Krisen og "need to have"-tankegangen

Ikke en dag går uden, at fraserne "økonimisk krise", finanskrise eller "krisen kradser" passerer mine øjne eller øre. Alle snakker om den. Nogen er blevet direkte berørt og det må i den grad siges at være selvforstærkende.

Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.

Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.

Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.