mandag, september 11, 2006

Hvad er det jeg har gjort?

Jeg er netop begyndt på kandidatuddannelsen på mit studie. Til i morgen har jeg ca. 100 siders læsestof for, og hvor meget har jeg mon fået læst? Zero, nul, nada! Tid er en mangelvare, og med et studiejob to dage om ugen og weekender der plejer at være fyldte med sociale arrangementer, levner det ikke meget tid til overs. Ja, jeg tillader mig trods alt at have et socialt liv, da det i længden giver mere livskvalitet end høje karakterer. Jeg har nu heller ingen intentioner om at bestå med bravour. Og ikke nok med at sideantallet er højt, så er niveauet også mange niveauer højere, end det jeg var vant til at læse på bacheloruddannelsen.

Og ja, jeg ved det. Jeg skal ikke brokke mig for meget. Det er jo hvad man kan forvente sig af en videregående uddannelse. Ikke noget med at hvile på laurbærrene. Jeg sætter da også gerne den fornødne tid af til at læse, men det er meget demotiverende, når man kigger på den samme side 3 gange, uden at føle man bliver klogere. For pædagogiske virkemidler til at forstå teksterne er en lille by i Rusland. Udover de som sagt er på engelsk (og mit engelsk er jævnt rustent), er det ofte videnskabelige afhandlinger der indeholder lige så meget menneskelighed som en isterning, og hvor hver anden linie er proppet med referencer til anden litteratur. Det er en stor gang name-fucking-dropperi! Jeg kan nu sagtens finde tid til at læse, men det kræver også at koncentrationen og overskuddet er til stede, og det kan man ikke altid forvente. Især ikke når man hedder mig, og er en dagdrømmer af rang.

Meget bedre er det ikke, at jeg har måttet takke nej til en skiferie, fordi jeg én enkelt dag i januar i hvad der måske varer under en time, skal op og forsvare et eksamensprojekt. Afhængighed af adrenalinkick og østrigsk sne er vist ikke nok til at få udstedt en lægeerklæring, så man kan komme til sygeeksamen i stedet.

Undskyld mig, men af og til får jeg sådan lyst til at gå i regression, ligge mig i fosterstilling mens jeg kigger ud i det blå og sutter på min tommelfinger.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du ved det sikkert godt, ikke..? Men det bliver bare slet ikke nemmere, fordi man IKKE har studiejob flere gange om ugen :) Så kræver det nemlig bare endnu mere viljestyrke at få læst siderne.. Men god læsning til dig, fra én i samme båd :)

Anonym sagde ...

[mor]Ajmen hvis du stadig ikke fatter noget efter at have læst en side tre gange, så skulle du nok have fulgt lidt bedre med på bacheloren, i stedet for at suge øl på The Rock, ikke?[/mor]

>:-D

Anonym sagde ...

Årh nej du må ik sige sådan noget.. Nu tør jeg ik det skal blive min tur til at komme derop til næste år..