Biokemi

Hvis man nu scorer på en bif-date, kan man så tale om at der er god biokemi?

Rødvin

Forleden blev jeg belønnet med en flaske rødvin på mit studiejob. Min chef syntes åbenbart at os studentermedhjælperes indsats ugen forinden havde været lidt ud over det sædvanlige. Jeg følte bare jeg havde gjort mit job som jeg burde, men takkede da ikke nej.

Men hvad er det lige med at give én eller flere flasker rødvin som gave? Det er åbenbart sådan en universel gave der i flæng bliver givet til fx fødselsdage, jubilæer, årsgaver og ved ekstraordinære arbejdsindsatser. Er det sådan lidt ”Vi aner ikke hvad personen ønsker sig, så vi kan altid komme med en flaske rødvin”. Penge er lidt for upersonligt, men nok den eneste universelgave som alle kan bruge. Så hvordan er den tradition med give rødvin opstået? Det er vel ikke noget som alle drikker. Og disse politisk korrekte tider, er det da meget let at tolke sådan en gave som en tilskyndelse til alkoholisme.

Bevares, jeg siger ikke selv nej til et glas ved en given social lejlighed, men de rødvin jeg har fået foræret i tidens løb, er begyndt at hobe sig op. Så næste gang, bare giv mig pengene i stedet. Eller chips eller dåsetun for et tilsvarende beløb. Jeg køber selv en billig vin i Netto, hvis der er behov for det. Ville desuden heller ikke kunne smage forskel.

”Mormors hønsesalat”

Der kører af og til en reklame for Carlsberg i TV. Det er den der ”Vores Øl”-serie (mmm, kolde øl *Homer-savl*) hvor en rundt-om-Søerne-joggende Lars Kaalund med lækkert hår bliver lokket af sine naboer til at få en bid mad med. Nabodamen taler smukt og flatterende om de madretter de kan lokke med, og bl.a. kommer sætningen ”…og Mormors hønsesalat”. Med en hentydning i stemmen om, at hønsesalat lavet af mormor er det rene guffeligufnamnam! Men siden hvornår er det, at madretter med mormors signatur har stået i så høj kurs? For det er ikke første gang, at jeg hører folk med savlende hængende ud fra mundvigen, berette om madretter lavet af deres mor/far/bedstemor.
Er det at mormor (eller farmor/bedstemor) har kreeret en madret, et kvalitetsstempel i sig selv? Er mormor bare et gastronomi-objekt, hvis evner begrænser sig til køkkenets fire vægge? Hvorfor er det så let at forbinde bedsteforældre med ting der konsumeres? Jeg er selv god til det. Når jeg tænker ”farmor og farfar” popper der først et billede op af varm kakao og ostemadder. Dernæst er det andre ting som Anders And-blade og sommerhusferie der træder frem.

Men ellers skal jeg ikke kunne sige det, da jeg aldrig har oplevet en mormor. Jeg har dog aldrig klaget over de hønsesalater som Fakta har forsynet mig med.

Komikeren Anden illustrerer det vist også meget godt fænomenet i sit show ”Tal for dig selv”

Hauw

I morges tog jeg mig selv i at sige "hauw" til en kollega. Den sære fonetiske ordsammentrækning, der opstår, når man stadig er lidt mandagstræt og midt i hilse-seancen ikke kan beslutte sig om man vil sige "hej" eller "dav"

110%'s bekymringer

How sweet life would be
If I could be free
From the sinner in me
Depeche Mode: "Sinner in me"

Kender i det, når man har een af disse bekymringer der i en rum tid, fylder ALT i ens tankevirksomhed? Dvs. een af dem, hvis der altså er hold i bekymringen, kan være fatal for ens fremtid, og i værste fald, liv. Fx. mens man venter på svar på sin HIV-test eller karakteren på den adgangsgivende eksamen, som man frygter man vil dumpe. Bondeangeren og fortrydelses-tankerne fylder alt, og på trods af ens påståede ateisme, tager man sig selv i at bede til højere magter og love, at man fremover vil forbedre sig på alle leder og kanter, hvis heldet bare vil være på ens side. Man har en idé om at livet ville være perfekt, hvis bare denne ene bekymring blev elimineret.

Dagen kommer, hvor man får det skæbnesvangre svar, som heldigvis (i mit tilfælde i hvert fald) oftest bærer præg af, at ens tunge bekymringer var ubegrundede. Man føler i et øjeblik en lettelse, der nærmer sig levitation. Følelsen er dog for det meste kortvarig. Livet bliver ikke meget mere perfekt (kun i øjeblikket hvor man leviterede), som man troede, mens man var plaget af tankerne, og alle de løfter man aflagde til de højere magter glemmes hurtigt. Man bliver hurtig forvænt.

Overskud vs. overhensynsfuldhed

I takt med mit af og til dårlige selvværd har jeg måske haft (eller har?) en tendens til at være lidt af en pleaser. En behagesyg sjæl der lod egne behov komme i anden række for at tilfredsstille andres først. Eller har jeg? For kunne det ikke lige så godt være, at jeg bare havde et kæmpe overskud? At jeg pga. min fleksibilitet let kunne lade andres behov komme frem, uden at det var nedbrydende for min personlighed. Det er i hvert fald nogle gange svært at skelne mellem overskud og overhensynsfuldhed.
Jeg ved dog, at jeg elsker at kunne hjælpe mine venner, bekendte og kolleger, hvor jeg er i stand til det. Det giver mig et kick at vide at man har gjort noget, der har en positiv effekt i deres verden. Og så længe man gør det på ens egen præmisser. Altså at man siger nej, fordi der vitterligt er noget andet der kommer først. Jeg er dog sjældent så travl eller vigtig, at jeg ikke kan træde til, hvis der er behov for min hjælp. Så er det et tegn på at være overhensynsfuld eller at have overskud?

Man kan måske dybdeanalysere sig frem til, at min trang til at være hjælpsom trækker meget stærke veksler til mit pleaser-gen. At jeg ubevidst er bange for at miste venner i en eller anden grad, hvis jeg siger nej. Og for ikke at nedbryde mig selv, bilder jeg mig ind at det er overskud og fleksibilitet, og at jeg ikke har problemer med at sige ”nej”. Giver det mening?

Et andet eksempel er folk der aflyser samtaler. Det skal der selvfølgelig være plads til, men af og til oplever jeg personer, der aflyser med en undskyldning, som jeg, hvis jeg var i personens sko ikke ville finde som gyldig aflysningsgrund.
Jeg har evt. tænkt: ”Tag dig dog sammen” eller ”få styr på dine prioriteter” eller noget i den retning. Men er som oftest endt med at godtage, hvad jeg ellers ville opfatte som en dårlig undskyldning. Netop fordi at jeg jo heller ikke lyst til at brænde broer ved at gøre mig til dommer over andres situation. Så hvornår er det ok at være ikke-forstående i sådan en situation og ikke acceptere undskyldningen? Og så er der jo også altid den faktor, der hedder manipulation som nogen bruger for at retfærdiggøre en aflysning eller forkert prioritering. Men det er forhåbentlig en undtagelse snarere end det er en regel, og siger vel mest om dem der benytter sig af det.

Jeg lever (eller prøver i hvert fald) lidt efter princippet: ”vær mod andre, som du vil have de skal være ved dig”, og det indebærer bl.a. det at prøve at være forstående for folk, og deres forskellige bevæggrunde. Ligesom jeg håber at folk prøver at sætte sig ind i mine bevæggrunde og svagheder, før de dømmer mig.
Vi har alle nogle forskellige handlingsmønstre, baseret på vores livshistorie. Jeg forsøger, naiv og godtroende som jeg kan være, at se bag disse. Dvs. at jeg, inden jeg dømmer, hvad der udadtil virker som en usympatisk handling, prøver jeg at være forstående over for de bevæggrunde der ligger bag. Sjældent er der jo decideret onde intentioner bag.
Så er det overskud eller overhensynsfuldhed? Eller bare barnlig naivitet?

Nu skal jeg nok stoppe med at være hellig. Næste indlæg prøver jeg at gøre selvironisk.

Sex

Bør jeg evt. begynde at blogge om sex?

Vil det tiltrække nye læsere? Men evt. også skræmme andre væk?

Lidt mere frit fra leveren

The Knife
Det lykkedes mig at skaffe billet til The Knifes ekstrakoncert den 17. oktober. Jeg slap endda for billetkaoset, da jeg havde et forspring qua min ventelisteposition til den oprindelige koncert. Et par dage efter modtog jeg dog to billetter med posten på trods af, at jeg kun var faktureret for én. Man kunne håbe at Billetlugen havde kvajet sig, og jeg dermed kunne afsætte billetten for en plovmand (efterspørgslen til ekstrakoncerten var også ret stor, og billetterne blev revet væk). Men Billetlugens billetter fungerer ved stregkoder, og da de to billetter har samme stregkode, ville jeg kunne ende med at snyde mig selv, hvis jeg solgte den.
Ser frem til koncerten og se what the fuzz is about. Det er nemlig ikke et band jeg har dyrket meget, men ved nogle kulturelle fænomener dropper jeg lidt min ”Døde fisk svømmer med strømmen”-holdning, og hopper med på bølgen. Anyhow, det The Knife-musik jeg indtil videre har lagt mine tinnitus-befængte øren til, har helt klart potentiale.

Requiem for a dream
Forleden lod jeg mine øjne udsættes for et filmisk mesterværk, jeg burde have set for længst: ”Requiem for a Dream”. Alene temaet stofmisbrug og prettyface Jared Leto og Jennifer Connely burde have været grund nok til at jeg så den i biffen, da den kom frem. Sidstnævnte, en smukling, som jeg i den grad ønskede mig som storesøster, da jeg som mindre havde ”Labyrinten til Troldkongens Slot” på Top 2 over yndlingsfilm (Den anden var ”Valhalla” ). Filmen (altså ”Requiem…”) var frækt filmet, gode overgangssekvenser og gode skuespilpræstationer. En dejlig anti-lyserød fortælling om menneskers triste skæbner, en masse kant og grænseoverskridende scener. I like!

30 Seconds to Mars
Apropos prettyface Leto, så har jeg lige lånt hans bands 30 Seconds to Mars’ seneste ”A Beautiful lie” på biblio. Den er efter et par gennemlytninger ikke helt på højde med debut’en, men Leto’s stemme er stadig lige så smuk som hans ansigt. Jeg vurderer den til at få lidt playlistetid på min laptop hvor efter den forsvinder ud i glemslen som så meget andet.

Impulsstyret Runke
Jeg har overvejet at være lidt mere impulsagtig på forskellige leder og kanter. At leve lidt mere i nuet, og lad være med at dvæle ved fortiden og bekymre sig om fremtiden. Dvs. på en måde, uden at det er til skade for mine omgivelser (eller mig selv, ikke mindst). Den smukke balancegang mellem impulsstyret og kontrolfreakish. Hov, jeg lyder jo næsten som en kvinde!

MSN-virus
Argh, rådne msn-virus! I går modtog jeg en fil fra en msn-kontakt. Dum som jeg var, åbnede jeg den på trods af det underlige filnavn. Men hey, det sidste jeg forventede var at virus, spyware og spam spredte sig via de kanaler. Nu opfører min pc sig så jævnt åndsvagt. Impulsstyret på den negative måde, om man vil.
Angstens koldsved begyndte at træde ind ved tanken om, hvad konsekvensen af dette trojanske angreb nu ville betyde for indholdet af min pc. Den pc har mere affektionsværdi end noget som helst andet, og et tab af den ville betyde en amputation af mig svarende til at miste både arme og ben. Jeg har svært ved at fungere uden. Det ville i hvert fald kræve en større tilvænningsproces, jeg ikke ville have overskud til pt. Skræmmende, men sandt.
Der blev sat den helt store antivirus i gang, og det bliver ved med at drille. Damn, dem der udvikler den slags burde fandeme suge gusten pik i helvede!
Måske er det et tegn for oven om at jeg bruger for meget tid på msn?

En selskabsleg

En selskabsleg

Jeg er en sucker for selskabslege. I hvert fald nogle af slagsen. Det hænger nok lidt sammen med min lidt introverte natur (ikke at forveksle med generthed), der gør, at jeg ikke altid synes jeg kan bidrage i samtaler, hvis emnerne ikke siger mig en flyvende fis. Selskabslege er dejligt pædagogiske, og alle kommer på banen.

Det er fx alt for lang tid siden, jeg har leget følgende leg, som jeg her vil prøve at ridse reglerne op til.

Et minimum af 4 og max 10 deltagere samles om et bord. Deltagerne skal alle have et minimum af kendskab til hinanden. Eller i hvert fald et godt indtryk af hvem de andre er. Omvendt er det ikke sjovt, hvis folk kender hinanden ALT for godt, da legen handler om, hvordan personerne opfatter og fornemmer hinanden.

Alle deltagere får et antal papirlapper alt efter hvor lang tid man har lyst til at lege legen. 5 stk. hver er nok et meget godt udgangspunkt. På lapperne skrives der spørgsmål, der kan besvares med et navn på én af de deltagende. Der findes, som jeg tolker legen, flere former for spørgsmålstyper. Disse ridses op her:

Holdningsspørgsmål – Spørgsmål der vedrører hvem der har den mest et-eller-andet-holdning til et eller andet. Fx ”Hvem er mest venstreorienteret?”, ”Hvem er størst modstander af porno?”, ”Hvem er mest antiryger?”

Adfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører hvem der har gjort/gør mest/meget/størst-et eller andet. Fx ”hvem har haft flest one night stands?”, ”Hvem har røget mest hash i sit liv?”, ”Hvem er mest aggressiv?”

Situationsadfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører en fiktiv situation, og omhandler om hvem der vil gøre dit eller dat. Fx ”Der er casting til en ny sæson af Big Brother – hvem melder sig?”, ”Vi er i byen – hvem går først kold?”, ”Der er kongeligt bryllup i tv – hvem flæber mest?”

Faktuelle spørgsmål – Spørgsmål, der vedrører ting der findes et åbenlyst målbart svar på, men som ikke umiddelbart er tilgængeligt for deltagerne. Fx ”Hvem har flest cd’er?”, ”Hvem er ældst?”.
Her skal der dog ikke spørges om alt for åbenlyse ting som fx ”Hvem har længst hår?” eller ”Hvem har en rød trøje på?”.

Spådomsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører den hypotetiske fremtid. Fx ”Hvem bliver først gift?”, ”Hvem ryger først i fængsel?”, ”Hvem tjener først en million?”

Og ja, i kan se at jeg foretrækker at spørgsmålene er lidt ”edgy” ;-). Legen kan med fordel kombineres med heftig alkoholindtag. Og kun fantasien sætter grænser for hvad og hvordan man kan spørge.

Der findes selvfølgeligt ofte et rigtigt svar til de forskellige spørgsmål, men deltagerne kan ikke forventes at kende dem, og svarene er ikke altid umiddelbart målbare. Derfor skal man bruge sin intuition og fornemmelse af de andre deltagere.

Næste step er så at folde alle lapperne sammen og putte dem i en skål. Samtidig skal alle deltagere skrive en lap med alle deltageres navne på, som man har liggende foran sig.

Der trækkes et spørgsmål, og alle vælger det navn, de synes passer bedst til spørgsmålet og lægger navnet på personen til side. Dog med den blanke side øverst. Der voteres, og hver deltager viser hvem de har stemt på. Den person der får flest stemmer til spørgsmålet ”vinder” runden og får lappen med spørgsmålet. Er det i forbindelse med druk, er det oplagt, at man skal tage en tår af sin øl eller lign.

Man må godt stemme på sig selv.

En underholdende leg, hvor man får et indblik i hvordan ens venner eller bekendte også kan opfatte én. Jeg har fx æren af at have ”vundet” spørgsmål ang. den der har taget flest stoffer, at være den der højst sandsynligt ville sms’e ind til Boogie eller ville deltage i Big Brother.

Prøv det!

Jeg aner dog ikke hvad legen hedder. Nogle gode forslag?

Hvad er det jeg har gjort?

Jeg er netop begyndt på kandidatuddannelsen på mit studie. Til i morgen har jeg ca. 100 siders læsestof for, og hvor meget har jeg mon fået læst? Zero, nul, nada! Tid er en mangelvare, og med et studiejob to dage om ugen og weekender der plejer at være fyldte med sociale arrangementer, levner det ikke meget tid til overs. Ja, jeg tillader mig trods alt at have et socialt liv, da det i længden giver mere livskvalitet end høje karakterer. Jeg har nu heller ingen intentioner om at bestå med bravour. Og ikke nok med at sideantallet er højt, så er niveauet også mange niveauer højere, end det jeg var vant til at læse på bacheloruddannelsen.

Og ja, jeg ved det. Jeg skal ikke brokke mig for meget. Det er jo hvad man kan forvente sig af en videregående uddannelse. Ikke noget med at hvile på laurbærrene. Jeg sætter da også gerne den fornødne tid af til at læse, men det er meget demotiverende, når man kigger på den samme side 3 gange, uden at føle man bliver klogere. For pædagogiske virkemidler til at forstå teksterne er en lille by i Rusland. Udover de som sagt er på engelsk (og mit engelsk er jævnt rustent), er det ofte videnskabelige afhandlinger der indeholder lige så meget menneskelighed som en isterning, og hvor hver anden linie er proppet med referencer til anden litteratur. Det er en stor gang name-fucking-dropperi! Jeg kan nu sagtens finde tid til at læse, men det kræver også at koncentrationen og overskuddet er til stede, og det kan man ikke altid forvente. Især ikke når man hedder mig, og er en dagdrømmer af rang.

Meget bedre er det ikke, at jeg har måttet takke nej til en skiferie, fordi jeg én enkelt dag i januar i hvad der måske varer under en time, skal op og forsvare et eksamensprojekt. Afhængighed af adrenalinkick og østrigsk sne er vist ikke nok til at få udstedt en lægeerklæring, så man kan komme til sygeeksamen i stedet.

Undskyld mig, men af og til får jeg sådan lyst til at gå i regression, ligge mig i fosterstilling mens jeg kigger ud i det blå og sutter på min tommelfinger.

Resonans-aften – et referat

Et par ord om hvordan aftenen spændte af. De ikke-indviede kan man læse mere her

Jeg mødte lidt tidligere end de andre gæster, hos værten Peter Pisling. Det første der passerede mit øje, da jeg entrerede hans stue var hans 5 udvalgte cd’er. Heldigvis var de stablet, så det var kun den øverste jeg nåede at se. Konceptet var jo, at man først måtte afsløre ens udvalgte, når vi nåede til legen, som først var efter vi havde spist og drukket som en flok flottenheimere. Anyhow, den øverste jeg så var Depeche Mode’s ”Black Celebration”, hvor intronummeret hedder det samme. Problemet var dog, at jeg netop også havde ”Black Celebration” (Peter og jeg er begge die hard DM-fans) med blandt mine udvalgte, og eftersom det var Peter der havde været den skødesløse og havde lagt cd’erne frit frem, var han den der måtte kassere sin og hive én af sine jokere frem fra hatten.

Efter en god steg, dessert, rødvin og flere eksotiske øl startede løjerne. I alt 25 numre skulle spilles, og hvert nummer skulle introduceres med en lille salgstale, så der var udsigt til en lang aften. Men intet problem for musiknørder som os. Vi gik i gang med og vi kom vidt omkring i både genrer og årstal. Ved mit første udspil, måtte Peter endnu en gang ty til en joker, da han også havde Placebo’s ”Without You I’m Nothing” med åbneren ”Pure Morning”. Udover det, bestod min liste af Korn’s aggressive ”Here to stay” fra deres 2002 skive ”Untouchables”, Muse med ”Sunburn” fra deres debut ”Showbiz” og sidst men ikke mindst The Prodigy med ”Smack my bitch up” fra ”The Fat of the Land”. Udover det, var der på trods af mine forventninger ikke særligt mange åbenlyse klassikere repræsenteret. Fx hvor var Rage Against The Machines ”Bombtrack” eller Nirvanas ”Smells like teen spirit”?
Blandt de heldigt udvalgte, var der bl.a. Talk Talk, Queen, Eels, Wumpscut, Moby, U2, Ministry, Nine Inch Nails. Mercury Rev, Shellac, My Bloody Valentine, Massive Attack, Lenny Kravitz, Manic Street Preachers.

En god måde at lytte til ny (eller gammelt, men nyt i den forstand, at det er uopdaget for undertegnede) musik på, og lade sig inspirere. På trods af at jeg undlod at lave nogle af prospect-opgaverne (man er jo nederst i hierarkiet), havde dårlige bordmanerer, kom til at gabe under mødet samt gik kold jævnt tidligt, er jeg efter sigende nu optaget som medlem i Resonans.

www.plakatsojle.dk

Hejsa!

Jeg har lovet at promovere min ven Sørens nye tiltag, nemlig Plakatsøjlen som er en kulturkalender baseret på Kultunauts kalender. Den er dog til forskel meget minimalistisk. Så ikke så meget lir dér!

Musikklubben "Resonans"

Lørdag er dagen, hvor jeg får min debut som medlem i musikklubben Resonans. Dvs. jeg er med som ”prospect” på trods af at der er meget lidt rockerklub over musikklubben. Måske var ”føl” et bedre ord føl? Eller kandidat?
Musikklubben har eksisteret i et stykke tid, og jeg har pga. min musikkundskab og interesse i lang tid været et muligt emne som medlem. Men pga. strikse vedtægter, er det altså først nu, at der åbner sig en mulighed for mig at vise mit værd. For det er ikke bare en hyggeklub, hvor man finder en undskyldning for at drikke nogle bajere, spise god mad og hygge i venners lag. Det er skam vældig seriøst, og jeg agter da også at tage denne seriøsitet seriøst. Bl.a. ved kun at drikke danskvand hele aftenen. Det er der selvfølgelig ikke meget rockerklub over, men vil gerne være klar i hovedet, når jeg med mine elokvente evner argumenterer for hvorfor jeg synes at fem udvalgte CD’er har de bedste åbningsnumre. Hver Resonans-aften har nemlig sit eget tema, og denne lørdag er det ”Åbningsnumre” der er på programmet. Det er et voldsomt subjektivt emne, så det skal nok åbne op for nogle interessante debatter og vinklinger til inspiration for hinanden. Det er svært at udvælge 5, og jeg kan nok ikke undgå at hive nogle klassikere frem fra hylderne. Til dels fordi min cd-bestand primært består af ældre musik, da jeg er en SU-tynget studerende, der ikke har råd til al det musik jeg gerne gad eje i fysisk form. Min manglende moral gør så til gengæld, at jeg ikke har et problem med at downloade eller brænde cd’er. Men reglerne er strikse, så brændte cd’er og lign. er bandlyst. En ægte musikinteresseret køber selv sine cd’er. Opsamlingsalbums, soundtracks og lign. er også bandlyst, så vidt jeg kan tolke reglerne.

Selvom jeg ikke er helt inde alle i de andre medlemmers musikalske præferencer, forudser jeg dog alligevel nogle anerkendende nik, hvis jeg bl.a. vælger Rage Against The Machines ”Bombtrack” med den karakterisiske ”palm mutede” guitarintro (som jeg selv har udødeliggjort på samtlige af mine guitarer) eller Kashmirs rumklangsbefængte trommeintro på ”Jamie Fame Flame” fra "Travelogue"...hvad jeg endeligt vælger vil jeg ikke skrive her og nu, da de andre medlemmer evt. læser med på bloggen.

Overdrivelse fremmer forståelsen

Af og til konverserer jeg med folk om begivenheder. Det kan være en koncert, en bytur, en biograftur, en festival eller bare en hyggelig aften hjemme. Med nogle personer er det ofte de helt store superlativer der blevet hevet frem for at markere begejstringen. ”Det var sååååå fedt/fint/sjov/grineren”, og man ærgrer sig gul og grøn over at man ikke var med i løjerne, der åbenbart virkede til at hele banden var på en gang naturlig fremkaldet eufori over livet, der får selv Hannibal Hilford til at ligne en livstræt, mavesur og bitter gammel mand.
Men nogle gange har jeg så stået på sidelinien ved begivenheder, der af andre efterfølgende er blevet beskrevet med bombastiske superlativer. Ikke at jeg ikke havde en good time, men sjældent så orgasmisk og ”time of my life”-agtigt. Og det pudsige er, at de personer sjældent i det beskrevne øjeblik ikke lige frem ligner nogen der er helt ekstatiske over livet og oplevelsen, men nærmere lige så normale og nede på jorden som jeg selv. Flere gange har jeg fx oplevet en person efterfølgende beskrive en begivenhed i rosende vendinger, på trods af at jeg oplevede personen som ”ugidelig” og virkede mere interesseret i andre ting end oplevelsen.

Så mine refleksioner angående det her: er det lidt den der med at overdrivelse fremmer forståelsen, at man hiver beskrivelsen lidt op i niveau? Jeg selv er pisse dårlig til det, for "lyver" jeg over for andre, "lyver" jeg også for mig selv
Eller vil man (bevidst som ubevidst) gerne farve minderne lidt mere lyserøde end de reelt var for at undertrykke alt det grå. For hukommelsen er trods alt lidt lettere at manipulere med, end det der sker i nuet.