Roskilde Festival 2006

Med min tendens til at være detaljeorienteret og udførligt beskrivende vil en omtale af sidste uges Roskilde Festival med musikalske oplevelser, dejlige mennesker og fuldemandsanekdoter fylde en mindre telefonbog. Dette er ikke særlig velegnet til læsning på en blog, så jeg oprøver at gøre det kort
Youink! Lejrens mest brugte vending i de første par dage. Gæster der kom forbi lejren blev gerne mødt med ”skal du youinkes til døde, eller kneppes glad?”. ’u’et er i øvrigt stumt…

”Silent Disco”; at danse til Laid Back, TV-2 og andet 80’er tjald, hvor lyden kom fra et par trådløse hovedtelefoner. Ergo, tog man dem af, var den eneste form for musik, de taktfaste lyde fra dansende mennesker og et dansegulv fyldt af falskt klingende acapella-omkvæd. Smarte folk som Krede, Søren Rasted og Nicolas Bro stod i øvrigt også og rockede med, mens de sippede farverige drinks

Et par generelle stikord: dåseøl i flamingokølespand, Vest, folk i orange vest, varme øl, Agora D, en masse synlige buttcracks, hår-ekstensions, at rende ind i de samme mennesker hele tiden, øl, asociale naboer og for lidt spontan campcrashing, urinstøv, flaskeøl, solsløjfet nakke, varme, Pavilion Jr., medieludere, svenskere, at cruise rundt uden deciderede planer, nordmænd, bedre telefonsignaler end tidligere år, kulinariske og dyre oplevelser, flirt, kolde øl, at glemme hverdagen og leve i nuet, kø-kultur og mangel på samme, lækre damer, spontanitet, smil, afslapning på græs med kolde fadøl, fadøl generelt, 9 dage og 8 nætter, stank af pis, sovende mennesker de mest udsatte steder, fællesskab etc. etc.

Musikken (i alt andet end kronologisk rækkefølge) – hvad der er værd at nævne, hvad der blev set, hørt, eller bare sanset i mindre forstand:

Menfolk: sjovt at se ens barndomsven fyre den af på scenen til teknisk math-rock, men mindre sjovt at blive genereret af slamdansende gymnasiedrenge, der ikke kunne styre deres spasmer. TOOL: Totalt og overdrevet Lækkert. Placebo: Perfekt, men mange perlenumre manglede. Deftones: For lyst og for varmt og for uintimt at lade dette band spille på Orange, men ellers meget fedt. Forsangeren er i øvrigt også blevet fed. Morrissey: samme kommentar som til Deftones, bortset fra at Morrissey ikke er blevet speciel fed. Spleen Utd.: Rar musik generelt, og også rar live. Volbeat: tung tresserinspireret glad i låget metal med sympatisk forsanger…og en kold fadøl. LOC: Energisk og aggressivt på den fede måde. EX PMX: et par computernørder med kiksede frisurer og ditto t-shirts og en forsanger som lavede sjove lydeffekter ved at stikke sit fjæs ned i en bowle med vand. Magtens Korridorer: folkelig åbner af Orange Scene. Guns n Roses: nostalgi og irritation på for lange guitarsoloer og Roses stjernenykkeforsinkelse. Purified in Blood: norsk hardcore. Front 242: fedt og intenst, men en kommende dehydrering og Morrissey-koncert fik mig til at gå før tid. Evergrey: svensk metal med sympatiske headbangerhoveder søndag eftermiddag på arena. Roger Waters; intenst, storladent, quadrofonisk, genialt lydbillede, aldrig set så mange mennesker foran Orange Scene og ligeså med bannere og flag.

I øvrigt; WhoMadeWho, Lis Er Stille, dEUS, Song to The Siren, Bullet for my Valentine, Lagwagon, Franz Ferdinand

At se koncerter på festivaler vil sjældent give den intense og intime følelse, som det giver til en alm. koncert. Det er nu federe at stå til en koncert, hvor publikum er dedikerede fans og ikke bare nogle der er droppet forbi for at se giraffen, som tendensen jo netop er på Roskilde. Det er ofte kun, efter min opfattelse en brøkdel af tilskuerne til koncerterne der kan kalde sig fans. At nogen bliver det efterfølgende skal jeg dog ikke kunne sige, og der skal selvfølgelig også være plads til nysgerrige sjæle.. En koncertoplevelse er dog mest intens hvis man står blandt andre fans og i fællesskab synger med på sangene. Dette sker sjældent på Roskilde, medmindre man vover sig helt op foran. En ting jeg sjældent fik gjort til dette års koncerter.

Et andet problem ved koncerterne er det høje lydniveau. Beskytter man sig ikke med ørepropper, er en efterfølgende tinnitus så sikker som amen i kirken. Og med det antal af koncerter jeg generelt går til, kan det være ekstra skadeligt på lang sigt. Men en koncert med ørepropper er desværre ret forringende for oplevelsen, medmindre det er et band, man egentlig ikke kender så godt. For når man synger med, mens man har ørepropper i, bliver ens egen stemme ulidelig høj og tydelig for én selv. Man får dermed et ubehageligt indblik i hvor hæsligt ens sangstemme er, og krummer tæer ved tanken om alle de andre koncertgængere der i tidens løb må have lagt ører til ens røst.

Blandt de mere negative ting at sige, var det trist at bl.a. Heino og Peter allerede henholdsvis torsdag og fredag måtte bukke under for sygdom, og derved misse størstedelen af musikprogrammet, og de derefter tilhørende oplevelser.
En observation jeg i min ofte ædrufulde tilstand (jeg er ofte behageligt beruset, men sjældent på en måde, der gør at jeg ikke kan styre min motorik og følelser, eller dagen efter har glemt hvad jeg har gjort eller sagt) gjorde mig, var visse personers Mr. Hyde-side, der kommer til udtryk, når de har fået lidt indenbords. Visse personer kan kort sagt ændre karakter på en måde, jeg ikke finder tiltalende. Folk i emotionel ubalance og med for mange indestængte negative følelser og tanker kammer over i en større pærevælling.

Alt i alt en festival der ud af 7 mulige af slagsen kandiderer til at være een af de bedre. Fedt vejr, fede mennesker og fed stemning