”Mormors hønsesalat”

Der kører af og til en reklame for Carlsberg i TV. Det er den der ”Vores Øl”-serie (mmm, kolde øl *Homer-savl*) hvor en rundt-om-Søerne-joggende Lars Kaalund med lækkert hår bliver lokket af sine naboer til at få en bid mad med. Nabodamen taler smukt og flatterende om de madretter de kan lokke med, og bl.a. kommer sætningen ”…og Mormors hønsesalat”. Med en hentydning i stemmen om, at hønsesalat lavet af mormor er det rene guffeligufnamnam! Men siden hvornår er det, at madretter med mormors signatur har stået i så høj kurs? For det er ikke første gang, at jeg hører folk med savlende hængende ud fra mundvigen, berette om madretter lavet af deres mor/far/bedstemor.
Er det at mormor (eller farmor/bedstemor) har kreeret en madret, et kvalitetsstempel i sig selv? Er mormor bare et gastronomi-objekt, hvis evner begrænser sig til køkkenets fire vægge? Hvorfor er det så let at forbinde bedsteforældre med ting der konsumeres? Jeg er selv god til det. Når jeg tænker ”farmor og farfar” popper der først et billede op af varm kakao og ostemadder. Dernæst er det andre ting som Anders And-blade og sommerhusferie der træder frem.

Men ellers skal jeg ikke kunne sige det, da jeg aldrig har oplevet en mormor. Jeg har dog aldrig klaget over de hønsesalater som Fakta har forsynet mig med.

Komikeren Anden illustrerer det vist også meget godt fænomenet i sit show ”Tal for dig selv”