søndag, januar 16, 2005

Seertal

Denne aften startede DR’s ”Krøniken” en ny sæson. Ifølge statistikker, trak hvert afsnit forrige sæson rundt regnet 2.000.000 seere. Det har DR så kunne bryste sig lidt af, men hvordan er man egentlig fundet frem til disse tal?
Jo, analyseinstituttet Gallup har installeret et såkaldt TV-meter i 1000 hjem: Citeret fra Timecodes.dk
”Gallups TV–Meter (fra 1992) er baseret på et bevidst sammensat panel på cirka 1000 husstande, der udskiftes med jævne mellemrum. I panelet har man tilstræbt at ramme befolkningens sociale og demografiske sammensætning - blandt andet ud fra holdninger, livsstil og forbrugeradfærd”.
Ifølge gallup.dk er der 2.200 personer spredt ud på de 1.000 husstande.

Hvis vi antager at der bor ca. 6.000.000 mennesker i Danmark svarer det altså til, at hver person repræsenterer (6 mio. / 2.200) 2.727 personer. Med andre ord, skal jeg opfatte det sådan at jeg som individ, har en tv-kignings-adfærd lig 2.726 andre i dette land? Det lægger jo et helt gevaldigt pres på de stakler, som er udvalgt til at eje et sådant tv-meter. For hver gang de skifter kanal, skifter de jo så i princippet kanal for 2.726 andre.
Og hvad med alle de andre faktorer? Hvad hvis een af de 2.200 udvalgte kun ser serien for at kunne snakke med om den på til morgenkaffen på sin arbejdsplads? Eller hvad hvis én af de 2.200 er en hardcore historienørd, der ser ”Krøniken” alene pga. det kick det giver ham, hver gang han kan påpege faktuelle årstalsfejl. Og hvad med dem, der bare har fjernsynet tændt for at have noget baggrundsstøj mens de stryger eller lægger kabale?

Jeg ved slet ikke om jeg så tør se Krøniken fremover, for hvis ham der repræsenterer mig ikke ser den, og jeg gør, vil jeg jo fuldstændig fucke statistikken up!

2 kommentarer:

Edut sagde ...

For pokker!

Spot on - bedste indlæg til dato. Er pjattet med din skrivestil her...

/Jake

Anonym sagde ...

Du har nogle fantastiske sære måder at se verden på :o) En skam du ikke skriver noget mere her..

/Cirkusprinsessen