sig i takt med tiden, frem for stædigt at holde fast i gamle klicheer af tryghedsårsager.
Så nej, hr. Carlsberg-reklamegut. Der er ikke nødvendigvis sket noget med ”os mænd”. Tværtimod, det er nok mere dig, der er stagneret.
Så nej, hr. Carlsberg-reklamegut. Der er ikke nødvendigvis sket noget med ”os mænd”. Tværtimod, det er nok mere dig, der er stagneret.
fredag, juni 08, 2007
UEFA’s ”retfærdige” straf
Jeg skal love for, at sympatien og retfærdigheden var med DBU i dag. Kollektiv straf, når det er allerbedst.
Ikke nok med at en helt fodboldnation skal straffes med et 3-0 nederlag pga. to menneskers dumheder (plus X antal sovende vagters uopmærksomhed), så skal DBU betale en bøde på ca. 450.000 danske kroner, de mister hjemmebaneretten til de næste 4 hjemmebanekampe, hvoraf den første skal være uden tilskuere. Til sidst, så får Christian Poulsen 3 spilledages karantæne.
For det første; 3-0? Helt ærligt, hvor ligger det rationelle i dette? Danmark havde spillet sig tilbage i kampen, da skandalen indtraf. Kunne det ikke være nok med 1-0, 3-2, 4-3 eller end anden score med en 1-måls-difference? Ikke nok med at vi får 0 point, vi får også markant dårligere målscore i det samlede resultat.
For det andet. 4 hjemmebanekarantæner? Er én ikke nok? Ikke nok med at DBU sikkert straffes økonomisk i kraft af fald i billetter, så mister landsholdet også den sportslige fordel det er at have hjemmebane. Tjo, de kan jo i teorien spille kampen på et stadion i Jylland, men det er jo ligesom en grund til at man skelner mellem hjemmebane og udebane.
For det tredje: den økonomiske bøde. Tja, den er jo fair nok. De kan jo dele den op i tre, og lade hhv. Poulsen, ”fodboldfjolset” og de sovende kontrollører betale.
For det fjerde; 3 dages karantæne til Poulsen. Se, det synes jeg faktisk er ret let sluppet, i og med, at knytnæveslaget er mange voldsniveauer højere end en blot ”grov tackling”. Selvfølgelig er Poulsen ikke pr. definition en voldsmand, og det er ikke sikkert han laver samme dumhed igen, men trods alt var hans handling, fodboldfjols eller ej, med til at Sverige ret så sikkert ville have vundet, pga. det straffe de blev tildelt i slutminutterne. Knytnæver og mavepustere hører ikke hjemme på en fodboldbane, så stod det til mig, kunne de godt have lempet lidt på de andre strafområder, og i stedet givet Poulsen 10 spilledages karantæne.
Men den indirekte straf han vel har fået i kraft af samvittighedskvaler og mediehetz er vel også slem nok.
Det er selvfølgelig ikke så sort/hvidt, for det skulle selvfølgelig have konsekvenser. Men denne straf (nej, undskyld disse straffe) er et sportsligt tab for fodbolden. Endnu en gang får man som lettere sportslig idealist, bekræftet, hvor lidt selve fodboldspillet betyder når det kommer til store internationale turneringer.
Må det bedste hold vinde. Nej, undskyld, det heldigste!
Ikke nok med at en helt fodboldnation skal straffes med et 3-0 nederlag pga. to menneskers dumheder (plus X antal sovende vagters uopmærksomhed), så skal DBU betale en bøde på ca. 450.000 danske kroner, de mister hjemmebaneretten til de næste 4 hjemmebanekampe, hvoraf den første skal være uden tilskuere. Til sidst, så får Christian Poulsen 3 spilledages karantæne.
For det første; 3-0? Helt ærligt, hvor ligger det rationelle i dette? Danmark havde spillet sig tilbage i kampen, da skandalen indtraf. Kunne det ikke være nok med 1-0, 3-2, 4-3 eller end anden score med en 1-måls-difference? Ikke nok med at vi får 0 point, vi får også markant dårligere målscore i det samlede resultat.
For det andet. 4 hjemmebanekarantæner? Er én ikke nok? Ikke nok med at DBU sikkert straffes økonomisk i kraft af fald i billetter, så mister landsholdet også den sportslige fordel det er at have hjemmebane. Tjo, de kan jo i teorien spille kampen på et stadion i Jylland, men det er jo ligesom en grund til at man skelner mellem hjemmebane og udebane.
For det tredje: den økonomiske bøde. Tja, den er jo fair nok. De kan jo dele den op i tre, og lade hhv. Poulsen, ”fodboldfjolset” og de sovende kontrollører betale.
For det fjerde; 3 dages karantæne til Poulsen. Se, det synes jeg faktisk er ret let sluppet, i og med, at knytnæveslaget er mange voldsniveauer højere end en blot ”grov tackling”. Selvfølgelig er Poulsen ikke pr. definition en voldsmand, og det er ikke sikkert han laver samme dumhed igen, men trods alt var hans handling, fodboldfjols eller ej, med til at Sverige ret så sikkert ville have vundet, pga. det straffe de blev tildelt i slutminutterne. Knytnæver og mavepustere hører ikke hjemme på en fodboldbane, så stod det til mig, kunne de godt have lempet lidt på de andre strafområder, og i stedet givet Poulsen 10 spilledages karantæne.
Men den indirekte straf han vel har fået i kraft af samvittighedskvaler og mediehetz er vel også slem nok.
Det er selvfølgelig ikke så sort/hvidt, for det skulle selvfølgelig have konsekvenser. Men denne straf (nej, undskyld disse straffe) er et sportsligt tab for fodbolden. Endnu en gang får man som lettere sportslig idealist, bekræftet, hvor lidt selve fodboldspillet betyder når det kommer til store internationale turneringer.
Må det bedste hold vinde. Nej, undskyld, det heldigste!
Dorsk landsholdsspiller
Det kan godt være, at Poulsen og tilskueren, begge var fjolser. Men Jon Dahl var dorsk...
mandag, juni 04, 2007
søndag, juni 03, 2007
Afstemning: Den største klaphat?
Hvis man bare følger lidt med, gider jeg ikke lige forklare baggrunden for følgende afstemning:
Og når de så er sagt, så forstår jeg ikke, at folk lige pludselig er flove over at være danskere. Det er sgu' da ikke den enkelte danskers skyld, at vi har et par klaphætte løbende rundt i Parken. Hvis jeg skulle tage ansvar for alle de idioter der deler nationalitet med mig, kunne jeg jo ikke gøre andet end at bruge min tid på skriftestolen.
Og når de så er sagt, så forstår jeg ikke, at folk lige pludselig er flove over at være danskere. Det er sgu' da ikke den enkelte danskers skyld, at vi har et par klaphætte løbende rundt i Parken. Hvis jeg skulle tage ansvar for alle de idioter der deler nationalitet med mig, kunne jeg jo ikke gøre andet end at bruge min tid på skriftestolen.
lørdag, juni 02, 2007
Et mere optimalt Google
Jeg savner et Google, hvor man kan frabede sig hits fra blogindlæg, myspace-profiler og andre communities.
Abonner på:
Opslag (Atom)
