At være underfladisk

Det er de færreste der ser det som en god egenskab at være overfladisk. Det er faktisk sådan lidt fyfy. Og hvad vil det så sige at være overfladisk? Tja, at man dømmer folk på deres ydre egenskaber og generelt små detaljer. Men hvem er det egentlig der har gjort sig dommer, for at det ikke er ok at være overfladisk? Hvorfor skal det have en negativ klang? Er det bedre at være det modsatte, som så må være, hmm, underfladisk? Dvs. man dømmer folk på deres indre egenskaber. Noget der i øvrigt er meget mere legalt i vores samfund. Det er, som jeg opfatter det, mere ok at fravælge én partner, der fx ikke giver intellektuelt modspil nok, hvor man derimod er et overfladisk svin, hvis man fravælger én, der har for små bryster. Men hvis man som menneske, virkelig bliver fysisk og mentalt tilfredsstillet af en pige med store bryster, eller fx kun vil have piger, der kan lide cheddarost, hvem er vi så til at dømme? Hvis han opnår den samme tilfredsstillelse, som en fyr, der stimuleres af en der kan citere Sartres og Nietzsches samlede værker. De fleste ville mene, at der var noget galt med den storbryst-foretrækkende gut, hvorimod den intellektuelle gut er helt fin. Eller?

Hvorfor er det mere ok at sige: ”Damn, hun har en lækker krop og det smukkeste ansigt, men hendes IQ er under stuetemperatur, så hende vil jeg ikke være sammen med” end ”Damn, hun er vildt intelligent, men hun ligner noget fra Jurassic Park, så hende vil jeg ikke være sammen med”.

Eller?

Ny komedieserie på TV3

Mandag aftens komiske indslag i TV-aftenen var hverken Simpsons, Frasier, Little Britain, Friends eller andet, der normalt kan påvirke mine lattermuskler. Derimod var de nok ret så ufrivilligt sjove deltagere i den nye sæson af ”Paradise Hotel”. Med en selvglæde og et storhedsvanvid, der let kunne få en praktiserende psykiater til at indlægge flertallet med diagnosen megalomani, kæmpede deltagerne (i en parallelt kørende konkurrence om hvem der forbrugte flest dåser voks i timen) om at komme de mest lamme udtalelser. Flere gange tænkte jeg: ”Det MÅ være skuespillere…”
Glæder mig allerede til næste afsnit.

Er fedme sexet?

For noget tid siden vidste én tv-kanal en dokumentar om mænd, der havde den ”last”, at de tændte på ekstremt overvægtige kvinder. Det at der overhovedet bliver lavet et program om disse mænd, siger noget om, at de må være en slags afvigere. Men afvigere fra hvad? Fra normen vel? For så vidt jeg ved, er det de færreste, der kigger langt efter overvægtige personer, når vi snakker seksuel attraktion. En del væmmes måske lige frem af det og finder fedme som objekt for humor.

Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvorfor finder mange det fysisk klamt og usexet at være fed? Kan det være en foragt for de psykologiske årsager der kan ligge bag? Altså, at man forbinder det med egenskaber som dovenhed og manglende viljestyrke? Kan det være fordi, at fantasien om sex med en for stor person, rent fysisk kan virke uoverskuelig? Eller kan det være hele modeindustriens indoktrinering af os gennem mange årtier der har påduttet os, at slanke, veltrimmede kroppe er idealet. Vores smag er blevet dikteret og dermed nedarvet gennem mange generationer? Debatten om dette emne er bestemt ikke ny. Men hvis man forestiller sig et parallelunivers, hvor man kunne styre modeindustrien, og putte overvægtige personer på forsiden af samtlige modeblade, ville det store flertal så i længden begynde at foretrække disse i et seksuelt øjemed? Hvis det forholder sig sådan, er ovennævnte fyre med de lidt mere alternative seksuelle præferencer så i virkeligheden ikke bare nogle meget indsigtsfulde personer, der evner at se ud over konventionerne og deres egen indoktrinering?

Eksemplerne på dette fænomen er mange. De seneste par år har intimbarbering vundet mere og mere frem, og mange piger fjerner alt håret mellem benene. Feminister og andre kritiske røster råber i kor at pigerne er ofre for en pornoficering af samfundet, at det er en nedværdigende gestus, der kun handler om at please hannen. Pigerne vil forsvare sig selv med, at ”de gør det for deres egen skyld, fordi for meget kønshår er ulækkert” eller noget i den dur. Men gør de det? Er det deres egen selvstændige mening? Hvis kønshår virkelig er så ulækkert, hvorfor er det så først inden for de senere år, at dette fænomen er blevet så udbredt? Piger har haft kønsbehåring alle tider. Eller er det ulækkert, fordi man via modeindustrien (og ja, pornobranchen?) har fået dikteret at det er ulækkert? Styrer modeindustrien mere end man egentlig er bevidst om?

Sæt lidt flere spørgsmålstegn ved livet. I aner ikke hvor meget i opfatter som en selvfølge, der egentlig er en form for indoktrinering.

Danmarks tyndeste ide

Jeg sad og så anden del af det der nye hypede TV2-program ”Danmarks Bedste Idé”. Her havde nogle af de kasserede idéer en mulighed for at få et såkaldt wild-card, så de stadig kunne være med i konkurrencen. En af dommerne pegede på Annettes trædyr. Ja, jeg skal love for, at det er innovation i højeste gear at gå ”back to nature”. Begrundelsen: ” Det får mennesker til at smile, grine og blive glade” synes jeg siger en del om hendes kvalifikationer (eller mangel på samme) som dommer i et program, hvor det gerne skulle være innovation og originalitet, der burde prioriteres højere.

Vi skal have et stort anlagt TV-show til at forklare os, at det er godt at lege med ting, der ikke er elektroniske. Jeps, for de har jo slet ikke sandkasser, legehuse, Playmobil, Dublo og andet godt tilbage i børnehaverne.

Hendes to konkurrenter havde idéer, der var lidt mere nytænkning i. Ved ikke, om de ville holde i virkeligheden, måske var de lige idealistiske nok, men det var nytænkningen der var den interessante. Og som enhver andet public service underholdningsshow med disrespekt for dem selv skulle vinderen findes ved en sms-afstemning. De tre kandidater fik alle lov til at holde en salgstale på 30 sekunder, og Annette snakkede idealistisk om, hvor vigtigt det var at børn havde noget ordentligt legetøj, og at de kom ud i solen og fik røde kinder. Dette crap har nok appelleret til alle de halvparanoide folks ude i hjemmene, der med dommedagsprofetier i øjnene, frygter at alt det elektroniske legetøj er ved at tage magten. Så er det jo godt, at der kommer en idealistisk dame og redder dem, for sandkasser og ”analogt” legetøj er jo uddødt for længe siden. Og ja, Annette vandt med 50% af stemmerne…

Min usunde last

Jeg har en last jeg dyrker. Det er at leve. Jeg gør det hver dag, og det er usundt, for man kan dø af det.

Endnu en årsdag

I dag fylder min far 64. Hans immunforsvar har dog så valgt at lykønske ham med en gang influenza, så familiefødselsdagen er aflyst. Min farfar blev far til min far på hans 26-års-fødseldag. Så de kvikke kan nok regne ud, at min farfar, hvis han levede, i dag ville fylde 90 år.

Årsdag

I dag ville Kurt Cobain være fyldt 40 år. Tillykke, hvor enten du er, ol’ timer. Du berigede så sandelig min verden dér i midt-90’erne. Syndt, at du ikke holdt ud.

Samtidig er det i dag præcis 5 år siden, jeg mødte en af mine bedste venner, Peter. Vi havde rent tilfældigt stødt over hinanden via en gæstebogskorrespondance på mit gamle bands hjemmeside, efter, at han havde overværet en koncert med os i Køge. Vi begyndte at pingponge frem og tilbage via mail, da vi erfarede, at vi havde store lighedsmæssige præferencer i musik. Efter et stykke tid, fandt vi ud af, at vi begge skulle til koncert med Staind i KB Hallen. Og det var altså den 20. februar 2002. Så hvad var mere oplagt, end at stikke sammen over et par fadøl, tage musiksnakken IRL og se koncerten sammen. 5 år er gået, og mange flere koncerter og mange flere fadøl er blevet konsumeret sammen siden.

Opfølgning og transspotting

Opfølgning på forrige indlæg:

Mon det så ikke viser sig i dag, hvor kopimaskinerne virker, at kompendiet vi skal kopiere fra ikke er til at finde på skolen*. Så igen, fik jeg ikke kopieret. Fandens også! Det er sgu' lidt af en catch 22.

Og noget andet: hvad er oddsene for, at man spotter to (2) transvestitter, uafhængigt af hinanden, på ens cykeltur hjem? Den ene, fint klædt i dametøj og masser af makeup med en lille Professor Tournesol-fritz som finish. Den anden en meget høj mand med hærget ansigt og langt uglet hår, men stadig i kjole (det kunne i princippet godt have været en meget maskulin kvinde).

*Gad vide om det var mig, der i torsdags i et voldsomt narkoleptisk anfald fremprovokeret af frustration, brændte kompendiet i søvne...

Lidt torsdagsfrustration og bitching over min skole

Åhh, min skole styrer for hårdt for tiden. Til mit nye fagmodul på kandidatuddannelsen skal vi selv sørge for at kopiere vores tekster, som er at finde i et såkaldt ”dynamisk kompendium”. Forstået på den måde, at der løbende kan føjes nye tekster til som skal læses. Derfor skal vi selv holde os opdateret, og kan altså ikke nøjes med at kopiere hele møget på én gang. ”Genialt” var det derfor, at gårsdagens undervisning blev aflyst. Den sidste dag på ugen, jeg har undervisning. Problemet var dermed, at jeg ikke kunne få kopieret teksterne til mandagens undervisning, hvorfor jeg tog ud på skolen i dag, alene med det formål. Skolen råder over tre kopimaskiner, som der stort set altid er kø ved, når jeg har tænkt mig at kopiere. Jeg kunne derfor ånde lettet op da jeg kunne se, at der var fri adgang til de to maskiner i kælderen. Glæden var dog kort, og jeg burde have forudset det: begge maskiner var i udu, for der var tekniker tilkaldt. Den tredje maskine havde selvfølgelig også valgt at strejke med papirstop. TYPISK. Har gået på skolen i 3½ år, og problemet har været kronisk. Papirstop er reglen, snarere end undtagelsen. Virkelig genialt, når den eneste måde man kan få læst sine tekster er ved at kopiere dem. Eller hvis man ikke har moral: stjæle dem. Men under disse vilkår, kan jeg måske godt forstå, hvis folk begynder at slække lidt på moralen, for det er sgu for lousy. Når man så vil prøve at køle ned med en kop kaffe fra de studerende kaffemaskine, hænger der et skilt: ”Virker ikke”. Kaffe, min eneste redning, når alt andet fejler, har også vendt mig ryggen, og nu er kantinen lukket, arghhh.

Det er virkelig en Tycho Brahes dag, hvad angår teknik. Godt jeg er på cykel i dag, for havde jeg taget metroen, ville der sikkert være tekniske problemer…og håber sgu’ ikke, at filmfremviseren, når jeg skal i biffen i aften også har tænkt sig at strejke.

0% Radio 100FM

Pt. er mange busstoppesteder og lign. præget af en reklame med tre satanisk, satirisk og sortklædte radioværter. Disse skal forestille et dødsmetalband, og reklameteksten indikerer da også dette: ”0% dødsmetal”. Afsenderen er Radio 100FM. De reklamerer så ud fra nogenlunde de samme parametre som TV2 gør, når de reklamer for ”en god film uden afbrydelser”. Nemlig hvad de IKKE kan tilbyde. Så, derfor: tak Radio 100FM! Jeg har sgu’ altid ledt efter en radiostation, der SLET ikke spiller dødsmetal. De er sgu’svære at finde. Hele frekvensbåndet er jo oversvømmet af playlister omhandlende død, nekrofili, satanisme og lign.

BlogTjek07

Jeg har jo en svaghed for brugerundersøgelser, og nu har BlogTjek07 altså lavet en decideret undersøgelse til os bloggere, for at undersøge vores læsere. I må derfor meget gerne udfylde nedenstående. Så bliver jeg glad :-). Og bare rolig, den er heeeelt anonym!

Gå til spørgeskema

Toilethovede

Jeg har altid kunne se en lighed mellem toiletter og menneskeansigter...her har jeg dog lige markeret ligheden lidt.

Fra Nørreport til Valby Bakke

I dette øjeblik ligger mit værelse i flytterod. Åbne flyttekasser og sorte sække, der snart skal fyldes op med mit ragelse. På søndag kommer Landstrygeren forbi og henter det. Fra downtown København K lige ved Nørreport, hvor jeg har haft base de sidste 3 år, til mere stille og rolige Valby. Fra en kæmpe herskabslejlighed med 4-etages udsigt til Søerne, til en 2-værelses på stueetagen i mere fredelige omgivelser. Fra 6-mands bofællesskab, hvor man har delt køkken og bad, til at bo alene og have alt for sig selv. Det er med ambivalente følelser, at jeg hiver rødderne op. Jeg havde dog intet valg, da vores udlejer for et lille års tid siden sagde os op pr. 1. marts 2007.

Spørgsmålet var bare hvordan min nye boform skulle være. Skulle jeg finde mig et nyt bofællesskab, som nok ville være det nemmeste. Eller skulle jeg tage imod den dyre fremleje-lejlighed jeg fik tilbudt, og dermed endelig have muligheden for at bo alene. At have mit eget for første gang i mit liv, hvis man ikke tæller den møblerede ungdomsbolig jeg fremlejede i to måneder. At kunne te mig tosset. At skulle tage hensyn til ingen andre end mig selv (så længe gardinerne er trukket for, for jeg vil jo kun bo i stueetagen). Jeps, det har sine fordele.

Og jeg skal garantere for, at der har været perioder i bofællesskabet, hvor jeg virkelig har ønsket mig at have mit eget. At bo sammen med emsige piger, der skrev sure beskeder i kontaktbogen, så snart der var små ting, der afstak fra normen. At bo sammen med folk, man slet ikke kunne snakke med, fordi kemien og flowet simpelthen var ikke til stede værende. At bo 6 mennesker, men alligevel føle, at man boede alene, da køkkenet kun blev brugt til madlavning, og derefter stak man ind på sit værelse. Hyggesnak var undtagelsen snarere end reglen. Da der så endelig blev vendt op og ned på det manglende sociale liv, var det desværre i en grad, at det også var utåleligt. For pludselig havde vi en bofælle, der manglede alle former for almen situationsfornemmelse. Den faste rengøringstjans blev stort set glemt hver eneste gang, køkkenet lignede lort, når hun havde lavet mad, og hun ”glemte” at rydde op. Det samme gjorde toiletkummen ofte pga. hendes maveproblemer kombineret med et manglende kendskab til toiletbørster. Derudover fyldte hendes personlighed, på godt og ondt (men i mine øjne, mest ondt), ca. 10 gange så meget som hende selv, og det hjalp ikke, at hun ofte havde venner med lige så fyldige, irriterende personligheder. Eller det faktum, at hendes interesse for feminisme og bøssekultur skulle trækkes ned over hovedet på os andre i kraft af kreationer, der forestillede kønsorganer eller artikler om emnet plastret på det fælles køleskab.
Det var en periode, hvor jeg helst undgik køkkenet, hvis jeg vidste at hun var, og der var ingen tvivl om, at os andre beboere fandt hende irriterende i mere eller mindre grad. Hver gang jeg kom hjem fra arbejde eller skole, håbede jeg at der lå en besked fra hende i bogen: ”Jeg er lige taget på ferie, er tilbage om en måned” eller lign. Det var da også et kæmpe lettelsens suk fra mig, da hun annoncerede i bogen, at hun havde fundet et nyt sted. I lang tid efter, var det stadig en lettelse for mig at komme hjem. Det havde traumatiseret mig dybt, og det at komme hjem til en stille og rolig og opryddet lejlighed var jo mere undtagelsen end reglen i den periode hun boede der. Misforstå mig ret, jeg har ikke noget mod rod og larm som sådan. Så længe det er mit eget, eller folk jeg kan lide. Så er man lidt mere accepterende. Og jeg kunne altså ikke lide hende her.

Paradoksalt er det, at tiden efter hun flyttede, begyndte der at blive mere hyggeligt end der nogensinde havde været. Køkkenet er i højere grad blevet brugt som et hyggerum, hvor der sammen spises, ses tv, læses blade, løses sudoku, pjattes, grines, snakkes og drikkes kakao. Folk er blevet mere sociale, og det er nu ganske hyggeligt, synes jeg. Det tidligere så praktiske bofællesskab, hvor nogle folk nærmest ikke kendte hinanden, andet end navn og værelsesnummer, har i højere grad taget karakter af et kollektiv. Der mangler bare lige madordningen, men havde vi kunnet blive boende, var den nok også kommet med tiden.
Udover det sociale plus, har den centrale beliggenhed ved Nørreport også kun været lækkert. At have alt i cykelafstand, og kunne lave spontane aftaler, fordi man er så tæt på centrum, gav virkelig nogle logistiske fordele. Nu skal jeg så til at vænne mig til, at ca. alle cykelture bliver dobbelt så lange som før, og jeg skal være bevæbnet med HT-køreplaner og klippekort (men hey, jeg kan nu godt lide at køre bus). Gruer nu mest for at jeg måske dagligt skal konfronteres med Valby Bakke. En cykeltur, der tager alt pusten fra mig, så man ikke har lungekapacitet til hverken at tale eller snakke.

Men det kunne ikke go on forever. Overordnet havde jeg tre gode år i centrum, og er spændt på en ny epoke som Valby-borger.

April måned

April bliver i sandhed en god måned for undertegnede:

"nine inch nails have officially confirmed an April 17th release date for their new album. Furthermore, a special page for the effort with some hidden surprises has been launched online here. In the meantime, the group will release their new live DVD effort "nine inch nails Live: Beside You In Time" on DVD, HD-DVD and Blu-Ray on February 27th."

Men lige så vigtigt er:

Forbud mod hængerøvsbukser, yes sir!

Kald mig bare en snæversynet gammel mand med minus modesans, men jeg tager nu hatten af for viceinspektør på Hjerting Skole, Klaes Sørensen der har forbudt hængerøvsbukser på sin skole. Ikke alene er det en skrækkelig modetendens (ja, det er så bare en smagssag), men derudover er det nu også meget rart, at man ikke skal konfronteres med andre folks undertøj andre steder end i omklædningsrum, soveværelser og deslige. Og så er jeg sgu’ ligeglad med om det er Bjørn Borg og designermærker. Risikoen for at få flashet bumsede og lidet flatterende buttcracks i sit fjæs, er alt andet lige større, end hvis de kunne finde ud af at bruge et bælte.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-6041109.html

"Stranger than Fiction"

Jeg tror jeg har skriveblokade for tiden. Eller hedder det blokering? Indtil videre har jeg været 5 minutter om at skrive to linier, så det siger måske en del...ikke at jeg ikke oplever noget, eller reflekterer over ting. De når bare ikke så langt. Der skal også være en slags berettigelse.

Men nu vi snakker skriveblokade, kan jeg varmt anbefale filmen "Stranger than Fiction" som jeg så i torsdags til 12-forestillingen (det var billigt for Politiken Plus-kunder) i selskab med en række +50-borgere.
Den handler om en forfatter med skriveblokade. Hun er dog hårdere ramt end mig, da det resulterer i en mindre identitetskrise og et overforbrug af smøger. Filmen er virkelig stranger than fiction, og er en pusseløjerlig, hyggelig og skæv lille romantisk komedie. Umiddelbart minder den mig lidt i stil om "Being John Malkovich", så er man til den slags skævheder, kan jeg kun anbefale "Stranger than Fiction"