Dette er Runkedorens automatsvarermekanismedims. Runkedoren vil være fraværende de næste dage/uger, så forvent ikke meget opdatering her. Men vær velkommen til at spamme i kommentarboksen efter det fonetiske bib. Pas godt på jer selv, hinanden og dyrene i naturen.
*Biiiiiib*
torsdag, januar 26, 2006
onsdag, januar 25, 2006
Lidt mere drømmeri
For nogle er nedenstående måske genbrug. Men genudsendelser er vel ok? Anyway, for et par år siden, førte jeg en drømme dagbog: "Somniøse erfaringer". Nedenstående er en slags greatest hits. Kom endelig med jeres analyser, hæhæ
Fik sendt en kasse slik, som viste sig at tilhøre Ritt Bjerregaard. Hun kom selv og hentede den. Jeg prøvede at lave "Rent Fup" med hende, ved at bilde hende ind, at jeg allerede havde spist det.
***
Peter Aalbæk med cigar i munden, kørte rundt på en trehjulet handicapknallert, der ikke kunne dreje, på en kæmpe græsplæne.
***
Jeg byggede et kæmpe sandslot. Jeg var flere år om det, men det var heldigvis færdigbygget og fuldt oprustet, da det blev angrebet med luftskyts.
***
Var med i "Mifunes Sidste Sang". Men handlingen var kombineret med "Misery", da Kathy Bates var bondegårdens strenge bestyrerinde, der sørgede for at jeg ikke måtte gå nogen steder.
***
En kæmpe gal haj havde forvildet sig ind under isen i en skøjtehal. Den brækkede sig op gennem isen, og slog hovedet på et ishockeymål. Folk prøvede at komme væk i deres gummibåde.
***
Var med Beavis og Butthead til meditation i Bob Marley-land
***
Stjal en bog, der åbenbart havde en bibelsk betydning, for en dum sekt. Så det havde udløst et kæmpe ramaskrig hos dem, og jeg var erklæret fredløs
***
Var med i en slags Matrix-film hvor jeg skulle anbefale en Cubansk cigar til en Aids-ramt mand
***
En pige jeg flirtede med, malede sig blå i hovedet
***
Det var egentlig ikke drømmen denne nat, der var relevant. Men derimod, da jeg vågnede ved mit vækkeur, der larmer som en brandalarm, sov begge mine arme. Jeg kunne derfor ikke løfte mine arme op til hylden hvor vækkeuret stod for at slukke det. Måtte derfor slukke det med min pande. Lidt komisk situation
***
Skulle til et eller andet arrangement med noget musik og sådan. Vi sad og hørte det første opvarmningsband til hovednavnet, som var et latterligt black-metalband. Jeg begyndte at drikke af min Marilyn Manson-cola. I pausen kom 6 personer ud, forklædt som en bus. Det var en del af underholdningen. De kidnappede mig, og puttede mig ind i et telt. Jeg blev så sendt ud på en skattejagt/orienteringsløb og oplevede nogle pudsige ting. Bl.a. stod jeg på skateboard på en havn, kom forbi det firma, hvor min far arbejder og gik rundt på deres lagre. Slutteligt stødte jeg ind i den syngende mand fra ALKA-reklamerne, som her var cykelsmed. Her sluttede det hele, og jeg nåede desværre aldrig tilbage og høre hovednavnet, som jeg ikke kan huske hvem var
***
En af mine venner, havde fået tatoveret et billede af sin kæreste på hansarm. Der var dog den fejl, at hun havde fuldskæg på tatoveringen
Fik sendt en kasse slik, som viste sig at tilhøre Ritt Bjerregaard. Hun kom selv og hentede den. Jeg prøvede at lave "Rent Fup" med hende, ved at bilde hende ind, at jeg allerede havde spist det.
***
Peter Aalbæk med cigar i munden, kørte rundt på en trehjulet handicapknallert, der ikke kunne dreje, på en kæmpe græsplæne.
***
Jeg byggede et kæmpe sandslot. Jeg var flere år om det, men det var heldigvis færdigbygget og fuldt oprustet, da det blev angrebet med luftskyts.
***
Var med i "Mifunes Sidste Sang". Men handlingen var kombineret med "Misery", da Kathy Bates var bondegårdens strenge bestyrerinde, der sørgede for at jeg ikke måtte gå nogen steder.
***
En kæmpe gal haj havde forvildet sig ind under isen i en skøjtehal. Den brækkede sig op gennem isen, og slog hovedet på et ishockeymål. Folk prøvede at komme væk i deres gummibåde.
***
Var med Beavis og Butthead til meditation i Bob Marley-land
***
Stjal en bog, der åbenbart havde en bibelsk betydning, for en dum sekt. Så det havde udløst et kæmpe ramaskrig hos dem, og jeg var erklæret fredløs
***
Var med i en slags Matrix-film hvor jeg skulle anbefale en Cubansk cigar til en Aids-ramt mand
***
En pige jeg flirtede med, malede sig blå i hovedet
***
Det var egentlig ikke drømmen denne nat, der var relevant. Men derimod, da jeg vågnede ved mit vækkeur, der larmer som en brandalarm, sov begge mine arme. Jeg kunne derfor ikke løfte mine arme op til hylden hvor vækkeuret stod for at slukke det. Måtte derfor slukke det med min pande. Lidt komisk situation
***
Skulle til et eller andet arrangement med noget musik og sådan. Vi sad og hørte det første opvarmningsband til hovednavnet, som var et latterligt black-metalband. Jeg begyndte at drikke af min Marilyn Manson-cola. I pausen kom 6 personer ud, forklædt som en bus. Det var en del af underholdningen. De kidnappede mig, og puttede mig ind i et telt. Jeg blev så sendt ud på en skattejagt/orienteringsløb og oplevede nogle pudsige ting. Bl.a. stod jeg på skateboard på en havn, kom forbi det firma, hvor min far arbejder og gik rundt på deres lagre. Slutteligt stødte jeg ind i den syngende mand fra ALKA-reklamerne, som her var cykelsmed. Her sluttede det hele, og jeg nåede desværre aldrig tilbage og høre hovednavnet, som jeg ikke kan huske hvem var
***
En af mine venner, havde fået tatoveret et billede af sin kæreste på hansarm. Der var dog den fejl, at hun havde fuldskæg på tatoveringen
mandag, januar 23, 2006
"Krøniken" vs. kaffe
De to ting har en ting tilfælles i min optik. Jeg er afhængig af begge dele, men grundene er lidt diffuse
Jeg bliver nødt til at have min daglige ration kaffe, selvom jeg egentlig ikke synes at smagen er speciel god.
Jeg bliver nødt til at se "Krøniken", selv om jeg objektivt set, ikke synes den er noget specielt. Lettere forudsigeligt og uoriginalt plot og mange amatøragtige skuespilpræstationer.
Jeg er af uvisse grunde draget af begge dele.
Koffeinafhængighed kan være svaret, for kaffens vedkommende, men hvad forklarer min tiltrækning til "Krøniken"?
Jeg bliver nødt til at have min daglige ration kaffe, selvom jeg egentlig ikke synes at smagen er speciel god.
Jeg bliver nødt til at se "Krøniken", selv om jeg objektivt set, ikke synes den er noget specielt. Lettere forudsigeligt og uoriginalt plot og mange amatøragtige skuespilpræstationer.
Jeg er af uvisse grunde draget af begge dele.
Koffeinafhængighed kan være svaret, for kaffens vedkommende, men hvad forklarer min tiltrækning til "Krøniken"?
lørdag, januar 21, 2006
Deja vu-lignende tilstand
"Sometimes I give myself the creeps
Sometimes my mind plays tricks on me"
Green Day - Basketcase, 1994
Endnu et drømmerelateret indlæg coming up.
Enkelte gange i mit voksne liv har jeg haft dage, der i ordets oprindelige forstand var meget surrealistiske. Det er enkeltstående tilfælde, og der går år mellem at jeg oplever dem. Disse dage er domineret af en masse små flygtige deja vú lignende episoder, der alle relaterer sig til den samme drøm, jeg har drømt for længe siden. Næsten lige meget hvad jeg kigger på eller tænker, får jeg et associativt deja vú, der som deja vú’er er flest, forsvinder lige så hurtigt det kom.
Forskellen fra et almindelig deja vu er, at det indre, og noget abstrakte billede der dukker op, er en scene fra en drøm jeg har haft tidligere. Selvom billedet er helt tydeligt og klart i det nanosekund det varer, er min vågne bevidsthed dog ikke skarp nok til at tage et snapshot af det, så det kan gemmes og efteranalyseres. Det irriterende er så, at de ting der associerer mig til disse meget ens deja vu-tilstande er fuldstændigt forskellige. Og jeg kan ikke fremprovokere dem selv. De har deres helt egen dagsorden. Der hersker nul rationalitet. Eller i hvert fald en rationalitet, jeg ikke er skarp nok til at regne ud.
I dag er en af disse dage…
Sometimes my mind plays tricks on me"
Green Day - Basketcase, 1994
Endnu et drømmerelateret indlæg coming up.
Enkelte gange i mit voksne liv har jeg haft dage, der i ordets oprindelige forstand var meget surrealistiske. Det er enkeltstående tilfælde, og der går år mellem at jeg oplever dem. Disse dage er domineret af en masse små flygtige deja vú lignende episoder, der alle relaterer sig til den samme drøm, jeg har drømt for længe siden. Næsten lige meget hvad jeg kigger på eller tænker, får jeg et associativt deja vú, der som deja vú’er er flest, forsvinder lige så hurtigt det kom.
Forskellen fra et almindelig deja vu er, at det indre, og noget abstrakte billede der dukker op, er en scene fra en drøm jeg har haft tidligere. Selvom billedet er helt tydeligt og klart i det nanosekund det varer, er min vågne bevidsthed dog ikke skarp nok til at tage et snapshot af det, så det kan gemmes og efteranalyseres. Det irriterende er så, at de ting der associerer mig til disse meget ens deja vu-tilstande er fuldstændigt forskellige. Og jeg kan ikke fremprovokere dem selv. De har deres helt egen dagsorden. Der hersker nul rationalitet. Eller i hvert fald en rationalitet, jeg ikke er skarp nok til at regne ud.
I dag er en af disse dage…
torsdag, januar 19, 2006
Endnu en drøm
Der var udbrudt fugleinfluenza i Danmark. Mangen døde, og planen var vist at resten af folket skulle udvandre af landet. Jeg gik i en stor flok gennem en storbys gader. Byen lignede dog langt fra en dansk by, men nærmere end italiensk by i 30’erne med meget stejle gader. Et fænomen, som pandekagelandet Danmark ikke just kan prale af. Det der var en udvandring, ændrede pludselig karakter, så det i stedet blev en demonstration for Christiania ned af de stejle gader. Jeg er hverken for eller imod, så det var nok grunden til at jeg hoppede op i en indkøbsvogn, der på en eller anden måde også deltog i demo’en.
På grund af de ca. 45 grader stejle gader og min vægt, samt det faktum, at nogle frække personer gav mig et lille skub, begyndte indkøbsvognen at accellere. Inden længe kørte jeg med en allerhelvedes fart ned af gaden i en giftig form for slalom for ikke at jorde alle demonstranterne. Hvordan jeg klarede at manøvrere en indkøbsvogn så frækt, må stå usagt hen. Jeg undgik i hvert fald at komme til skade, da enden på min dødskørsel afsluttede ved et stuntspring af en eller anden art.
Lokationen derefter var et form for slot, som man kun kender det fra fremtidsfilm, og umiddelbart efter deltog jeg i en eller anden form for interaktiv slåskamp med LOC. Dvs. vi figurerede som deltagere i et slags 3D kampspil a la Tekken, hvor vi blev styret af folk udefra.
På grund af de ca. 45 grader stejle gader og min vægt, samt det faktum, at nogle frække personer gav mig et lille skub, begyndte indkøbsvognen at accellere. Inden længe kørte jeg med en allerhelvedes fart ned af gaden i en giftig form for slalom for ikke at jorde alle demonstranterne. Hvordan jeg klarede at manøvrere en indkøbsvogn så frækt, må stå usagt hen. Jeg undgik i hvert fald at komme til skade, da enden på min dødskørsel afsluttede ved et stuntspring af en eller anden art.
Lokationen derefter var et form for slot, som man kun kender det fra fremtidsfilm, og umiddelbart efter deltog jeg i en eller anden form for interaktiv slåskamp med LOC. Dvs. vi figurerede som deltagere i et slags 3D kampspil a la Tekken, hvor vi blev styret af folk udefra.
onsdag, januar 18, 2006
Koffeinfri Nescafe
"Det er kampen for at vågne op
Det er dampen fra en kogende kop"
Per Vers – Black Power, 2005
Jeg stod desperat og manglede kaffe. En dag uden kaffe er lig med en dag i Tycho Brahes navn for midt vedkommende, så jeg var en tur i Irma skaffede mig en gang Nescafe. Jeg syntes godt nok at indpakningen var lidt anderledes end den plejer, men det så jeg stort på, da jeg for det meste er åben for fornyelser. Først bagefter så jeg til min store forskrækkelse at den anderledes indpakning, skyldtes at kaffen var koffeinfri! ”Katastrofe, jeg må straks ind og bytte”, var min første indskydelse. Beslutningen var dog ikke klar, for en to-sekunders refleksion fik mig på andre tanker a la ”var det hønen eller ægget, der kom først. For hvad hvis det slet ikke er koffeinen i kaffen, der pleaser mig? Hvad hvis det bare er trygheden og smagen ved kaffen, der gør at jeg er så glad for den? Jeg valgte derfor at give den en chance. Der er pulver til 60 kopper kaffe i sådan en bøtte, så om en uges tid kan jeg konkludere, om koffeinfri pulverkaffe er et hit. Derfor; hvis jeg i den kommende tid virker mere træt end normalt, ved i hvorfor. Og hvis jeg en dag på messenger laver den her: ”rtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtyuiiiuuiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiooooooooooooo opppppppppppååååååååååååååå ååååååååååååååååååååååååååååååååååååå åååååååååååååå娨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨”, så er det ikke fordi jeg er flabet, men fordi jeg har fået et koffein-chok og faldet i søvn henover tastaturet.
Det er dampen fra en kogende kop"
Per Vers – Black Power, 2005
Jeg stod desperat og manglede kaffe. En dag uden kaffe er lig med en dag i Tycho Brahes navn for midt vedkommende, så jeg var en tur i Irma skaffede mig en gang Nescafe. Jeg syntes godt nok at indpakningen var lidt anderledes end den plejer, men det så jeg stort på, da jeg for det meste er åben for fornyelser. Først bagefter så jeg til min store forskrækkelse at den anderledes indpakning, skyldtes at kaffen var koffeinfri! ”Katastrofe, jeg må straks ind og bytte”, var min første indskydelse. Beslutningen var dog ikke klar, for en to-sekunders refleksion fik mig på andre tanker a la ”var det hønen eller ægget, der kom først. For hvad hvis det slet ikke er koffeinen i kaffen, der pleaser mig? Hvad hvis det bare er trygheden og smagen ved kaffen, der gør at jeg er så glad for den? Jeg valgte derfor at give den en chance. Der er pulver til 60 kopper kaffe i sådan en bøtte, så om en uges tid kan jeg konkludere, om koffeinfri pulverkaffe er et hit. Derfor; hvis jeg i den kommende tid virker mere træt end normalt, ved i hvorfor. Og hvis jeg en dag på messenger laver den her: ”rtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtrtyuiiiuuiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiooooooooooooo opppppppppppååååååååååååååå ååååååååååååååååååååååååååååååååååååå åååååååååååååå娨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨”, så er det ikke fordi jeg er flabet, men fordi jeg har fået et koffein-chok og faldet i søvn henover tastaturet.
mandag, januar 16, 2006
Gallup
For to et halvt år siden arbejdede jeg som telefoninterviewer for Gallup. Et utaknemmeligt job, med en meget lav timeløn, og nogle krævende chefer, så jeg var der kun 3. måneder. Jeg nåede dog at få talt i telefon med en lang række forskellige danskere rundt omkring i landet. Generelt var der en modvilje mod at lade sig telefoninterviewe og man måtte lægge ører til meget lort, selvom man præsenterede sig i den høfligste tone.
Der var de sure stoddere, der mente at vores opkald var chikane og sagde ”I RINGER HELE TIDEN!!!”, hvilket er ret usandsynligt, da systemet er lavet sådan, at hver husstand i Danmark kun kan ringes op højst én gang om året.
Andre mente, at de var for vigtige og travle mennesker til at medvirke til den slags pjat, selvom det kun ville tage 5 minutter. Sikkert de samme typer, som sætter sig foran tv’et lige efter og zapper rundt mellem en gengengenudsendelse af Frasier og er vigtige reality-programmer på TV3. Der var så også de diametrale modsætninger som de ensomme enkemænd- og koner, som bare syntes det var hyggeligt at blive ringet op. Ulempen her var dog, at et interview der var estimeret til at vare 25 minutter, let varede en time, da et interviewspørgsmål om hvilken avis enkefru Hansen læste, let kunne lede hen til en længere anekdote om hendes barnebarn, der lige havde fået job som avisbud.
Måden man ringer op på er en tilfældig generering af numre, så i princippet kunne man ringe op til telefonbokse, værtshuse, bordeller og folk med hemmeligt nummer. Oplevelser med sidstnævnte var altid sjovt, da man kunne mærke paranoiaen i stemmen hos respondenterne, når de chokeret spurgte til, hvor vi havde deres nummer fra.
Som interviewer sidder man med en skærm med definerede kategorier, som respondenten skal forholde sig til. En mand, der følte sig en tand mere vigtig end gennemsnittet var dog lidt på tværs. Jeg citerer frit fra hukommelsen:
Mig: Du skal svare enten” helt enig”, ”enig”, ”uenig”,” helt uenig” eller ”ved ikke”
Mand: Helt formidabel
Mig: Øhh, ja, ok, men du skal vælge en af valgmulighederne som jeg lige nævnte
Mand (i en bestemt tone): Du skal bare sætte et kryds ved ”Helt formidabel”!!
Manden undlod da heller ikke at understrege sin vigtighed, ved at lade mig vide at han var skuespiller…på Bakken!!!, og altså ikke et navn man kendte.
Få personer så slet ikke den ære og mulighed for at påvirke samfundet omkring dem, som sådan et interview i princippet også kan være. Jeg ved jeg er mærkelig, men jeg vil godt indrømme, at jeg altid deltager i den slags med glæde. Til dels fordi jeg føler med de stakkels unge mennesker, der skal lægge ører til så meget crap. Men også fordi man har muligheden for at bruge sin demokratiske ret her. Store firmaer betaler jo analyseinstitutterne kæmpe summer af penge for at høre danskernes vurdering af deres produkter og reklamer. Det dejlig belejligt da analysebureauet Vilstrup ringede mig op forleden. Jeg skulle bl.a. vurdere McDonalds nye reklame og en DSB-Harry-reklame, som jeg begge, finder pænt irriterende, og ikke særlig påvirkelige på mig. Min stemme tæller selvfølgelig meget lidt i det store hele, men det er jo det samme princip ved folketingsaftstemninger og lign.
Der var de sure stoddere, der mente at vores opkald var chikane og sagde ”I RINGER HELE TIDEN!!!”, hvilket er ret usandsynligt, da systemet er lavet sådan, at hver husstand i Danmark kun kan ringes op højst én gang om året.
Andre mente, at de var for vigtige og travle mennesker til at medvirke til den slags pjat, selvom det kun ville tage 5 minutter. Sikkert de samme typer, som sætter sig foran tv’et lige efter og zapper rundt mellem en gengengenudsendelse af Frasier og er vigtige reality-programmer på TV3. Der var så også de diametrale modsætninger som de ensomme enkemænd- og koner, som bare syntes det var hyggeligt at blive ringet op. Ulempen her var dog, at et interview der var estimeret til at vare 25 minutter, let varede en time, da et interviewspørgsmål om hvilken avis enkefru Hansen læste, let kunne lede hen til en længere anekdote om hendes barnebarn, der lige havde fået job som avisbud.
Måden man ringer op på er en tilfældig generering af numre, så i princippet kunne man ringe op til telefonbokse, værtshuse, bordeller og folk med hemmeligt nummer. Oplevelser med sidstnævnte var altid sjovt, da man kunne mærke paranoiaen i stemmen hos respondenterne, når de chokeret spurgte til, hvor vi havde deres nummer fra.
Som interviewer sidder man med en skærm med definerede kategorier, som respondenten skal forholde sig til. En mand, der følte sig en tand mere vigtig end gennemsnittet var dog lidt på tværs. Jeg citerer frit fra hukommelsen:
Mig: Du skal svare enten” helt enig”, ”enig”, ”uenig”,” helt uenig” eller ”ved ikke”
Mand: Helt formidabel
Mig: Øhh, ja, ok, men du skal vælge en af valgmulighederne som jeg lige nævnte
Mand (i en bestemt tone): Du skal bare sætte et kryds ved ”Helt formidabel”!!
Manden undlod da heller ikke at understrege sin vigtighed, ved at lade mig vide at han var skuespiller…på Bakken!!!, og altså ikke et navn man kendte.
Få personer så slet ikke den ære og mulighed for at påvirke samfundet omkring dem, som sådan et interview i princippet også kan være. Jeg ved jeg er mærkelig, men jeg vil godt indrømme, at jeg altid deltager i den slags med glæde. Til dels fordi jeg føler med de stakkels unge mennesker, der skal lægge ører til så meget crap. Men også fordi man har muligheden for at bruge sin demokratiske ret her. Store firmaer betaler jo analyseinstitutterne kæmpe summer af penge for at høre danskernes vurdering af deres produkter og reklamer. Det dejlig belejligt da analysebureauet Vilstrup ringede mig op forleden. Jeg skulle bl.a. vurdere McDonalds nye reklame og en DSB-Harry-reklame, som jeg begge, finder pænt irriterende, og ikke særlig påvirkelige på mig. Min stemme tæller selvfølgelig meget lidt i det store hele, men det er jo det samme princip ved folketingsaftstemninger og lign.
søndag, januar 15, 2006
To anekdoter om Krøniken
Den første måske en anelse inddirekte
I nat var jeg en tur på Cafe Halvvejen i Krystalgade. Efterfølgende skulle en af dem jeg fulgtes med slå en streg, så han valgte den nærmeste port. Kort efter han havde ladt vandet, kom Pernille Højmark (Karen i Krøniken) forbi med sin lille hund, og gik ind i selvsamme port. Hun bor åbenbart derinde. Tænk at kunne prale af, at have pisset i en celebritets port...
Aftenens afsnit indeholdt en scene, der er optaget på Dronning Louises Bro. Fra mit værelse, har jeg udsigt til den bro, og paparazzi'en i mig, var da også på dupperne, da de optog den scene tilbage i maj sidste år. Bevis lige neden under. Tankevækkende, at de spærrede en masse trafik af en hel eftermiddag, for at optage en scene, der varede under et minut...
I nat var jeg en tur på Cafe Halvvejen i Krystalgade. Efterfølgende skulle en af dem jeg fulgtes med slå en streg, så han valgte den nærmeste port. Kort efter han havde ladt vandet, kom Pernille Højmark (Karen i Krøniken) forbi med sin lille hund, og gik ind i selvsamme port. Hun bor åbenbart derinde. Tænk at kunne prale af, at have pisset i en celebritets port...
Aftenens afsnit indeholdt en scene, der er optaget på Dronning Louises Bro. Fra mit værelse, har jeg udsigt til den bro, og paparazzi'en i mig, var da også på dupperne, da de optog den scene tilbage i maj sidste år. Bevis lige neden under. Tankevækkende, at de spærrede en masse trafik af en hel eftermiddag, for at optage en scene, der varede under et minut...
Ligestilling?
Er kampen for ligestilling mellem kønnene ikke en evig kamp, når der stadig bruges udtryk som fx ”Mand dig op”?
Er den kvindelige pendant her så ”Kvind dig ned”?
Jeg har i hvert fald aldrig før hørt nogen bruge udtrykket ”Kvind dig op”
Er den kvindelige pendant her så ”Kvind dig ned”?
Jeg har i hvert fald aldrig før hørt nogen bruge udtrykket ”Kvind dig op”
lørdag, januar 14, 2006
En drøm
Jeg tog hjem til en mand, som havde en basforstærker til salg. Jeg gav ham af en eller anden dum grund de 2000 kr. inden jeg overhovedet havde set basforstærkeren. Han blev ved med at tale udenom, da jeg nævnte at jeg godt ville se og prøve basforstærkeren. Til sidst blev jeg irriteret på ham, og han begyndte at virke modstridig og kastede bl.a. havregryn på mig (måske var det guldkorn eller choko-pops. Husker ikke så detaljeret) og forsvandt ned af bagtrappen. Jeg gik på opdagelse i hans lejlighed, der virkede lidt som sådan en påtaget kunstnertypes hjem med en blanding af farvestrålende retromøbler, sækkepuder og havregryn. Jeg kom vist også lidt i klinch med hans kæreste, og drømmen stoppede, inden jeg nåede at finde basforstærkeren eller få mine 2000 kr. tilbage. Håber jeg kan drømme fortsættelsen snart.
Ikke at drømmen var noget specielt i sig selv, når man tager den i betragtning af resten af mit repertoire af wicked og wacke drømme. Det var mere det, at jeg rent faktisk for 4-5 år siden var hjemme hos én i en lejlighed på Østerbro, hvor jeg købte en skod-basforstærker af ham. Drømmen var faktisk baseret på den oplevelse, eller nærmere en slags sequel til oplevelsen. Ikke at det er noget specielt drømmefænomen, men det var mere det, at den oplevelse lægger så fjernt i min erindring. Jeg har ikke skænket den oplevelse nogle tanker i laaaang tid, hvorfor det er lidt pudsigt, at mit underbevidste drømmeapparat lige pludselig hiver den frem. Men der må vel være en eller anden skjult sammenhæng. En association, mit bevidste jeg, ikke umiddelbart er i stand til at fremgrave
Hvad mon det i øvrigt betyder, hvis man mister 2000 kr. i en drøm? Er det mon så et symbol på at man bliver et eller andet fattigere? Ikke at jeg tror på drømmetydning, men der skal da nok være en masse kreative tolkninger på ovenstående.
Ikke at drømmen var noget specielt i sig selv, når man tager den i betragtning af resten af mit repertoire af wicked og wacke drømme. Det var mere det, at jeg rent faktisk for 4-5 år siden var hjemme hos én i en lejlighed på Østerbro, hvor jeg købte en skod-basforstærker af ham. Drømmen var faktisk baseret på den oplevelse, eller nærmere en slags sequel til oplevelsen. Ikke at det er noget specielt drømmefænomen, men det var mere det, at den oplevelse lægger så fjernt i min erindring. Jeg har ikke skænket den oplevelse nogle tanker i laaaang tid, hvorfor det er lidt pudsigt, at mit underbevidste drømmeapparat lige pludselig hiver den frem. Men der må vel være en eller anden skjult sammenhæng. En association, mit bevidste jeg, ikke umiddelbart er i stand til at fremgrave
Hvad mon det i øvrigt betyder, hvis man mister 2000 kr. i en drøm? Er det mon så et symbol på at man bliver et eller andet fattigere? Ikke at jeg tror på drømmetydning, men der skal da nok være en masse kreative tolkninger på ovenstående.
torsdag, januar 12, 2006
Doh!
Jeg bliver lige nødt til at grine lidt.
På http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=328043 kan man læse om Simpsons:
'Simpsons' er kommet i skudlinjen, fordi familiefar Homer er gået hen og blevet spritbilist. Nogle frygter derfor, at fans vil kopiere tegneseriefigurens adfærd.
Nu håber jeg og regner jeg ikke med, at Homer S tjener som rollemodel for særlig mange mennesker. Hvis det var tilfældet, ville verden da være gået af lave for længe siden. Serien har været i gang siden 1989, og spritbilisme er da langt fra Homers første dumhed…
På http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=328043 kan man læse om Simpsons:
'Simpsons' er kommet i skudlinjen, fordi familiefar Homer er gået hen og blevet spritbilist. Nogle frygter derfor, at fans vil kopiere tegneseriefigurens adfærd.
Nu håber jeg og regner jeg ikke med, at Homer S tjener som rollemodel for særlig mange mennesker. Hvis det var tilfældet, ville verden da være gået af lave for længe siden. Serien har været i gang siden 1989, og spritbilisme er da langt fra Homers første dumhed…
onsdag, januar 11, 2006
Når man har mødt sine venner inden man lærte dem at kende
Af og til, når jeg snakker tilfældigt med mine venner, erfarer jeg, at jeg inden jeg lærte personen at kende, faktisk har ”hilst” på personen i en tidligere situation. Eller måske bare lagt mærke til personen, uden at tænke videre over det.
Der er det ”15-årige” pigebarn, som jeg dagligt spammer over msn. En nær veninde kan man vel godt kalde hende. For små to år siden var vi til den samme intim-koncert med bandet Traening til ”Radiohuset Rocker”. Så vidt jeg husker, var der ikke mange folk, og nysgerrig ud i studiet af mennesker, har jeg sikkert luret på de fleste. Og primært hunkøn. Bl.a. ovennævnte som også vidste sig at være til stede. Dvs. det fandt jeg så ud af små to år efter, ved en tilfældig snak om koncerter…
Jeg har altid været lidt begejstret for rapperen Clemens. Dvs. han var sejere for ti år siden, og inden han begyndte at sælge for meget ud (det skal man jo sige) og medvirke i underholdningsprogrammer. For nogle år siden så jeg et dokumentarprogram med ham. Det handlede bl.a. om at han skulle ”battle” mod andre rappere. For folk, der ikke er nede med hiphop, betyder ”at battle”, at to rappere dyster mod hinanden i at svine hinanden til i form af en improviseret rap-tekst, der samtidig skal tilpasses et beat. Se evt. ”8 Mile” med Eminem for at blive klogere. ”At være nede med” er for resten også en slags hiphop-slang og betyder sådan ca. ”at interessere sig for”
En af Clemens modstandere, var en ukendt rapper med hareskår, der kaldte sig selv for Selv. Han formåede ikke at nå Clemens til Rip-RAP-Rup-motivet på hans sokker, og blev buhet ud. Selv havde et meget karakteristisk udseende, og han bed sig fast i min hukommelse…
Et par år efter startede jeg på højskole. Punktlig som jeg er, var jeg en af de første der dukkede op den første dag, en solskinsdag midt i august 2002. Kun én var kommet før mig, og jeg genkendte ham med det samme. Det var ovennævnte Selv, der proaktivt kom hen til mig i sit alt for store og lyseblå hiphop-kluns, og bød mig velkommen. Jeg havde på det tidspunkt et par forbehold, og lettere klichéfordomme om hiphoppere og hiphop-wannabe’s. Alene tøjstilen havde (og har) jeg svært ved at forholde mig til, men han viste sig at være alt andet, end hvad jeg frygtede, da jeg kom ind på livet af ham. Udover at være en slags mentor for mig inden for livets store spørgsmål som kærlighed og kildevand, lammetævede han mig ofte i Trivial Pursuit og delte sine nyeste rap-tekster med mig.
I starten af det nye årtusinde, spillede jeg bas i et band i Køge, og bevægede mig derfor jævnligt til koncerter med andre lokale amatørbands. En af gangene lagde jeg mærke til en pænt punket type med en masse piercinger og tofarvet hår. ”Sikken en opmærksomhedskrævende freak”, havde jeg i mit stille fordomsfulde sind, sikkert tænkt.
3-4 år efter, på Roskilde Festival anno 2004, bor jeg i lejr med nogle andre end jeg plejer. De snakker om en hvis karismatisk Rasmus-gut, som har til hensigt at dukke op senere. En tynd, lang fyr, klædt i stram sort tøj, stor sort hanekam, lidt lyserødt her og der, og med et twist af androgynt look. Jeg genkender ham right away. Det er ham punkeren fra koncerterne, men i en stilmæssigt videreudviklet udgave. Jeg skal passe på med etiketter, men vi kan kalde ham for cybergothpunker. Han tvangsindlægger mig (og resten af lejren) til at høre på hans musik, der er domineret af genrerne EBM, PowerNoise, Goth, Neo-Folk og lign. Det krydres dog også lidt med nogle Red Warszawa-drukviser. Vi gik godt i spænd, og blev efterfølgende fine venner.
En lignende oplevelse knytter sig til samme location, bare året forinden. Jeg hang meget ud med Mette, og besøgte hende et par gange i lejren ”Den Svedig Kalkun”. Der var et hav af mennesker, og jeg skålede i Hansa-øl med forskellige folk.
Et par måneder efter starter jeg på mit studie. Et godt samtaleemne med de nye medstuderende er sommerens Roskilde Festival, og til en fredagsbar sidder jeg med min nuværende trofaste opgaveskrivningssparingpartner Rune og udveksler anekdoter. Han fortæller om den lejr, han har boet i de sidste mange år, og min opmærksomhed tilspidses, da han fortæller lejrens navn: ”Den Svedig Kalkun”…what’s the odds?
Jeg kunne generelt godt tænke mig lidt mere interaktion på min blog. Det er altid sjovt at høre folks respons på hvad jeg udgyder. Jeg ved i lurer med, så ud af busken.
Der er det ”15-årige” pigebarn, som jeg dagligt spammer over msn. En nær veninde kan man vel godt kalde hende. For små to år siden var vi til den samme intim-koncert med bandet Traening til ”Radiohuset Rocker”. Så vidt jeg husker, var der ikke mange folk, og nysgerrig ud i studiet af mennesker, har jeg sikkert luret på de fleste. Og primært hunkøn. Bl.a. ovennævnte som også vidste sig at være til stede. Dvs. det fandt jeg så ud af små to år efter, ved en tilfældig snak om koncerter…
Jeg har altid været lidt begejstret for rapperen Clemens. Dvs. han var sejere for ti år siden, og inden han begyndte at sælge for meget ud (det skal man jo sige) og medvirke i underholdningsprogrammer. For nogle år siden så jeg et dokumentarprogram med ham. Det handlede bl.a. om at han skulle ”battle” mod andre rappere. For folk, der ikke er nede med hiphop, betyder ”at battle”, at to rappere dyster mod hinanden i at svine hinanden til i form af en improviseret rap-tekst, der samtidig skal tilpasses et beat. Se evt. ”8 Mile” med Eminem for at blive klogere. ”At være nede med” er for resten også en slags hiphop-slang og betyder sådan ca. ”at interessere sig for”
En af Clemens modstandere, var en ukendt rapper med hareskår, der kaldte sig selv for Selv. Han formåede ikke at nå Clemens til Rip-RAP-Rup-motivet på hans sokker, og blev buhet ud. Selv havde et meget karakteristisk udseende, og han bed sig fast i min hukommelse…
Et par år efter startede jeg på højskole. Punktlig som jeg er, var jeg en af de første der dukkede op den første dag, en solskinsdag midt i august 2002. Kun én var kommet før mig, og jeg genkendte ham med det samme. Det var ovennævnte Selv, der proaktivt kom hen til mig i sit alt for store og lyseblå hiphop-kluns, og bød mig velkommen. Jeg havde på det tidspunkt et par forbehold, og lettere klichéfordomme om hiphoppere og hiphop-wannabe’s. Alene tøjstilen havde (og har) jeg svært ved at forholde mig til, men han viste sig at være alt andet, end hvad jeg frygtede, da jeg kom ind på livet af ham. Udover at være en slags mentor for mig inden for livets store spørgsmål som kærlighed og kildevand, lammetævede han mig ofte i Trivial Pursuit og delte sine nyeste rap-tekster med mig.
I starten af det nye årtusinde, spillede jeg bas i et band i Køge, og bevægede mig derfor jævnligt til koncerter med andre lokale amatørbands. En af gangene lagde jeg mærke til en pænt punket type med en masse piercinger og tofarvet hår. ”Sikken en opmærksomhedskrævende freak”, havde jeg i mit stille fordomsfulde sind, sikkert tænkt.
3-4 år efter, på Roskilde Festival anno 2004, bor jeg i lejr med nogle andre end jeg plejer. De snakker om en hvis karismatisk Rasmus-gut, som har til hensigt at dukke op senere. En tynd, lang fyr, klædt i stram sort tøj, stor sort hanekam, lidt lyserødt her og der, og med et twist af androgynt look. Jeg genkender ham right away. Det er ham punkeren fra koncerterne, men i en stilmæssigt videreudviklet udgave. Jeg skal passe på med etiketter, men vi kan kalde ham for cybergothpunker. Han tvangsindlægger mig (og resten af lejren) til at høre på hans musik, der er domineret af genrerne EBM, PowerNoise, Goth, Neo-Folk og lign. Det krydres dog også lidt med nogle Red Warszawa-drukviser. Vi gik godt i spænd, og blev efterfølgende fine venner.
En lignende oplevelse knytter sig til samme location, bare året forinden. Jeg hang meget ud med Mette, og besøgte hende et par gange i lejren ”Den Svedig Kalkun”. Der var et hav af mennesker, og jeg skålede i Hansa-øl med forskellige folk.
Et par måneder efter starter jeg på mit studie. Et godt samtaleemne med de nye medstuderende er sommerens Roskilde Festival, og til en fredagsbar sidder jeg med min nuværende trofaste opgaveskrivningssparingpartner Rune og udveksler anekdoter. Han fortæller om den lejr, han har boet i de sidste mange år, og min opmærksomhed tilspidses, da han fortæller lejrens navn: ”Den Svedig Kalkun”…what’s the odds?
Jeg kunne generelt godt tænke mig lidt mere interaktion på min blog. Det er altid sjovt at høre folks respons på hvad jeg udgyder. Jeg ved i lurer med, så ud af busken.
søndag, januar 08, 2006
Dumme BurgerKing-gorillaer!
Efter en bytur light med koncert på Lades Kælder med Hvid Sjokolade og et chokoladebrunt opvarmningsact, skulle det sluttes af med en tur på Burger King. Efterfølgende gik jeg ud, da jeg troede mine venner var udenfor. Det var de ikke, så jeg gik ind for at kigge efter dem. Da jeg ville gå op af trappen til 1. sal, hvor jeg var kommet fra 2 minutter inden, blev trappens spærret demonstrativt af to vagter, der sagde, at jeg skulle købe noget for at kunne gå op. "Hallo Gorilla 1 og Gorilla 2, jeg har for under 20 minutter siden købt en menu hos jer, og burde i princippet stadig have rettigheder som kunde". Dette sagde jeg dog ikke til dem. Til dels fordi, jeg var for fuld til at finde de rette argumenter frem, og for det andet, havde jeg været ædru, er den slags sjældent til at forhandle med, om man så har de skarpeste diplomatiske skills. Jeg sagde derfor stille og roligt, at jeg bare skulle op og lede efter mine venner. Det fik jeg dog ikke lov til, så jeg måtte med en følelse af at være en ulydig borger, pænt gå udenfor og vente.
Jeg er lidt splittet. For på den ene side, er det rart og betænksomt at Burger King investerer i vagter til at beskytte de ordentlige kunder fra fulde klaphatte og slige personager. Desværre har samfundet åbenbart udviklet sig i sådan en retning, at vagter er nødvendige.
På den anden side, så er jeg irriteret over at jeg, en harmløst udseende person (ok, jeg havde hue på, men det er pga. årstiden, og ikke for at udstråle råhed) der ikke kan gøre en flue fortræd (jeg knepper dem bare) ikke får lov til at foretage mit lille uskyldige ærinde.
Men igen, det er vel den vej samfundet bevæger sig i, og vagterne er måske bare instrueret i ikke at skelne mellem personer.
Dette er bare et uskyldigt lille episode, men alligevel et eksempel på, hvordan at et dumt mindretal skal ødelægge det for alle os andre, der bare har til intentionen at opføre sig ordentligt. Og vi har sikkert kun set toppen af isbjerget...
Jeg er lidt splittet. For på den ene side, er det rart og betænksomt at Burger King investerer i vagter til at beskytte de ordentlige kunder fra fulde klaphatte og slige personager. Desværre har samfundet åbenbart udviklet sig i sådan en retning, at vagter er nødvendige.
På den anden side, så er jeg irriteret over at jeg, en harmløst udseende person (ok, jeg havde hue på, men det er pga. årstiden, og ikke for at udstråle råhed) der ikke kan gøre en flue fortræd (jeg knepper dem bare) ikke får lov til at foretage mit lille uskyldige ærinde.
Men igen, det er vel den vej samfundet bevæger sig i, og vagterne er måske bare instrueret i ikke at skelne mellem personer.
Dette er bare et uskyldigt lille episode, men alligevel et eksempel på, hvordan at et dumt mindretal skal ødelægge det for alle os andre, der bare har til intentionen at opføre sig ordentligt. Og vi har sikkert kun set toppen af isbjerget...
fredag, januar 06, 2006
De Fantastiske 5
Hvorfor skal jeg tage imod råd om modesmag fra et par gutter, der i mine øjne, har en så tydelig dårlig smag i seksualitet?
mandag, januar 02, 2006
Mit 2005
Ligesom mit juleindlæg er mit ”Året der gik”-agtige indlæg også baseret på forskelligt udvalgte, men betydningsfulde øjeblikke for mig. Der mangler sikkert en milliard vigtige detaljer og oplevelser, men man skal jo sætte grænsen et sted…
Ironisk nok var mit efterår overordnet set, lysere end min sommer, så ”trenden” med at være vinterdeprimeret bed ikke rigtigt på mig. Måske fordi jeg en dag i efteråret fik denne hersens aha-oplevelse, der kastede en perlerække af små åbenbaringer efter sig. Jeg kan ikke udtrykke det i ord, men alligevel giver det så ufatteligt meget mening i mit hoved. Lidt a la de erkendelser man kan få i drømme, i hashruse eller i andre situationer, hvor underbevidstheden spiller lidt mere end bevidstheden, og hvor man glemmer erkendelsen, så snart man opnår bevidsthed. Men i det her tilfælde, er jeg dog 110 % bevidst.
Det halvfulde glas var generelt mere repræsenteret end det halvtomme. Den kognitive soignering gav afkast her og der, og SSRI-præperaterne har været gemt væk meget længe efterhånden. Men weltschmerzen og melankolien skal der stadig være plads til. Man skal føle nedturene for at kunne føle glæde ved opturene. Livet skal helst være en slags rutchebane
Et par flirts af forskellige grader, og en lille forelskelse blev det også til. Det sker ikke tit for mig, og jeg ved heller ikke om man kan klassificere det som en rigtig forelskelse. Men pigen her, formåede i hvert fald at få mig til, metaforisk talende, at fnise som en lille skolepige og give mig bløde knæ. Men odds og timing var dårlige, så det holdt ikke, og gav mig mange efterfølgende kvaler.
Godt bakket op, var jeg dog af venner og bekendte. Nogle broer blev brændt, andre genopbygget, nogle forstærket, og nye kom til. Nogle vil sikkert falde i kategorien under de flygtige bekendtskaber, og andre vil måske vare ved.
På det faglige plan lærte jeg at sætte lidt mere pris på min uddannelse. Den tidligere skepsis og alle græsset-er-grønnere-på-den-anden-side-tankerne blev så småt afløst af en overordnet tilfredshed og en følelse af at føle sig hjemme i sit valg. Jeg er dog stadig lige doven til at læse det jeg bør, men forårets 11-tal for 4. semestersprojektet gav mig et motiverende spark. Jeg har stadig heller ikke nogen anelse om hvad jeg ender med at blive, men regner da med at snuppe bacheloren til sommer.
Første halvår af 2005 fungerede jeg som billede-indeksør hos Jyllands-Posten. Spændende nok at glo på en masse pressefotos og dermed få betaling for, at følge med i verdens gang. Erfaringerne med jobbet bekræfter mig dog i, at det ikke er sagen at sidde hele dagen foran en skærm, næsten uden nogen form for menneskelig kontakt. Fra juni til november, hvor jeg fik et nyt tastaturslavejob, var min SU derfor kun suppleret af lidt sporadisk flaskesamleri.
En del bloggeri har omhandlet mine musiske oplevelser, og set tilbage, må jeg nok konkludere, at Garbage, System of a Down og Green Day på Roskilde Festival leverede de bedste live-oplevelser. Jeg har sikkert glemt nogen, da der har været en del. Runkesikre navne som Nine Inch Nails og Depeche Mode kom med årets yndlings-cd’er i kraft af ”With_Teeth” og ”Playing The Angel”.
Bloggin’ er næsten også blevet en hel besættelse i løbet af året. Så meget, at vendingen ”jeg blogger” af og til finder vej til min mund, selv om det i princippet bare er en avanceret dagbog eller log, som andre kan læse med i. Bloggen fyldte 1 år i november, og selvom der ikke var nogle deciderede rammer for hvad der skulle skrives, kan man måske konkludere at en stor del af indlæggene kunne falde under kategorierne ”Naivt ordkløveri” eller ”Flueknepperi”.
Nytårsforsætter for 2006:
- Kom mindst 10 minutter for sent til alle aftaler, medmindre det er jobsamtaler og lign. Punktlighed værdsættes alligevel sjældent.
- Skriv endnu flere mavesure indlæg om TV2’s boligprogrammer og lign.
- Det samme gælder for ordkløveri- og flueknepperindlæg
- Rod lidt mere på mit værelse.
Ironisk nok var mit efterår overordnet set, lysere end min sommer, så ”trenden” med at være vinterdeprimeret bed ikke rigtigt på mig. Måske fordi jeg en dag i efteråret fik denne hersens aha-oplevelse, der kastede en perlerække af små åbenbaringer efter sig. Jeg kan ikke udtrykke det i ord, men alligevel giver det så ufatteligt meget mening i mit hoved. Lidt a la de erkendelser man kan få i drømme, i hashruse eller i andre situationer, hvor underbevidstheden spiller lidt mere end bevidstheden, og hvor man glemmer erkendelsen, så snart man opnår bevidsthed. Men i det her tilfælde, er jeg dog 110 % bevidst.
Det halvfulde glas var generelt mere repræsenteret end det halvtomme. Den kognitive soignering gav afkast her og der, og SSRI-præperaterne har været gemt væk meget længe efterhånden. Men weltschmerzen og melankolien skal der stadig være plads til. Man skal føle nedturene for at kunne føle glæde ved opturene. Livet skal helst være en slags rutchebane
Et par flirts af forskellige grader, og en lille forelskelse blev det også til. Det sker ikke tit for mig, og jeg ved heller ikke om man kan klassificere det som en rigtig forelskelse. Men pigen her, formåede i hvert fald at få mig til, metaforisk talende, at fnise som en lille skolepige og give mig bløde knæ. Men odds og timing var dårlige, så det holdt ikke, og gav mig mange efterfølgende kvaler.
Godt bakket op, var jeg dog af venner og bekendte. Nogle broer blev brændt, andre genopbygget, nogle forstærket, og nye kom til. Nogle vil sikkert falde i kategorien under de flygtige bekendtskaber, og andre vil måske vare ved.
På det faglige plan lærte jeg at sætte lidt mere pris på min uddannelse. Den tidligere skepsis og alle græsset-er-grønnere-på-den-anden-side-tankerne blev så småt afløst af en overordnet tilfredshed og en følelse af at føle sig hjemme i sit valg. Jeg er dog stadig lige doven til at læse det jeg bør, men forårets 11-tal for 4. semestersprojektet gav mig et motiverende spark. Jeg har stadig heller ikke nogen anelse om hvad jeg ender med at blive, men regner da med at snuppe bacheloren til sommer.
Første halvår af 2005 fungerede jeg som billede-indeksør hos Jyllands-Posten. Spændende nok at glo på en masse pressefotos og dermed få betaling for, at følge med i verdens gang. Erfaringerne med jobbet bekræfter mig dog i, at det ikke er sagen at sidde hele dagen foran en skærm, næsten uden nogen form for menneskelig kontakt. Fra juni til november, hvor jeg fik et nyt tastaturslavejob, var min SU derfor kun suppleret af lidt sporadisk flaskesamleri.
En del bloggeri har omhandlet mine musiske oplevelser, og set tilbage, må jeg nok konkludere, at Garbage, System of a Down og Green Day på Roskilde Festival leverede de bedste live-oplevelser. Jeg har sikkert glemt nogen, da der har været en del. Runkesikre navne som Nine Inch Nails og Depeche Mode kom med årets yndlings-cd’er i kraft af ”With_Teeth” og ”Playing The Angel”.
Bloggin’ er næsten også blevet en hel besættelse i løbet af året. Så meget, at vendingen ”jeg blogger” af og til finder vej til min mund, selv om det i princippet bare er en avanceret dagbog eller log, som andre kan læse med i. Bloggen fyldte 1 år i november, og selvom der ikke var nogle deciderede rammer for hvad der skulle skrives, kan man måske konkludere at en stor del af indlæggene kunne falde under kategorierne ”Naivt ordkløveri” eller ”Flueknepperi”.
Nytårsforsætter for 2006:
- Kom mindst 10 minutter for sent til alle aftaler, medmindre det er jobsamtaler og lign. Punktlighed værdsættes alligevel sjældent.
- Skriv endnu flere mavesure indlæg om TV2’s boligprogrammer og lign.
- Det samme gælder for ordkløveri- og flueknepperindlæg
- Rod lidt mere på mit værelse.
søndag, januar 01, 2006
Billedegalleri
Jeg har til (forhåbentlig) fryd for venner og bekendte oprettet et online galleri med billeder fra diverse begivenheder. Senest en hel stribe fra min nytårsaften. Adressen er lidt hemmelig, men er I nysgerrige, så kontakt mig på msn, skriv en sms, en mail eller mors mig en forespørgsel eller noget helt 8.
Abonner på:
Opslag (Atom)
