torsdag, januar 27, 2005

Kære A

Kære A

Du viser dig sgu' at være lidt af en narrefisse. Så går du rigtig og spiller op til én. Kommer med hentydninger, uden at gøre alvor af dine "trusler". Måske har du opgivet mig.

Måske teaser du, fordi du ved du har tabt? Ja, du kan lige så godt droppe det. Hopper ikke på dine små lege mere. Jeg ved, at dine trusler er tomme. Jeg kender historien om Peter og ulven. Din tid er talt, og de smuthuller du før brugte for at narre mig, er lukket land for dig.

Når du er så udspillet, kommer du med de feje tricks? Du kender mine akilleshæle. Du ved hvor du kan manipulere mig. Problemet er, at jeg også har regnet disse ud. For det eneste jeg frygtede var dig og dine egenskaber. Men da jeg fandt ud af, hvor uskadelig du egentlig var. Da jeg endelig så dig i øjnene, tabte jeg respekten. Du vil forhåbentlig langsomt blive en mindre og mindre del af mig, for til sidst at uddø.

onsdag, januar 26, 2005

Folketingsvalg

Jeg er lidt på bar bund mht. hvilket parti jeg skal stemme på til valget den 8. februar. Men i disse oplysningstider kan man jo heldigvis få nogle hjemmesider til at gøre det lettere for én. Det kræver bare et par klik og et par vurderinger af et par udsagn, så regner hjemmesiden ud, hvilken politiker man er mest enig med. Det lyder jo megasimpelt. Problemet er bare, at det er svært at forholde sig til nogle af spørgsmålene, da det omhandler emner der er helt sorte for mig. Fx bør jeg være uenig eller enig i følgende:
”Privathospitaler er en trussel mod den lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet”

Hvad ved jeg om sådan et udsagn? Der kan sikkert argumenteres godt både for og imod. Og det er alligevel oftest teorier, antagelser og hypoteser man får smidt i hovedet.

Så for at svare kvalificeret bør man jo sætte sig ordentligt ind i emnet. Og hvis man skal sætte sig ordentligt ind i alle de emner, man ikke er nede med, kan man jo ikke lave andet de næste to uger.
Kan man overhovedet tillade sig at stemme, hvis man ikke kender alle for og imod-argumenter for alle mærkesager. Er det fair at bruge sin demokratiske stemmeret på en given politiker, der har et cool slogan og et sødt ansigt på sin valgplakat?

søndag, januar 16, 2005

Seertal

Denne aften startede DR’s ”Krøniken” en ny sæson. Ifølge statistikker, trak hvert afsnit forrige sæson rundt regnet 2.000.000 seere. Det har DR så kunne bryste sig lidt af, men hvordan er man egentlig fundet frem til disse tal?
Jo, analyseinstituttet Gallup har installeret et såkaldt TV-meter i 1000 hjem: Citeret fra Timecodes.dk
”Gallups TV–Meter (fra 1992) er baseret på et bevidst sammensat panel på cirka 1000 husstande, der udskiftes med jævne mellemrum. I panelet har man tilstræbt at ramme befolkningens sociale og demografiske sammensætning - blandt andet ud fra holdninger, livsstil og forbrugeradfærd”.
Ifølge gallup.dk er der 2.200 personer spredt ud på de 1.000 husstande.

Hvis vi antager at der bor ca. 6.000.000 mennesker i Danmark svarer det altså til, at hver person repræsenterer (6 mio. / 2.200) 2.727 personer. Med andre ord, skal jeg opfatte det sådan at jeg som individ, har en tv-kignings-adfærd lig 2.726 andre i dette land? Det lægger jo et helt gevaldigt pres på de stakler, som er udvalgt til at eje et sådant tv-meter. For hver gang de skifter kanal, skifter de jo så i princippet kanal for 2.726 andre.
Og hvad med alle de andre faktorer? Hvad hvis een af de 2.200 udvalgte kun ser serien for at kunne snakke med om den på til morgenkaffen på sin arbejdsplads? Eller hvad hvis én af de 2.200 er en hardcore historienørd, der ser ”Krøniken” alene pga. det kick det giver ham, hver gang han kan påpege faktuelle årstalsfejl. Og hvad med dem, der bare har fjernsynet tændt for at have noget baggrundsstøj mens de stryger eller lægger kabale?

Jeg ved slet ikke om jeg så tør se Krøniken fremover, for hvis ham der repræsenterer mig ikke ser den, og jeg gør, vil jeg jo fuldstændig fucke statistikken up!

onsdag, januar 12, 2005

Lommepoesi

Der er små stunder, hvor man føler man kan klare hele verden - de er de samme stunder, man går lykkelig rundt i sin egen lille verden

onsdag, januar 05, 2005

4. januar 2005

Ok, i dag bliver det til et lidt mere dagbogspræget indlæg. Dvs. fri for holdninger og brokkerier…

Dagen startede tidligt for mit vedkommende. Lå og havde en sød drøm. Lidt reminiscens fra barndommen, hvor jeg i børnehaveklassen legede med elektriske apparater. Brugte radioer, fjernsyn og lign. vi unge vandaler fik lov at pille og i og ødelægge. Tekniknørder vil vide, at når man åbner tekniske apparater, har det en ret unik lugt. Det var denne lugt, og timerne børnehaveklassen, der prægede min drøm. Drømmen begyndte dog at ændre sig til en mere vågen tilstand, da jeg hørte nogle af mine bofæller snakke højlydt uden foran min dør. Der var noget galt, og det lugtede da også derefter.

Forstod nu hvorfor jeg havde drømt om lugten af elektriske komponenter, for postyret udenfor skyldtes, at der kommet vand i sikringsboksen. Strømmen var derfor kortsluttet i lejligheden, og frygten for at noget ville springe var til stede. Utætheden skyldtes at lejlighedskomplekset i øjeblikket renoveres pga. at de skal lave tagboliger. Der var derfor håndværkere til stede, der ikke negligerede situationens alvor. De ringede efter en brandbil, og et splitsekund efter stod der en kampklædt brandgut i vores lejlighed. Han fiksede hvad der nu skulle fikses, og var ude hurtigere end jeg kunne nå at gnide søvn ud af mine øjne og rette på mit morgenhår.

Efterfølgende stank der af brændt plastik i hele hytte – en stank, der gav mig associationer til køkkenet i en kinesisk restaurant. Ikke et ondt ord om kinesisk mad, må jeg dog lige indskyde. Men tun lugter altså også værre end det smager!

Uden strøm, med en belastende stank og en fugtsuger, der skulle stå og larme, var mit hjem ikke lige det mest tiltrækkende sted, at skrive på den eksamensopgave, jeg netop havde afleveret. Så til Køge og til forældres hjem, jeg tog…dvs. jeg skulle af sted alligevel pga. øvning med bandet. Men tror dog, at jeg nu camperer lidt længere end først planlagt. Lidt kringlet formuleret det sidste, det ved jeg, men er træt og uperfektionistisk. Så cut mig noget slack!

Så godnat…eller godmorgen…eller goddag…eller godaften, alt afhængig af hvornår du læser dette…