min bar

Hvis jeg skulle have en bar en dag, så skulle konceptet være, at den solgte drinks med bær i. Jordbær, hindbær, brombær etc. Og så skulle baren hedde Bærbar

Og så vil jeg også have en bar, hvor kærester skal såre hinanden. Den kan så hedde Sårbar

...

Åh nej, jeg har fået skriveblok...k...k....k

Kat og jeg

Under juletræet

Chris pakker gaver ud

Min søsters kæreste er englænder og de pakker gaver ud 1. Juledag...

Runkes musikårskavalkade

Dejligt. Denne gang, behøver jeg egentlig ikke tænke så meget, når jeg skal finde de bands, der har haft mest airplay i min verden, anno. For i år kom last.fm og hjalp mig til formålet. Jeg er en sutter for statistisk, så, da jeg hørte om denne fancy nye web 2.0-tingest, der kunne generere statistikker over den musik jeg lyttede mest til, var jeg solgt. Dens ”Overall Top Artists” vil derfor danne grundlag for min årskavalkade i over musik. Året 2006, har også været kendetegnet ved, at jeg har lidt af en lettere musikalsk identitetskrise. Dvs. jeg har mistet lidt fodfæste og kan ikke sætte mig fast på en genre, jeg lytter mest til, hvilket er lidt svært i musikdiskussioner. Så når folk spørger: ”hvad lytter du til af musik”, er mit bedste svar ”lidt af hvert”, selvom det ikke er et særlig tilstræbt svar af en kulturelitær wannabe som mig. Sådan et svar er jo lidt præget af, at ens cd-samling består af hele ”Absolute Music”-kollektionen og andre underlødige opsamlinger. Men ikke desto mindre, er det svaret, jeg bliver nødt til at give. Jeg skelner nødigt i genrer. Jeg skelner mellem hvad der er fedt og hvad der er crap. Og det jeg finder fedt, spreder sig over flere musikalske genrer. Man kan måske så godt konkludere, at der er visse genrer, som jeg slet ikke hører.

Well, Last.fm har generet sådan en Overall Chart, der er en akkumuleret liste over de bands, jeg har lyttet mest til, mens jeg har været registreret på last.fm. Og det har jeg siden september i år. Derfor skal listen læses med et par forbehold. For det første er den kun repræsentativ for et kvartal af året. Derudover, har den kun registreret det musik, jeg har hørt på computeren, og altså ikke hvad jeg har hørt på min cd-afspiller (hvilket efterhånden er meget sjældent i brug, da alt mit musik er lagt ind på pc’en). Et andet forhold er min ovennævnte musikalske identitetskrise, der har åbnet op for min nysgerrighed og lyttet til en masse ny musik, jeg har lånt på biblioteket. Dette er ikke et kvalitetsstempel i sig selv, for man skal jo høre musikken en del, før man kan vurdere om det er noget for én. Jeg har nemlig en idé om, at meget af det fede musik, er noget der tager tid, før man lærer at sætte pris på. Derfor lytter jeg til meget musik ud fra dette parameter.
Derfor kan der godt snige sig bands ind, som jeg har lyttet en del til, men som jeg så endte med at veje og finde for let.

Min top 10 af ”Overall Top Artists” som den så ud, da jeg skrev dette blogindlæg 23. december 2006. Når jeg skriver ”Top tag iflg. Last.fm:”skal ”tag” forstås som den genre, som flest last.fm-brugere, har brugt om det givne band.

1 – The Knife - 224 plays
Lidt et ”Kejserens nye klæ’r”-band, for lige pludselig talte alle om dem, og en lovning om en genial visuel oplevelse, fik mig til at skaffe billetter til deres Vega-koncert. Musikken er skæv, dyster, introvert og eksperimenterende, og koncerten var lidt af et sansebombardement. Me like. Jeg er fan.
Top tag iflg. Last.fm: Electronic

2 – The Cure – 190 plays
The Cure har altid eksisteret sådan lidt perifert i mit univers. Sådan lidt som en god bekendt, snarere end en ven. Men når man så ses med denne bekendt, et par gange om året, til en fest eller andet, er der den bedste kemi. Så det er det det handler om. Jeg er ved at lære The Cure at kende. Han har lidt af en livshistorie, som jeg så småt er ved at lære…
Top tag iflg. Last.fm: alternative

3 – Die Dumme Dänen – 169 plays
Jeg har altid været glad for rapperen Clemens rim-evner. Jeg lyttede også en del til nu-metal i sin tid. Så at høre Clemens (som bestemt er sejest, når han er vred, og musikken er hård) i front for et nu-metal-line op, skulle da nok tiltale mig. Som anmeldelserne er flest, er musikken lidt af en kopi fra sen-90’ernes nu-metal, og bandets styrke er Clemens tekster. Jeg er enig, om end, det sagtens kan bruges til lidt festlige løjer.

4 – I am X – 167 plays
Et relativt ubeskrevet blad. En umiddelbar fascination af det umådeligt lækkert producerede electronica med Chris Corner fra Sneaker Pimps, fik mig til at anskaffe ”Kiss + Swallow” og ”The Alternative”. Burde være mere kendt.
Top tag iflg. Last.fm: Electronic

5 – Deftones – 129 plays
Som gammel fan af bandet, matte jeg jo ønske mig deres nye skive “Saturday Night Wrist” i fødselsdagsgave. Det er stadig Deftones som vi kender dem. De kan deres kram, og har også udviklet sig, men i kraft af min faldende hang til hård metal, er jeg nok faldet lidt af på den
Top tag iflg. Last.fm: metal

6 – Boards of Canada – 120 plays
Jf. min identitetskrise, lod jeg mig inspirere af mine venners musiksmag. Og måden hertil anno 2006 og web 2.0 er selvfølgelig at kigge på deres last.fm-profiler. En del, helt uafhængigt af hinanden, lyttede til BOC, så jeg måtte da også lige lytte til dem for at se what the fuzz was about. Og konklusionen er, at det er ret godt at stene eller skrive opgave til.
Top tag iflg. Last.fm: electronic

7 – Morrissey – 116 plays
En mand, hvis musik og tekster, man kan blive ved med at fordybe sig i. Det er altid sjovt, at høre en sarkastisk og depressiv misantrops tanker om livet.
Top tag iflg. Last.fm: indie

8 – Mesh – 111 plays
Mesh blev jeg anbefalet, da de skulle være ret meget inspireret af Depeche Mode. Men at være inspireret af et band, er langt fra et kvalitetsstempel i sig selv. I værste fald, kommer de til at lyde som nogle wannabee’s. Min første tanke ved Mesh var dog, at de mindede en del i deres sound om danske Portland, som også er kendt for at lade sig inspirere af DM…hvis ikke plagiere? Har dog kun lyttet til Mesh-albummet ”Who watches over me” (de har lavet en del) og efter et par gennemlytninger er jeg faldet mere og mere for dem, så jeg forudser mere airplay i 2007.
Top tag iflg. Last.fm: ebm

9 – Nine Inch Nails – 109 plays
Endelig en af mine all time faves. Jeg har vist formuleret et par eller 1000 superlativer om dette band i tidens løb, så jeg undlader en beskrivelse og nøjes med at sige, at jeg glæder mig til 6. april næste år…
Top tag iflg. Last.fm: Industrial

10 – Apoptygma Berzerk – 107 plays
Endnu et relativt nyt electronisk act til min samling. Anskaffede mig ”Harmonizer” og ”You and Me Against the World", som må siges at være to musikalske modpoler. Førstnævnte mindede mest om eurodancehits man dansede til på Ibiza i 1997, hvor sidstnævnte virkede som et poprock-album. Men med kontroversielle sangtitler som ”More serotonin please” og ”Photoshop sucks”, har AB allerede bevist sin værdighed!
Top tag iflg. Last.fm: EBM

Hvad der ikke nåede top 10 listen, men bestemt også bør nævnes, er bands som Muse, Placebo og Depeche mode. Men da jeg vist nok har blogget ofte om min fascination af disse bands, skal jeg nok undlade at komme med mere.

Håber på endnu et tinnitusladet musikår i 2007

2006 - Året der gæk

Jeg er pt. for opgave- og julestresset til at nedskrible min egen ”Året der gik”-blog, så i stedet har jeg nakket en lignende fra Frøken Roesen…eller skal vi kalde det tagget…så bliver det jo lidt mere lovligt

Årets bedste begivenhed idag: At Louise og jeg har fået nogenlunde styr på modulopgaven, så jeg kan holde en nogenlunde anti-stresset jul.
Årets bedste bog: Jeg har vist ikke læst nogle helt nye, men fik meget ud af at læse ”Anvendt Retorik” der handler om…ja, anvendt retorik. ”BlondAnett” var nu også ganske underholdende. Om en massagepiges bekendelser
Årets bedste koncert: Tja, der var vel et par på Roskilde, fx Placebo…på trods af, at jeg så mine favoritter Depeche Mode to gange, var det ikke store koncertoplevelser.
Årets bedste film: Match Point gjorde vist et godt indtryk, for det var den første der poppede op, da jeg blev stillet dette spørgsmål
Årets bedste tv-program: Der er en næsten lige kamp mellem ”Prison Preak” og ”24”
Årets album: Mange kandidater…jeg har lyttet en del til Veto’s ”There’s a Beat in all machines”…eller Muse’s brilliante comeback ”Black Holes and Revelations”, selv de er gået lidt mainflow
Årets sang: Det kunne blive ”Igen og igen OG” med Nephew. Den er lidt catchet på en alternativ måde, og selvom den er masser af airplay, er det ok, at kunne lide dem uden at sælge ud…eller også ”Supermassive Black Hole”, selv om de er gået lidt op
Årets mest blærede: Snakker vi ting man kan prale med? Så må det være, at have set Depeche Mode to gange, haha
Årets bedste fest: Det er lidt et paradoksalt spørgsmål, for den bedste fest, bør man jo ikke kunne huske!
Årets bedste tøj: Min Kappa-hoodie holder stadig efter 6 år…
Årets mirakel: At jeg bestod min bachelor på trods af store gruppeproblemer
Årets udfordring: At starte på kandidaten…selvom det nu ikke er så slemt, som man kunne frygte.
Årets jubii: Der er flere. Har fundet lejlighed. Har haft et godt år på mit studiejob, hvor de i den grad forstår at sætte pris på deres medarbejdere.
Årets mest stressende: At skrive bacheloropgave med to gutter, hvor vi arbejdede sammen som olie samarbejder med vand…
Årets skuffelse: At blive sagt op hvor jeg bor
Årets mest belastende: En hvis person, der ikke hedder Anja. Ej hellere Nana, men én ting sammenblanding af disse to navne…
OG ENDELIG…Årets største begivenhed i kongehuset: Jeg er agnostiker, så jeg tror ikke på blåt blod, og undlader at svare på dette spørgsmål.

I blogosfærisk ånd, leger jeg stafet, og sender denne videre til Edut, Cirkusprinsesse og Pisling…og andre der læser denne blogs. Det er jo jul, så i skal også få glæden ved det :-)

I medgang og modgang...men mest det første...

Lidt mere bitching, så bær over med mine affektive udtalelser og mangel på objektivitet:

Først skete det for min fætter, tidligere i år. Mand midt i 30’øerne og gift med to børn. Nu, forladt af konen/kæresten gennem de sidste ca. 12 år. Hun havde brug for at ”finde sig selv”. I dag hører næsten den identiske historie sket for min barndomsven, der også er gift med to børn. Konen vil også ”finde sig selv”

For helvede da! Finde jer selv? Højkole og backpacking var noget man gjorde lige efter gymnasiet, og altså INDEN man fik børn. Måske skulle i have overvejet det, inden i valgte at bringe børn til verden. Ja, jeg ved godt, det er en vigtig ting i 2006, at være selvstændig, selvrealiserende og selv-meget-andet, men børn forpligter sgu’ og det har til alle tider været en kendsgerning. Eller pigerne kunne vel ikke vide, at et dameblad anno 2006 eller Sex and the City angreb dem bagfra med pointer om vigtigheden af selvrealisering og at leve uafhængigt af andre. Grrr, jeg føler med jer, gutter. At blive forladt af et par umodne tøser, der ikke kunne stå ved deres ”Ja” i kirken/ på rådhuset…en anden gang, så husk lige kondomet, pessaret, fortrydelsepillen eller lign.

Desuden: ”At finde sig selv”? Er det ikke bare en dårlig undskyldning a la: ”det er ikke dig der er noget galt med, det er mig” eller ”Vi er to forskellige steder i vores liv”? Dvs. eufemismer for ”Jeg er ikke interesseret i dig længere”.

Bitching!

Hey Gud (eller hvad du nu hedder, dig der styrer skæbnens gang)! Du finder det bare ret morsomt, hva'? Selvom jeg har nok af ting at kæmpe med, skal jeg åbenbart udfordres igen og igen OG? Ja, jeg kalder det udfordringer! For der findes jo ikke problemer? Er jeg mon sådan et lille eksperiment for dig, der skal bekræfte om Murphys Lov holder?

...og på trods af at jeg hverken tror på Gud eller skæbnen, så er det meget rart at have nogle lettere diffuse objekter, at skyde skylden på af og til. Og ja, nogle synes sikkert jeg whiner, for hvad med de sultne børn nede i Afrika, der har det meget hårdere end mig? Jeps, de har det hårdt, men de lever sgu stadig i en happy-joy-joy-glad-i-låget-tilværelse i forhold til de sultne børn i Afrika, der samtidig har AIDS, leukæmi, en incestuøs far og spedalskhed. Man kan altid finde nogen der har det værre, så jeg brækker mig over at høre den sammenligning. For man kan også altid finde nogen der har det bedre!

Ungdomshuset

Ang. konflikten i går på Nørrebro. I dag læser jeg så om en Morten Kabell fra Enhedslisten udtale sig om, at han mente, at det var politiet der var de værste syndere:

"I stedet retter han hård kritik af politiet, som efter hans mening skulle have holdt sig i baggrunden og ladet demonstranterne gå i fred fra Ungdomshuset til Christiania."

"Gå i fred"???. Måske er det bare mig der er naiv, og måske er jeg lidt påvirket af den medieskabte virkelighed, men hvor fredelige intentioner har en flok demonstranter, der medbringer kanonslag og brosten, samtidig med at de er maskerede? Det er vel næppe for at skyde nytårat ind lidt på forskud? Eller for at renovere Kongens Nytorv?
Og ja, "politiet gør bare deres job". Don't shoot the messenger. Var det ikke den flok "hipposvin" der tog sig af jer i går, så bliver det bare nogen andre. Een ting er sikker, der er ikke respekt for voldsretorik i et moderne samfund.

Robocop-"referencer" i "24 Timer"

Jeg blev for et par uger siden overrasket over at se gode gamle Peter Weller, der spillede Robocopi filmen af sammen, i et afsnit af "24 Timer. Denne gang som gennemført gemen bad guy Chris Henderson. I mandags dukkede så endnu en af personerne fra Robocop op. Denne gang, en der spillede bad guyi Robotstrømer-filmen. Nogle husker måske scenen, hvor han bliver overhældt med syre ved en nedlagt fabrikshal. Syren opløser hans onde korpus, og kort efter bliver han splattet til atomer, da hans med-bad guy torpederer ham med en bil...well, bare lige en lille anekdote, jeg ville dele med jer. To personer, dengang på hver sin side af loven, nu allierede sammen på den alt for forkerte side af loven...og moralen...

Niarn igen igen

Yessir, Niarns skive "Antihelt" er kommet hjem til mig på biblioteket, så det kan ikke gå hurtigt nok med at komme ned og hente den hjem...skal jo høre den, før jeg kan tillade mig at disse ham så meget...

Bowljob

...og så var der den ordblinde gut til festen, der stillede sig hen til punchen, da han var blevet tilbudt et blowjob...

De kendte kø-stalker mig

Hvad har Clement Kjærsgaard, Henrik Qvortrup (ham den skaldede fra Se & Hør) og Pernille Højmark til fælles?
Jeg præsterede at stå i kø med dem alle 3 i går. På en metrostation i køen til billetautomaten så jeg mig selv stående mellem en mobilsnakkende Henrik og en Clement der pga. vigtigheden af en velformuleret dialog med sin DR-kollega, formåede at øge min ventetid for at få en billet.
Nåh ja, og så kan jeg vidne om, at Krønikens Karen er almen dødelig og shopper i Netto...

"Kan du håndtere vores software?"

Jeg har på mit studiejob lige lagt en jobannonce online med indledningen "Kan du håndtere vores software?". Er det bare mig, der er vældigt perverst tænkende, eller er den sætning ikke ret meget "det sagde hun også igår"-oplagt?

Politkens læserbreve

Nogle gange bliver jeg lettere irriteret over hvor generaliserende læserbreve, Politiken tillader sig at bringe. I mine øjne, en avis med en vis saglig standard. Det er lidt som om, at jo mere politisk korrekt ens læserbrevsudsagn er, jo mindre behov er der for at argumentere.

Et læserbrev i gårsdagens udgave af Politiken brokkede sig over, at dommerne i ”Vild med dans” havde ladet en ”kluntet, lyshåret pige” pige vinde, og dermed overset, den i hans øjne, meget musikalske mørke deltager. Se, det er jo helt klart racisme! Og i en efterfølgende sætning: ”er danskerne ikke blevet klogere?”. Jeps, alle danskere er racister, fordi du opfatter en enkelt tv-udsendelse som racistisk.

Ja, det kan da godt være, at dommerne havde racistiske motiver, men alene at beskylde dem på baggrund af at din egen dansefavorit ikke vandt, er lige lovlig vag argumentation. Talentkonkurrencer dømmes vel subjektivt, og man kan aldrig forvente at alle er enige. Samtidig ved du ikke hvilke andre bedømmelsesparametre, dommerne benyttede sig af?
Jeg så ikke selv ”Vild med dans”, så jeg skal ikke udtale mig om denne konkrete episode. Jeg tvivler dog på, at havde de racistiske motiver været ordentligt tydelige, skulle TV2’s publicity-chefer nok have fået dem redigeret væk. Man kan jo tolke hvad man vil?

Hvad bliver det næste? At vi er etnocentriske nationalister, fordi vi holder med Danmark, når der er landskamp? Måske skulle man minde læseren om James Sampson, der ikke just er en blegfis og vandt ”Stjerne for en aften”*

Det kan godt være, at læserbrevssektionen skal være ”den normale danskers røst”, men læserne kan i det mindste lære at argumentere ordentligt, før de smider om sig med påstande. Endsige kunne Politiken være lidt mere kritisk i sin udvælgelse af hvilke breve der trykkes. Det er jo Ekstra Bladets niveau vi er nede på her. Om end på den anden politiske fløj.

Ovenstående anklage om generalisering var måske endda selv lidt generaliserende, men jeg har aldrig sagt at denne blog er saglig ;-)

*Eller hvad det var? Jeg har opgivet at holde styr på alle de der talentshows, men i ved hvem jeg taler om!

Dyreetisk råd

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=831124/ handler om Dyreetisk Råds beslutning om, at dyresex ikke er ulovligt, så længe dyret ikke lider overlast.

Yes sir, den kolde og tekniske jura har talt sit tydelige sprog. Hellere lade tvivlen om hvor vidt et dyr lider en overlast, der ikke er synlig for det blotte øje, komme folk med seksuelt afvigende tendenser til gode*. For dyr har jo ikke følelser, eller kan føle skam.

Citat fra artiklen:
”Vi bruger jo i forvejen dyr til reproduktion - det er helt almindeligt accepteret, at dyret ikke lider overlast ved at være avlsdyr, forklarer Peter Sandøe.”
(Peter Sandøe er Dyreetisk Råds formand)

Ja, men til avl er det for helvede omgang med dyr af samme art der bruges!

Et andet sted i artiklen:
”- Jeg mener, at det vigtige og grundlæggende princip om, at seksuelle minoriteter må gøre, hvad de vil så længe at det ikke skader andre, ville lide skade ved et totalt forbud mod dyresex. Det er det princip, vi har haft i vores seksuallovgivning siden 1930, hvor vi ophævede forbuddet mod en lang række andre seksuelle aktiviteter, siger Peter Sandøe.”

Yes, den er god, Peter. Hvad så med hensynet til en anden minoritet, nemlig de nekrofile? På trods af at det er svært for et lig at føle skade, overlast, skam eller andet dårligt, må man stadig ikke kneppe en afdød.
Eller hvad med hypotesen om den pædofile, der har lidt blid sex med en hjerneskadet knægt, som i kraft af sine manglende hjernefunktioner ikke kan føle hverken skam eller danne traumer? Den pædofiles gerning er stadig ulovlig.**

*:Tak M
**:Tak T

Sproglige guldkorn fra de voksne børn

Af og til læser man citater fra børn. Små naive guldkorn, man kan klukke lidt over.

Men de ældre generationer kan levere mindst lige så gode indslag.

Fx. da min mor i dag spurgte: "Synes du jeg skal anskaffe mig sådan en MGP-afspiller?"...
Jeps mor, en afspiller der kun spiller Melodi Grand Prix-sange er lige sagen

...eller da en kvindelig kollega engang sagde; "Det computerspil har vildt god grafitti"...

Der er sikkert flere hvor de kommer fra. En vovet konklusion er dog "Kvinder og teknik, tsk tsk"

Technorati testetag

Dette er bare en test...bær over

[Skoletasker Bævere]

Terapiform

En god måde at lege lommeterapeut på for andre på, er ved at få dem til at lege lommeterapeut for én selv, da det dermed får dem til at føle mere overskud. Ideelt set

Hvad er odds'ene

Hvad er oddsene for, at to af de film, jeg har stået i reserveringskø til på mit bibliotek i noget der ligner mindst et år, bliver det endelig min tur til at låne, et par dage efter jeg så dem begge (dvs. faldt i søvn til den ene, da det var meeeeget sent) på min skoles videomarathon forleden?

Sexistisk pissoir?

Denne type af pissoir har vist fået klager andre steder (billedet her er taget på cafeen Bankeråt)

Bankrøveren ZepJeppe

TV2 og deres uholdbare slogans

Det er bemærkelsesværdigt, at TV2 spiller på konkurrenceparameteret ”En god film uden afbrydelser”, når de afbryder rulleteksterne (der ofte viser fraklip og andet godt fra posen), for at reklamere for deres egne kommende programmer.

Den optimale verden for en nødhjælpsorganisationsfrivillig

Der findes ikke problemer

Man hører af og til folk sige noget i retning af ”Lad være med at gøre det til et problem, for det er ikke et problem” og noget i den stil. Men hvornår er så noget et problem, og hvem skal bedømme det? For i og med, at man gør noget ”problemfrit” til et problem, vil det nødvendigvis også blive til et problem? For som jeg ser det, er et problem bare en konstruktion. En tolkning af en given situation. Af den pessimistiske slags vel at mærke. For de optimistiske ville måske tolke den samme situation som en udfordring eller en glæde, for lige at gøre det lidt firkantet.

F.eks.: man bliver omringet af 12 bevæbnede bandemedlemmer, der truer dig til at udlevere dine værdier. De fleste ville nok tænke: ”Shit, vi har et problem”, men den optimistiske…eller nej, nok nærmere den hyperoptimistiske ville tænke: ”Hey, her er en mulighed for at få nye venner”.
Den der tolker situationen som et problem, gør det muligvis pga. frygtsomme tanker om et længere ophold på skadestuen og en mistet mobil. Dette ser den hyperoptimistiske som en positiv ting, da han dermed kan holde fri fra arbejdet de næste par uger med god samvittighed, og kan score sig en god sjat forsikringspenge pga. den mistede mobil...og evt. de mistede tænder.

Groft sagt kan man sige: Der findes ikke problemer. Der findes kun pessimistiske tolkninger af virkeligheden.

Welle:erdball

Koncert på rust

Test

Sites Linking Here

Min egen meme

Memes er et begreb der florerer i bloggersfæren og fungerer som en slags kædebrev med et par spørgsmål, hvor kun fantasien sætter grænser (i hvert fald min fortolkning af reglerne). Man svarer på spørgsmålene og sender så stafetten (eller tagger, som det hedder i blogsprog) videre til nogle andre udvalgte bloggere, der så sender den videre osv.
Jeg vil nu være original og starte min egen. Derfor:

1: Hvad står øverst på din ønskeliste til jul? En lejlighed i Kbh C
2: Hvem er din favoritperson i Matador? Oberst Hachel
3: Nævn et blæret fremmedord? Sensorisk deprivation…det har da en unik klang, ikk’?
4: Hvad var din senest købte cd? Tja, jeg købte ikke, men fik Deftones nye ”Saturday Night Wrist” i fødselsdagsgave
5: Hvor mange dage siden er det, du oprettede denne meme i forhold til da det blev startet, som er 15. november 2006 - 0 dage

Jeg tagger Cirkusprinsesse , Frøken Roesen, Morfar og Ulla

Husk at henvis til den der har tagget jer

Undervurderet virkning

Hvis der er noget, der i mine øjne virker undervurderet, er det betydningen af en uopfordret henvendelse fra én ven, veninde eller anden der står én nær. En sms, en mail eller et telefonopkald. Man behøver ikke engang have noget bestemt på hjerte. Henvendelsen i sig selv er rar.
Bare en strøtanke om hvad der let kan varme og være med til at lyse ens hverdag op, nu hvor der er udsigt til mørke og kulde de næste par måneder…

En ubetydelig lille handling med en betydelig virkning…

Et scenarie

Et sted sidder bedsteveninderne Anita og Charlotte:
Anita: ”Ihh, Danny det svin slog op i går, hulk hulk”
Charlotte: ”Åhh, skat, det er jeg ked af at høre…men ved du hvad!? Det er hans fejl, det er ham der ikke ved hvad han går glip af!”
Anita: *ser et lys*: ”Ja, du har ret, søde! Han smider guld på gaden, den blinde idiot!”

Et andet sted sidder de gode venner Casper og Erik:
Casper: ”Jeg er sgu’ lidt nede. Nu har jeg prøvet i flere uger, at flirte og lægge op til Anita. Men jeg er luft for hende. Suk!”
Erik: ”Nahh, fuck hende, dude! Det er hende der er blind. Hun ved sgu’ ikke hvad hun går glip af!”

Et tredje sted sidder et andet vennepar:
Frederik: ”Hvordan går det med kærligheden?”
Danny: ”Ikke godt. Jeg måtte gøre det forbi med Anita i går. Jeg prøvede virkelig at finde hendes kvaliteter, men hun irriterede mig i længden!”
Frederik: ”Kedeligt at høre, men jeg er sgu’ sikker på at du har gjort det helt rigtige”

Dektor

Leveret frit fra

Nåh, er i trætte af at jeg fylder min blog ud med random billeder taget med min nye smarte Sony Ericsson K610i? Det er jo lidt sjovt, og svært at lade være, og jeg gider ikke lave en moblog...eller måske? Synes min musiksmag qua last.fm er vigtigere

Jeg har på min kandidatuddannelse pt. et modul der hedder Informationsformidlingsteori. Det er sgu' ganske i orden. På trods af de meget videnskabelige tekster, der præger pensumlisten lader jeg mig ikke slå ud. Må indrømme, at jeg på trods af den "varme" og personlighed jeg savner i læringslitteratur, så tænder det også lidt i mig, at det er så hardcore og præcist. Jeg agter selv at aflevere en modul-opgave, der er helt blottet for personlighed, der bare er knivskarp som en...øhh, kniv!...

Og ja, meget apropos, så skal opgaven handle om dette her. Nemlig blogs. Mere konkret skal emnet være "forskerblogs". Det er jo også en slags formidling der foregår via denne nye form for videnskanal. Omend mere uofficielt end gængs forskningskommunikation. Og for at leve os ordentligt ind i projektet, har min projektmakkerinde og jeg selv oprettet en "forskerblog" til formålet...

Næste lørdag er der igen møde i musikklubben Resonans. Temaet er denne gang "Girl power". Bare rolig, ikke noget med at vi skal sidde og begræde Spice Girls opløsning i sin tid, men i stedet komme med hver vores bud på gode kvindelige sangere. Jeg har pt. 9 kandidater. Dvs. 4 jokere in case of sammenfald...

Nu vil jeg snart spise. Skal have pita-brød (en spontan idé jeg fik, da jeg brugte lidt mere end 5 minutter nede i Fakta tidligere i dag), og bagefter forberede case til skolen om Journal Impact Factors og deres brug i forskningsevaluering. Senere er det vist tid til Matador. Jeg har fundet ud af, at Oberst Hachel kandiderer stærkt til at være min favorit

Rock din blog

Die dumme danen

Sorte

Sorte - mine forældres kat. Ja, indrømmer at jeg er en catperson...

Nin

Måske den bedste fødselsdagsgave...(selvom jeg betalte den selv)

Kierkgegaard omvendt

Forventningens lede er altid den værste

Til fælles

Hvad har Fru Fernando Møhge (jf. lørdagens afsnit af Matador), Kurt Thorsen og undertegnede til fælles?

PS: ligheden er ikke, at vi er alle lige høje, hvad enten vi sidder i kørestol eller står oprejst

Strid, du må ikke svare!

Ændrede lyttevaner

Jeg har lige fået to eksemplarer af den nye Deftones-skive "Saturday Night Wrist". Det første der sker, her anno 2006, når jeg får en ny cd, er at smide den ind på computeren. Af to grunde: der er så dejligt mange muligheder for shuffling og playlister og andet nørdet lir ved mp3-afspilning. Noget jeg altid har savnet ved de dersens old school cd-afspillere. Det andet er, at min cd-afspiller efterhånden har set bedre dage (den runder 8 år i disse dage), så når jeg for tiden vælger at være gammeldags og smide en cd på afspilleren, hakker den big time blot man trækker vejret.

Selve cd'en har dermed ikke ret megen nytteværdi, hvorfor omslaget er det eneste "funktionelle" tilbage. Og med de ændrede lyttevaner jeg har fået, hvor jeg alligevel sidder foran pc-skærmen og leger dj, er det jo meget nemmere, lige at google albumoplysningerne end at finde cd'en ned fra hylden. Næhh, det var ikke lige som gamle dage, når jeg havde anskaffet mig en ny cd: jeg elskede at sidde at glo i de velduftende papiromslag, læse teksterne, dyrke layoutet og læse taksigelserne alt imens jeg konsumerede Harboe colaer og popcorn (eller Erdnuss Flips...mmmm, Erdnuss Flips).

Politikens Minus-liste

I mangel på evnen til at finde på noget originalt at skrive denne lørdag, vil jeg lige citere Politikens "IByen"-sektions "Listen" under "minusser":

Ølpremiere
J-dag
Definitionen på "dansker" må være "et europæisk folk, der uvist af hvilken årsag helligholder dage, hvor øl kommer på dagen". Og så lige den skodagtige julebryg.

Jeg stemmer SÅ meget i!

Guitarundervisning

Runke som guitarunderviser

Jeg er begyndt at glæde mig til april...

nine inch nails are plotting an April release date for their upcoming new album. No word yet on when the groups previously-announced live DVD outing "Nine Inch Nails Live: Beside You In Time" will see a release.
Fra ThePRP

Hvis dette rygte holder, bliver der endnu mere grund til at se frem til april, hvor selvsamme band gæster Vega...

Jeopardy – Kategori: ”Whinere”

Til 100 kr.
Svar: Hvem er Niarn?
Spørgsmål: Dansk rapper, der har haft to radiohits i træk med samme uhh-det-er-så-hårdt-at-være-mediestjerne-tema?

Min skærm

Min skærm

Ordkløvning

Pudsigt, at det kun er et "e" der adskiller "belæst" fra "blæst"...

Folks iagttagelsesevne

I dag i kantinen på mit studiearbejde spurgte min kollega mig ”hov, har du fået ny frisure?”. Og ja, det havde jeg…FOR ET HALVT ÅR SIDEN!...Har nemlig siden maj dyrket gratismodellen med trimmeren og holdt længden nede på mellem 2 og 5 millimeter. Så hvordan det lige pludselig kan virke som en nyhed for en kvinde der har set mig mindst 2 gange ugentligt, er mig lidt en gåde. For der er altså ikke fordi der er så mange frisurevariationsmuligheder når man har så kort hår
Omvendt kunne det jo være, at hun havde en nanoskarp iagttagelsesevne, der kunne se, at mit hår var en kvart millimeter længere end sidst hun så mig.

Stockholm

Fra fredag til søndag var der roadtrip og Stockholms-besøg på agendaen. Morten og Peter og jeg skulle op og besøge Rasmus Batling og Stigmarta Marta. Det skal dog siges, at det ikke var de to kendte og folkekære TV2-mongoler Morten og Peter, men bare to helt ukendte, og ikke særligt kære mongoler.

Med en fancy GPS blev vi dirigeret fra København SV til Stockholm i Peters gule Fiat Brava. Et hyggeligt roadtrip med Nephew og Die Dumme Dänen på repeat (mest pga. dovenskab der gjorde at vi ikke gad skifte) og grobund for en masse morfar-jokes om mig, da jeg ikke holdte min forkærlighed for krydsord og kaffe tilbage. Ja, så har man set det med. Fordi man ynder at blive intellektuelt udfordret, og ikke er hoppet på den mere caffe latte-rigtige Sudoku-bølge, berettiger det folk at komme med vitser om pacemakere, rollatorer og gebisser. Tsk tsk.

Vel ankommet til Rasmus og Martas 1.værelses åbnedes de første par dåseøl og der hilstes på Skinny Kitty/ie, der majestætisk havde base øverst på en reol. Pga. Sveriges restriktive alkohol-politik var Rasmus egne dåseøl kun med en procent på 3,5%, så vi takkede os selv for at have husket et par rammer Slots Pilsner.

Efter lidt flere øl, lidt pizzamad fra den lokale grill, en masse hård EBM og Noise-musik og et par sip af en rød stærk alkohol på 70% bevægede vi os mod stationen. Om svenskere generelt er større affaldssvin end danskere skal jeg ikke kunne sige, men spredte bunker af gratisaviser havde en tendens til at udgøre det for perrongulvet. På trods af store affaldsspande, der netop var dedikeret til gratisaviser.

Planen var at besøge spillestedet og natklubben Anchor, der nok bedst kan beskrives som en pendant til Københavns The Rock, hvor der bliver spillet hård rock og metal. Ofte fra 80’erskuffen. Der er indført rygeforbud på alle svenske beværtninger, så udenfor stedet stod en kødrand af mennesker, der måtte fortrække til kulden for at styre deres nikotintrang. Jeg har selv fest/selskabs/hyggeryger-tendenser, så jeg er lidt ambivalent ved denne beslutning. Jeg kan generelt godt lide en smøg til en stor fadøl og hygge, og da der dette var på programmet virkede det lidt underligt, at man ikke bare kunne tænde sig en smøg som man er vandt til i lignende situationer. Men bestemt er rygeforbuddet den mest rigtige beslutning.

Vi fandt os et bord oppe på balkonen, og nedenunder linede et band op til at spille. Vi kunne fra balkonen ikke se dem, men musikken lød som 80’er-pikrock, så jeg forestillede mig en flok knægte med svenskerhår og læderbukser. Efter at kunne genkende tre Europe-numre, konkluderede jeg lidt at der var tale om et slags cover-band, der havde fået en tjans på spillestedet.

En trist ting ved det svenske byliv er at næsten intet er åbent efter kl. 3, så vi blev geleddet ud, mens størstedelen af publikum stadig var festklare. Morten og Peter gad ikke hjem, men det gad Rasmus og jeg, så efter en taxatur, en natburger og en bustur med ca. 40 km. i timen kunne jeg smide mig på mit liggeunderlag. Træt som den morfar, jeg var blevet døbt til at være.

Lørdag formiddag gik med at stene og se svensk madlavningsprogram i TV. Derefter ind til centrum og lege turister. Globen blev rundet og derefter lidt spontant cruisen rundt, hvor vi bl.a. så Sthlm (den fancy forkortelse af Stockholm) oppe fra højere niveauer og stedet hvor Olof Palme blev skudt i 1986. Rasmus og Morten provianterede et par halvliters 3,5%’ere som Peter nægtede at drikke, da han ville optimere sin brandert. Og det gør man ikke med så store mængder med så lidt procenter i.

Ved aftentid hookede vi op med Marta, der var blevet færdig på sit job i en svensk afdeling af InWear. Vi fandt et sted at slappe af i benene og slukke tørsten. Et fancy sted med en strip pole, men fravær af stripper. Til gengæld et par 16-årige piger, der lige skulle demonstrere deres biseksualitet eller manglen på samme, ved at stå og over-smooche hinanden. Desuden var musikken meget varieret. Vi hørte både The Presidents of the United States, System of a Down, The Presidents of the United States og System of a Down de par timer vi var der.

Videre mod Vampire Lounge hvor indretningen var stilistisk indrettet i vampyr-koncept med edderkopper, og andet, der fik en til at føle man var på besøg i en light-udgave af Transylvania. Desværre spillede musikken ikke helt sammen med resten af konceptet, da vi lagde ører til musik som min forældres generation sikkert har danset kinddans til bal i 60’erne. Et par fancy drinks og fadøl blev indtaget, mens vi morede os med ulødige ordlege over bynavnet Tarm…håber der var én der tog referat, for der var et par guldkorn i blandt.

Grundet aldersgrænsen på 23 år, der udelukkede nogle lidt yngre svenske veninder, satte vi kursen mod en nærliggende bar med en lidt mere fleksibel aldersgrænse.
Jeg fik flashbacks til TV3’s hedengangne reality-tv-satsning ”Baren” fra 2001 da stedets aggressive belysning mest af alt mindede om en filmoptagelse og der ikke var musik. En øl og et par snapshots med Mortens digicam og vi var videre. For endnu en gang præsterede vi at holde ud til stedet lukkede. Var det ikke fordi at uret kun vidnede om 01-tiden, fik man unægtelig et indtryk af sig selv som en hardcore-bygænger.
Jeg fik i øvrigt øje på en gut med en størrelse, der ville have fået Mini-Me fra Austin Powers-filmene til at fremstå som alfahan

Derefter argumenterede Rasmus for at vi skulle ende natten på Grottan, som var en natklub for det svenske goth-miljø. Stedet krævede dog medlemskab, men da det virkede lidt omsonst for et par danske turister at melde sig ind for at være der en enkelt aften, var de large, og lod os betale en normal entré. Til tonerne af Joy Division, Depeche Mode og andet godt fra de sorte 80’ere mængede vi os med de sortklædte, hvor eyeliner, touperet hår og sort neglelak kunne fungere som en del af dresscoden. Peter behøvede dog ikke style sig op for at føle sig hjemme, for han er så goth, at han er født med eyeliner…eller også havde han bare naturligt meget mørke rander under øjnene.
Her fik vi dog heller ikke lov til at blive længe, hvilket stemte meget godt overens med min voldtrætte krop, der bare ville sove, så vi var et par stykker der tog en taxa hjem med en højlydt diskussionslysten chauffør. Rasmus’ gæstfrihed resulterede i at et par ”goth’s” blev inviteret med hjem til efterfest, så disse crashede stedet, efter jeg var faldet i søvn. Vildt nok, formåede jeg stort set at sove fra larmen.

Søndag formiddag lignede lørdag formiddag, dog med et par ændringer. En efterfestgæst med manglende manerer havde valgt at lægge en pubæ på badeværelsesgulvet, og derefter forlade etablissementet, så han ikke kunne få sin straf. Et andet syn der har brændt sig fast i min nethinde var goth-typen, der havde crashet på gulvet. Med sit lange sorte hår og hvide skjorte med flæser, lignede han mest af alt en aristokrat fra gamle dage. Dette billede krakelerede dog lidt, da man så det nedre af ham. Der havde han nemlig bodystocking på og frække lange strømper. Hvis i kan huske den der leg, man lavede da man var barn, hvor man delte et papir op i tre og tre personer og skulle henholdsvis tegne, hoved, overkrop og underkrop, uden at se hvad de andre tegnede, så var han et meget godt eksempel på hvordan sådan en tegning kunne have set ud i virkeligheden.

Efter Martas lækre rørægsmorgenmad var slugt, lidt Red Warszawa-tekster var blevet lyttet og analyseret (!?) og weekendens indtryk blev fordøjet, vendte tre trætte og oplevelsesmættede drenge næsen (og Fiat Brava’en) mod syd…

Billeder i galleriet, og senere endnu flere på Pislings side.

Ungdomshuset

Hvad skal vi gøre med det der Ungdomshus?

Fluesmækker - en ny definition?

Kan man kalde en person for en fluesmækker, hvis han er en flueknepper, der har hang til blid S/M?

(R)eden

Mit arbejde ligger på Vesterbro, i nærheden af de socialt belastede kvarterer, hvor prostition, junkiemani og alkoholisme er øverst på dagsordenen. Når jeg cykler hen over Halmtorvet, plejer jeg at have udsigt til værestedet ”Reden”, som huser og hjælper omegnens prostituerede. Det ligger på et hjørne af Gasværksvej og en anden vej. Da mit syn i morges opfangede stedets navn, var udsigten til R’et i navnet blokeret, så jeg læste stedets navn som ”Eden”. Et tilfælde? Eller en eller anden form for skæbne eller iagttagelse jeg mon skal lægge noget dybere i?

Græsset er grønnere på den anden side...

Græsset er altid være grønnere på den anden side. Det er let at farve gamle minder lyserøde og glade end de oprindeligt var, da man oplevede dem. For minder foregår kun i hovedet, og med lidt filtrering og selektiv hukommelse, kan de let blive en rørende og varm film. Ens fantasi vil altid overgå virkeligheden...

FCK og racisme

Ifølge denne artikel har FC København anmeldt en fan for at stå bag klistermærker med ordlyden "FCK fans mod muslimer"

Lidt sjovt at det sker i en klub der i folkemunde har kælenavnet "De HVIDE løver" (min fremhævning).

Ok, lidt en ordkløvende og overfortolkende iagttagelse, men i disse ekstremt politisk korrekte tider, er det vel ikke skudt helt ved siden af?

Travlhed

Det er ikke fordi jeg lider af en decideret skriveblokade for tiden, men har bare mere travlt end sædvanligt. Og lidt manglenede overskud
Mange af mine indlæg er skrevet, mens jeg er på arbejde. Vel at mærke, når der er lidt lavvande med hensyn til det at have noget at lave. Pt. er her dog jævnt travlt, og de små korte pauser jeg kan tillade mig at holde, er ikke nok til at skrive de dybere reflekterende blogindlæg.
Det er derfor ikke fordi jeg ikke har ting på hjerte. Jeg har flere emner jeg ønsker at behandle the Runkedor-style (hvad end det så er for én?). Arbejdstitler på kommende indlæg: ”Smag og behag” og ”Den sproglige indoktrinering”…

Husk også, at kommentarer er særdeles velkomne, og en ekstra motivationsfaktor for at holde mig kørende...i er min dynamo! Jeg har i øvrigt fjernet ord-verifikationsdimsen ved kommentarfunktionen, da den vist var til mere besvær end gavn...

Tjøss

Flickr

Jeg har uploadet et par billeder på mit Flickr-billedegalleri...

Målet skulle gerne være at have en lidt mere jævnlig uploadningsfrekvens fremover...bare til de nysgerrige ;-)

Rygeres hensynsløshed

Det er måske en slidt, gammel debat, men here goes:

Den anden dag var jeg forbi et pizzeria for at hapse en nr. 29 (kylling og bacon) med tilføjet fetaost. Det slog mig, at i disse sundhedsfascistiske tider med rygeforbud, eller i det mindste afgrænsede rygearealer, at der stod askebægre på samtlige af pizzeriaets borde. Dvs. en invitation til at det er ok at ryge. Ved ikke om det er fordi at pizzeriaets ejere, der stammer fra mere sydlige himmelstrøg har et mere afslappet forhold til røg end os fanatiske sundhedsidealiserende danskere.

Anyway, på trods af at rygning er tilladt på pizzeriaer er det i mine øjne helt okay hvis rygerne alligevel aktiverer deres situationsfornemmelse og hensynsfuldhed og venter med at ryge til de er ude af pizzeriaet. Nogle folk vælger at konsumere deres købte mad på stedet, og de færreste spisende kunder finder det vel rart at blive generet af røg. Endsige køkkenet hvor maden bliver lavet, som jo i de fleste pizzeriaer er helt åbent. Og dermed mere modtagelige for røg. Pizzeria-ejerne er måske selv ligeglade, ellers ville de vel ikke stille askebægre frem.

Men det er et spisested for christ sake, og selvom man ikke decideret bryder reglerne, er det tilladt at tænke selv og bruge sin situationsfornemmelse. Jeg går jo heller ikke ud og knepper en ged hvis jeg skulle få lyst til det. For det er i princippet stadig lovligt. Desværre, men det er en anden snak.

Omvendt kan man sige at, hvis man ikke kan lide lugten (i bogstaveligste forstand) i bageriet kan man bare smutte. Så er det bare for pizzeriaet at opgøre, hvad der er mest givtigt for dem. Lave rygeforbud og miste rygerkunder, eller omvendt: vinde flere ikke-rygende kunder.

Ovenstående adfærd fik mig til at tænke. Når man som disse rygere, udviser dette, i mine øjne, konkrete eksempel på situationsfornemmelse, kan der så siges noget om dem generelt? Altså hvis de ikke evner at tænke så langt at røgen kan genere andre, og vente de 5 minutter til de er kommet ud af pizzeriaet med at tænde deres smøg. Eller endda evner tænker så langt, men så egentlig bare ikke tænker på deres medmenneskers velbefindende. Er det mon så også et problem i andre facetter i deres adfærd? Altså er de også situationsfornemmelses-manglende på andre områder?

Last.fm

Som man kan se ude i højre side, er jeg netop hoppet på last.fm-bølgen. Som en bibliotekarisk musik- og community-elsker var det oplagt at oprette sig som bruger af denne side.
Konceptet er, at man opretter sig som bruger og installerer et lille program. Dette program ”samarbejder” med ens musikplayere (WinAmp, Mediaplayer, iTunes fx) og registrerer hvad man hører. Dermed bliver der automatisk generet nogle charts og statistikker over ens musiksmag. Fx top 10 over den seneste uges mest afspillede kunstnere eller hvad der senest er hørt af numre.
Disse charts, der er dynamiske og opdateres jævnligt (alt efter hvor tit man hører musik på computeren) kan fx integreres på ens blog eller hjemmeside. På denne måde bliver musiske ”Hvad hører du for tiden?”-diskussioner gjort meget lettere. Man siger bare. Kig på min last.fm-profil og vi kan tage den derfra.
Siden har derudover en lang række fancy features. Til inspiration kan man fx let finde musikalsk ligesindede og se hvad de ellers hører og man kan finde bands, der ligner ens yndlingsbands. Alt sammen info der automatisk er genereret på baggrund af en lang række brugeres lyttestatistik.
Jeg er stadig helt ny bruger, så jeg er ikke helt inde i alle features’ne, men der er også en funktion der hedder ”Neighbours”. En funktion der, der gør at programmet automatisk finder andre brugere, hvis musiksmag i høj grad matcher ens egen.

http://www.last.fm/user/Skaugir/

Note to self: husk at slukke programmet når jeg bruger en af mine playere til at se porno. Og afspil Shu-Bi-Dua, Big Fat Snake og Bamses Venner på mit gamle stereoanlæg.

Biokemi

Hvis man nu scorer på en bif-date, kan man så tale om at der er god biokemi?

Rødvin

Forleden blev jeg belønnet med en flaske rødvin på mit studiejob. Min chef syntes åbenbart at os studentermedhjælperes indsats ugen forinden havde været lidt ud over det sædvanlige. Jeg følte bare jeg havde gjort mit job som jeg burde, men takkede da ikke nej.

Men hvad er det lige med at give én eller flere flasker rødvin som gave? Det er åbenbart sådan en universel gave der i flæng bliver givet til fx fødselsdage, jubilæer, årsgaver og ved ekstraordinære arbejdsindsatser. Er det sådan lidt ”Vi aner ikke hvad personen ønsker sig, så vi kan altid komme med en flaske rødvin”. Penge er lidt for upersonligt, men nok den eneste universelgave som alle kan bruge. Så hvordan er den tradition med give rødvin opstået? Det er vel ikke noget som alle drikker. Og disse politisk korrekte tider, er det da meget let at tolke sådan en gave som en tilskyndelse til alkoholisme.

Bevares, jeg siger ikke selv nej til et glas ved en given social lejlighed, men de rødvin jeg har fået foræret i tidens løb, er begyndt at hobe sig op. Så næste gang, bare giv mig pengene i stedet. Eller chips eller dåsetun for et tilsvarende beløb. Jeg køber selv en billig vin i Netto, hvis der er behov for det. Ville desuden heller ikke kunne smage forskel.

”Mormors hønsesalat”

Der kører af og til en reklame for Carlsberg i TV. Det er den der ”Vores Øl”-serie (mmm, kolde øl *Homer-savl*) hvor en rundt-om-Søerne-joggende Lars Kaalund med lækkert hår bliver lokket af sine naboer til at få en bid mad med. Nabodamen taler smukt og flatterende om de madretter de kan lokke med, og bl.a. kommer sætningen ”…og Mormors hønsesalat”. Med en hentydning i stemmen om, at hønsesalat lavet af mormor er det rene guffeligufnamnam! Men siden hvornår er det, at madretter med mormors signatur har stået i så høj kurs? For det er ikke første gang, at jeg hører folk med savlende hængende ud fra mundvigen, berette om madretter lavet af deres mor/far/bedstemor.
Er det at mormor (eller farmor/bedstemor) har kreeret en madret, et kvalitetsstempel i sig selv? Er mormor bare et gastronomi-objekt, hvis evner begrænser sig til køkkenets fire vægge? Hvorfor er det så let at forbinde bedsteforældre med ting der konsumeres? Jeg er selv god til det. Når jeg tænker ”farmor og farfar” popper der først et billede op af varm kakao og ostemadder. Dernæst er det andre ting som Anders And-blade og sommerhusferie der træder frem.

Men ellers skal jeg ikke kunne sige det, da jeg aldrig har oplevet en mormor. Jeg har dog aldrig klaget over de hønsesalater som Fakta har forsynet mig med.

Komikeren Anden illustrerer det vist også meget godt fænomenet i sit show ”Tal for dig selv”

Hauw

I morges tog jeg mig selv i at sige "hauw" til en kollega. Den sære fonetiske ordsammentrækning, der opstår, når man stadig er lidt mandagstræt og midt i hilse-seancen ikke kan beslutte sig om man vil sige "hej" eller "dav"

110%'s bekymringer

How sweet life would be
If I could be free
From the sinner in me
Depeche Mode: "Sinner in me"

Kender i det, når man har een af disse bekymringer der i en rum tid, fylder ALT i ens tankevirksomhed? Dvs. een af dem, hvis der altså er hold i bekymringen, kan være fatal for ens fremtid, og i værste fald, liv. Fx. mens man venter på svar på sin HIV-test eller karakteren på den adgangsgivende eksamen, som man frygter man vil dumpe. Bondeangeren og fortrydelses-tankerne fylder alt, og på trods af ens påståede ateisme, tager man sig selv i at bede til højere magter og love, at man fremover vil forbedre sig på alle leder og kanter, hvis heldet bare vil være på ens side. Man har en idé om at livet ville være perfekt, hvis bare denne ene bekymring blev elimineret.

Dagen kommer, hvor man får det skæbnesvangre svar, som heldigvis (i mit tilfælde i hvert fald) oftest bærer præg af, at ens tunge bekymringer var ubegrundede. Man føler i et øjeblik en lettelse, der nærmer sig levitation. Følelsen er dog for det meste kortvarig. Livet bliver ikke meget mere perfekt (kun i øjeblikket hvor man leviterede), som man troede, mens man var plaget af tankerne, og alle de løfter man aflagde til de højere magter glemmes hurtigt. Man bliver hurtig forvænt.

Overskud vs. overhensynsfuldhed

I takt med mit af og til dårlige selvværd har jeg måske haft (eller har?) en tendens til at være lidt af en pleaser. En behagesyg sjæl der lod egne behov komme i anden række for at tilfredsstille andres først. Eller har jeg? For kunne det ikke lige så godt være, at jeg bare havde et kæmpe overskud? At jeg pga. min fleksibilitet let kunne lade andres behov komme frem, uden at det var nedbrydende for min personlighed. Det er i hvert fald nogle gange svært at skelne mellem overskud og overhensynsfuldhed.
Jeg ved dog, at jeg elsker at kunne hjælpe mine venner, bekendte og kolleger, hvor jeg er i stand til det. Det giver mig et kick at vide at man har gjort noget, der har en positiv effekt i deres verden. Og så længe man gør det på ens egen præmisser. Altså at man siger nej, fordi der vitterligt er noget andet der kommer først. Jeg er dog sjældent så travl eller vigtig, at jeg ikke kan træde til, hvis der er behov for min hjælp. Så er det et tegn på at være overhensynsfuld eller at have overskud?

Man kan måske dybdeanalysere sig frem til, at min trang til at være hjælpsom trækker meget stærke veksler til mit pleaser-gen. At jeg ubevidst er bange for at miste venner i en eller anden grad, hvis jeg siger nej. Og for ikke at nedbryde mig selv, bilder jeg mig ind at det er overskud og fleksibilitet, og at jeg ikke har problemer med at sige ”nej”. Giver det mening?

Et andet eksempel er folk der aflyser samtaler. Det skal der selvfølgelig være plads til, men af og til oplever jeg personer, der aflyser med en undskyldning, som jeg, hvis jeg var i personens sko ikke ville finde som gyldig aflysningsgrund.
Jeg har evt. tænkt: ”Tag dig dog sammen” eller ”få styr på dine prioriteter” eller noget i den retning. Men er som oftest endt med at godtage, hvad jeg ellers ville opfatte som en dårlig undskyldning. Netop fordi at jeg jo heller ikke lyst til at brænde broer ved at gøre mig til dommer over andres situation. Så hvornår er det ok at være ikke-forstående i sådan en situation og ikke acceptere undskyldningen? Og så er der jo også altid den faktor, der hedder manipulation som nogen bruger for at retfærdiggøre en aflysning eller forkert prioritering. Men det er forhåbentlig en undtagelse snarere end det er en regel, og siger vel mest om dem der benytter sig af det.

Jeg lever (eller prøver i hvert fald) lidt efter princippet: ”vær mod andre, som du vil have de skal være ved dig”, og det indebærer bl.a. det at prøve at være forstående for folk, og deres forskellige bevæggrunde. Ligesom jeg håber at folk prøver at sætte sig ind i mine bevæggrunde og svagheder, før de dømmer mig.
Vi har alle nogle forskellige handlingsmønstre, baseret på vores livshistorie. Jeg forsøger, naiv og godtroende som jeg kan være, at se bag disse. Dvs. at jeg, inden jeg dømmer, hvad der udadtil virker som en usympatisk handling, prøver jeg at være forstående over for de bevæggrunde der ligger bag. Sjældent er der jo decideret onde intentioner bag.
Så er det overskud eller overhensynsfuldhed? Eller bare barnlig naivitet?

Nu skal jeg nok stoppe med at være hellig. Næste indlæg prøver jeg at gøre selvironisk.

Sex

Bør jeg evt. begynde at blogge om sex?

Vil det tiltrække nye læsere? Men evt. også skræmme andre væk?

Lidt mere frit fra leveren

The Knife
Det lykkedes mig at skaffe billet til The Knifes ekstrakoncert den 17. oktober. Jeg slap endda for billetkaoset, da jeg havde et forspring qua min ventelisteposition til den oprindelige koncert. Et par dage efter modtog jeg dog to billetter med posten på trods af, at jeg kun var faktureret for én. Man kunne håbe at Billetlugen havde kvajet sig, og jeg dermed kunne afsætte billetten for en plovmand (efterspørgslen til ekstrakoncerten var også ret stor, og billetterne blev revet væk). Men Billetlugens billetter fungerer ved stregkoder, og da de to billetter har samme stregkode, ville jeg kunne ende med at snyde mig selv, hvis jeg solgte den.
Ser frem til koncerten og se what the fuzz is about. Det er nemlig ikke et band jeg har dyrket meget, men ved nogle kulturelle fænomener dropper jeg lidt min ”Døde fisk svømmer med strømmen”-holdning, og hopper med på bølgen. Anyhow, det The Knife-musik jeg indtil videre har lagt mine tinnitus-befængte øren til, har helt klart potentiale.

Requiem for a dream
Forleden lod jeg mine øjne udsættes for et filmisk mesterværk, jeg burde have set for længst: ”Requiem for a Dream”. Alene temaet stofmisbrug og prettyface Jared Leto og Jennifer Connely burde have været grund nok til at jeg så den i biffen, da den kom frem. Sidstnævnte, en smukling, som jeg i den grad ønskede mig som storesøster, da jeg som mindre havde ”Labyrinten til Troldkongens Slot” på Top 2 over yndlingsfilm (Den anden var ”Valhalla” ). Filmen (altså ”Requiem…”) var frækt filmet, gode overgangssekvenser og gode skuespilpræstationer. En dejlig anti-lyserød fortælling om menneskers triste skæbner, en masse kant og grænseoverskridende scener. I like!

30 Seconds to Mars
Apropos prettyface Leto, så har jeg lige lånt hans bands 30 Seconds to Mars’ seneste ”A Beautiful lie” på biblio. Den er efter et par gennemlytninger ikke helt på højde med debut’en, men Leto’s stemme er stadig lige så smuk som hans ansigt. Jeg vurderer den til at få lidt playlistetid på min laptop hvor efter den forsvinder ud i glemslen som så meget andet.

Impulsstyret Runke
Jeg har overvejet at være lidt mere impulsagtig på forskellige leder og kanter. At leve lidt mere i nuet, og lad være med at dvæle ved fortiden og bekymre sig om fremtiden. Dvs. på en måde, uden at det er til skade for mine omgivelser (eller mig selv, ikke mindst). Den smukke balancegang mellem impulsstyret og kontrolfreakish. Hov, jeg lyder jo næsten som en kvinde!

MSN-virus
Argh, rådne msn-virus! I går modtog jeg en fil fra en msn-kontakt. Dum som jeg var, åbnede jeg den på trods af det underlige filnavn. Men hey, det sidste jeg forventede var at virus, spyware og spam spredte sig via de kanaler. Nu opfører min pc sig så jævnt åndsvagt. Impulsstyret på den negative måde, om man vil.
Angstens koldsved begyndte at træde ind ved tanken om, hvad konsekvensen af dette trojanske angreb nu ville betyde for indholdet af min pc. Den pc har mere affektionsværdi end noget som helst andet, og et tab af den ville betyde en amputation af mig svarende til at miste både arme og ben. Jeg har svært ved at fungere uden. Det ville i hvert fald kræve en større tilvænningsproces, jeg ikke ville have overskud til pt. Skræmmende, men sandt.
Der blev sat den helt store antivirus i gang, og det bliver ved med at drille. Damn, dem der udvikler den slags burde fandeme suge gusten pik i helvede!
Måske er det et tegn for oven om at jeg bruger for meget tid på msn?

En selskabsleg

En selskabsleg

Jeg er en sucker for selskabslege. I hvert fald nogle af slagsen. Det hænger nok lidt sammen med min lidt introverte natur (ikke at forveksle med generthed), der gør, at jeg ikke altid synes jeg kan bidrage i samtaler, hvis emnerne ikke siger mig en flyvende fis. Selskabslege er dejligt pædagogiske, og alle kommer på banen.

Det er fx alt for lang tid siden, jeg har leget følgende leg, som jeg her vil prøve at ridse reglerne op til.

Et minimum af 4 og max 10 deltagere samles om et bord. Deltagerne skal alle have et minimum af kendskab til hinanden. Eller i hvert fald et godt indtryk af hvem de andre er. Omvendt er det ikke sjovt, hvis folk kender hinanden ALT for godt, da legen handler om, hvordan personerne opfatter og fornemmer hinanden.

Alle deltagere får et antal papirlapper alt efter hvor lang tid man har lyst til at lege legen. 5 stk. hver er nok et meget godt udgangspunkt. På lapperne skrives der spørgsmål, der kan besvares med et navn på én af de deltagende. Der findes, som jeg tolker legen, flere former for spørgsmålstyper. Disse ridses op her:

Holdningsspørgsmål – Spørgsmål der vedrører hvem der har den mest et-eller-andet-holdning til et eller andet. Fx ”Hvem er mest venstreorienteret?”, ”Hvem er størst modstander af porno?”, ”Hvem er mest antiryger?”

Adfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører hvem der har gjort/gør mest/meget/størst-et eller andet. Fx ”hvem har haft flest one night stands?”, ”Hvem har røget mest hash i sit liv?”, ”Hvem er mest aggressiv?”

Situationsadfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører en fiktiv situation, og omhandler om hvem der vil gøre dit eller dat. Fx ”Der er casting til en ny sæson af Big Brother – hvem melder sig?”, ”Vi er i byen – hvem går først kold?”, ”Der er kongeligt bryllup i tv – hvem flæber mest?”

Faktuelle spørgsmål – Spørgsmål, der vedrører ting der findes et åbenlyst målbart svar på, men som ikke umiddelbart er tilgængeligt for deltagerne. Fx ”Hvem har flest cd’er?”, ”Hvem er ældst?”.
Her skal der dog ikke spørges om alt for åbenlyse ting som fx ”Hvem har længst hår?” eller ”Hvem har en rød trøje på?”.

Spådomsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører den hypotetiske fremtid. Fx ”Hvem bliver først gift?”, ”Hvem ryger først i fængsel?”, ”Hvem tjener først en million?”

Og ja, i kan se at jeg foretrækker at spørgsmålene er lidt ”edgy” ;-). Legen kan med fordel kombineres med heftig alkoholindtag. Og kun fantasien sætter grænser for hvad og hvordan man kan spørge.

Der findes selvfølgeligt ofte et rigtigt svar til de forskellige spørgsmål, men deltagerne kan ikke forventes at kende dem, og svarene er ikke altid umiddelbart målbare. Derfor skal man bruge sin intuition og fornemmelse af de andre deltagere.

Næste step er så at folde alle lapperne sammen og putte dem i en skål. Samtidig skal alle deltagere skrive en lap med alle deltageres navne på, som man har liggende foran sig.

Der trækkes et spørgsmål, og alle vælger det navn, de synes passer bedst til spørgsmålet og lægger navnet på personen til side. Dog med den blanke side øverst. Der voteres, og hver deltager viser hvem de har stemt på. Den person der får flest stemmer til spørgsmålet ”vinder” runden og får lappen med spørgsmålet. Er det i forbindelse med druk, er det oplagt, at man skal tage en tår af sin øl eller lign.

Man må godt stemme på sig selv.

En underholdende leg, hvor man får et indblik i hvordan ens venner eller bekendte også kan opfatte én. Jeg har fx æren af at have ”vundet” spørgsmål ang. den der har taget flest stoffer, at være den der højst sandsynligt ville sms’e ind til Boogie eller ville deltage i Big Brother.

Prøv det!

Jeg aner dog ikke hvad legen hedder. Nogle gode forslag?

Hvad er det jeg har gjort?

Jeg er netop begyndt på kandidatuddannelsen på mit studie. Til i morgen har jeg ca. 100 siders læsestof for, og hvor meget har jeg mon fået læst? Zero, nul, nada! Tid er en mangelvare, og med et studiejob to dage om ugen og weekender der plejer at være fyldte med sociale arrangementer, levner det ikke meget tid til overs. Ja, jeg tillader mig trods alt at have et socialt liv, da det i længden giver mere livskvalitet end høje karakterer. Jeg har nu heller ingen intentioner om at bestå med bravour. Og ikke nok med at sideantallet er højt, så er niveauet også mange niveauer højere, end det jeg var vant til at læse på bacheloruddannelsen.

Og ja, jeg ved det. Jeg skal ikke brokke mig for meget. Det er jo hvad man kan forvente sig af en videregående uddannelse. Ikke noget med at hvile på laurbærrene. Jeg sætter da også gerne den fornødne tid af til at læse, men det er meget demotiverende, når man kigger på den samme side 3 gange, uden at føle man bliver klogere. For pædagogiske virkemidler til at forstå teksterne er en lille by i Rusland. Udover de som sagt er på engelsk (og mit engelsk er jævnt rustent), er det ofte videnskabelige afhandlinger der indeholder lige så meget menneskelighed som en isterning, og hvor hver anden linie er proppet med referencer til anden litteratur. Det er en stor gang name-fucking-dropperi! Jeg kan nu sagtens finde tid til at læse, men det kræver også at koncentrationen og overskuddet er til stede, og det kan man ikke altid forvente. Især ikke når man hedder mig, og er en dagdrømmer af rang.

Meget bedre er det ikke, at jeg har måttet takke nej til en skiferie, fordi jeg én enkelt dag i januar i hvad der måske varer under en time, skal op og forsvare et eksamensprojekt. Afhængighed af adrenalinkick og østrigsk sne er vist ikke nok til at få udstedt en lægeerklæring, så man kan komme til sygeeksamen i stedet.

Undskyld mig, men af og til får jeg sådan lyst til at gå i regression, ligge mig i fosterstilling mens jeg kigger ud i det blå og sutter på min tommelfinger.

Resonans-aften – et referat

Et par ord om hvordan aftenen spændte af. De ikke-indviede kan man læse mere her

Jeg mødte lidt tidligere end de andre gæster, hos værten Peter Pisling. Det første der passerede mit øje, da jeg entrerede hans stue var hans 5 udvalgte cd’er. Heldigvis var de stablet, så det var kun den øverste jeg nåede at se. Konceptet var jo, at man først måtte afsløre ens udvalgte, når vi nåede til legen, som først var efter vi havde spist og drukket som en flok flottenheimere. Anyhow, den øverste jeg så var Depeche Mode’s ”Black Celebration”, hvor intronummeret hedder det samme. Problemet var dog, at jeg netop også havde ”Black Celebration” (Peter og jeg er begge die hard DM-fans) med blandt mine udvalgte, og eftersom det var Peter der havde været den skødesløse og havde lagt cd’erne frit frem, var han den der måtte kassere sin og hive én af sine jokere frem fra hatten.

Efter en god steg, dessert, rødvin og flere eksotiske øl startede løjerne. I alt 25 numre skulle spilles, og hvert nummer skulle introduceres med en lille salgstale, så der var udsigt til en lang aften. Men intet problem for musiknørder som os. Vi gik i gang med og vi kom vidt omkring i både genrer og årstal. Ved mit første udspil, måtte Peter endnu en gang ty til en joker, da han også havde Placebo’s ”Without You I’m Nothing” med åbneren ”Pure Morning”. Udover det, bestod min liste af Korn’s aggressive ”Here to stay” fra deres 2002 skive ”Untouchables”, Muse med ”Sunburn” fra deres debut ”Showbiz” og sidst men ikke mindst The Prodigy med ”Smack my bitch up” fra ”The Fat of the Land”. Udover det, var der på trods af mine forventninger ikke særligt mange åbenlyse klassikere repræsenteret. Fx hvor var Rage Against The Machines ”Bombtrack” eller Nirvanas ”Smells like teen spirit”?
Blandt de heldigt udvalgte, var der bl.a. Talk Talk, Queen, Eels, Wumpscut, Moby, U2, Ministry, Nine Inch Nails. Mercury Rev, Shellac, My Bloody Valentine, Massive Attack, Lenny Kravitz, Manic Street Preachers.

En god måde at lytte til ny (eller gammelt, men nyt i den forstand, at det er uopdaget for undertegnede) musik på, og lade sig inspirere. På trods af at jeg undlod at lave nogle af prospect-opgaverne (man er jo nederst i hierarkiet), havde dårlige bordmanerer, kom til at gabe under mødet samt gik kold jævnt tidligt, er jeg efter sigende nu optaget som medlem i Resonans.

www.plakatsojle.dk

Hejsa!

Jeg har lovet at promovere min ven Sørens nye tiltag, nemlig Plakatsøjlen som er en kulturkalender baseret på Kultunauts kalender. Den er dog til forskel meget minimalistisk. Så ikke så meget lir dér!

Musikklubben "Resonans"

Lørdag er dagen, hvor jeg får min debut som medlem i musikklubben Resonans. Dvs. jeg er med som ”prospect” på trods af at der er meget lidt rockerklub over musikklubben. Måske var ”føl” et bedre ord føl? Eller kandidat?
Musikklubben har eksisteret i et stykke tid, og jeg har pga. min musikkundskab og interesse i lang tid været et muligt emne som medlem. Men pga. strikse vedtægter, er det altså først nu, at der åbner sig en mulighed for mig at vise mit værd. For det er ikke bare en hyggeklub, hvor man finder en undskyldning for at drikke nogle bajere, spise god mad og hygge i venners lag. Det er skam vældig seriøst, og jeg agter da også at tage denne seriøsitet seriøst. Bl.a. ved kun at drikke danskvand hele aftenen. Det er der selvfølgelig ikke meget rockerklub over, men vil gerne være klar i hovedet, når jeg med mine elokvente evner argumenterer for hvorfor jeg synes at fem udvalgte CD’er har de bedste åbningsnumre. Hver Resonans-aften har nemlig sit eget tema, og denne lørdag er det ”Åbningsnumre” der er på programmet. Det er et voldsomt subjektivt emne, så det skal nok åbne op for nogle interessante debatter og vinklinger til inspiration for hinanden. Det er svært at udvælge 5, og jeg kan nok ikke undgå at hive nogle klassikere frem fra hylderne. Til dels fordi min cd-bestand primært består af ældre musik, da jeg er en SU-tynget studerende, der ikke har råd til al det musik jeg gerne gad eje i fysisk form. Min manglende moral gør så til gengæld, at jeg ikke har et problem med at downloade eller brænde cd’er. Men reglerne er strikse, så brændte cd’er og lign. er bandlyst. En ægte musikinteresseret køber selv sine cd’er. Opsamlingsalbums, soundtracks og lign. er også bandlyst, så vidt jeg kan tolke reglerne.

Selvom jeg ikke er helt inde alle i de andre medlemmers musikalske præferencer, forudser jeg dog alligevel nogle anerkendende nik, hvis jeg bl.a. vælger Rage Against The Machines ”Bombtrack” med den karakterisiske ”palm mutede” guitarintro (som jeg selv har udødeliggjort på samtlige af mine guitarer) eller Kashmirs rumklangsbefængte trommeintro på ”Jamie Fame Flame” fra "Travelogue"...hvad jeg endeligt vælger vil jeg ikke skrive her og nu, da de andre medlemmer evt. læser med på bloggen.

Overdrivelse fremmer forståelsen

Af og til konverserer jeg med folk om begivenheder. Det kan være en koncert, en bytur, en biograftur, en festival eller bare en hyggelig aften hjemme. Med nogle personer er det ofte de helt store superlativer der blevet hevet frem for at markere begejstringen. ”Det var sååååå fedt/fint/sjov/grineren”, og man ærgrer sig gul og grøn over at man ikke var med i løjerne, der åbenbart virkede til at hele banden var på en gang naturlig fremkaldet eufori over livet, der får selv Hannibal Hilford til at ligne en livstræt, mavesur og bitter gammel mand.
Men nogle gange har jeg så stået på sidelinien ved begivenheder, der af andre efterfølgende er blevet beskrevet med bombastiske superlativer. Ikke at jeg ikke havde en good time, men sjældent så orgasmisk og ”time of my life”-agtigt. Og det pudsige er, at de personer sjældent i det beskrevne øjeblik ikke lige frem ligner nogen der er helt ekstatiske over livet og oplevelsen, men nærmere lige så normale og nede på jorden som jeg selv. Flere gange har jeg fx oplevet en person efterfølgende beskrive en begivenhed i rosende vendinger, på trods af at jeg oplevede personen som ”ugidelig” og virkede mere interesseret i andre ting end oplevelsen.

Så mine refleksioner angående det her: er det lidt den der med at overdrivelse fremmer forståelsen, at man hiver beskrivelsen lidt op i niveau? Jeg selv er pisse dårlig til det, for "lyver" jeg over for andre, "lyver" jeg også for mig selv
Eller vil man (bevidst som ubevidst) gerne farve minderne lidt mere lyserøde end de reelt var for at undertrykke alt det grå. For hukommelsen er trods alt lidt lettere at manipulere med, end det der sker i nuet.

Jeg vil fungere som et Word-program

- Hvis man føler sig for fed, markerer man bare sig selv og trykker på "F"
- Man kan blive skæv uden at indtage noget. Man trykker bare på "K"
- Savner man fast grund under sine føder, trykker man på "U"
- Hvis man ikke kan finde noget, som man ved er til stede i rodet, bruger man "Søg"-funktionen.
- Endnu bedre er "Søg og erstat"-funktionen: "Søg lige alle mine 50-ører frem og erstat dem med 1000-kr. sedler!"
- Man kan sende sig selv i en e-mail. Ved ikke hvordan det skal kunne lade sig gøre, men det er mere gratis (og hurtigere) end at flyve.
- Er man i tvivl om noget er hjælpen lige ved hånden
- Føler man sig en tand for venstreorienteret kan man hurtigt konvertere til højre ved hjælp af en knap lidt øverst til højre i skærmbilledet.
- Vil man have et nyt look er det bare at markere sig selv, og ændre font
- Når alt er perfekt kan man gemme, og genfinde når alt ikke er så perfekt mere.
- Og sidst, men ikke mindst: Man kan fyre alt det pis af man vil, og bagefter bruge Fortryd-funktionen

Flere bud?

Et par tanker om selvværd

At have dårligt selvværd og være usikker på sig selv. Et problem mange lider under. Kort sagt, kan man sige, at et højt selvværd bunder i, at man ved at man er 100% elsket for den person man 100% er.

For at være lidt pædagogisk, kan man i princippet sige, at alle bør være lige selvsikre. Der er ikke nogen der har mere "ret" til at være selvsikker end andre. Og det er da også ens opdragelse, miljø og samfund, der er med til at forme det billede man har af sig selv.
For at snakke om at være mere værd end andre, bør man i princippet have fastslået hvilke menneskeegenskaber man skal måle. Dermed også et måleapparat til at måle hvem der scorer højest i disse egenskaber. Det er utopi, men ikke desto mindre er der nogle egenskaber der er mere velsete. Disse er dog konventionelt skabte af vores samfund, og ikke sandheder. Da jeg var knægt, var jeg i skolen altid en af dem der blev valgt sidst til fodbold eller anden holdsport. Ikke særlig styrkende for ens selvværd, og det afstedkom en ond spiral. For jo flere gange man blev valgt sidst, jo mindre blev troen på sig selv, og endnu mindre synlig blev man i rækken af drenge, der skulle vælges. Det er jo ikke de stille, tilbageholdende knægte der bliver valgt.
Talent for fodbold var i ens barndom en velset egenskab, og ikke at være god til det (eller i forvejen være så usikker på sig selv, at man ikke turde vise hvad man kunne), har måske for mit vedkommende været med til at fylde mere i det glas, der rummede det dårlige selvværd. Og hvor vigtig er det lige, at jeg finder fodboldtalent i dag? Synes jeg at folk der er gode til fodbold er mere værd? Nej, tværtimod. Jeg sætter mere pris på andre evner.

Så paradoksalt er det, at den følelse af usikkerhed man kan have i dag som voksen, måske bunder i nogle nederlag man havde i en disciplin, som man i dag alligevel ikke ville sætte særlig højt.

Det handler om at lære ”at hvile i sig selv”. Det er det mest optimale mål, når man snakker selvværd. Udtrykket siger implicit, at man er uafhængig af andres bekræftelse. Men personer der har nået dette mål, har ikke altid været uafhængige af andre. Der er jo en grund til at de hviler i sig selv, og denne grund skyldes, så vel som folk der ikke hviler i sig selv, deres omgivelser og deres opvækst. Deres skæbne har været bedre, og de har haft en mere ”sund” opvækst, der har gjort at i deres voksne liv. De har lært at hvile i sig selv. Det er noget man lærer, som så meget andet i livet.

Problemet kan være, at en masse negativ afkræftelse, har været med til at grundfæste et negativt billede af sig selv.

De eneste grunde man har til at være usikker, er grunde man selv har skabt. Kunsten er, at erkende, at man ikke er perfekt, og at man har fejl og mangler lige som alle andre. Rent objektivt og konventionelt, er der selvfølgelig nogle talenter, der er mere velsete i det brede flertal. Men
det gør dem nødvendigvis ikke mere værd, da de er afhængige af hvilken kontekst man befinder sig i.

En teori for lavt selvværd kan være, at nogle gaber over mere end de kan overskue. Folk der ikke kan erkende deres svagheder, og på den møder løber ind i det ene nederlag end det andet. Det er en styrke at kunne sige, at sige til sig selv, at nogle ting er man dårligere til. At være meget
perfektionistisk kan også være en årsag. Man stiller høje og urealistiske krav til sig selv, og hver gang man fejler, skuffer man sig selv, og devaluerer sit værd.

Desuden handler det også om, at man skal være god til at kende sine egne grænser. At ikke at gå for meget på kompromis med sig selv og ens værdier. At vide hvilke elementer i livet, der er skadelige for én, og få fjernet disse. Ignorerer man ofte ens egne ønsker, for at behage andre, er dette meget sandsynligt en direkte vej til et dårligere selvværd.

Idealet er, at hvis man har en egenskab, der rent intersubjektivt er negativ, at kunne vende denne egenskab til noget positivt, og ikke lade sig påvirke negativt af folks kommentarer og personangreb. Hvis man er ubetinget tilfreds med denne egenskab, og ved at ens rigtige venner sætter pris på den, vil andres mening ikke have betydning. Desuden er det at kunne erkende sine svage og sårbare sider også et præventivt gode, da det derfor ikke vil slå lige så hårdt, når man bliver gjort opmærksom på det af andre.

Hvorfor er der så så mange der lider under lavt selvværd? Ja, på et specifikt plan finder man svarene i opvæksten, i nærmiljøet og den slags. Man kan måske også gå et ”niveau” op og kigge på samfundet, og den mentalitet der præger danskerne. Vi er opvokset med Janteloven, som netop handler om at pille folk ned, når de bliver for glade for sig selv og egne bedrifter. Selvglæde og arrogance er ikke en pæn egenskab, men folk tolker måske loven forkert, og dermed mener, at det at have selvtillid og være tilfreds med sig selv, er en grim ting.
Og man ender med at være bange for at have selvtillid, da man mener det er det samme som selvglæde. Man skal endelig passe på med at hævde sig selv, og i frygt for dette bliver beskedenheden og behagesygen endnu mere markant. For at sætte det på spidsen.

Så, det eneste man kan være sikker på, er at man ikke kan være sikker på noget. Med den tanke konstant i baghovedet, har man en god ballast til at lære at kunne hvile i sig selv.

Frit fra leveren

Jeg har ikke rigtigt noget på hjerte (noget jeg vil dele med folk i hvert fald), så jeg ved ikke hvad jeg skal blogge om. Men må jo hellere skrive et eller andet, så jeg ikke mister læsere.

Studiestart på fredag. Starter på kandidaten, og jeg frygter det. Synes lidt at bacheloren var en walk-over, og jeg formåede at score relativt gode karakterer, selvom jeg følte at jeg sov gennem semestrene. Enten har jeg bare superflair for mit studie, eller også er niveauet bare ikke særlig højt. Det har i hvert fald været lidt en fest at studere…og så bor jeg ikke engang på kollegium! Men kandidaten tror jeg på alle områder bliver hårdere. Tungere og mere akademisk læsestof, det meste på engelsk, og kravene til opgaverne bliver også højere. Jeg kan fx stadig gnække lidt over at jeg kunne score et 11-tal for min gruppes 4. semesters opgave når mit personlige kildegrundlag bestod af en pjece og et par kapitler i en bog.

Jeg tror stadig ikke på numerologi! Jeg tror heller ikke på skæbnen. Men den må da meget gerne komme og overbevise mig!

Sommeren har været lækker. Har arbejdet næsten fuldtid, når jeg ikke har været på enten ferie eller Roskilde festival. Det er en god rytme for mig. Kan ikke nyde min ferie, hvis jeg ikke har planer. Bliver apatisk. Arbejdet er også grunden til at jeg egentlig ikke ser specielt frem til at starte i skole igen. Selvfølgelig bliver det rart at blive lidt intellektuelt stimuleret, men det at savne en hverdag med indhold har jeg egentlig ikke manglet (qua mit arbejde). Jeg skal heller ikke være rusvejleder igen, hvilket jeg har lidt blandede følelser med. Kommer klart til at savne det. Festerne, flirten, fællesskabet, og det kick det kan give at have ”ansvaret” for nye studerende. Omvendt gad jeg det ikke igen. Ikke for enhver pris. Ville ikke kunne dedikere mig 100%, gad ikke være social hele tiden og ville sikkert komme til at køre lidt på friløb.

Min playliste pt. står næsten udelukkende på dansksproget rap. Det er især L.O.C., Suspekt og Troo.L.S & Orgi-E der bliver spillet. Dvs. den famøse ”stodderrap”, der på mange leder og kanter burde frastøde mig, faktisk tiltaler mig en stor del. Jeg kan ikke sætte mig ind i rappernes tanker og livsstil. Se bare på det gængse hiphop-outfit? En ”dresscode” der i mine øjne bliver tolket som manglende selvstændighed, hvilket netop er noget der tænder mig af. Men selvom jeg måske ikke er ”enig” i deres livsstil, gør de det de gør på en dejlig overlegen måde, der stadig vidner om ydmyghed og glimt i øjet. Attituden og udtrykket har meget at sige for netop denne genre. Teksternes temaer er ofte lidt brugte og slidte. Det er de færreste tekster, hvis helhed får mig op at ringe. Men de små sproglige finurligheder rundt omkring

Og så irriterer det mig måske lidt at jeg kan lide L.O.C., for han er jo pænt mainstream og Boogie-agtigt. Det stemmer ikke overens med mit ønske om at være elitær og kulturradikal. Men omvendt, det er sgu storsindet at kunne rumme det hele, uden at nedgøre det der er mainstream og ”lavkulturelt”.

Niarn har jeg dog stadig ikke meget til overs for, som de faste bloglæsere nok ved.

Om et halvt år skal jeg have fundet noget nyt at bo i, da vi i mit bofællesskab alle er blevet sagt op pr. 1. marts. Det er selvfølgelig jævnt bittert, så pt. er jeg åben for nye tilbud. Ligesom så mange andre. Jeg kan flytte når som helst i princippet, men er pt. ikke aktivt søgende. Går lidt og naivt håber, at det ikke bliver marts nogensinde. Er blevet meget forvænt med at bo i Centrum. Bor lige ved Nørreport og Søerne, hvilket har været den rene luksus rent beliggenhedsmæssigt. Nogle gange må jeg knibe mig selv i armen og tænke; du er sgu for heldig. Men altså kun i et halvt år til, og det er spændende hvordan de sidste måneder bliver, da et par af bofællerne enten er i gang med at flytte eller snart gør det. Ergo skal vi have et par nye bofæller boende i et par enkelte måneder, og det er sgu svært at finde, hvorfor vi har gjort det til vores udlejers ansvar. Problemet er så bare, at vi ikke ved hvad typer der kommer til at bo hos os. Og guderne (og andre der kan læse mine tanker, når de er allermest frustrerede) skal vide at der findes besværlige bofæller derude. Det er ikke hvem som helst man gider dele lejlighed med.

Jeg må vist hellere stoppe inden det bliver for langt. Ikke fordi jeg ikke kan kværne mere løs, men i ved, læsevenlighed og den slags.

Snakkes!

/Runke

Flemming

Da jeg sad og bladrere i min mobils kontaktliste, og nåede til F, hvor den eneste registrerede var ”Far” kom jeg frem til en konklusion:

Jeg mangler en Flemming i mit liv!

Jeg havde i hvert fald en super legekammerat i barndommen med F-navnet. Eller var det det faktum, at hans forældre havde video og dekoder, så vi kunne se alle de film vi ville samt en bar med peanuts ad libitum og kakao og nutella, der gjorde at jeg syntes han var så fed at hænge hos?

Der er også en god mojo over navnet. Hvis man tror på lidt omvendt numerologi, så er jeg sikker på, at have en ven ved navnet Flemming ville øge min livskvalitet.

Hans internetnick kunne passende være Flameboy eller Flamenot (Flem=Flame, ing=ikk=not).

Nogle der har en Flemming jeg kan låne, eller skal jeg bare beholde mine lyserøde idealiseringer, så navnet ikke ryger ned af piedestalen?

Bitterhed

Bitterhed. Jeg kan af og til få følelsen. Det kan de fleste forhåbentlig. En tilstand, hvor hele verden er mod én. Life sucks, og misantropien har gode vækstmuligheder. Det er så dejligt let at skyde skylden for ens miserable liv på andre i stedet for selv at tage ansvar. At bitche er lettere end at ty til handling. Og hvem kender ikke til det, at "dyrke" det depressive? At den objektive sandhed er at verden er ond og uretfærdig, og folk der ikke mener det samme er lalleglade idioter uden dybere indsigt i livets sande værdier. Sådan kan man i hvert fald opleve holdningen fra bitre mennesker, og mig selv når jeg af og til oplever bitterhedens sødme. Det er dog heldigvis kun kortvarige tilstande, da jeg har erfaret, at der er flere måder at anskue det på. Nemlig ved først og fremmest at kigge indad, erkende at alle har fejl uden at de er dårlige mennesker, slække på den lidt for strenge principfasthed, og pas på med at generalisere over hele linien. Lad det ikke gå ud over andre, at enkelte personer har opført sig latterligt over for én.

Misantropisk og had-hele-verden-agtig har jeg nok været lidt af og til, men har indset det, erkendt det, og prøver at blive bedre til ikke at være det. For graver man dybere i den indstilling at alle mennesker sucks, indser man, at så sucker man i princippet også selv. Og hvor fedt er det? Og hvor fedt er det at erkende at alle andre mennesker sucks, når man samtidig er et flokdyr med sociale behov? Og hvor fedt er det at føle den der dybere livsindsigt og overlegenhed over for "lalleglade" mennesker, hvis man alligevel ikke formår at blive glad og tilfreds af det?

Den omvendte X-faktor

Nogle kender måske begrebet "X-faktor". I denne forbindelse forstået som den ubestemmelige faktor, der er med til at man bliver romantisk tiltrukket af en anden person. En faktor der _kan_ være blottet for al logik og rationel tænkning, og få folk der egentlig virker meget forskellige til at fald for hinanden. Under alle omstændigheder er den meget diffus, og den er svær at forcere frem. Man kan også bruge ord som kemi, karma og mojo. Altså ord der beskriver det, der gør at nogle folk bare klikker på et højere plan, men det er svært at sætte ord på hvad der gør udslaget. Og så er det fandens subjektivt. For ikke to personer vil opleve den samme X-faktor hos en given person.

Modsat findes der i min verden også en negativ X-faktor. Her forstået som den ubestemte faktor der gør, at jeg irriteres af nogle personer. Jeg kunne kalde det Irritations-faktoren, men det er jo et allerede brugt ord, og bruges om mere konkrete ting der irriterer én. Noget man kan sætte finger på. Fx at en person smasker, eller griner på en belastende måde.
Det jeg snakker om er når man irriteres af en person, men har svært ved at sige hvorfor. Det sker af og til at jeg har det sådan med en person, og det irriterer mig (sjovt nok). Selvom jeg "objektivt" godt kan se at personen har en masse at byde på, kommer irritationen i første række. Personen kan sige ting jeg normalt ville finde interessant eller sjovt, men fordi det kommer fra ham/hende evner jeg ikke at opfatte det, fordi irritationen over personen fylder for meget. Havde en person med, i mine øjne, en positiv X-faktor sagt lige præcis de samme ting, ville jeg sikkert have syntes det var vildt interessant eller hylende morsomt. Det handler åbenbart om måden det er leveret på, og min indstilling til personen. Ikke alene om indholdet.

Pudsigt fænomen. Er bestemt ikke stolt af det. Ved ikke om det er noget man bør arbejde med, eller bare acceptere, at man vil havde det sådan med visse personer. Ved ikke om andre kender til det, og evt. om nogle har det sådan med mig.

Det virkede

Ok, mit lille "forsøg" virkede. Man får meget mere respons på et intetsigende indlæg, end et indlæg man har lagt masser af eftertænksomhed i...

Ny bloggingstil

Jeg får af og til at vide, at jeg tænker for meget over tingene. Det vil jeg så lade være med, men det betyder nødvendigvis også en ny blogging-stil, sååå:

...FISSE!.....FCK lå lå lå lå!....Nik og Jay ay ay..PORNO!...SEX!..PATTER..PARTY ON!.ØL!.We're going to Ibiza...BUBBER!!!....nemlig ja!...

Sokker

Hvad har Anders And, Homer Simpson, Bart Simpson, Den Lyserøde Panter, Fedtmule, Mickey Mouse, Monty Burns og Garfield til fælles udover at være tegneseriefigurer? De har nemlig alle den ære at agere motiv på mine sokker. Jeps, jeg følger stadig den efterhånden, mangeårige ”trend” at gå med sokker med fint syede motiver af mine fortidige som nutidige, tegneseriehelte. Jeg har faktisk no clue om hvad der ellers rør sig inden for sokke-moden. Tegneserie-dillen har faktisk suget mig ind i et tidsløst vakuum.

En ulempe har jeg dog erfaret ved at kun bruge sokker med specifikke motiver. De kommer jo i par, og skal helst bæres i par. Det går jo ikke at matche en Mickey Mouse med en Anders And. For selvom de begge efter sigende bor i Andeby, vidner mange års Anders And-blads-læsning om at de optræder i hver deres separate historier. Det ville være ukorrekt og respektløst over for den historiske troværdighed hvis jeg blandede dem. Man må ikke blande.
Det samme gælder hvis jeg matcher Monty Burns og Homer Simpson, da Burns er Homers altid strenge boss. Der ville opstå konflikter i ankelhøjde, og jeg synes bestemt Homer fortjener en offday når han samtidig skal lægge ansigt til min svedige fodlugt.
Homer og Bart ville heller ikke være et særligt mage par, da Homer er kendt for at jagte Bart, for derefter at give ham kvælertag mens han gryntende råber ”Why, your little..!!!”. Det ville være interessant om sådan en handling kunne gøre mine ben hjulbenede
Garfield og Den Lyserøde Panter ville dog være et interessant par. Begge er jo af katteracen, og selvom jeg regner med at den fede hankat Garfield er aseksuel kan jeg let forestille mig lidt homoerotisk læggen-an fra panterens side. Den er jo lyserød, ikke?

Danmark skulle efter sigende have en meget høj frekvens af single mennesker. Det samme kan siges om mine sokker. Jeg kan fylde poser med sokker, der har mistet sin partner. Hvordan det er sket er stadig et mysterium, eftersom jeg sjældent skiller mine sokker af. De samles altid pænt i et par når de smides til vask, og når de er vasket og tørret mangler den ene part. Suk. Et mysterium.
Eller måske er det noget med at det er blevet så fandens moderne at være selvstændig og uafhængig?

Malk De Koijn

Malk De Koijn - De får respekt fra hiphoppere og anmeldere og sprog-interesserede roser dem for deres kreative sprogbrug. De har sågar fået en eller anden pris for deres evne til at forny sproget. Jeg synes det er et udmærket band, med sjove og underholdene hooks og nogle friske beats, men tekstmæssigt er det nu ikke noget der giver mig pjerrot!

Måske er jeg ikke klog nok, for er der en mening med galskaben? Bevares, der er da små sproglige guldkorn rundt omkring (fx ”Træt af pis som en voksen mand i natble”), men for mig er det først rigtigt fedt, hvis alle disse små guldkorn bindes sammen til en større helhed, og ikke bare fungerer som små selvstændige rim.
Min opfattelse af mange af deres sange er nemlig, at de starter i øst og slutter i vest. Forstået på den måde, at der er en masse små rim i hver enkelt sang, der egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Der mangler noget helhed og rød tråd. Eller også er jeg for dum/uvidende til at fatte den helhed? Og rim for rimenes skyld er der egentlig også masser af. Fx hvad er ”en rigtig Brian Ferry” i denne sammenhæng, udover noget der rimer på ”Harrys” og "spareribs"? Ja, jeg ved godt han er en sanger, men hvordan har han relevans til teksten til ”Musclebundt”?

Et andet eksempel er et af deres kommercielle hits ”Vi tager fuglen på dig” fra albummet ”Sneglzilla”. Den er fængende og der er nogle malende beskrivelser, men har svært ved at fatte det dybere budskab. Er der en overordnet mening? Eller er det meningen at lytteren skal forvirres af en sort tekst, hvor de forskellige elementer egentlig ikke har det store at gøre med hinanden? Anyhow, så er teksten gennemsyret af slang og metaforer jeg ikke kan blive klog på, og der er nok det der er min manglende force udi at forstå Malk’s tekstunivers. Jeg har fattet, at den starter med en beskrivelse af en hund i brunst, men ender over i en masse for mig sort snak om Franz Beckerlee, Grandmaster Flash og en åbenbart talentløs rapper der står og crapper. Hvad har det med udgangspunktet at gøre? Egentlig skal de have lov til at rappe om hvad de vil, jeg prøver bare at forstå hvorfor de er så lovprist. Jeg er åben for at jeg måske bare ikke er klog nok til at fatte det, men er meget åben for andres bud på, hvad der gør dem så geniale?

Now playing

Muse – Black Holes and Revelations
4. udspil fra et band, der her i 2000’erne har placeret sig solidt på min dynamiske top 10. Et band der bestemt ikke koger suppe på den samme sikre formel. Fra at lyde som Radiohead og Jeff Buckley på deres afdæmpede og meget melodiske debut ”Showbiz” over til mere pumpende, funkede numre med svedige guitariffs og forvrænget bas på ”Origin of Symmetry”. ”Absolution” fortsatte lidt hvor ”OoS” sluttede, men med endnu mere vægt på de fængende omkvæd båret af tung guitarlyd. Albummet byder også på synthesizer-lir der viser smagsprøver på forsanger Matt Bellamys kæmpe talent for det intenst melodiske. Kombineret med hans inderlige stemme, der krænger sin sjæl ud, uden at det er overkill, er det i høj grad gåsehudsfremkaldende.
Muse er et band der som sagt ikke står i stampe, og på ”BHaR” bliver der i større stil flirtet med et mere elektronisk udtryk. Eller flirt vil jeg måske ikke kalde det, da bandet er særdeles kompetente. Synthesizeren er endnu mere i forgrunden, og guitarer og bas er lullet ind i alskens effekter. De gør det med charme, og uden at lave en ”Radiohead”, men var det ikke for Bellamys unikke vokal, kan det være svært at gætte at det er Muse. Dette er dog sagt med forbehold, for på 1. singlen ”Supermassive Black Hole” bliver der sunget med falset, og musikken lyder som en nutidig version af 70’er-disco-funk.

Sticky – Atomteoretisk eftermiddag
Et band der rider på den dansksprogede bølge, og bl.a. båret frem af P3. Et fjollet tekstunivers der minder mig om hedengangne Junior og måske lidt Sterling. Dejlig behagelig og lettilgængeligt popmusik, der gør sig godt på kontoret en mandag formiddag…jeg kunne forestille mig at det var et band jeg måske blev træt af i længden

Dansk Fløde – Giv Slip
Lidt mere dansksproget, og lidt mere galskab. Musikken er her noget mere kantet, punket og beskidt og vokalen er snakkende. Dog med masser af humor og anti-selvhøjtidelighed. Temaerne kredser om ”vær dig selv” og ”fuck småborgerligheden”.

Snuff Pop Inc. – diverse numre fra Mymusic.dk
Jeg er generelt ikke så glad for at bruge genre-betegnelser, men kyndige eksperter vil nok betegne dette danske band som en form for industrial. Dog en mere tilgængelig af slagsen. Vokalen er af og til distortet a la Marilyn Manson på ”Antichrist Svperstar” og stemmen minder også om det amerikanske forbillede(?!). Kompositionerne er interessante, og numrene er meget forskellige. Er ikke så meget inde i dem endnu, men kan mærke der er potentiale.

GergenZola - Runkedorens fortid som musiker...

For godt en halv snes år siden nørdede jeg en del foran min første PC. En IBM Aptiva der ikke var connected til det store vide web. Ergo brugte jeg det til lidt mere konstruktive ting som at skrive stile, løse 7-kabaler og så lave elektronisk musik.

I programmet Fasttracker 2 satte jeg en masse lyde og samples sammen og endte med at have en god del numre. Jeg nåede vel op på omkring 40 mere eller mindre useriøse tracks, nogle mere færdige end andre. Min computer gik dog for hårdt i baglås og jeg mistede desværre størstedelen, men 8 af numrene fik jeg bevaret. Dem har jeg nu lagt op på en server til glæde for alle der vil få glæde af dem. I ved hvem i er, og i ved hvem i ikke er! Men her kan de hentes: http://svperstar.dk/gergenzola/

Kan det i øvrigt passe at internettet har ødelagt mit kreative flow...?

Jeg er skudt i dig...

Jeg er skudt i dig...

…og det er ikke pga. din stemme og dit smil, der gør mig så blød i knæene, at jeg falder over mine egne ben…eller dit intelligente modspil, der altid giver mig små aha-oplevelser…eller dine formuleringsevner der giver mig kronisk gåsehud…eller din varme udstråling der kan lyse selv det mørkeste lokale op…eller dit kønne ansigt og øjne, jeg kan stirre mig blind i…eller det, at jeg kan se dine små fejl som små charmerende menneskelige egenskaber…eller din humor, der på sine flere niveauer vidner om eftertænksomhed, satire og selvironi…eller det faktum at vores sex får mig til at se sol, måne og stjerner (på samme tid!)…eller det at jeg hverken har behov for musik, tv og pc’er når jeg er i dit selskab…

…men fordi du er dig

Venskaber

Forleden var jeg til bryllup i den nære familie. Min kusine skulle bindes sammen med sin kæreste Jeff. Han er amerikaner og havde derfor det halve af Colorado med som gæster. På trods af at han bor fast i Danmark er hans sociale netværk fra hans collegetid i staterne mere end 5 år tilbage alligevel så stærkt, at en række af disse venner + påhæng havde taget den lange tur til Danmark. Det var en stor klike og det var tydeligt at båndene mellem disse var tætte. De havde en fortid og minder sammen, men formåede stadig at have kemien til at forblive venner. Derudover havde han en mere ”nutidig” dansk klike som var baseret på hans tid på det arbejde han havde haft i Danmark i flere år. Disse virkede også til at klikke godt internt med hinanden.

Min kusine havde også masser af veninder. Veninder fra barndommen, gymnasietiden, sygeplejeskolen, højskolen etc. Forskellen her var så, at disse veninder var i små, men flere kliker, som havde hver deres fortid. Men at hun stadig holdt fast i dem alle var imponerende.

Jeg blev lidt misundelig, kunne jeg mærke.
Ikke at jeg ikke har venner, for det har jeg, men det er få fra fortiden jeg stadig har kontakt til. Dvs. personer der har holdt ved i mange år, i medgang og modgang, og som man stadig klikker med. Jeg kender til flere tilfælde, hvor folk har en klike fra enten gymnasietiden eller barndommen som de stadig holder fast i, og hvor der blandt denne klike kan være en hel fantastisk indforstået kemi, som bygget op over flere år.
Fra barndommen og folkeskolen snakker jeg stadig med nogen af og til, men jeg kan mærke, at ved nogen af disse, at det primært er vores fortid vi har til fælles. Dvs. ikke nogen hvor der er grundlag for at holde kontakten ved lige. Mine primære venner og bekendtskaber er folk der er stødt til mit liv inden for de seneste par år. Internettet samt mit nuværende studie er nogle af kilderne. Som klicheen siger, har jeg få tætte venner, men mange bekendtskaber. Kun én af de tætte venner, har jeg kendt mere end 4 år. De andre er relativt nye. Håber de holder ved. Bekendtskaberne er som oftest flygtige, men nogle holder ved, og bliver måske endda tætte venner. Sådan starter de fleste venskaber jo…

Mit fortidige jeg har selvfølgelig noget at sige i, hvorfor jeg ikke har flere venskaber fra barndommen. Jeg var meget genert og indadvendt i mine yngre år (det er jeg til en grad stadig, men slet ikke i samme grad som tidligere), hvorfor jeg ikke rigtigt var i stand til at dyrke hele ”klike-tingen” som var baseret på mit primære tilhørsforhold, min handelsskoleklasse. Andre tilhørsforhold, end de få venner fra folkeskoleklassen havde jeg ikke. Jeg var jo for genert til at skabe relationer andetsteds. Eller jo, lidt klike var der da, men jeg havde pga. min passivitet en følelse af at blive optaget i den, snarere end selv at aktivt vælge den til. Og det holder jo ikke rigtigt i længden, eftersom det var lidt halvhjertet, og det hjalp ikke at man valgte forskellige retninger i livet og flyttede til forskellige byer.

Som ”ældre” er det blevet lidt lettere for mig og jeg en relativ stor bekendtskabskreds med mange forskellige udgangspunkter. Man skal bare være bevidst om at nogen vil kun forblive flygtige. Det gør dem dog ikke mindre gode at have i nuet. Hvor mange gange har man ikke tænkt om en person, man på et tidspunkt var tæt på: ”ham her skal jeg virkelig bevare kontakten med” når ens veje af forskellige årsager skiltes. Og hvor det typiske scenarie var at det så løb ud i sandet, for derefter helt at forsvinde.
Det er spændende at se hvad fremtiden på. Hvilke broer kan jeg om et år betegne som smuldrede? Hvilke er ved at blive bygget op? Er der nogen brændte? Forhåbentlig ikke, for jeg foretrækker mine broer bygget af beton. Og vigtigst, ved hvilke er broer er fundamentet styrket?