iGoogles nyhedswidgets: En udfordring for nyhedsmedierne?

iGoogle er en god måde til at få et overblik på over dagens nyheder. Men læsevenligheden er ikke altid i top, når budskabet skal komprimeres ned på tre linjer.

Advarsel: Lidt nørdet indlæg om iGoogle og webjournalistik

Jeg er fast bruger af iGoogle som i en travl hverdag giver mig et dejligt overblik fra de væsentligste nyhedsmedier.

Fordelen er, at jeg via nyhedsmediernes ’widgets’ kan se overskriften samt en teaser, der har til hensigt at vække interesse for artiklen. Alt afhængigt af hvordan teaseren er skrevet, kan jeg nogle gange få dækket mit nyhedsbehov alene ved at læse denne. Hvis den fx er skrevet i stil med en manchet-tekst der kort opsummerer essensen af indholdet, er det i nogle tilfælde slet ikke nødvendigt for mig at klikke ind på nyhedsmediet.

”FCK vandt 5-0 over AaB”. Godt så! Jeg behøver i princippet ikke mere info, da det er resultatet (for mig i dette tilfælde), der er det væsentligste.

Udfordringen er bare ved de iGoogles widgets, at nyhedsmedierne i teorien kan miste læsere (og dermed potentielle annoncekroner), hvis læserne kan få stillet deres nyhedsbehov på iGoogle. Widgets er nemlig dejlig frie for annoncer. Læs fx også indlægget ’Indlæg der koster’ fra Politikens Set i Byen-blog. Denne blog har jeg netop også annonceret på via iGoogle. Jeg ved ikke om, det er et problem som man ellers er bevidst om i mediebranchen og om der tages forholdsregler for det. Det må i hvert fald give udfordringer til hvordan man formulerer teaser-tekster, der både vækker interesse, men samtidig får folk til at klikke ind.

Fx faldt jeg over nedenstående nyhed på Soundvenues widget.








Da jeg interesser mig for Roskilde Festival og hvilke bands der bliver offentliggjort, vakte den selvfølgelig min interesse. Først irriterede det mig grænseløst, at de ikke kunne bruge nogle af de mange ord til lige at skrive HVILKET band det drejede sig om. Det er jo vel det der er den væsentligste nyhed her? Men måske bruger de bare en anden strategi? Det er måske netop for at de vil have læsere til deres side, hvilket jeg egentlig også forstår, da intet er gratis og at de tjener penge på annoncer, der igen kræver, at vi ser disse.

Hvis ikke, så er det i mine øjne dårlig webjournalistik og læsevenlighed der jo netop handler om at få det væsentligste op forrest. Tænk på ’Nyhedstrekanten’ og det at man generelt ’scanner’ mere, når man læser på nettet.

Det skulle vise sig, at det var bandet The Kissaway Trail. En information man først fik i artiklens 7. linie, når man havde klikket sig ind. Så selv når man er INDE på siden og eksponeret for annoncer, er læsevenligheden dårlig. Så måske er det slet ikke bevidst om udfordringen ved iGoogle?

Politikens IBYEN-sektion havde lidt det samme på deres widget. Læg i øvrigt mærke til hvor ens overskrifterne er for de to nyhedswidgets.








Derfor er det godt at se, at Gaffa har forstået hvordan man skriver for læserens skyld: Kort og kontant allerede i overskriften. DET er god webjournalistik og læsevenlighed :-)

Licens: At lokke med gulerod eller pisk?

Nogen har måske set svensk tv’s, i mine øjne, genialt lavede kampagne der skal motivere den svenske befolkning til at betale licens. Udover at den rent teknisk og fagre-nye-web-verden-agtigt fik mig til at tabe både næse og mund så markerer den også sit budskab på en positiv, motiverende og sympatisk måde.

De spiller på den opdragelsespsykologiske mekanisme belønning. Helt modsat DR’s kampagne (i ved, dem der med Adam Duvå-Hall og Mads Brügger der sagde ”Kan du se pointen?”) der spillede på nogle helt andre tangenter, nemlig skæld-ud og talen-ned-til. Bevares, den var da sjov osv., men hvis man i forvejen var en kritisk sortseer, så ville jeg tro at den kunne have den modsatte effekt.

Jeg skal ikke udtale mig om hvilken af de to kampagner, der har mest effekt, men jeg ved i hvert fald godt hvad for én der virker på mig.

Strange Love

Nu hvor Sarah Lund havde en lidt underlig flirt med sin kollega, kan jeg ikke undgå at få Depeche Mode’s ’Strange Love’ på hjernen.

Av!

Min lænd, min nakke, mine skuldre og mit hoved bruger min krop som kampscene for at afgøre dysten om hvem der smerter mest.

Gratis online undervisning hos Lynda.com

Jeg er lige blevet introduceret for online-tutorial-sitet Lynda.com. Når man som jeg er konstant videbegærlig og ivrig efter at lære nyt inden for IT-programmer, webudvikling og lign. er dette en god og overskuelig side for begyndere.

Sitet er delt op, så man hurtigt kan fået overblik over hvad sitet kan tilbyde. Fx kan man vælge efter emne (fx html, billedebehandling eller CSS), efter software (fx Photoshop eller Excel) eller efter producent (fx Adobe eller Microsoft).

Der er alt i alt et hav af tutorials (i Quicktime-format) hvoraf en god del er gratis. Man er nødt til at oprette sig som betalende bruger, hvis man vil have hele pakken.

Så selvom jeg er for nærig til at betale de 25$ pr. måned er der allerede mange timers potentiel gratis lærdom at hente. Og så er det endda dejlig pædagogisk forklaret.

Praktisér hvad du prædiker

Jeg finder det egentligt lidt varmlufts-agtigt, at kampagnematerialet fra en politiker der prædiker et "smukkere København" ligger og flyder på Hovedbanegårdens cykelparkeringsplads, fordi hendes aggressivt markedsførende medarbejdere har spammet bagagebærere og cykelkurve.

Tak for at hjælpe mig til at fravælge hvem jeg bør stemme på.

Placebo og Malk de Koijn

Et par ord om de to koncerter torsdag og fredags.

Tungsindet har tabt et par kilo
Placebo leverede et solidt og rutineret show med stor vægt på det seneste albums numre. På den ene side irriterede dette mig lidt, da jeg ikke er voldsomt begejstret for albummet og hellere så at de havde givet plads til nogle flere klassikere.

Jeg synes det nye album er for "lyst og positivt" i lyden, hvor jeg altid har været tiltrukket af det mere gloomy-melankolsk-intense udtryk som bandet lagde for dagen. På den anden side, så synes jeg det er respektindgydende at de undgik at dvæle for meget ved fortiden og være for crowdpleasende og i stedet se fremad og være stolte af deres nye lyd.

Tung bas og masser af håndtegn i Vega
En lidt anderledes oplevelse var det at opleve Malk De Koijn i Store Vega på deres comeback-tour. Jeg så deres 'afskedskoncert' samme sted for 6 år siden, så mine forventninger til om de kunne leve op til deres storhedstid dengang var stor. Og det var der her ingen tvivl om at de gjorde.

Der var knald på fra starten, hvor de lagde hårdt ud med 'Malk De Koijn går på gymnasium' med koncertversion-introen 'Til alle drengene/pigerne sig ahhh/vuf vuf'.

Publikum var dedikerede og næsten alle læber omkring mig formede ordene til de mere eller mindre sorte og absurde tekster og punchlines, som er Malk-drengenes lyriske repertoire.

Koncerten varede omkring to timer og tre tøjskift. Til sidstnævnte kan nævnes, at Geolo G sagtens kan nedsætte sig som firstmover inden for retro-futuristiske tøjstile. Tøjstilen er en del af Malks brand og lige så vel som at dette ikke overraskede mig synderligt, så gjorde setlisten det heller ikke.

Det virkede meget til at de havde valgt "den sikre løsning" der så vidt jeg husker ikke varierede meget fra de par gange jeg så dem tilbage i 2002-2003. Ikke at dette gjorde noget, da standarden var så høj, at det sagtens kunne tåle en genudsendelse. To nye numre blev det dog også til: "Malks Toback" som lyder lovende for et forhåbentligt kommende album (?) og et andet nummer, jeg ikke lige kendte titlen på.

Lidt betaget er jeg altså i de tre kække, dybe, sjove og spøjse knægte og jeg håber at det ikke er sidste gang at jeg ser dem, for det var lidt af en fest.

Et lille kuriøsum
Begge bands har jeg set en håndfuld gange, men bemærkelsesværdigt er det, at jeg igen ser dem på to efterfølgende dage. Endda uden at det var på en festival. I 2003 så jeg Malk De Koijn d. 31. maj i Gimle i Roskilde og dagen efter Placebo i Vega.

Derudover så lærte jeg begge bands at kende i 1996. Jeg kan tydeligt huske, at Placebo undergrundshittede med 'Nancy Boy' den sommer og samme år udkom rapcompilationen 'De Grimme Ællinger' hvor Malk var repræsenteret med 'Til de folk'.

Twitter og dets uudnyttede potentiale

Jeg er blevet meget glad for twitter.com og dets potentielle muligheder på det seneste. Jeg har været lidt langsom til at komme ud af starthullerne, selvom jeg stræber efter altid at være på forkant med de nyeste sociale medier.

Min anke har hele tiden været, at jeg ikke kunne se nogle fordele ved Twitter i forhold til fx Facebook. Jeg har hele tiden tænkt, at det Twitter havde at tilbyde kunne Facebook også, og endda bedre.

Forskellig fra Facebook
Nu hvor jeg endelig har fået taget web-skyklapperne af, kan jeg dog godt se nogle rent funktionelle forskelle og muligheder ved Twitter i forhold til Facebook.

Begge medier tilbyder muligheden for ’mikro-blogging’, men hvor det på Facebook er én lille ting i forhold til resten af mulighederne er ’mikro-blogging’ kerneessensen i Twitter. Det er dét der er hovedformålet, og der er da også mange paralleller til ’traditionel blogging’.

Fx det at man abonnerer på hinandens ’tweets’ (Twitter-terminologi for det maks 140 tegns lange ’mikro-blog-indlæg’) som i Twitter-terminologi hedder ’Following’ og som alligevel adskiller sig ved, at man ikke kan være anonym. Dog behøver det ikke at være gensidigt som på fx Facebook og dennes ”Ven”-terminologi.

Trendspotning og 'discoverability'
Udover at man selv kan dele sine tanker, ideer, holdninger etc. med sine ’followers’ giver Twitter rigtig gode muligheder for at gå på opdagelse i hvilke trends, emner og nyheder, der er oppe i tiden ved at analysere indholdet af de sikkert mange millioner tweets der dagligt ser dagens lys. Det minder mig lidt om Google Insights og Technorati.

For at trendspotte eller ’gå på opdagelse’, som er et af de aspekter ved Twitter, som jeg synes adskiller sig markant fra Facebook, kan man fx starte med at lave en søgning på et emne, der interesserer én. Man får så et slags søgeresultat der viser alle de tweets hvor emnet er omtalt, med nyeste øverst.

Herefter opdateres dette søgeresultat ellers i realtime og giver hele tiden én et overblik over, hvor mange tweets der er kommet til om emnet siden man startede søgning. Altså en meget dynamisk form.

Flere søgemuligheder, tak
En anke er her at søgefunktionen mangler nogle flere avancerede muligheder. Pt. er den meget simpel og man kan fx ikke rigtigt indsnævre sine resultater. Det kunne fx være meget lækkert med nogle booleske operatorer, tidsintervaller, sproglige og geografiske afgrænsningsmuligheder, visning af relaterede emner etc.

Udover en reel søgning, foreslår Twitter også selv hvilke ord eller begreber, der bliver twittet om i øjeblikket. I højre side af skærmbilledet er ”Trending Topics” som i skrivende stund bl.a. viser ’Google Wave’ og ’Bad Romance’. Klikker man på disse fungerer det lige som en søgning på det pågældende begreb.

Segmentering af trends, tak
Min anke her er lige så vel med søgningen: Man kan ikke umiddelbart afgrænse eller nuancere visningen disse trends. Fx kunne det være lækkert, hvis man kunne vælge at man kun ville se trends, der var skrevet af ”Danske twittere” . Der er mangler altså nogle flere muligheder for at ”gå på opdagelse”, segmentere og selv at have noget mere indflydelse på hvad man vil se..

Der findes heldigvis mange applikationer og andre sites, der samarbejder med Twitter om at højne niveauet. Fx er der wefollow.com, hvor man som twitter kan oprette sig under nogle kategorier (fx webudvikling, journalistik eller musik) og så kan andre brugere gå på opdagelse. Kvidr.dk er et dansk alternativ der netop er gået i luften.

Bedre interaktionsmuligheder, tak
Udover de ovenstående anker, mangler der også nogle bedre muligheder for kommentarer, interaktion og debat på de enkelte tweets. Pt. er det kun muligt at svare twitteren direkte og det skaber ikke en tråd eller samtale som vi kender det fra debatfora, almindelige blogs eller sågar kommentarfunktionen på Facebook-statusser.

Der mangler noget overskuelighed og overblik. Desuden ved man i princippet heller ikke hvilken af éns tweets der bliver svaret på, når en anden bruger skriver til én.
Når nu der er en ”Reply”-funktion, hvorfor skal det så være så lo-fi?

Overordnet set er jeg dog meget tilfreds med Twitter og jeg kunne blogge langt og længe om dets potentiale og muligheder, men må hellere stoppe min ’makro-blog’ her :-)

Den opmærksomme læser vil endda lægge mærke til min lille Twitter-widget ude i højre side blandt alt det andet web 2.0-lir.

Nasal glamrock og gæve bananer fra Langestrand

Hov, man kan jo nærmest høre støvet gro herinde. Det må jeg gøre noget ved.

F.eks. kan jeg fortælle om, at torsdag og fredag i denne uge byder på koncerter med to repræsentanter fra mit eget repertoire af ynglinge.

Fra glamrockindienasalforsangerfløjen kommer Placebo torsdag til KB Hallens dårlige akustik med deres nye album ”Battle for the Sun” i ryggen. Fra det kiksespisende Langestrand kommer de gæve bananer fra Malk De Koijn til Vega på fredag og giver et show. Jeg betaler i døren, fordi de har flow.

Jeg har allerede nørdet Placebo’s setlister fra den aktuelle tour på http://www.setlist.fm/, og jeg bliver sikkert sådan en irriterende know-it-all.

Under alle omstændigheder håber jeg at den potentielle tinnitus jeg har i weekenden vil være de to koncerter værd.

Begrebet 'grænseoverskridende'

Hvorfor bliver begrebet 'grænseoverskridende' i de flestes øjne set på som noget negativt?

Koncerter med top 15-bands

En venlig koncertgud har smilt til mig i år. Fire af mine abslout yndlingsbands lægger vejen forbi forbi DK inden for de næste par måneder. Min last.fm-statistik er et meget godt billede på dette, da det drejer sig om hhv. etteren Nine Inch Nails, Depeche Mode, Muse og Placebo.

RF’s konkurrerende koncerter

Årets Roskilde Festival løber i år fra 28. juni til 5. juli (dvs. hvis man tæller warm-uppen med). Personligt synes jeg at bookerne i år har fået stablet et spændende program på benene, men det der undrer mig er sammenfaldet af ’Roskilde Festival-egnede’ kunstnere der spiller andetsteds i den uge:

29. juni spiller Chris Cornell i Vega
30. juni spiller Depeche Mode i Parken
1. juli spiller Korn i Vega
1. juli spiller Bloodhound Gang i Amager Bio

Alle er bands, som jeg kunne forestille mig har fans i Roskilde Festival-segmentet og derfor også – hvis min hypotese holder stik – vil få en del af Roskilde-publikummet til at pendle mellem Kbh. og Dyrskuepladsen.

Godt nok begynder selve musikprogrammet den 2. juli og mange festivaldeltagere kommer også først denne dag, men jeg kan ikke undgå at tænke at der vil blive lidt konkurrence blandt arrangørerne. Især midt i en finanskrise tid, hvor det tyder på at RF har svært ved at få udsolgt.

En ikke så effektiv bog

Jeg har egentlig ikke gjort mig så meget i at anmelde og/eller omtale bøger, men én gang skal jo være den første. Desuden er det jo sjovest at anmelde/omtale noget der enten er helt forfærdeligt eller helt genialt. De bløde mellemvarer er sjældent interessante at læse om, endsige at skrive om.

Motiveret af min relativt nye status som karriereminded og udviklinsoritenteret funktionær satte jeg mig for at læse bogen ”Effektiv på job? 12 succesfulde danskere fortæller om deres arbejdsliv” af Jens Islin som er en bog hvor kendte erhvervspersonligheder lufter deres tanker om hvordan de bedst og mest struktureret optimerer deres arbejdsdag. Blandt disse var ’farverige’ personligheder som Flemming Østergaard og Henrik Qvortrup.

Jeg gik i gang med en forventning om at få et par brugbare inputs og måske endda en enkelt aha-oplevelse, der f.eks. kunne hjælpe med at afvæbne potentiale stress-situationer eller skabe gode resultater. Der er jo en grund til at de interviewede er blevet så succesfulde. Skuffet blev jeg dog ret hurtigt. Ikke langt inde i bogen fik jeg luret forfatterens trick med at gøre bogen længere (144 sider) end den egentlige effektive tekst havde gjort sig fortjent til: På ca. hver anden side var citater fra de interviewede markeret med over dobbelt tekststørrelse. Et ofte brugt journalistisk trick i avisartikler for at fremhæve væsentlige pointer, men i dette tilfælde totalt overkill.

De tolv interviewede havde alle forskellige faglige baggrunde, men budskaberne var overordnet de samme. Basale råd om at lukke for mailen og telefonen for bedre at kunne koncentrere sig og at få lavet et system over ens mails. Deres tip og råd til at optimere arbejdsdagen tog nemlig i de fleste tilfældes udgangspunkt i deres mailprogram og hvordan de håndterede det store antal af mails. Ikke noget vildere revolutionært eller ny viden at hente for en gængs kontornusser som undertegnede, der har arbejdet med diverse mailklienter de sidste 10 år og dermed kender de mest gængse teknikker. Sjovt var det også at læse, at den unge produktchef fra Carlsberg – som jeg som læser håbede på havde den mest opdaterede og IT-mindede måde at strukturere sin hverdag på – blot satte en mail som ”Ulæst” hvis den skulle svares senere. I mine øjne ikke den mest effektive metode hvis man – som de fleste erhvervsfolk – bruger en mailklient (fx Outlook) med utallige og meget mere systematiske muligheder for at arkivere og holde styr på indbakken. Fair nok at tingene virker for hende, men i en bog hvor hendes metoder har til formål at være til inspiration for andre, blev jeg slemt skuffet.

Lettere ”forarget” blev jeg da også, da hun fortalte at hun ikke nåede at svare på alle henvendelser. Det er jo netop ikke særlig effektivt eller professionelt. Selvom man ikke har tid til at svare alle, burde man som chef være dygtig nok til at lave et eller andet standardsvar man kan sende med et par museklik eller måske endda uddelegere mailen/opgaven.

Blandt de øvrige 11 var der heller ikke nogle tips, der havde pondus til at revolutionere min arbejdsdag. I mine øjne var de fleste tips baseret på sund fornuft og noget som enhver erfaren funktionær burde have tilegnet sig. Jeg tvivler da også på, at disse tips var dem der var afgørende for at de pågældende 12 fik den succes de har fået.

”Effektiv på job?” – Ja, men ikke ved at læse denne bog…

Hærværket i Hyskensstræde

Jeg er godt og grundigt Ekstra Blads-forarget og uforstående, når jeg hører og læser om det lort der skete i Hyskenstræde i weekenden. Der er INTET, INTET, INTET validt argument, der kan forsvare det.

Jo, måske giver det mening i syndernes små selvretfærdige amøbehjerner, der må være godt og grundigt forvrængede i deres opfattelse af samfundet. Desværre er der ikke nogen, der decideret har taget ansvaret, så vi kan kun gisne om hvem der er de virkelige ballademagere.

Var det autonome? Var det dem der stod bag arrangementet "Undoing the city"? Grafittiens budskaber virkede dog til at det i høj grad var venstrepolitisk motiveret og måske endda planlagt?

Så igen, vi kan kun gisne om synderne og deres motiver for at lave det lort. Men skulle man tage udgangspunkt i den agenda der var opstillet for "Undoing the city", så handlede det netop om at byen skulle være for alle, og ikke kun de rige. Altså endnu en klynkeklage om at der ikke er plads til mangfoldighed, det er samfundets skyld, kapitalister er dumme etc. En total offerrolle-mentalitet, der dejligt sort/hvidt gør det hele så enkelt: "Os mod dem". Og så er det jo derfor helt legitimt at smadre løs på borgerskabets ejendele! De glemmer bare at de tager en masse 'uskyldige' med, som måske endda slet ikke er så onde og dumme, men måske endda tilnærmelsesvis søde og forstående.

Jeg gad godt at se bare een af de snothvalpe stå frem med navn og ansigt og stå inde for det de har gjort. For hvis de virkelig vil have revolution og/eller en eller anden form for respekt, så nytter det ikke noget at gemme sig bag masker og hættetrøjer. Men det har vel også et borgerligt liv ved siden af, som de trods alt skal passe.
Eller også elsker de bare at dyrke den offerrollementalitet og følelsen af at være marginaliseret (som jo i høj grad forstærkes af det der er sket), for så kan de endnu mere retfærdiggøre deres psykopatiske tendenser. Den altid herlige negative spiral...

Og lad være med at sige at det er samfundets skyld eller bruge andre undskyldninger på et højere abstraktionsniveau, for i er selv en del af samfundet, så i har også selv et ansvar. Og bruger man den slags manipulerende retorik kan man jo bøje til hvad som helst og få hvem som helst til at føle sig som det stakkels offer. Ting er ikke så sort/hvide og der er ikke de onde mod de gode i den virkelige verden. Men det er jo godt i har "sandheden", bare ærgerligt at i er så få der er "oplyste".

Der findes sikkert også "ordentlige" mennesker, der også hylder mangfoldigheden og jeres ikke-voldelige idealer, men dem formår i sikkert også at skubbe væk. Fat det nu! Vold er ikke løsningen, den forværrer kun jeres sag og marginaliserer jer endnu mere. Men det er måske det i allerhelst vil, så i kan få bekræftet jer selv i at samfundet er en ond, ond bussemand, der ikke kan lide jer.

Hvad der yderligere er helt langt ude, er at politiet jo stod og så passivt på. De havde selvfølgelig deres strategiske og velovervejede grunde til det, men når ikke engang de kan passe på uskyldige borgere, hvem kan så? Var der nogen der sagde "optrapning af eksempler på selvtægt fremover", hvilket jo også er fyfy.
Og hvad er det for et signal at sende til de hærværksfolkene og andre med løse håndled? "Fedt, hvis vi bare er mange nok, så tør politiet ikke at gøre noget".

Og hvad har den slags episoder så at sige for fremtidige og ellers fede arrangementer i den dur? Tænk på sommerens byfestivaler som Distortion, STRØM, Raw etc. Mister de nu evt. også støtten og bliver lukket af frygt for lignende?

Ja, fans er nok ikke det hærværksmændende (de autonome?) har flest af for tiden.

Tvivlsomt argument

Tvivlsomt argument


Originally uploaded by gergenzola

Tal-autisten der fik Alzheimers

Så var der den om tal-autisten der fik Alzheimers, så han kun kunne huske de første 403 decimaler i Pi.

Ugen der gik

Lidt korte og sporadiske reflektioner over de seneste par dages begivenheder i mit univers.

- Ekstra Bladets (eb.dk) nye layout? Hvad sker der for det Pixi-bogshelvede?? Har de erkendt, at deres primære målgruppe er snævertsynede folk, der skal have magnaprint-overskrifter for at forstå?

- My Name Is Earl-convention i Vega aka Eagles of Death Metal-koncert. En stor del af det mandlige publikum havde efterlignet forsanger Jesse Hughes trucker-stil med solbriller, skovmandsskjorte og en ordentlig skovsnegl.

- Nine Inch Nails på Roskilde! ! ! ! Reflektion ikke nødvendig. Blot begejstring.

Slumdog Millionaire: En dejlig og kompromisløs film, der fortjente sine Oscars og hvor samtlige skuespillere havde en dialekt som Apu Nahasapeemapetilon (fra The Simpsons). Hyggekarmapoints rettet mod Mumbai.

- Jeg har erkendt, at jeg synes at X-Factor er god underholdning.

Støvsugning

Støvsugning
Originally uploaded by gergenzola

Når støvsugeren ligner en bad guy-robot fra "Robocop" bliver støvsugningen en tand sjovere...

Jeg ville nødig en tur i ringen med mr. Dyson...

Depeche Mode-widget

Facebook og communities: den ”5. statsmagt”?

Ikke en dag går hvor der endnu ikke er oprettet endnu en gruppe på Facebook hvis formål er at brokke sig over en eller anden uretfærdighed i samfundet. Voldtægtsforbrydere der får for lave straffe, dyremishandlere, dumme politikere etc. Egentlig en meget smart måde for at pøblen kan blive hørt og få udtrykt deres utilfredshed. Det er den moderne version af et læserbrev, og ramaskriget spredes lynhurtigt.

Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…

Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?

Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?

Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?

Der blev sagt "perle"

Ifølge bl.a. denne artikel hvor journalisten der står bag historien nu giver politiet ret i at der kan være sagt perle.

Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".

Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.

Krisen og "need to have"-tankegangen

Ikke en dag går uden, at fraserne "økonimisk krise", finanskrise eller "krisen kradser" passerer mine øjne eller øre. Alle snakker om den. Nogen er blevet direkte berørt og det må i den grad siges at være selvforstærkende.

Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.

Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.

Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.

Remee's navnepåfund

Det kan godt være, at Remee er en god producer og hitmager, men at finde på bandnavne burde han nok holde sig fra.

Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.

Tilbageblik: Sensible Soccer

Det var vist i årene 1992-1994 at det var på sit højeste. Min høje og ubetingede dedikation til Amiga 500-fodboldspillet ”Sensible Soccer”. Hvor andre og mere udadvendte teenagere hang ud i ungdomsklubber, tog til sodavandsdiskoteker og oplevede deres første scoringer, scorede jeg og mine venner også en masse. Det var dog i stedet mål på den pixellerede grønsvær på skærmen.

Det var en vidunderlig parallelverden for mig. Jeg kunne sidde i tysktimerne og dagrømme om de kampe og turneringer jeg skulle spille og de fede header-efter-en-dødbold-mål jeg skulle score, når jeg fik fri fra skole. Med det sort/røde cockpit-lignende joystick i den elendige kvalitet (jeg smadrede flere af disse under en sæson), førte jeg mine hold gennem mange sejre og turneringer. Helt fair var det måske heller ikke, når jeg spillede med AC Milan eller Manchester United og mine modstandere hed Fram Reykjavik og BK Thorshavn.

Bedst var det, at man kunne oprette sine egne hold med navne og hårfarver. Indlevelsen var på sit højeste, da jeg oprettede den daværende Køge Boldklub, min skoleklasse (selvfølgelig med mig selv som stjerneangriber) og bonderøvsholdet Skovbakken FC med Palle Tipkage i front.

Og så glemmer jeg aldrig, da jeg var til computermesse på SAS Radisson, hvor de havde fået Kim Vilfort til at dyste mod ivrige og bebumsede Sensible Soccer-fanatikere på storskærm. De gav ham baghjul og der var ikke meget EM-finale ’92 over lille pixel-Kim.

Hvor svært kan det være!??? (Besværlige Billetnet)

Grrr, endnu engang er jeg voldsomt frustreret i forbindelse med bestilling af billet. Før var det Billetlugen, der satte mit pis i kog. Nu er det så Billetnet.

Sagen er den, at jeg fik et gavekort til Betty Nansen-teatret. Et gavekort som var administreret gennem Billetnet og således med Billetnets logo og det hele. En god gave, der skulle omsættes til et par billetter til Nick Cave-stykket. For at bestille billetter skulle man enten ringe til dem (hvilket kun kan ske i deres meget begrænsede telefontid) eller bestille via billetnet. Jeg reserverede så et par billetter via Billetnet og tog i dag på posthuset for at hente dem og ville betale med mit gavekort. Dette kunne jeg imidlertidig ikke, da gavekort skal bruges på selve teatret de var udstedt hos.

HVORFOR I ALVERDEN SÅ ADMINISTRERE BILLETSALG OG GAVEKORT GENNEM BILLETNET, HVIS MAN IKKE KAN BETALE MED GAVEKORTET HOS SELVE BILLETNET, HVOR MAN NETOP BESTILLER BILLETTER?

Arghh, skulle lige ud med det. Det virker bare så ulogisk. Jeg er sgu' ikke tankelæser og forstår Billetnets og Betty Nansens indviklede regler. Kunne de så ikke bare have skrevet det på billetten.
Endnu engang har kunden uret...

Tegn på alderdom?

Er det et tegn på at man er ved at blive gammel, når man planlægger at spise aftensmad EFTER man har været i biffen, fordi man frygter at falde i søvn under filmen, hvis man gør det før?

Sensationsjournalistikkens retoriske virkemidler

Der går ikke en uge i DK, hvor der ikke verserer en retssag om den ene eller anden kriminelle forseelse, der vækker harme og foragelse. Denne forargelse er som oftest godt hjulpet på vej af BT og Ekstra Bladet, og det er som intet nyt i. Disse to blade taler (især i dækkelsen af disse retssager) til læsernes følelser, frem for til den kølige rationalitet. Det er bemærkelsesværdigt at lægge mærke til de stilistiske og retoriske virkemidler de benytter sig af, for rigtigt at forstærke følelserne, hadet og forargelsen rettet mod dem på anklagebænken, og ikke mindst: motivationen for at oprette endnu én Facebook-gruppe i den vel snart tiltrængte kategori "Det er for dårligt"

Jeg har især lagt mærke til at de ovennævnte blade, ynder at kommentere på hvordan de anklagede forholder sig til det de har gjort. Læs fx denne artikel, om den aktuelle ”avisbudssag”, der vist ikke er den eneste, der lige pointerer på manglen på anger og samvittighed hos de anklagede.

Ikke nok med at de har gjort, er fuldstændig forfærdeligt. Værre endnu er, at de stort set er kolde. Man hører ofte om venner, der tiljubler, upåvirkede stenansigter, en følelse af mangel på anger at spore. Alt der blot er med til at bekræfter befolkningen i, at vi har at gøre med nogle bestialske og samvittighedsløse uhyrer, der burde spærres inde for altid.

Nu ved jeg ikke meget om formildende og forværrende omstændigheder i den slags retssager, men kan det tænkes at et udtryk for anger, samvittighed og at man vil gøre det godt igen, kan være med til at sætte straframmen ned? Eller er den kolde, nøgterne og rationelt baserede jura kold over for denne slags ”følelsesporno”?

Filosofiske sms'er

En kandidat i pædagogisk filosofi har lanceret en sms-tjeneste, der består i at sende filosofiske citater. En rigtig kreativ og original ide.

Da jeg selv er en sucker for den slags åndelige input (af en hvis kvalitet, selvfølgelig) er fristen for at tilmelde mig stor. Eneste anke er prisen (3 kr. pr. sms (det løber op i længden!)) kontra det faktum, at de citater man får leveret sikkert er nogle jeg - qua min interesse for den slags - sikkert kender.

Så hellere benytte mig af de de gadgets på iGoogle, der tilbyder samme slags tjenester. Pt. har jeg 7 gratis gadgets, der leverer nye citater på daglig basis.

Året der gik på last.fm

Et karakteristisk ord for min musiklytning dette år må siges at være ”alsidighed”. Det i marketings-øjemed og nye fancy begreb ”Den Lange Hale” kan ydermere beskrive min lytning. Og så er det brugerdrevne musiksitet last.fm, der registrer alt ens lyttede musik jo så venlige at visualisere min musiklytning, der rent faktisk giver et billede af denne lange hale.

Her vil jeg lige opridse og kommentere min top 10

Endnu en gang præsterede Nine Inch Nails sig at snige sig til en ubetinget førsteplads med mere end 25 % flere lytninger end nr. 2. Men nu har NIN jo også været hyperproduktive dette år med en masse gratisudgivelser, så naturligt nok har de fået en masse airplay på min pc.

Nr. to var danske L.O.C. som i den grad fik sit kommercielle gennembrud i år. Folket fik øjnene op for, at han også kan synge om andet end bitches og druk. Jeg har også en svaghed for gutten og hans melankolske rapnumre, der går meget mere under huden end hans tidligere ting (som dog var fede på en anden måde).

Endnu et dansk islæt i top 3 eftersom Veto og også meget produktive SuperTroels lige akkurat rundede 200 lytninger. ”Crushing Digits” var ikke mindre end en genial opfølger til deres debut og fede koncerter i Vega og på Roskilde cementerede blot deres status for mig: Årets danske band.

The Faint er nok det mest, kommercielt set, ukendte navn på min top 10. De var min personlige lille hype, så jeg fik travlt med at anskaffe mig alt de havde lavet og der var også godt smæk på deres koncert i Lille Vega.

Det er sjældent, at jeg lytter til ”ballade”-musik, men Band of Horses, og især forsangerens stemme, ramte et ømt punkt. Kan stadig ærgre mig over, at jeg ikke oplevede koncerten på nært hold på Roskilde…

Depeche Mode: Et fast indslag på min liste, så ingen yderligere kommentar her…andet end at jeg ser frem til både nyt album og koncert i 2009.01.05

Slipknot: Endnu et band, der i mange år har haft en særlig plads i mit hjerte. På trods af at 9 maskebeklædte og brækstinkende metallere fylder ret meget. Koncerten i KB Hallen i november var blandt dette års fedeste, og deres 2008-udspil ”All Hope is Gone” fortjener virkelig også en djævlehorns-tommelfinger op herfra.

Suspekt: Gentag begrundelsen for L.O.C., men indsæt i stedet navnene Orgi-E, Rune Rask, Troo.L.S. og Bai-D

Spleen United: Gider egentlig ikke kommentere dem, da musikpressen alligevel har hypet dem så meget. Så fantastiske er de nu heller ikke, må jeg indrømme. Det forklarer dog ikke, at de har sneget sig op på en 9. plads.

Breumm og Kings of Leon deler 10. pladsen med begge 88 lytninger. Danske Breumm har jeg vist også rost før på nærværende blog, men Kings of Leon er et gammel-nyt bekendtskab. Dyrkede dem for et par år tilbage, men det virker til at de i år har fået et noget bredere gennembrud med deres nyeste udspil ”Only by the night” i mine øjne er en lille perle, jeg glæder mig til at dykke mere og mere ned i.