Ordsprog. De kommer og går. Personligt så hører jeg sjældent følgende to, der i 1980’erne var meget brugte: ”Det tager 100 år og en formiddag” og ”Det var engang i 1700-grønlangkål”. Begge to meget fleksible ordsprog, hvor ”formiddag” kunne udskiftes med ”eftermiddag” efter behov, og 1700 kunne udskiftes med 1800, eller sågar 1900
For undertegnede, selvudnævnte ukronede konge af ordkløveri, giver det egentlig god mening, at de uddøde. Når noget tog lang tid, tog det altså 100 år og en formiddag? Ja, man kan jo næsten godt følge ræsonnementet; ”Argghh, nu har jeg ventet 100 år, jeg orker virkelig ikke at vente en formiddag til!”
Og til det andet ordsprog; grønlangkål? Hvad i alverden er det egentlig? Og hvordan er det blevet berettiget det til at bruges til tidsangivelse? Jeg kan personligt ikke lige placere grønlangkål i det gastronomiske alfabet, andet end at jeg kunne forestille mig, at det måske er i familie med rødkål og hvidkål. Måske er jeg blevet for meget storbybeboer og indoktrineret af det københavnske cafehelvede med humussalater, clubsandwiches, kebab, durumruller, broccolisuppe og brunch, til at jeg kendes ved den slags ingredienser der primært ses i retter kreeret af husmødre på den jyske hede. Men omvendt, det har bare heller ikke den samme charme at sige: ”Det var dengang i 1700-broccoli”…
tirsdag, juli 31, 2007
mandag, juli 30, 2007
torsdag, juli 26, 2007
Stressede husfruer?
Det slog mig lige, at jeg mangler Desperate Housewifes i mit liv. TV2 har jo givet serien ”sommerferie”, selvom den var midt i en sæson. Men det har jo nok været vigtigt at give den lidt fri, for i disse tider kan man ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om stress. Man hører om kendte der står frem på BT og EB’s forsider; ”Jeg gik ned med stress”. Det næste må jo så være en kendt tv-serie: Desperate Housewifes udtaler i privat interview med BT; ”Det blev for meget til sidst. At skulle leve op til forventningspresset og hele tiden score højere seertal. Det blev for meget. Mistede koncentrationen og bad TV2 om ferie”
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?
tirsdag, juli 24, 2007
Mareridt?
Det er nu noget underligt noget med drømme og mareridt. Ikke at det er nogen nyhed, men gang på gang overraskes jeg af den irrationalitet de ligger for dagen (eller natten, høhø). En irrationalitet, der efterhånden har fået mig til at indse, at alt der falder ind under kategorien drømmetydning og deslige, er lige så håbløst som at tro man kan sælge buksebælter til 10. klasseknægte anno 2007.
Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?
For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:
Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.
I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.
Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.
Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?
For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:
Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.
I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.
Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.
onsdag, juli 18, 2007
Spørgsmål
Hvorfor er det mon sådan, at jo mere jeg har glemt mine ørepropper, når jeg er på besøg hos mine forældre, jo højere snorker min far, og jo tyndere virker husets vægge.
mandag, juli 16, 2007
8 om mig
Hendes Royale Cirkushed har tagget mig. Lidt sent er bedre end aldrig.
1. Jeg har gået til yoga flere gange. Er også blevet smådrillet med det, selvom det ikke er et led i en metroseksuel eller fyr-lær-at-kende-dine-feminine-sider-at-kende-strategi. Er dog aldrig kommet længere end et grundkursus, men er fascineret af denne "sport", og dens potentiale. Det skal siges, at jeg laver en gedigen hovedstand...når jeg er i træning, altså.
2. Jeg har altid haft kælenavne. På trods af mit ellers flotte fornavn, er der rigtig mange der kalder mig ved mit efternavn fra dyreriget. Min farfar kaldte mig Kædde (eller hvordan det staves). Nogle barndomsvenner kaldte mig Stewart (længere historie). En anden barndomsven kaldte mig både Gergen og Nalle Bom. Nogle venner fra mit studie begyndte at kalde mig Runke efter en tur til Amsterdam. Også en længere historie. Selvom ligheden er meget lidt slående, kommer min mor igen og igen til at kalde mig ved mit søsters navn; Anette.
Derfor: når folk endelig kalder mig ved mit oprindelige navn, tror jeg derfor ofte at det er noget alvorligt de vil snakke om.
3. Mudderhelvedet AKA Roskilde Festival 2007 var mit 8. år på festivalen i streg. Tragedie-året 2000 var min debut, og jeg håber mindst at kunne holde 10 års jubilæum. De skal dog stramme lidt op på musikprogrammet...og vejret...
4. Jeg er lettere neurotisk og stresser ret let. Efter mange års selvanalyseren er jeg kommet frem til, at det evt. bunder i en lidt for uhæmmet ordenssans og kontrolfreak'ism.
5. Som barn var jeg uhyrlig god til at huske datoer og fødselsdage. Jeg udviklede en teknik, så folk kunne nævne en dato højst et år ude i fremtiden, og jeg kunne hive datoens ugedag frem fra den indre database på et splitsekund. Mine forældre var imponeret, men det var dog ikke noget, der ligefrem fik pigerne til at stå i kø.
6. Pt. har jeg sommerferie fra studiet. Det er en god øvelse for mig til at lære at anti-stresse. Den seneste uge har dog været ret oplevelsesrig, da jeg både har udfordret min højdeskræk i Vor Frelser Kirke, drukket fadøl på Nemoland, haft næseblod på Christianshavns Bibliotek, set sjove og pinlige stand-up-komikere på Kulkafeen, smalltalket i toiletkøen med A Kid Hereafter samme sted, været i biffen, spillet rundbold og fodbold i Valbyparken, været til støttefest i Folkets Park og klappet på dyr i Knuthenborg.
7. Jeg har været telefoninterviewer for Gallup. Selvom det lyder som et ret simpelt job, der det nok det mest utaknemmelige jeg nogensinde har prøvet. At konstant få sure, travle og MEGET lidt interviewvenlige mennesker i røret, der alle mener, at vi "ringer hele tiden!" samtidig med at ens chefer punker een fordi man får for mange afvisninger.
8. Jeg ryger for lidt
Jeg sender stafetten videre til Edut og Lakvak
1. Jeg har gået til yoga flere gange. Er også blevet smådrillet med det, selvom det ikke er et led i en metroseksuel eller fyr-lær-at-kende-dine-feminine-sider-at-kende-strategi. Er dog aldrig kommet længere end et grundkursus, men er fascineret af denne "sport", og dens potentiale. Det skal siges, at jeg laver en gedigen hovedstand...når jeg er i træning, altså.
2. Jeg har altid haft kælenavne. På trods af mit ellers flotte fornavn, er der rigtig mange der kalder mig ved mit efternavn fra dyreriget. Min farfar kaldte mig Kædde (eller hvordan det staves). Nogle barndomsvenner kaldte mig Stewart (længere historie). En anden barndomsven kaldte mig både Gergen og Nalle Bom. Nogle venner fra mit studie begyndte at kalde mig Runke efter en tur til Amsterdam. Også en længere historie. Selvom ligheden er meget lidt slående, kommer min mor igen og igen til at kalde mig ved mit søsters navn; Anette.
Derfor: når folk endelig kalder mig ved mit oprindelige navn, tror jeg derfor ofte at det er noget alvorligt de vil snakke om.
3. Mudderhelvedet AKA Roskilde Festival 2007 var mit 8. år på festivalen i streg. Tragedie-året 2000 var min debut, og jeg håber mindst at kunne holde 10 års jubilæum. De skal dog stramme lidt op på musikprogrammet...og vejret...
4. Jeg er lettere neurotisk og stresser ret let. Efter mange års selvanalyseren er jeg kommet frem til, at det evt. bunder i en lidt for uhæmmet ordenssans og kontrolfreak'ism.
5. Som barn var jeg uhyrlig god til at huske datoer og fødselsdage. Jeg udviklede en teknik, så folk kunne nævne en dato højst et år ude i fremtiden, og jeg kunne hive datoens ugedag frem fra den indre database på et splitsekund. Mine forældre var imponeret, men det var dog ikke noget, der ligefrem fik pigerne til at stå i kø.
6. Pt. har jeg sommerferie fra studiet. Det er en god øvelse for mig til at lære at anti-stresse. Den seneste uge har dog været ret oplevelsesrig, da jeg både har udfordret min højdeskræk i Vor Frelser Kirke, drukket fadøl på Nemoland, haft næseblod på Christianshavns Bibliotek, set sjove og pinlige stand-up-komikere på Kulkafeen, smalltalket i toiletkøen med A Kid Hereafter samme sted, været i biffen, spillet rundbold og fodbold i Valbyparken, været til støttefest i Folkets Park og klappet på dyr i Knuthenborg.
7. Jeg har været telefoninterviewer for Gallup. Selvom det lyder som et ret simpelt job, der det nok det mest utaknemmelige jeg nogensinde har prøvet. At konstant få sure, travle og MEGET lidt interviewvenlige mennesker i røret, der alle mener, at vi "ringer hele tiden!" samtidig med at ens chefer punker een fordi man får for mange afvisninger.
8. Jeg ryger for lidt
Jeg sender stafetten videre til Edut og Lakvak
lørdag, juli 14, 2007
Opløsning - nej, vel?
I musikbranchen benytter de sig af et smart markedskneb. Det kaldes ”opløsning”, og er den konsekvens der sker, når et band af forskellige grunde ikke kan/vil fortsætte mere. Årsagerne er forskellige. Det kan være af økonomiske grunde, når pladesalget ikke just lever op til forventningerne. Det kan være kunstneriske uenigheder eller noget tredje. Måske syntes forsangeren (eller hans pladeselskab), at han ville klare sig bedst på egen hånd. Bandmedlemmerne splittes derfor, og søger nye musikalske græsgange. Opløsning er - alt afhængig af bandets popularitet og fanskare - ofte forbundet med en stor del dramatik. Bandet udsender rørende pressemeddelelser og man hører historier om tudende fans.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.
I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.
Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.
I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.
Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.
mandag, juli 09, 2007
Arghh, vågn op, anmeldere!
Jeg skal nok komme med en længere reportage fra det indtryksbombardement jeg har oplevet i den sidste uges mudderkastestævne i Roskilde. Men pt. var der lige et par anmelder-ting, jeg faldt over.
Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.
Links:
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece
http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497
Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.
Links:
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece
http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497
Abonner på:
Opslag (Atom)
