Runkedoren - nu med billeder

Er ret glad for bandet Slipknot (heavydrengene med kansasdragterne og de fæle masker) - så glad, at jeg i sin tid sendte en uofordret ansøgning til dem for at blive en del af truppen.

De er 9 mand høj, så de mangler på musikere, ergo jeg måtte tænke innovativt

Mit dræberoutfit bestod af en gammel djævlemaske og en "blotter"-coat (det tætteste jeg kunne komme på en kansasdragt. Musisk ville jeg tilbyde guitarlir på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi. Men guitarister mangler de ikke, så jeg måtte have noget i baghånden. En panfløjte var sagen. Og med sådan en kørt igennem en fæl heavydistortion skal jeg love for, at jeg ville kunne være med til at revolutionere metalmusikken! Yeah!! \m/

Astrologi

Jeg kan ikke rigtig tage det seriøst. Jeg er skorpion, og har både fået af vide, at jeg er en typisk, men også en atypisk skorpion. Hvad skal jeg tro på?Groft sagt deler astrologi menneskerne op i 12 typer. Mere nuancerede metoder bruger de hardcore astrologer, når de også gerne vil have det eksakte fødselstidspunkt at vide, for at kunne bedømme hvordan stjernerne (nej, ikke dem der var med i ”Stjerne for en aften”) stod i det øjeblik man blev spyttet ud. Astrologi er jo troen på at stjernerne styrer vores personlighed…Men jeg har svært ved at tro på at jeg er den eneste i verden der blev født i lige dette minuttal den nat i november i 1978. Ergo må man med astrologisk logik konkludere, at der går nogle personer rundt i verden med præcis den samme personlighed som undertegnede…ret skræmmende at tænke på.

Desuden er horoskoper en noget blød størrelse. Retorikken i beskrivelsen af personlighedstypen er på en sådan måde, at de kan passe på alle…De beskrivende ord, er bøjelige, og kan bruges på alle mennesker, dog i forskellige grader. Dvs. hvis jeg så et horoskop for alle 12 stjernetegn uden at vide hvad der var hvad, så ville jeg nok kunne få alle til at passe på mig selv. Næhh, hvis et horoskop kunne komme med uomtvistelige sandheder og sige, at jeg havde blå øjne og en skønhedsplet på kinden, så ville jeg nok have lidt mere respekt for det.

Min teori om, hvorfor så mange tror på astrologi (og for den sags skyld også alt det andet alternative mumbo jumbo som clairvoyance, numerologi etc). er at man har et eller andet behov for at tro på at der er en ”sandhed” derude. Noget man kan stræbe efter for at få et godt liv. Desuden er det også rart for mennesker at få at vide, at det er nogle ydre omstændigheder der styrer deres liv og ikke dem selv der har skylden.

Melodød Grandprix

Snevejret og andre omstændigheder gjorde, at jeg skulle tilbringe en aften hjemme, og dermed foran fjernsynet. Adskillige kroner på budgettet var øremærket til store fadøl, men det må jeg have til gode.

Lige store dele af skræk og gensynsglæde prægede mit humør, da jeg erfarede at det var aftenen hvor der var Melodi Grandprix. Masser af nostalgiske minder er forbundet med dette fænomen. Dansk Melodi Grandprix 1988 var den første LP jeg købte, og Stig Rossen var den store helt i flere år efter. Men MGP var for mig typisk 80’erne, og der måtte det egentlig også godt blive. Ikke fordi det er decideret dårligt, men hverken Brdr. Olsen eller Søren Poppes catchy hits kan hamle op med Stig Rossen, Trine Dyrholm, Kirsten og Søren og Tommy S. endnu mere catchy evergreens. Man kan kun blive skuffet!

Første deltager var noget irriterende latinopop. Ved ikke om det er selve stilen der giver mig myrekryb, eller om det fænomenets dilletendens og døgnfluepotentiale. Og hvor havde man nu set ham forsangeren? I Big Brother?

Næste punkt på dagsordenen var med et par unge der vist var gået forkert. De lignede i hvert fald nogen der skulle til et talentshow på gymnasiet. To metroseksuelle 20-årige knægte spillende lettilgængelig guitarpop. Har ikke de store kommentarer til disse, da jeg vist var på toilettet da de spillede…Bortset fra et lille spørgsmål, om det kunne være dem der var nutidens Mabel?

Det næste, jeg registrerede, var Tue West’s far og hans bror Noller på banen. For endnu en gang var det Olsen Bandens tur til at synge sig ind i de 50-årige singlekvinders hjerter. Har dog ikke så meget at sige til denne låt, da fjernbetjeningens andre knapper lød mere tiltalende. Og med ”Very Bad Things” på den konkurrerende kanal, havde MGP pludselig fået en rival, så jeg måtte slibe mine multitaskeevner for at kunne følge lige meget med begge steder.

Så var der vist også en enkelt lille følsom ballade. De semi-shoegazende poprockere med langt hår og tatoveringer lignede langt fra noget, der hørte hjemme i dette forum. Hverken musikmæssigt eller stilmæssigt. Til gengæld er det sikkert den slags musik, der får masser af airplay på P3. Så selvom der er gode succeskriterer i det, er det desværre ikke lig med MGP-succes. Det er som om at ”rigtig” MGP-musik helst skal leve i en isoleret boble (sammen med vindere af Stjerne for en Aften), væk fra resten af den etablerede danske musikscene. For de eneste steder de dukker op er på Radio 100, lokalradioer, TV2-reklamer, på bøssebarer og halballer i provinsen.

Så var der min bybror Kim Schwarz, der med sin sangtekst bød på nogle af de tungeste klichéer, og lige egnet til Radio Køge, hvor han før har haft masser af airplay.
Bonusinfo: han har desuden været dommer til en talentkonkurrence, jeg deltog i for et par år siden med mit daværende band…

I min ivrigt zappende rastløshed registrerede jeg knap nok sang nr. 8, som skulle vise sig at blive vinderen. Sangen hed ”Tænder på dig”. Synes dog, at det er ret respektløst at lade en sang med sådan en titel optræde i et program, der i den grad henvender sig til børn og barnlige sjæle. Hørte kun lige sangen med et halvt øre, så fik derfor ikke fat i teksten. Men at putte tænder på en anden person, virker altså ret morbidt og perverst!

Med sin rolle som Karen i hele Danmarks Krøniken, burde der være god goodwill nok til at ryge blandt de 5 bedste for Pernille Højmark og resten af Sweethearts, men dette var åbenbart ikke nok. Her må jeg igen melde pas, da jeg ikke rigtig hørte sangen. Men mon ikke man kan konkludere, at bandet nok bør holde sig til covernumrene…eller biroller i dansk drama

Sidstnævnte var en ok sød tøs, der som den første af deltagerne kunne forsyne mig med en god dosis 80’ernostalgi. Hendes hår mindede mig nemlig om mit 3. klassescrush Tiffany - hende den 17-årige chick, der i 87-88 sang ”I think we’re alone now”. For resten, fik jeg heller ikke lige fat i hvad det var hun sang…

Jeg burde måske nok være lidt formel og slutte dette fine indlæg af med en afslutning eller konklusion…men det gider jeg ikke. I er velkomne til at skrive den for mig

At forvalte sin vrede

Hvorfor findes der så mange mennesker, der forvalter deres vrede helt forkert. Hvorfor skal jeg fx udsættes for en sur buschauffør eller kioskekspedient, fordi han har en dårlig dag. Det er jo ikke mig, der har gjort noget, men det er unægtelig den følelse man får, når man render ind i folk, der i vredens afmagt ikke kan tænke rationelt. Selv om folk har problemer med deres chef, kone eller anden autoritet, bør de da være i stand til at skelne tingene fra hinanden. At kunne kanalisere vreden det rette sted hen, og ikke mod de "uskyldige", hvori konfliktskyheden ikke er lige så stor.

Er det bare mig, der ser det som en dyd, at gå til problemets kilde, og arbejde ud fra det, frem for at lade andre mærke min frustration over noget de ikke er herre over? Er det et tegn på manglende balance og selvindsigt at folk skyder vreden fra sig hen mod "lettere" ofre?