Fra Nørreport til Valby Bakke

I dette øjeblik ligger mit værelse i flytterod. Åbne flyttekasser og sorte sække, der snart skal fyldes op med mit ragelse. På søndag kommer Landstrygeren forbi og henter det. Fra downtown København K lige ved Nørreport, hvor jeg har haft base de sidste 3 år, til mere stille og rolige Valby. Fra en kæmpe herskabslejlighed med 4-etages udsigt til Søerne, til en 2-værelses på stueetagen i mere fredelige omgivelser. Fra 6-mands bofællesskab, hvor man har delt køkken og bad, til at bo alene og have alt for sig selv. Det er med ambivalente følelser, at jeg hiver rødderne op. Jeg havde dog intet valg, da vores udlejer for et lille års tid siden sagde os op pr. 1. marts 2007.

Spørgsmålet var bare hvordan min nye boform skulle være. Skulle jeg finde mig et nyt bofællesskab, som nok ville være det nemmeste. Eller skulle jeg tage imod den dyre fremleje-lejlighed jeg fik tilbudt, og dermed endelig have muligheden for at bo alene. At have mit eget for første gang i mit liv, hvis man ikke tæller den møblerede ungdomsbolig jeg fremlejede i to måneder. At kunne te mig tosset. At skulle tage hensyn til ingen andre end mig selv (så længe gardinerne er trukket for, for jeg vil jo kun bo i stueetagen). Jeps, det har sine fordele.

Og jeg skal garantere for, at der har været perioder i bofællesskabet, hvor jeg virkelig har ønsket mig at have mit eget. At bo sammen med emsige piger, der skrev sure beskeder i kontaktbogen, så snart der var små ting, der afstak fra normen. At bo sammen med folk, man slet ikke kunne snakke med, fordi kemien og flowet simpelthen var ikke til stede værende. At bo 6 mennesker, men alligevel føle, at man boede alene, da køkkenet kun blev brugt til madlavning, og derefter stak man ind på sit værelse. Hyggesnak var undtagelsen snarere end reglen. Da der så endelig blev vendt op og ned på det manglende sociale liv, var det desværre i en grad, at det også var utåleligt. For pludselig havde vi en bofælle, der manglede alle former for almen situationsfornemmelse. Den faste rengøringstjans blev stort set glemt hver eneste gang, køkkenet lignede lort, når hun havde lavet mad, og hun ”glemte” at rydde op. Det samme gjorde toiletkummen ofte pga. hendes maveproblemer kombineret med et manglende kendskab til toiletbørster. Derudover fyldte hendes personlighed, på godt og ondt (men i mine øjne, mest ondt), ca. 10 gange så meget som hende selv, og det hjalp ikke, at hun ofte havde venner med lige så fyldige, irriterende personligheder. Eller det faktum, at hendes interesse for feminisme og bøssekultur skulle trækkes ned over hovedet på os andre i kraft af kreationer, der forestillede kønsorganer eller artikler om emnet plastret på det fælles køleskab.
Det var en periode, hvor jeg helst undgik køkkenet, hvis jeg vidste at hun var, og der var ingen tvivl om, at os andre beboere fandt hende irriterende i mere eller mindre grad. Hver gang jeg kom hjem fra arbejde eller skole, håbede jeg at der lå en besked fra hende i bogen: ”Jeg er lige taget på ferie, er tilbage om en måned” eller lign. Det var da også et kæmpe lettelsens suk fra mig, da hun annoncerede i bogen, at hun havde fundet et nyt sted. I lang tid efter, var det stadig en lettelse for mig at komme hjem. Det havde traumatiseret mig dybt, og det at komme hjem til en stille og rolig og opryddet lejlighed var jo mere undtagelsen end reglen i den periode hun boede der. Misforstå mig ret, jeg har ikke noget mod rod og larm som sådan. Så længe det er mit eget, eller folk jeg kan lide. Så er man lidt mere accepterende. Og jeg kunne altså ikke lide hende her.

Paradoksalt er det, at tiden efter hun flyttede, begyndte der at blive mere hyggeligt end der nogensinde havde været. Køkkenet er i højere grad blevet brugt som et hyggerum, hvor der sammen spises, ses tv, læses blade, løses sudoku, pjattes, grines, snakkes og drikkes kakao. Folk er blevet mere sociale, og det er nu ganske hyggeligt, synes jeg. Det tidligere så praktiske bofællesskab, hvor nogle folk nærmest ikke kendte hinanden, andet end navn og værelsesnummer, har i højere grad taget karakter af et kollektiv. Der mangler bare lige madordningen, men havde vi kunnet blive boende, var den nok også kommet med tiden.
Udover det sociale plus, har den centrale beliggenhed ved Nørreport også kun været lækkert. At have alt i cykelafstand, og kunne lave spontane aftaler, fordi man er så tæt på centrum, gav virkelig nogle logistiske fordele. Nu skal jeg så til at vænne mig til, at ca. alle cykelture bliver dobbelt så lange som før, og jeg skal være bevæbnet med HT-køreplaner og klippekort (men hey, jeg kan nu godt lide at køre bus). Gruer nu mest for at jeg måske dagligt skal konfronteres med Valby Bakke. En cykeltur, der tager alt pusten fra mig, så man ikke har lungekapacitet til hverken at tale eller snakke.

Men det kunne ikke go on forever. Overordnet havde jeg tre gode år i centrum, og er spændt på en ny epoke som Valby-borger.