En snak med en ven forleden satte reflektionsapparatet i gang ang. det at ”hvile i sig selv”. Og det lyder jo egentlig som en attraktiv egenskab. Det at hvile er jo en rar ting. Men for at hvile i sig selv, skal selvet vel være blødt at hvile på? At hvile i sig selv kan sættes lig med det, at man er tilfreds med den man er. Men sjovt nok klinger begrebet selvtilfreds meget negativt. Og hvad er forskellen? Og hvis det er så attraktivt at hvile i sig selv, hvorfor er vores samfund og kultur så præget af udvikling på så mange forskellige ommåder. Uddannelser, efteruddannelser, forskning, nytænkning, selvudvikling, selvrealisering, og etc. etc. Alt er resultatorienteret og mere fokuseret på det man opnår, end vejen hen til det man opnår. Opfyldning af mål skaber nye målsætninger. Groft sagt er en mand der hviler i sig selv, vel en mand der er gået i stå. Stagneret. For hvis man hviler i sig selv, er man vel ikke drevet af at skulle opnå noget?
Et eller andet sted er det vel et naturligt behov at udvikle sig hele tiden. Men hvis man vil udvikle sig, er det vel et udtryk for at man ikke er tilfreds med det liv man pt. har? Eller findes der en gylden middelvej? Som en anden ven engang sagde: ”En tilfreds mand er en død mand”.
Og så håber jeg ellers, at der kommer gang i kommentardebatten, ellers stagnerer jeg sgu.
onsdag, marts 21, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Sir, ja SIR!
At hvile i sig selv ér positivt. At være tilfreds med sig selv ligeså. Men der er forskel på den måde man lever det ud på, hvilket kan være enten positivt eller negativt for andre at opleve.
Men jeg vil nu vove at påstå at de som selv mener at hvile i sig selv, og alligevel ikke er rart selskab, ikke hviler i sig selv.
S.
Argh, dit kommentarsystem er belastende. Når du nu stiller 117 spørgsmål, ville det være rart at kunne se indlægget imens. Jeg har glemt dem. Og er for doven til at åbne på flere faner.
Nå, det jeg kan huske:
Du blander pærer og æbler, at hvile i sig selv har ikke noget at gøre med at være gået i stå (imho).
Det er vel bare en eller anden form for optimisme, der gør, at man er grundglad og kan overskue ting, der ikke nødvendigvis er fede, såfremt de opstår.
Ikke at man flinter rundt og er en jublende lalleglad optimist, men at man ikke lader sig slå ud over små- eller storting :> Og ellers bare er tilfreds med den, man er.
Aj, det er sgu fesent at kræve kommentardebat, og så ikke selv svare.
S.
Undskyld mit sene svar, men jeg skulle lige hvile mig lidt
Men tak for kommentarerne. Jeg trak nu også linierne lidt hårdt op i mit indlæg, så kan sagtens se jeres pointer.
Som alt andet, handler det om balance.
hej...
Kan man hvile i sig selv uden at blive bekræfter af andre.
er at hvile i sig selv så ikke at man har sit ego i maks. og er man så ikke en selvsikker skid....
At hvile i sig selv, er netop at opgive det tunge ego. Opgive al pefektionismen og trangen til at møve sig frem. At hvile i sig selv, er at vise sine medmennesker tillid, uden at ængstes. Man behøver ikke at bekymre sig. Slip.
Selvom man hviler i sig selv, forhindrer det ikke, at man lytter til hvad andre finder, at man kunne gøre: vise mere hensyn, gøre sig mere umage på forskellige områder osv. Hviler man, kan man lytte, uden at blive fornærmet, eller forhippet på forandringer lige nu, og uden at frygte tabet af andres kærlighed.
Send en kommentar