Tættere...

Du lader mig krænke dig, du lader mig skænde dig. Du lader mig gennembore dig, du lader mig komplicere dig.
Hjælp! jeg har ødelagt mit indre. Hjælp! min sjæl er ikke værd at sælge.
Hjælp! det eneste der virker, er at slippe væk fra mig selv.
Jeg vil tage dig som et dyr. Jeg vil mærke dig indvendigt. Hele min eksistens er en fejl. Du får mig tættere mod Gud.
Du kan få min ensomhed, du kan få alt det had det bringer med sig.
Du kan få min manglende tillid, du kan få mit alt.
Få min forstand brudt ned, det er din sex jeg kan lugte.
Lav mig om til perfekt, lad mig blive en anden.
Jeg vil tage dig som et dyr. Jeg vil mærke dig indvendigt. Hele min eksistens er en fejl. Du får mig tættere mod Gud.

Volbeat åbner Roskilde...

Ikke en dårlig nyhed. Må indrømme, at deres nye nummer med Magtens Johan går lige i huden på mig. De væltede Odeon-scenen sidste år ved middagstid og i høj sol. De er særdeles egnede til at indtage Orange.

Hvad siger i? Og hvem glæder i jer til at se?

At hvile i sig selv

En snak med en ven forleden satte reflektionsapparatet i gang ang. det at ”hvile i sig selv”. Og det lyder jo egentlig som en attraktiv egenskab. Det at hvile er jo en rar ting. Men for at hvile i sig selv, skal selvet vel være blødt at hvile på? At hvile i sig selv kan sættes lig med det, at man er tilfreds med den man er. Men sjovt nok klinger begrebet selvtilfreds meget negativt. Og hvad er forskellen? Og hvis det er så attraktivt at hvile i sig selv, hvorfor er vores samfund og kultur så præget af udvikling på så mange forskellige ommåder. Uddannelser, efteruddannelser, forskning, nytænkning, selvudvikling, selvrealisering, og etc. etc. Alt er resultatorienteret og mere fokuseret på det man opnår, end vejen hen til det man opnår. Opfyldning af mål skaber nye målsætninger. Groft sagt er en mand der hviler i sig selv, vel en mand der er gået i stå. Stagneret. For hvis man hviler i sig selv, er man vel ikke drevet af at skulle opnå noget?
Et eller andet sted er det vel et naturligt behov at udvikle sig hele tiden. Men hvis man vil udvikle sig, er det vel et udtryk for at man ikke er tilfreds med det liv man pt. har? Eller findes der en gylden middelvej? Som en anden ven engang sagde: ”En tilfreds mand er en død mand”.

Og så håber jeg ellers, at der kommer gang i kommentardebatten, ellers stagnerer jeg sgu.

Muse og Muus

Det var en kæmpe varme, der indfandt sig i undertegnedes hjerte, da Muse i onsdags blev offentliggjort til årets Roskilde Festival. De har i mange år ligget på en usolid plads på min Top 5 over bands, men med et godt kandidatur til at blive solid. De har ikke haft den samme musikalske impact på mig som fx Depeche Mode og Nine Inch Nails. Dog er det ved meget storladne musiske oplevelser jeg mindes, at Muse har haft en rolle. Første gang jeg stiftede bekendtskab var det herrens skæbneår 2000 på selv samme Roskilde Festival, som de fleste nok mest husker pga. ulykken og ikke musikken. Muse var et relativt ukendt band, og mit eneste bekendtskab jeg havde da jeg søndag eftermiddag travede til Hvid Scene med mine venner, var den korte beskrivelse i festivalprogrammet. Et beskedent antal publikummer overværede koncerten, hvis stemning stadig var præget af afdæmpethed efter ulykken. Musikken var da også derefter, da bandet primært spillede numre fra debut’en ”Showbiz” som i mine ører mindede om Radiohead (inden der gik electronica i den) og Jeff Buckley (inden han døde). Jeg var solgt, og det samme var et eksemplar af ”Showbiz” også i den lille GUF-stand, som jeg frekventerede straks efter koncerten.

Tiden gik og kort efter smed Muse deres andet udspil, ”Origin of symmetry” på gaden, der var lidt mere rockende og hårdt end debut’en. Riffet fra ”Plug in baby” står som et af de mest geniale i mit hoved. I 2003 fulgte de op med ”Absolution” som fortsatte lidt i samme rockende stil som forgængeren, men med en mere storladen lyd, grænsende til det symfoniske. Jeg så dem i Store Vega i efteråret 2003, men det var deres koncert på Arena-scenen om søndagen på Roskilde Festivalen i 2004, der står som én af mine største musikalske live-oplevelser. Musikarrangørerne havde i den grad prioriteret forkert, for Arena-teltet var proppet til randen, og der var et menneskemylder af dimensioner udenfor. Derimod var pladsen foran Orange Scene nærmest tom, da Baby Woodrose spillede kort efter. Op til koncerten havde der været meget snak om Muse ville aflyse, da trommeslagerens far var død få dage inden. At han valgte at kanalisere sorgen ud i lidt trommebaskeri genvandt kun respekt for de mange tusinder publikummer den aften. Jeg kan egentlig ikke huske, hvad der gjorde koncerten så mindeværdig. Må have været en kombination af bandets evner til at fyre den af på en scene, at leve sig selv ud 100%, den gode lyd, Matt Bellamys stemme, energien, atmosfæren, kærligheden, fællesskabet…

Sidste år udkom så deres fjerde album ”Black Holes and Revelations”. Jeg hørte førstesinglen ”Supermassive Black Hole”, og havde jeg ikke vidst det var dem, havde jeg nok slet ikke gættet det, for deres sound var jævnt ukendelig. I hvert fald i forhold til deres debut. En meget discoagtig sound, med en meget falset-agtig stemme. Man skulle lige vænne sig til det, men så var det til gengæld også fedt.

Albummet skuffede da heller ikke, og byder på flere friske numre. Jeg synes dog ikke at det er deres bedste. Men det synes flertallet vist, for nu røg Muse lige pludselig højt på hitlister og salgslister. Kulturelitær som jeg er (eller gerne vil være), bliver man dog selvfølgelig lidt skuffet over at bandet med dette album lige pludselig appellerer til et bredere publikum og spiller til MTV Awards og deslige. Det ville fx ikke undre mig at høre ”Starlight” på Holme Olstrup Lokalradio…

Jeg læste på deres hjemmeside, at de er sat til at spille om søndagen på Roskilde. Arena-scenen er jo qua dens størrelse og overdækning i mine øjne mest egnet til et band som Muse, der fordrer mørke omgivelser når de spiller. Der er jo en grund til at de før hed ”Gothic Anthem”. De andre scener er for små, og Orange Scene er for lys, hvis der spilles mens solen stadig lyser på Dyrskuepladsen. Men hvis de får tjansen af at lukke en forhåbentlig fed festival lørdag aften på Orange, mens solen er på vej ned, med udsigt til en folkefest, vil jeg bestemt ikke klage.

Flere sindsyge taxichauffør

Gad vide om der findes en speciel slags negativ karma omkring lyskrydset Reventlowsgade/Vesterbrogade. En karma, der har til hensigt at vække taxichaufførers aggressioner til live. Nogle husker måske mit indlæg om den gale taxichauffør der ville tæve en anden bilist med et jernrør. I selv samme kryds var jeg i dag udsat for en anden, om end, lidt mildere episode. Da jeg i dag cyklede over Vesterbrogade hørte jeg et uhæmmet dytteri fra en bil. Jeg kunne ikke lige regne ud om det var sigtet mod mig, så jeg identificerede min cykling for at se om den var i overensstemmelse med lovens rammer. Yes, ingen problemer der, og jeg var ikke den eneste cyklist. Da jeg var nået over på den anden side, hørte jeg bilen bag mig speede up, overhalede en anden cyklist og jeg, for at holde ind til siden og standse. Det var en taxa, og ud af bilen hoppede en ung og lettere aggressiv mand ud, der råbte ”Det er en vej, ikke en cykelsti!”. Yes, 10 point for den iagttagelse. Det er en vej, ja. Og korrekt, det er heller ikke en cykelsti! Men sidst jeg checkede fandtes der en del veje i Kbh C hvor det OGSÅ er tilladt at cykle. Bl.a. på den vej vi befandt os på. Som i øvrigt var af slagsen uden cykelsti.
Min medcyklist og jeg kiggede forundret og grinende til hinanden. Jeg kunne høre taxachaufføren bag os råbe en aggressiv kommentar adresseret mod den anden cyklists frisure (der nok bedst kan beskrives som Kurt Thorsen-frisure): ”Få noget hår på dit hovede”. Yes, velkommen til 4. klasse i argumentationsteknik.

Håber ikke at det at jeg næste gang, jeg skal fragtes stiv og hjælpeløs hjem fra byen skal passere det kryds…

Sukkermad

Det er nu egentlig ikke nogen der har tisset på min sukkermad. Faktisk har de fleste været kærlige og søde ved min sukkermad. Højst nogen der har åndet fælt på den.
Så, en bid utisset sukkermad gives til den der kan finde ham der tissede!

Den Sorte Madonna - er det meningen man skal grine?

Pt. kører der konstant trailere for den nye danske action-komedie-tju-bang-film "Den Sorte Madonna". I ved, af typen med en masse kække popsmarte oneliners, der gerne skulle adopteres af drengerøve i alle aldre.
Er det bare mig der er humorforladt, eller ansporer den trailer bare kun minimalt til at trække på lattermusklerne? Er det meningen vi skal grine?

Jeg har det lidt på samme måde, som da jeg så trailere for den der anden i samme genre med Nicolai Lie Kaas som fancy filminstruktør

Anna vs. Sara

Laquack kan ikke lide Anna Pihl. Det kan jeg godt. Dog mest at se på hende, da hun er sødere end Sara Lund i Forbrydelsen. Men Forbrydelsen er sgu’ mere spændende, og noget mindre sødsuppeagtig end Anna Pihl. Men hvad siger i?

For resten, er det mon et tilfælde, at begge kvindelige betjente har 4-bogstavers for- OG efternavne?

I Politiken i dag kan man læse Ungdomshus-aktivist vil ikke afskrive vold

Fedt nok, han er talsmand, og burde have sin retorik i orden. Men manden kan altså ikke stå inde for sine handlinger. Det indgyder da til respekt.

Filmprogrammer på TV

Det undrer mig, at hverken TV2 eller DR mere har et fast ugentligt TV-program med anmeldelser af nye biograffilm. Jo, der er stadig stabile "Troldspejlet", og på trods af dettes utvivlsomme kvaliteter, er målgruppen måske lidt snæver. Og så er der kl. søvn i øjnene fredag morgen, hvor Politikens Henrik Palle i et splitsekund får lov til at ytre sig om ugens film i "Go' Morgen Familien Danmark". Tilbage er der de storladne trailere, som vi ser i reklamepauserne, og som ikke levner meget plads til en objektiv vurdering. Nåh yes, så er der jo også "Smagsdommerne", men det er ofte kun een film de snakker om, og det foregår på et abstraktionsniveau som nok TV2's typiske seersegment har svært ved at være med på. Desuden bliver det en gang mundhuggeri hvor debattørerne taler i munden på hinanden, og værten altid ender med at afbryde, når det er allermest interessant.

Næh, der er åbenbart ikke levnet plads til et tv-program. Programplanlæggerne må ud fra målgruppeanalyser have konkluderet at Familien Danmark hellere vil se Søren Ryge, Husvild, amerikanske serier, programmer om rengøring, BS, overfladisk underholdning. Nogle gange er jeg ked af, at jeg ikke er flertallet.

Hysteri

På pol.dk kan man læse Forældre skal have ryge-jakke på

Er der andre end mig, der synes at hysteriet er ved at tage overhånd? Hver dag færdes børn i trafikken, hvor der sikkert bliver opfanget en masse partikler fra udstødningsos og deslige, men gøres der noget ved det?

Plads til alle?

I meget af den debat der har hersket om hvor vidt Ungdomshuset burde eksistere var essensen af argumenterne pro-Ungdomshus, at det husede ”skæve eksistenser”, de anderledes, de mærkelige, subkulturerne, og generelt folk der afviger fra normaliteten. Mange unge, der har følt sig udstødt og forkert i det samfund de kom fra, har måske fundet fred og accept med at være dem de er, i Ungdomshuset. Og det er jo herligt nok. Jeg støtter i høj grad friheden til forskellighed. Men i hvor høj grad, er den frihed? For selv Ungdomshuset (og andre væresteder, der proklamerer at tiltrække ”alternative”) har vel grænser for hvor frie man må være? Og nu er det så, at jeg kommer med én af mine langt ude hypoteser, som alligevel er interessant nok at bruge som tankeeksperiment i ønsket om at udfordre de sociale konventioner.
Hypotese: Hans Berthel er anderledes. Han er i hvert fald anderledes opdraget. Han er en ung dreng med lutter gode hensigter. Modsat andre unge, er han dog lidt anderledes opdraget. I stedet for at trykke folk i hånden, når han høfligt skal sige goddag til folk, er han opdraget til at tisse på folk. For ham er det et symbol på respekt og anerkendelse til den man hilser på.
Hans Berthel er på det punkt derfor meget anderledes. Ville han, i Ungdomshuset (eller for den sags skyld, andre steder, der gerne skulle huse de ”anderledes”) blive accepteret med sin specielle form for høflige gestus? Ville folk lade sig tisse på, af ham, nu hvor det er en handling af høflighed? Det er vel de færreste, der ville klage over at blive trykket i hånden.
Så er der plads til dem der virkelig ER anderledes? Er det/de anderledes, som vi opfatter dem, egentlig ikke stadig inden for nogle rammer af normalitet?

Antropopolog

Kan man mon godt kalde en person, der forsker i menneskers numser for en antropopolog?

Var det det værd?

Nåh, unge aktivister. Nu har i smadret store dele af Kbh. Uskyldige folks ejendele som biler, cykler og andet der kom i vejen for jeres hærgetogt er smadret, og folk skal nu til lommerne fordi de var så uheldige at have deres ting stående det forkerte sted. Ja, i var frustrerede, og det er forståeligt. Men aktionerne var endda planlagt, så i havde endda tid til at reflektere over det i ville gøre. En formildende omstændighed kunne være ”midlertidig sindssyge”, der gjorde, at handlede i affekt, men jeres har stået på i længere tid.Så har i fred i sjælen nu? Har det givet jer en ro, at en masse folks værdier nu er gået tabt. Erstatter gårsdagens handlinger et tabt ungdomshus? Var det en retfærdig hævn? Sidder i nu tilbage med en tilfredshedsfølelse. Var det det værd?