At være underfladisk

Det er de færreste der ser det som en god egenskab at være overfladisk. Det er faktisk sådan lidt fyfy. Og hvad vil det så sige at være overfladisk? Tja, at man dømmer folk på deres ydre egenskaber og generelt små detaljer. Men hvem er det egentlig der har gjort sig dommer, for at det ikke er ok at være overfladisk? Hvorfor skal det have en negativ klang? Er det bedre at være det modsatte, som så må være, hmm, underfladisk? Dvs. man dømmer folk på deres indre egenskaber. Noget der i øvrigt er meget mere legalt i vores samfund. Det er, som jeg opfatter det, mere ok at fravælge én partner, der fx ikke giver intellektuelt modspil nok, hvor man derimod er et overfladisk svin, hvis man fravælger én, der har for små bryster. Men hvis man som menneske, virkelig bliver fysisk og mentalt tilfredsstillet af en pige med store bryster, eller fx kun vil have piger, der kan lide cheddarost, hvem er vi så til at dømme? Hvis han opnår den samme tilfredsstillelse, som en fyr, der stimuleres af en der kan citere Sartres og Nietzsches samlede værker. De fleste ville mene, at der var noget galt med den storbryst-foretrækkende gut, hvorimod den intellektuelle gut er helt fin. Eller?

Hvorfor er det mere ok at sige: ”Damn, hun har en lækker krop og det smukkeste ansigt, men hendes IQ er under stuetemperatur, så hende vil jeg ikke være sammen med” end ”Damn, hun er vildt intelligent, men hun ligner noget fra Jurassic Park, så hende vil jeg ikke være sammen med”.

Eller?