Forleden var jeg til bryllup i den nære familie. Min kusine skulle bindes sammen med sin kæreste Jeff. Han er amerikaner og havde derfor det halve af Colorado med som gæster. På trods af at han bor fast i Danmark er hans sociale netværk fra hans collegetid i staterne mere end 5 år tilbage alligevel så stærkt, at en række af disse venner + påhæng havde taget den lange tur til Danmark. Det var en stor klike og det var tydeligt at båndene mellem disse var tætte. De havde en fortid og minder sammen, men formåede stadig at have kemien til at forblive venner. Derudover havde han en mere ”nutidig” dansk klike som var baseret på hans tid på det arbejde han havde haft i Danmark i flere år. Disse virkede også til at klikke godt internt med hinanden.
Min kusine havde også masser af veninder. Veninder fra barndommen, gymnasietiden, sygeplejeskolen, højskolen etc. Forskellen her var så, at disse veninder var i små, men flere kliker, som havde hver deres fortid. Men at hun stadig holdt fast i dem alle var imponerende.
Jeg blev lidt misundelig, kunne jeg mærke.
Ikke at jeg ikke har venner, for det har jeg, men det er få fra fortiden jeg stadig har kontakt til. Dvs. personer der har holdt ved i mange år, i medgang og modgang, og som man stadig klikker med. Jeg kender til flere tilfælde, hvor folk har en klike fra enten gymnasietiden eller barndommen som de stadig holder fast i, og hvor der blandt denne klike kan være en hel fantastisk indforstået kemi, som bygget op over flere år.
Fra barndommen og folkeskolen snakker jeg stadig med nogen af og til, men jeg kan mærke, at ved nogen af disse, at det primært er vores fortid vi har til fælles. Dvs. ikke nogen hvor der er grundlag for at holde kontakten ved lige. Mine primære venner og bekendtskaber er folk der er stødt til mit liv inden for de seneste par år. Internettet samt mit nuværende studie er nogle af kilderne. Som klicheen siger, har jeg få tætte venner, men mange bekendtskaber. Kun én af de tætte venner, har jeg kendt mere end 4 år. De andre er relativt nye. Håber de holder ved. Bekendtskaberne er som oftest flygtige, men nogle holder ved, og bliver måske endda tætte venner. Sådan starter de fleste venskaber jo…
Mit fortidige jeg har selvfølgelig noget at sige i, hvorfor jeg ikke har flere venskaber fra barndommen. Jeg var meget genert og indadvendt i mine yngre år (det er jeg til en grad stadig, men slet ikke i samme grad som tidligere), hvorfor jeg ikke rigtigt var i stand til at dyrke hele ”klike-tingen” som var baseret på mit primære tilhørsforhold, min handelsskoleklasse. Andre tilhørsforhold, end de få venner fra folkeskoleklassen havde jeg ikke. Jeg var jo for genert til at skabe relationer andetsteds. Eller jo, lidt klike var der da, men jeg havde pga. min passivitet en følelse af at blive optaget i den, snarere end selv at aktivt vælge den til. Og det holder jo ikke rigtigt i længden, eftersom det var lidt halvhjertet, og det hjalp ikke at man valgte forskellige retninger i livet og flyttede til forskellige byer.
Som ”ældre” er det blevet lidt lettere for mig og jeg en relativ stor bekendtskabskreds med mange forskellige udgangspunkter. Man skal bare være bevidst om at nogen vil kun forblive flygtige. Det gør dem dog ikke mindre gode at have i nuet. Hvor mange gange har man ikke tænkt om en person, man på et tidspunkt var tæt på: ”ham her skal jeg virkelig bevare kontakten med” når ens veje af forskellige årsager skiltes. Og hvor det typiske scenarie var at det så løb ud i sandet, for derefter helt at forsvinde.
Det er spændende at se hvad fremtiden på. Hvilke broer kan jeg om et år betegne som smuldrede? Hvilke er ved at blive bygget op? Er der nogen brændte? Forhåbentlig ikke, for jeg foretrækker mine broer bygget af beton. Og vigtigst, ved hvilke er broer er fundamentet styrket?
torsdag, juli 27, 2006
mandag, juli 24, 2006
Dialoghandicappede folk
Jeg kom til at reflektere over forskellige folks evner til at føre en dialog med andre folk. For der er forskel, og nogle mestrer denne kunst bedre end andre. Jeg er selv meget kræsen, når det gælder ”dialogpartnere”, og der er forskellige træk, der let kan tænde mig af og miste interessen for personen. Ikke at det er noget der sker tit, men når det sker, registrerer jeg det. For at jeg skal kunne fatte interesse i folk, kræver det, at der også er en form for interesse fra deres side. Jeg synes tit jeg oplever folk der er decideret envejskommunikerende. Det er dog mest blandt ældre folk, hvor årsagen evt. kan skyldes demens, alzheimer light, eller andet godt fra det geriatriske sygdomsopslagsbog. Dem der giver formaninger eller fortæller historier, og hvor jeg interesseret lytter efter, eller på anden måde tilkendegiver at jeg fatter hvad der bliver sagt. Fx bekræftende vendinger som: ”ja, jeg kan godt følge dig”, ”ja, jeg forstår” etc. Men hvor personen alligevel ikke forstår, at jeg har fattet og forstået, overhører min respons og bliver ved med at gentage sig selv. Argh, irriterende!
Andre gange oplever jeg sjovt nok selv at være den kommunikerende part. Jeg foretrækker selvfølgelig at mine lyttere viser en aktiv interesse i det jeg siger. De behøver ikke være enige, eller finde det jeg siger sjovt eller interessant. Men bare det at de viser at de har lyttet. Oplever af og til, at man har ført en længere enetale, og så er responsen bare stilhed. Bittert at føle at man har talt for døve øren. Det kan godt være at det var lort, det jeg sagde det, men hellere få det at vide frem for stilhed.
Så er der en lidt anden variation af envejskommunikationen. Eller dvs. de typer, der foretrækker at tale om dem selv, og kan vende alle samtaleemner hen til dem selv, selvom det ikke var intentionen med min samtaleindledning.
Fx:
Mig: ”jeg har lige været inde og se ”Pirates of the Carribean”, har du set den?”
Den dialoghandicappede: ”nej, men til gengæld har jeg lige set ”Brokeback Mountain”, og den var skide god, bla bla tale-der-bærer-præg-af-at-vende-et-samtale-emne-til-sig-selv bla bla.”
Dette er et eksempel der kan irritere mig. Når jeg fx indleder med sådan et spørgsmål om en konkret film er det jo fordi det er den jeg vil tale om. Personen tænker ikke over, at der er en grund til, at jeg netop spørger om denne film, men kører straks hen i sin enetale frem for at vise interesse i det, jeg måske havde at sige.
Værre er det med dem, der føler de skal overgå én ved stort set alt, selvom tingene ofte ikke kan sammenlignes. Fx ved at vise at de er bedre til noget, eller har det hårdere
Fx
Mig: ”Min farfar er lige død!”
Den dialoghandicappede: ”Det er trist, men her for 5 år siden mistede jeg både min mormor og farfar inden for et halvt år”
Det er tydeligt at personen lige vil markere, at han altså har haft det hårdere. Men forhold dig til nutiden, din egocentriske ignorant! Med al respekt, så er disse dødsfald fortid i forhold til min situation, og du er højst sandsynligvis kommet over det.
Eller
Mig: ”Jeg har lige fået sølv i en billard-turnering”
Den dialoghandicappede: ”Ok, men jeg fik engang guld i højdespring”
Endnu et eksempel på den dialoghandicappedes evne til at dreje samtalen over på sig selv, selvom emnet han går over i, har meget lidt med samtalens udgangspunkt at gøre. Nogle nybagte mødre har også dette uheldige gen. Det er dog her bare deres afkom det handler om, men det er i princippet lige så slemt.
Der er dog også dem i den helt anden ende. Dem der virker overentusiastiske. Dem føler jeg at jeg af en eller anden grund lidt svært ved at stole på. Og så er der dem, når man præsenterer sig med sit navn, så bruger de det i hver anden sætning. Fx var jeg forleden til en massør. Kan ikke huske helt præcis hvad han sagde, men pointen var hans hyppige brug af mit navn, lige efter jeg havde præsenteret mig:
”Hvordan går det, Christian? Skal vi sige, at vi ses på fredag så, Christian? Det er en aftale, Christian. Vi ses Christian”…
Ja, jeg ved det; jeg er svær at gøre tilfreds. Alle eksemplerne er konstruerede, men det giver alligevel et meget godt og realistisk billede af hvad jeg mener.
Andre gange oplever jeg sjovt nok selv at være den kommunikerende part. Jeg foretrækker selvfølgelig at mine lyttere viser en aktiv interesse i det jeg siger. De behøver ikke være enige, eller finde det jeg siger sjovt eller interessant. Men bare det at de viser at de har lyttet. Oplever af og til, at man har ført en længere enetale, og så er responsen bare stilhed. Bittert at føle at man har talt for døve øren. Det kan godt være at det var lort, det jeg sagde det, men hellere få det at vide frem for stilhed.
Så er der en lidt anden variation af envejskommunikationen. Eller dvs. de typer, der foretrækker at tale om dem selv, og kan vende alle samtaleemner hen til dem selv, selvom det ikke var intentionen med min samtaleindledning.
Fx:
Mig: ”jeg har lige været inde og se ”Pirates of the Carribean”, har du set den?”
Den dialoghandicappede: ”nej, men til gengæld har jeg lige set ”Brokeback Mountain”, og den var skide god, bla bla tale-der-bærer-præg-af-at-vende-et-samtale-emne-til-sig-selv bla bla.”
Dette er et eksempel der kan irritere mig. Når jeg fx indleder med sådan et spørgsmål om en konkret film er det jo fordi det er den jeg vil tale om. Personen tænker ikke over, at der er en grund til, at jeg netop spørger om denne film, men kører straks hen i sin enetale frem for at vise interesse i det, jeg måske havde at sige.
Værre er det med dem, der føler de skal overgå én ved stort set alt, selvom tingene ofte ikke kan sammenlignes. Fx ved at vise at de er bedre til noget, eller har det hårdere
Fx
Mig: ”Min farfar er lige død!”
Den dialoghandicappede: ”Det er trist, men her for 5 år siden mistede jeg både min mormor og farfar inden for et halvt år”
Det er tydeligt at personen lige vil markere, at han altså har haft det hårdere. Men forhold dig til nutiden, din egocentriske ignorant! Med al respekt, så er disse dødsfald fortid i forhold til min situation, og du er højst sandsynligvis kommet over det.
Eller
Mig: ”Jeg har lige fået sølv i en billard-turnering”
Den dialoghandicappede: ”Ok, men jeg fik engang guld i højdespring”
Endnu et eksempel på den dialoghandicappedes evne til at dreje samtalen over på sig selv, selvom emnet han går over i, har meget lidt med samtalens udgangspunkt at gøre. Nogle nybagte mødre har også dette uheldige gen. Det er dog her bare deres afkom det handler om, men det er i princippet lige så slemt.
Der er dog også dem i den helt anden ende. Dem der virker overentusiastiske. Dem føler jeg at jeg af en eller anden grund lidt svært ved at stole på. Og så er der dem, når man præsenterer sig med sit navn, så bruger de det i hver anden sætning. Fx var jeg forleden til en massør. Kan ikke huske helt præcis hvad han sagde, men pointen var hans hyppige brug af mit navn, lige efter jeg havde præsenteret mig:
”Hvordan går det, Christian? Skal vi sige, at vi ses på fredag så, Christian? Det er en aftale, Christian. Vi ses Christian”…
Ja, jeg ved det; jeg er svær at gøre tilfreds. Alle eksemplerne er konstruerede, men det giver alligevel et meget godt og realistisk billede af hvad jeg mener.
fredag, juli 21, 2006
Niarn
Ja, nu skal jeg passe på hvad jeg skriver, så jeg ikke får ørerne i maskinen hos et par hiphoppere, der ikke tolererer andre meninger end deres egen. En af mine yndlingsaversioner Niarn, og hans nye hit ”Antihelt” er desværre ikke noget der afkræfter mig i de fordomme jeg havde om manden. Han er ikke en meter nyskabende, hvad angår dansk raplyrik og rimteknisk er den lige så banalt bygget op som en dansktopsang. Der er desuden i adskillige af hans tidligere sange kogt nok suppe på psykostodder-temaet som sangen berører, bortset fra at det denne gang er gjort på en lettere selvretfærdig måde, der skal få os til at have ondt af stakkels Niarn.
Ja, verden har været så ond og uforståelig over for ham. Men hvordan forventer han selv at omverdenen reagerer, når hans plader stinker langt væk af provokation for provokationens skyld og merchandise-trøjer der siger ”I do drugs” eller ”Fuck” .
Men af en eller anden grund er han åbenbart stadig en kæledægge i de danske medier. P3 sympatiserer åbenbart med hans lidelser, men han er svær at tage alvorligt når størstedelen af hans ordforråd består af hans fjogede grin.
”Jeg kan lære dig at smile og sige fuck it
Og ignorere en spasser som Sebastian Dorset” – jep, han sælger virkelig sig selv godt her. Jeg har altid haft svært ved at sige ”fuck it”, og Sebastian Dorset vil jeg så gerne lære at ignorere”
Hvem er i øvrigt den største spasser her?
Lidt smag har han dog, når han i sangen bruger et sample fra Pink Floyd’s ”High hopes”, som jeg desværre ikke kan lytte til fremover uden at få kedelige associationer.
Og til folk der tror at jeg bare er en forudindtaget dansk raphader, kan jeg sige, at det langt fra er tilfældet…der er bare langt mellem det der er fedt.
Læs teksten her
Ja, verden har været så ond og uforståelig over for ham. Men hvordan forventer han selv at omverdenen reagerer, når hans plader stinker langt væk af provokation for provokationens skyld og merchandise-trøjer der siger ”I do drugs” eller ”Fuck” .
Men af en eller anden grund er han åbenbart stadig en kæledægge i de danske medier. P3 sympatiserer åbenbart med hans lidelser, men han er svær at tage alvorligt når størstedelen af hans ordforråd består af hans fjogede grin.
”Jeg kan lære dig at smile og sige fuck it
Og ignorere en spasser som Sebastian Dorset” – jep, han sælger virkelig sig selv godt her. Jeg har altid haft svært ved at sige ”fuck it”, og Sebastian Dorset vil jeg så gerne lære at ignorere”
Hvem er i øvrigt den største spasser her?
Lidt smag har han dog, når han i sangen bruger et sample fra Pink Floyd’s ”High hopes”, som jeg desværre ikke kan lytte til fremover uden at få kedelige associationer.
Og til folk der tror at jeg bare er en forudindtaget dansk raphader, kan jeg sige, at det langt fra er tilfældet…der er bare langt mellem det der er fedt.
Læs teksten her
onsdag, juli 19, 2006
Coolnessens anatomi
Er det den coole der gør det uncoole cool?
eller
Er det det uncoole, der gør den coole ucool?
Til at uddybe dette grubleri kan man tage den sociale struktur i folkeskolen som vi sikkert alle kender som eksempel. Her var skellet mellem ”klassens nørder” og ”klassens coole drenge” ofte særdeles tydeligt. Sådan husker jeg i hvert fald selv min folkeskoletid. Mit tankeeksperiment går ud på om en af de coole drenge i kraft af sin status ville kunne gøre en beklædningsgenstand cool som af de fleste blev opfattet som uncool, hvis han bar den. Eller ville han tværtimod miste lidt af sin status som cool, hvis han bar disse. Det kommer nok i høj grad an på hvor ”sikker” hans status er. Jeg tror umiddelbart mest på at det er den førstnævnte tese der holder mest vand. Især hvis man kigger på modeindustrien og tænker på mange af de, i mine øjne, forfærdelige beklædningsgenstande, der er blevet populære. Beklædningsgenstande som var de båret af de forkerte (kiksede og ucoole personer) måske bare ville have den modsatte virkning og gøre dem endnu mere kiksede. Blev de derimod båret af lækre modeltyper med status, coolness og selvsikkerhed ville det opfattes som cool, og fænomenet ville sprede sig. Hvis nørden i folkeskolen fik briller blev hans nørdstatus bare endnu mere bekræftet. Var skæbnen den samme for den coole dreng, ville han måske i stedet opfattes som intellektuel. For lige at sætte tingene på spidsen. Måske har fænomenet ang. briller dog ændret sig siden jeg gik i folkeskole for over 10 år siden, men den gang var det i reglen forbundet med at være kikset at bære briller.
Og hvor mange syntes fx at frimærkesamling er en cool hobby? Nej, de fleste forbinder det vel med noget kikset og nørdet. Men hvad hvis ens all time idol stod frem og fortalte om sin frimærke-lidenskab? Ville man miste interessen for personen, eller ville man tværtimod tænke; ”hov, når mit idol synes det er fedt, så må det jo være fedt!”.
eller
Er det det uncoole, der gør den coole ucool?
Til at uddybe dette grubleri kan man tage den sociale struktur i folkeskolen som vi sikkert alle kender som eksempel. Her var skellet mellem ”klassens nørder” og ”klassens coole drenge” ofte særdeles tydeligt. Sådan husker jeg i hvert fald selv min folkeskoletid. Mit tankeeksperiment går ud på om en af de coole drenge i kraft af sin status ville kunne gøre en beklædningsgenstand cool som af de fleste blev opfattet som uncool, hvis han bar den. Eller ville han tværtimod miste lidt af sin status som cool, hvis han bar disse. Det kommer nok i høj grad an på hvor ”sikker” hans status er. Jeg tror umiddelbart mest på at det er den førstnævnte tese der holder mest vand. Især hvis man kigger på modeindustrien og tænker på mange af de, i mine øjne, forfærdelige beklædningsgenstande, der er blevet populære. Beklædningsgenstande som var de båret af de forkerte (kiksede og ucoole personer) måske bare ville have den modsatte virkning og gøre dem endnu mere kiksede. Blev de derimod båret af lækre modeltyper med status, coolness og selvsikkerhed ville det opfattes som cool, og fænomenet ville sprede sig. Hvis nørden i folkeskolen fik briller blev hans nørdstatus bare endnu mere bekræftet. Var skæbnen den samme for den coole dreng, ville han måske i stedet opfattes som intellektuel. For lige at sætte tingene på spidsen. Måske har fænomenet ang. briller dog ændret sig siden jeg gik i folkeskole for over 10 år siden, men den gang var det i reglen forbundet med at være kikset at bære briller.
Og hvor mange syntes fx at frimærkesamling er en cool hobby? Nej, de fleste forbinder det vel med noget kikset og nørdet. Men hvad hvis ens all time idol stod frem og fortalte om sin frimærke-lidenskab? Ville man miste interessen for personen, eller ville man tværtimod tænke; ”hov, når mit idol synes det er fedt, så må det jo være fedt!”.
mandag, juli 17, 2006
Hovedpine
Jeg har lige været en uge på Rhodos med 5 andre gutter, så jeg burde nok kunne fyre en masse sjove anekdoter fra den tur, men det er noget andet der bryder mit hoved lige nu. I mere end én forstand, for det drejer sig om hovedpine. Næsten hver dag på turen, blev jeg ramt af en mindre spændingshovedpine, der dog for det meste blev klaret ved et par Panodiler/Iprener/Kodimagnyler, en kop kaffe og en Martini-apetirif. På hjemrejsedagen i går var hovedpinen nærmest konstant og hverken piller eller litervis af vand synes at hjælpe. At skulle sidde i et fly i flere timer, hvor muligheden for at sove er nærmest ikke-eksisterende er ej heller en picnic.
I dag har det været det samme, så min desperation fik mig til at telefonere en massør og jeg fik en tid samme dag. Jeg nyder generelt at få massage (hvem gør ikke det?), men i dag var nok den mest smertefulde jeg har oplevet. Min nakke og skuldre var særdeles myosebefængte, og forhåbentlig dette der var årsagen til min konstante hovedpine. Jeg kunne nærmest visualisere en flok tennisbolde under huden, da massøren æltede i mine muskler. Myoser, der havde besluttet sig at leje sig ind på Hotel Runkedor og okkupere størstedelen af hotellets værelser. Så nu håber jeg bare på det bedste og massagen ”payer off”, for hovedpine er nu virkelig nederen og pacificerende. Piv piv
I dag har det været det samme, så min desperation fik mig til at telefonere en massør og jeg fik en tid samme dag. Jeg nyder generelt at få massage (hvem gør ikke det?), men i dag var nok den mest smertefulde jeg har oplevet. Min nakke og skuldre var særdeles myosebefængte, og forhåbentlig dette der var årsagen til min konstante hovedpine. Jeg kunne nærmest visualisere en flok tennisbolde under huden, da massøren æltede i mine muskler. Myoser, der havde besluttet sig at leje sig ind på Hotel Runkedor og okkupere størstedelen af hotellets værelser. Så nu håber jeg bare på det bedste og massagen ”payer off”, for hovedpine er nu virkelig nederen og pacificerende. Piv piv
fredag, juli 07, 2006
SMS
Det er pudsigt; der er personer, der kan være timer, halve dage om at give respons på en sms. Hvis der da overhovedet kommer en respons. Samme personer kan man opleve IRL på andre tidspunkter, hvor de hvert 5. minut, glemmer folk omkring sig, og dykker ned i dyb koncentration om at svare på sms'er
Hail to uforpligtende kommunikationsformer!
Hail to uforpligtende kommunikationsformer!
Upopulær hos Danskrap.dk
Man skal passe på hvad man skriver om på sin blog, for man kan let få nogle sure hiphoppere på nakken, hvis man tillader sig at skrive sin mening. Check bare her:
http://www.danskrap.dk/board/display_topic_threads.asp?ForumID=1&TopicID=16893&PagePosition=1
Det pudsige er, at hele debatten er baseret på en misforståelse, om at jeg er musikanmelder.
http://www.danskrap.dk/board/display_topic_threads.asp?ForumID=1&TopicID=16893&PagePosition=1
Det pudsige er, at hele debatten er baseret på en misforståelse, om at jeg er musikanmelder.
onsdag, juli 05, 2006
Roskilde Festival 2006
Med min tendens til at være detaljeorienteret og udførligt beskrivende vil en omtale af sidste uges Roskilde Festival med musikalske oplevelser, dejlige mennesker og fuldemandsanekdoter fylde en mindre telefonbog. Dette er ikke særlig velegnet til læsning på en blog, så jeg oprøver at gøre det kort
Youink! Lejrens mest brugte vending i de første par dage. Gæster der kom forbi lejren blev gerne mødt med ”skal du youinkes til døde, eller kneppes glad?”. ’u’et er i øvrigt stumt…
”Silent Disco”; at danse til Laid Back, TV-2 og andet 80’er tjald, hvor lyden kom fra et par trådløse hovedtelefoner. Ergo, tog man dem af, var den eneste form for musik, de taktfaste lyde fra dansende mennesker og et dansegulv fyldt af falskt klingende acapella-omkvæd. Smarte folk som Krede, Søren Rasted og Nicolas Bro stod i øvrigt også og rockede med, mens de sippede farverige drinks
Et par generelle stikord: dåseøl i flamingokølespand, Vest, folk i orange vest, varme øl, Agora D, en masse synlige buttcracks, hår-ekstensions, at rende ind i de samme mennesker hele tiden, øl, asociale naboer og for lidt spontan campcrashing, urinstøv, flaskeøl, solsløjfet nakke, varme, Pavilion Jr., medieludere, svenskere, at cruise rundt uden deciderede planer, nordmænd, bedre telefonsignaler end tidligere år, kulinariske og dyre oplevelser, flirt, kolde øl, at glemme hverdagen og leve i nuet, kø-kultur og mangel på samme, lækre damer, spontanitet, smil, afslapning på græs med kolde fadøl, fadøl generelt, 9 dage og 8 nætter, stank af pis, sovende mennesker de mest udsatte steder, fællesskab etc. etc.
Musikken (i alt andet end kronologisk rækkefølge) – hvad der er værd at nævne, hvad der blev set, hørt, eller bare sanset i mindre forstand:
Menfolk: sjovt at se ens barndomsven fyre den af på scenen til teknisk math-rock, men mindre sjovt at blive genereret af slamdansende gymnasiedrenge, der ikke kunne styre deres spasmer. TOOL: Totalt og overdrevet Lækkert. Placebo: Perfekt, men mange perlenumre manglede. Deftones: For lyst og for varmt og for uintimt at lade dette band spille på Orange, men ellers meget fedt. Forsangeren er i øvrigt også blevet fed. Morrissey: samme kommentar som til Deftones, bortset fra at Morrissey ikke er blevet speciel fed. Spleen Utd.: Rar musik generelt, og også rar live. Volbeat: tung tresserinspireret glad i låget metal med sympatisk forsanger…og en kold fadøl. LOC: Energisk og aggressivt på den fede måde. EX PMX: et par computernørder med kiksede frisurer og ditto t-shirts og en forsanger som lavede sjove lydeffekter ved at stikke sit fjæs ned i en bowle med vand. Magtens Korridorer: folkelig åbner af Orange Scene. Guns n Roses: nostalgi og irritation på for lange guitarsoloer og Roses stjernenykkeforsinkelse. Purified in Blood: norsk hardcore. Front 242: fedt og intenst, men en kommende dehydrering og Morrissey-koncert fik mig til at gå før tid. Evergrey: svensk metal med sympatiske headbangerhoveder søndag eftermiddag på arena. Roger Waters; intenst, storladent, quadrofonisk, genialt lydbillede, aldrig set så mange mennesker foran Orange Scene og ligeså med bannere og flag.
I øvrigt; WhoMadeWho, Lis Er Stille, dEUS, Song to The Siren, Bullet for my Valentine, Lagwagon, Franz Ferdinand
At se koncerter på festivaler vil sjældent give den intense og intime følelse, som det giver til en alm. koncert. Det er nu federe at stå til en koncert, hvor publikum er dedikerede fans og ikke bare nogle der er droppet forbi for at se giraffen, som tendensen jo netop er på Roskilde. Det er ofte kun, efter min opfattelse en brøkdel af tilskuerne til koncerterne der kan kalde sig fans. At nogen bliver det efterfølgende skal jeg dog ikke kunne sige, og der skal selvfølgelig også være plads til nysgerrige sjæle.. En koncertoplevelse er dog mest intens hvis man står blandt andre fans og i fællesskab synger med på sangene. Dette sker sjældent på Roskilde, medmindre man vover sig helt op foran. En ting jeg sjældent fik gjort til dette års koncerter.
Et andet problem ved koncerterne er det høje lydniveau. Beskytter man sig ikke med ørepropper, er en efterfølgende tinnitus så sikker som amen i kirken. Og med det antal af koncerter jeg generelt går til, kan det være ekstra skadeligt på lang sigt. Men en koncert med ørepropper er desværre ret forringende for oplevelsen, medmindre det er et band, man egentlig ikke kender så godt. For når man synger med, mens man har ørepropper i, bliver ens egen stemme ulidelig høj og tydelig for én selv. Man får dermed et ubehageligt indblik i hvor hæsligt ens sangstemme er, og krummer tæer ved tanken om alle de andre koncertgængere der i tidens løb må have lagt ører til ens røst.
Blandt de mere negative ting at sige, var det trist at bl.a. Heino og Peter allerede henholdsvis torsdag og fredag måtte bukke under for sygdom, og derved misse størstedelen af musikprogrammet, og de derefter tilhørende oplevelser.
En observation jeg i min ofte ædrufulde tilstand (jeg er ofte behageligt beruset, men sjældent på en måde, der gør at jeg ikke kan styre min motorik og følelser, eller dagen efter har glemt hvad jeg har gjort eller sagt) gjorde mig, var visse personers Mr. Hyde-side, der kommer til udtryk, når de har fået lidt indenbords. Visse personer kan kort sagt ændre karakter på en måde, jeg ikke finder tiltalende. Folk i emotionel ubalance og med for mange indestængte negative følelser og tanker kammer over i en større pærevælling.
Alt i alt en festival der ud af 7 mulige af slagsen kandiderer til at være een af de bedre. Fedt vejr, fede mennesker og fed stemning
Youink! Lejrens mest brugte vending i de første par dage. Gæster der kom forbi lejren blev gerne mødt med ”skal du youinkes til døde, eller kneppes glad?”. ’u’et er i øvrigt stumt…
”Silent Disco”; at danse til Laid Back, TV-2 og andet 80’er tjald, hvor lyden kom fra et par trådløse hovedtelefoner. Ergo, tog man dem af, var den eneste form for musik, de taktfaste lyde fra dansende mennesker og et dansegulv fyldt af falskt klingende acapella-omkvæd. Smarte folk som Krede, Søren Rasted og Nicolas Bro stod i øvrigt også og rockede med, mens de sippede farverige drinks
Et par generelle stikord: dåseøl i flamingokølespand, Vest, folk i orange vest, varme øl, Agora D, en masse synlige buttcracks, hår-ekstensions, at rende ind i de samme mennesker hele tiden, øl, asociale naboer og for lidt spontan campcrashing, urinstøv, flaskeøl, solsløjfet nakke, varme, Pavilion Jr., medieludere, svenskere, at cruise rundt uden deciderede planer, nordmænd, bedre telefonsignaler end tidligere år, kulinariske og dyre oplevelser, flirt, kolde øl, at glemme hverdagen og leve i nuet, kø-kultur og mangel på samme, lækre damer, spontanitet, smil, afslapning på græs med kolde fadøl, fadøl generelt, 9 dage og 8 nætter, stank af pis, sovende mennesker de mest udsatte steder, fællesskab etc. etc.
Musikken (i alt andet end kronologisk rækkefølge) – hvad der er værd at nævne, hvad der blev set, hørt, eller bare sanset i mindre forstand:
Menfolk: sjovt at se ens barndomsven fyre den af på scenen til teknisk math-rock, men mindre sjovt at blive genereret af slamdansende gymnasiedrenge, der ikke kunne styre deres spasmer. TOOL: Totalt og overdrevet Lækkert. Placebo: Perfekt, men mange perlenumre manglede. Deftones: For lyst og for varmt og for uintimt at lade dette band spille på Orange, men ellers meget fedt. Forsangeren er i øvrigt også blevet fed. Morrissey: samme kommentar som til Deftones, bortset fra at Morrissey ikke er blevet speciel fed. Spleen Utd.: Rar musik generelt, og også rar live. Volbeat: tung tresserinspireret glad i låget metal med sympatisk forsanger…og en kold fadøl. LOC: Energisk og aggressivt på den fede måde. EX PMX: et par computernørder med kiksede frisurer og ditto t-shirts og en forsanger som lavede sjove lydeffekter ved at stikke sit fjæs ned i en bowle med vand. Magtens Korridorer: folkelig åbner af Orange Scene. Guns n Roses: nostalgi og irritation på for lange guitarsoloer og Roses stjernenykkeforsinkelse. Purified in Blood: norsk hardcore. Front 242: fedt og intenst, men en kommende dehydrering og Morrissey-koncert fik mig til at gå før tid. Evergrey: svensk metal med sympatiske headbangerhoveder søndag eftermiddag på arena. Roger Waters; intenst, storladent, quadrofonisk, genialt lydbillede, aldrig set så mange mennesker foran Orange Scene og ligeså med bannere og flag.
I øvrigt; WhoMadeWho, Lis Er Stille, dEUS, Song to The Siren, Bullet for my Valentine, Lagwagon, Franz Ferdinand
At se koncerter på festivaler vil sjældent give den intense og intime følelse, som det giver til en alm. koncert. Det er nu federe at stå til en koncert, hvor publikum er dedikerede fans og ikke bare nogle der er droppet forbi for at se giraffen, som tendensen jo netop er på Roskilde. Det er ofte kun, efter min opfattelse en brøkdel af tilskuerne til koncerterne der kan kalde sig fans. At nogen bliver det efterfølgende skal jeg dog ikke kunne sige, og der skal selvfølgelig også være plads til nysgerrige sjæle.. En koncertoplevelse er dog mest intens hvis man står blandt andre fans og i fællesskab synger med på sangene. Dette sker sjældent på Roskilde, medmindre man vover sig helt op foran. En ting jeg sjældent fik gjort til dette års koncerter.
Et andet problem ved koncerterne er det høje lydniveau. Beskytter man sig ikke med ørepropper, er en efterfølgende tinnitus så sikker som amen i kirken. Og med det antal af koncerter jeg generelt går til, kan det være ekstra skadeligt på lang sigt. Men en koncert med ørepropper er desværre ret forringende for oplevelsen, medmindre det er et band, man egentlig ikke kender så godt. For når man synger med, mens man har ørepropper i, bliver ens egen stemme ulidelig høj og tydelig for én selv. Man får dermed et ubehageligt indblik i hvor hæsligt ens sangstemme er, og krummer tæer ved tanken om alle de andre koncertgængere der i tidens løb må have lagt ører til ens røst.
Blandt de mere negative ting at sige, var det trist at bl.a. Heino og Peter allerede henholdsvis torsdag og fredag måtte bukke under for sygdom, og derved misse størstedelen af musikprogrammet, og de derefter tilhørende oplevelser.
En observation jeg i min ofte ædrufulde tilstand (jeg er ofte behageligt beruset, men sjældent på en måde, der gør at jeg ikke kan styre min motorik og følelser, eller dagen efter har glemt hvad jeg har gjort eller sagt) gjorde mig, var visse personers Mr. Hyde-side, der kommer til udtryk, når de har fået lidt indenbords. Visse personer kan kort sagt ændre karakter på en måde, jeg ikke finder tiltalende. Folk i emotionel ubalance og med for mange indestængte negative følelser og tanker kammer over i en større pærevælling.
Alt i alt en festival der ud af 7 mulige af slagsen kandiderer til at være een af de bedre. Fedt vejr, fede mennesker og fed stemning
Abonner på:
Opslag (Atom)
