Bitterhed

Bitterhed. Jeg kan af og til få følelsen. Det kan de fleste forhåbentlig. En tilstand, hvor hele verden er mod én. Life sucks, og misantropien har gode vækstmuligheder. Det er så dejligt let at skyde skylden for ens miserable liv på andre i stedet for selv at tage ansvar. At bitche er lettere end at ty til handling. Og hvem kender ikke til det, at "dyrke" det depressive? At den objektive sandhed er at verden er ond og uretfærdig, og folk der ikke mener det samme er lalleglade idioter uden dybere indsigt i livets sande værdier. Sådan kan man i hvert fald opleve holdningen fra bitre mennesker, og mig selv når jeg af og til oplever bitterhedens sødme. Det er dog heldigvis kun kortvarige tilstande, da jeg har erfaret, at der er flere måder at anskue det på. Nemlig ved først og fremmest at kigge indad, erkende at alle har fejl uden at de er dårlige mennesker, slække på den lidt for strenge principfasthed, og pas på med at generalisere over hele linien. Lad det ikke gå ud over andre, at enkelte personer har opført sig latterligt over for én.

Misantropisk og had-hele-verden-agtig har jeg nok været lidt af og til, men har indset det, erkendt det, og prøver at blive bedre til ikke at være det. For graver man dybere i den indstilling at alle mennesker sucks, indser man, at så sucker man i princippet også selv. Og hvor fedt er det? Og hvor fedt er det at erkende at alle andre mennesker sucks, når man samtidig er et flokdyr med sociale behov? Og hvor fedt er det at føle den der dybere livsindsigt og overlegenhed over for "lalleglade" mennesker, hvis man alligevel ikke formår at blive glad og tilfreds af det?