Dialoghandicappede folk

Jeg kom til at reflektere over forskellige folks evner til at føre en dialog med andre folk. For der er forskel, og nogle mestrer denne kunst bedre end andre. Jeg er selv meget kræsen, når det gælder ”dialogpartnere”, og der er forskellige træk, der let kan tænde mig af og miste interessen for personen. Ikke at det er noget der sker tit, men når det sker, registrerer jeg det. For at jeg skal kunne fatte interesse i folk, kræver det, at der også er en form for interesse fra deres side. Jeg synes tit jeg oplever folk der er decideret envejskommunikerende. Det er dog mest blandt ældre folk, hvor årsagen evt. kan skyldes demens, alzheimer light, eller andet godt fra det geriatriske sygdomsopslagsbog. Dem der giver formaninger eller fortæller historier, og hvor jeg interesseret lytter efter, eller på anden måde tilkendegiver at jeg fatter hvad der bliver sagt. Fx bekræftende vendinger som: ”ja, jeg kan godt følge dig”, ”ja, jeg forstår” etc. Men hvor personen alligevel ikke forstår, at jeg har fattet og forstået, overhører min respons og bliver ved med at gentage sig selv. Argh, irriterende!

Andre gange oplever jeg sjovt nok selv at være den kommunikerende part. Jeg foretrækker selvfølgelig at mine lyttere viser en aktiv interesse i det jeg siger. De behøver ikke være enige, eller finde det jeg siger sjovt eller interessant. Men bare det at de viser at de har lyttet. Oplever af og til, at man har ført en længere enetale, og så er responsen bare stilhed. Bittert at føle at man har talt for døve øren. Det kan godt være at det var lort, det jeg sagde det, men hellere få det at vide frem for stilhed.

Så er der en lidt anden variation af envejskommunikationen. Eller dvs. de typer, der foretrækker at tale om dem selv, og kan vende alle samtaleemner hen til dem selv, selvom det ikke var intentionen med min samtaleindledning.
Fx:
Mig: ”jeg har lige været inde og se ”Pirates of the Carribean”, har du set den?”
Den dialoghandicappede: ”nej, men til gengæld har jeg lige set ”Brokeback Mountain”, og den var skide god, bla bla tale-der-bærer-præg-af-at-vende-et-samtale-emne-til-sig-selv bla bla.”
Dette er et eksempel der kan irritere mig. Når jeg fx indleder med sådan et spørgsmål om en konkret film er det jo fordi det er den jeg vil tale om. Personen tænker ikke over, at der er en grund til, at jeg netop spørger om denne film, men kører straks hen i sin enetale frem for at vise interesse i det, jeg måske havde at sige.

Værre er det med dem, der føler de skal overgå én ved stort set alt, selvom tingene ofte ikke kan sammenlignes. Fx ved at vise at de er bedre til noget, eller har det hårdere

Fx

Mig: ”Min farfar er lige død!”
Den dialoghandicappede: ”Det er trist, men her for 5 år siden mistede jeg både min mormor og farfar inden for et halvt år”
Det er tydeligt at personen lige vil markere, at han altså har haft det hårdere. Men forhold dig til nutiden, din egocentriske ignorant! Med al respekt, så er disse dødsfald fortid i forhold til min situation, og du er højst sandsynligvis kommet over det.

Eller

Mig: ”Jeg har lige fået sølv i en billard-turnering”
Den dialoghandicappede: ”Ok, men jeg fik engang guld i højdespring”
Endnu et eksempel på den dialoghandicappedes evne til at dreje samtalen over på sig selv, selvom emnet han går over i, har meget lidt med samtalens udgangspunkt at gøre. Nogle nybagte mødre har også dette uheldige gen. Det er dog her bare deres afkom det handler om, men det er i princippet lige så slemt.

Der er dog også dem i den helt anden ende. Dem der virker overentusiastiske. Dem føler jeg at jeg af en eller anden grund lidt svært ved at stole på. Og så er der dem, når man præsenterer sig med sit navn, så bruger de det i hver anden sætning. Fx var jeg forleden til en massør. Kan ikke huske helt præcis hvad han sagde, men pointen var hans hyppige brug af mit navn, lige efter jeg havde præsenteret mig:
”Hvordan går det, Christian? Skal vi sige, at vi ses på fredag så, Christian? Det er en aftale, Christian. Vi ses Christian”…

Ja, jeg ved det; jeg er svær at gøre tilfreds. Alle eksemplerne er konstruerede, men det giver alligevel et meget godt og realistisk billede af hvad jeg mener.