Mareridt?

Det er nu noget underligt noget med drømme og mareridt. Ikke at det er nogen nyhed, men gang på gang overraskes jeg af den irrationalitet de ligger for dagen (eller natten, høhø). En irrationalitet, der efterhånden har fået mig til at indse, at alt der falder ind under kategorien drømmetydning og deslige, er lige så håbløst som at tro man kan sælge buksebælter til 10. klasseknægte anno 2007.

Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?

For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:

Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.

I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.

Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.