Jeg vil fungere som et Word-program

- Hvis man føler sig for fed, markerer man bare sig selv og trykker på "F"
- Man kan blive skæv uden at indtage noget. Man trykker bare på "K"
- Savner man fast grund under sine føder, trykker man på "U"
- Hvis man ikke kan finde noget, som man ved er til stede i rodet, bruger man "Søg"-funktionen.
- Endnu bedre er "Søg og erstat"-funktionen: "Søg lige alle mine 50-ører frem og erstat dem med 1000-kr. sedler!"
- Man kan sende sig selv i en e-mail. Ved ikke hvordan det skal kunne lade sig gøre, men det er mere gratis (og hurtigere) end at flyve.
- Er man i tvivl om noget er hjælpen lige ved hånden
- Føler man sig en tand for venstreorienteret kan man hurtigt konvertere til højre ved hjælp af en knap lidt øverst til højre i skærmbilledet.
- Vil man have et nyt look er det bare at markere sig selv, og ændre font
- Når alt er perfekt kan man gemme, og genfinde når alt ikke er så perfekt mere.
- Og sidst, men ikke mindst: Man kan fyre alt det pis af man vil, og bagefter bruge Fortryd-funktionen

Flere bud?

Et par tanker om selvværd

At have dårligt selvværd og være usikker på sig selv. Et problem mange lider under. Kort sagt, kan man sige, at et højt selvværd bunder i, at man ved at man er 100% elsket for den person man 100% er.

For at være lidt pædagogisk, kan man i princippet sige, at alle bør være lige selvsikre. Der er ikke nogen der har mere "ret" til at være selvsikker end andre. Og det er da også ens opdragelse, miljø og samfund, der er med til at forme det billede man har af sig selv.
For at snakke om at være mere værd end andre, bør man i princippet have fastslået hvilke menneskeegenskaber man skal måle. Dermed også et måleapparat til at måle hvem der scorer højest i disse egenskaber. Det er utopi, men ikke desto mindre er der nogle egenskaber der er mere velsete. Disse er dog konventionelt skabte af vores samfund, og ikke sandheder. Da jeg var knægt, var jeg i skolen altid en af dem der blev valgt sidst til fodbold eller anden holdsport. Ikke særlig styrkende for ens selvværd, og det afstedkom en ond spiral. For jo flere gange man blev valgt sidst, jo mindre blev troen på sig selv, og endnu mindre synlig blev man i rækken af drenge, der skulle vælges. Det er jo ikke de stille, tilbageholdende knægte der bliver valgt.
Talent for fodbold var i ens barndom en velset egenskab, og ikke at være god til det (eller i forvejen være så usikker på sig selv, at man ikke turde vise hvad man kunne), har måske for mit vedkommende været med til at fylde mere i det glas, der rummede det dårlige selvværd. Og hvor vigtig er det lige, at jeg finder fodboldtalent i dag? Synes jeg at folk der er gode til fodbold er mere værd? Nej, tværtimod. Jeg sætter mere pris på andre evner.

Så paradoksalt er det, at den følelse af usikkerhed man kan have i dag som voksen, måske bunder i nogle nederlag man havde i en disciplin, som man i dag alligevel ikke ville sætte særlig højt.

Det handler om at lære ”at hvile i sig selv”. Det er det mest optimale mål, når man snakker selvværd. Udtrykket siger implicit, at man er uafhængig af andres bekræftelse. Men personer der har nået dette mål, har ikke altid været uafhængige af andre. Der er jo en grund til at de hviler i sig selv, og denne grund skyldes, så vel som folk der ikke hviler i sig selv, deres omgivelser og deres opvækst. Deres skæbne har været bedre, og de har haft en mere ”sund” opvækst, der har gjort at i deres voksne liv. De har lært at hvile i sig selv. Det er noget man lærer, som så meget andet i livet.

Problemet kan være, at en masse negativ afkræftelse, har været med til at grundfæste et negativt billede af sig selv.

De eneste grunde man har til at være usikker, er grunde man selv har skabt. Kunsten er, at erkende, at man ikke er perfekt, og at man har fejl og mangler lige som alle andre. Rent objektivt og konventionelt, er der selvfølgelig nogle talenter, der er mere velsete i det brede flertal. Men
det gør dem nødvendigvis ikke mere værd, da de er afhængige af hvilken kontekst man befinder sig i.

En teori for lavt selvværd kan være, at nogle gaber over mere end de kan overskue. Folk der ikke kan erkende deres svagheder, og på den møder løber ind i det ene nederlag end det andet. Det er en styrke at kunne sige, at sige til sig selv, at nogle ting er man dårligere til. At være meget
perfektionistisk kan også være en årsag. Man stiller høje og urealistiske krav til sig selv, og hver gang man fejler, skuffer man sig selv, og devaluerer sit værd.

Desuden handler det også om, at man skal være god til at kende sine egne grænser. At ikke at gå for meget på kompromis med sig selv og ens værdier. At vide hvilke elementer i livet, der er skadelige for én, og få fjernet disse. Ignorerer man ofte ens egne ønsker, for at behage andre, er dette meget sandsynligt en direkte vej til et dårligere selvværd.

Idealet er, at hvis man har en egenskab, der rent intersubjektivt er negativ, at kunne vende denne egenskab til noget positivt, og ikke lade sig påvirke negativt af folks kommentarer og personangreb. Hvis man er ubetinget tilfreds med denne egenskab, og ved at ens rigtige venner sætter pris på den, vil andres mening ikke have betydning. Desuden er det at kunne erkende sine svage og sårbare sider også et præventivt gode, da det derfor ikke vil slå lige så hårdt, når man bliver gjort opmærksom på det af andre.

Hvorfor er der så så mange der lider under lavt selvværd? Ja, på et specifikt plan finder man svarene i opvæksten, i nærmiljøet og den slags. Man kan måske også gå et ”niveau” op og kigge på samfundet, og den mentalitet der præger danskerne. Vi er opvokset med Janteloven, som netop handler om at pille folk ned, når de bliver for glade for sig selv og egne bedrifter. Selvglæde og arrogance er ikke en pæn egenskab, men folk tolker måske loven forkert, og dermed mener, at det at have selvtillid og være tilfreds med sig selv, er en grim ting.
Og man ender med at være bange for at have selvtillid, da man mener det er det samme som selvglæde. Man skal endelig passe på med at hævde sig selv, og i frygt for dette bliver beskedenheden og behagesygen endnu mere markant. For at sætte det på spidsen.

Så, det eneste man kan være sikker på, er at man ikke kan være sikker på noget. Med den tanke konstant i baghovedet, har man en god ballast til at lære at kunne hvile i sig selv.

Frit fra leveren

Jeg har ikke rigtigt noget på hjerte (noget jeg vil dele med folk i hvert fald), så jeg ved ikke hvad jeg skal blogge om. Men må jo hellere skrive et eller andet, så jeg ikke mister læsere.

Studiestart på fredag. Starter på kandidaten, og jeg frygter det. Synes lidt at bacheloren var en walk-over, og jeg formåede at score relativt gode karakterer, selvom jeg følte at jeg sov gennem semestrene. Enten har jeg bare superflair for mit studie, eller også er niveauet bare ikke særlig højt. Det har i hvert fald været lidt en fest at studere…og så bor jeg ikke engang på kollegium! Men kandidaten tror jeg på alle områder bliver hårdere. Tungere og mere akademisk læsestof, det meste på engelsk, og kravene til opgaverne bliver også højere. Jeg kan fx stadig gnække lidt over at jeg kunne score et 11-tal for min gruppes 4. semesters opgave når mit personlige kildegrundlag bestod af en pjece og et par kapitler i en bog.

Jeg tror stadig ikke på numerologi! Jeg tror heller ikke på skæbnen. Men den må da meget gerne komme og overbevise mig!

Sommeren har været lækker. Har arbejdet næsten fuldtid, når jeg ikke har været på enten ferie eller Roskilde festival. Det er en god rytme for mig. Kan ikke nyde min ferie, hvis jeg ikke har planer. Bliver apatisk. Arbejdet er også grunden til at jeg egentlig ikke ser specielt frem til at starte i skole igen. Selvfølgelig bliver det rart at blive lidt intellektuelt stimuleret, men det at savne en hverdag med indhold har jeg egentlig ikke manglet (qua mit arbejde). Jeg skal heller ikke være rusvejleder igen, hvilket jeg har lidt blandede følelser med. Kommer klart til at savne det. Festerne, flirten, fællesskabet, og det kick det kan give at have ”ansvaret” for nye studerende. Omvendt gad jeg det ikke igen. Ikke for enhver pris. Ville ikke kunne dedikere mig 100%, gad ikke være social hele tiden og ville sikkert komme til at køre lidt på friløb.

Min playliste pt. står næsten udelukkende på dansksproget rap. Det er især L.O.C., Suspekt og Troo.L.S & Orgi-E der bliver spillet. Dvs. den famøse ”stodderrap”, der på mange leder og kanter burde frastøde mig, faktisk tiltaler mig en stor del. Jeg kan ikke sætte mig ind i rappernes tanker og livsstil. Se bare på det gængse hiphop-outfit? En ”dresscode” der i mine øjne bliver tolket som manglende selvstændighed, hvilket netop er noget der tænder mig af. Men selvom jeg måske ikke er ”enig” i deres livsstil, gør de det de gør på en dejlig overlegen måde, der stadig vidner om ydmyghed og glimt i øjet. Attituden og udtrykket har meget at sige for netop denne genre. Teksternes temaer er ofte lidt brugte og slidte. Det er de færreste tekster, hvis helhed får mig op at ringe. Men de små sproglige finurligheder rundt omkring

Og så irriterer det mig måske lidt at jeg kan lide L.O.C., for han er jo pænt mainstream og Boogie-agtigt. Det stemmer ikke overens med mit ønske om at være elitær og kulturradikal. Men omvendt, det er sgu storsindet at kunne rumme det hele, uden at nedgøre det der er mainstream og ”lavkulturelt”.

Niarn har jeg dog stadig ikke meget til overs for, som de faste bloglæsere nok ved.

Om et halvt år skal jeg have fundet noget nyt at bo i, da vi i mit bofællesskab alle er blevet sagt op pr. 1. marts. Det er selvfølgelig jævnt bittert, så pt. er jeg åben for nye tilbud. Ligesom så mange andre. Jeg kan flytte når som helst i princippet, men er pt. ikke aktivt søgende. Går lidt og naivt håber, at det ikke bliver marts nogensinde. Er blevet meget forvænt med at bo i Centrum. Bor lige ved Nørreport og Søerne, hvilket har været den rene luksus rent beliggenhedsmæssigt. Nogle gange må jeg knibe mig selv i armen og tænke; du er sgu for heldig. Men altså kun i et halvt år til, og det er spændende hvordan de sidste måneder bliver, da et par af bofællerne enten er i gang med at flytte eller snart gør det. Ergo skal vi have et par nye bofæller boende i et par enkelte måneder, og det er sgu svært at finde, hvorfor vi har gjort det til vores udlejers ansvar. Problemet er så bare, at vi ikke ved hvad typer der kommer til at bo hos os. Og guderne (og andre der kan læse mine tanker, når de er allermest frustrerede) skal vide at der findes besværlige bofæller derude. Det er ikke hvem som helst man gider dele lejlighed med.

Jeg må vist hellere stoppe inden det bliver for langt. Ikke fordi jeg ikke kan kværne mere løs, men i ved, læsevenlighed og den slags.

Snakkes!

/Runke

Flemming

Da jeg sad og bladrere i min mobils kontaktliste, og nåede til F, hvor den eneste registrerede var ”Far” kom jeg frem til en konklusion:

Jeg mangler en Flemming i mit liv!

Jeg havde i hvert fald en super legekammerat i barndommen med F-navnet. Eller var det det faktum, at hans forældre havde video og dekoder, så vi kunne se alle de film vi ville samt en bar med peanuts ad libitum og kakao og nutella, der gjorde at jeg syntes han var så fed at hænge hos?

Der er også en god mojo over navnet. Hvis man tror på lidt omvendt numerologi, så er jeg sikker på, at have en ven ved navnet Flemming ville øge min livskvalitet.

Hans internetnick kunne passende være Flameboy eller Flamenot (Flem=Flame, ing=ikk=not).

Nogle der har en Flemming jeg kan låne, eller skal jeg bare beholde mine lyserøde idealiseringer, så navnet ikke ryger ned af piedestalen?

Bitterhed

Bitterhed. Jeg kan af og til få følelsen. Det kan de fleste forhåbentlig. En tilstand, hvor hele verden er mod én. Life sucks, og misantropien har gode vækstmuligheder. Det er så dejligt let at skyde skylden for ens miserable liv på andre i stedet for selv at tage ansvar. At bitche er lettere end at ty til handling. Og hvem kender ikke til det, at "dyrke" det depressive? At den objektive sandhed er at verden er ond og uretfærdig, og folk der ikke mener det samme er lalleglade idioter uden dybere indsigt i livets sande værdier. Sådan kan man i hvert fald opleve holdningen fra bitre mennesker, og mig selv når jeg af og til oplever bitterhedens sødme. Det er dog heldigvis kun kortvarige tilstande, da jeg har erfaret, at der er flere måder at anskue det på. Nemlig ved først og fremmest at kigge indad, erkende at alle har fejl uden at de er dårlige mennesker, slække på den lidt for strenge principfasthed, og pas på med at generalisere over hele linien. Lad det ikke gå ud over andre, at enkelte personer har opført sig latterligt over for én.

Misantropisk og had-hele-verden-agtig har jeg nok været lidt af og til, men har indset det, erkendt det, og prøver at blive bedre til ikke at være det. For graver man dybere i den indstilling at alle mennesker sucks, indser man, at så sucker man i princippet også selv. Og hvor fedt er det? Og hvor fedt er det at erkende at alle andre mennesker sucks, når man samtidig er et flokdyr med sociale behov? Og hvor fedt er det at føle den der dybere livsindsigt og overlegenhed over for "lalleglade" mennesker, hvis man alligevel ikke formår at blive glad og tilfreds af det?

Den omvendte X-faktor

Nogle kender måske begrebet "X-faktor". I denne forbindelse forstået som den ubestemmelige faktor, der er med til at man bliver romantisk tiltrukket af en anden person. En faktor der _kan_ være blottet for al logik og rationel tænkning, og få folk der egentlig virker meget forskellige til at fald for hinanden. Under alle omstændigheder er den meget diffus, og den er svær at forcere frem. Man kan også bruge ord som kemi, karma og mojo. Altså ord der beskriver det, der gør at nogle folk bare klikker på et højere plan, men det er svært at sætte ord på hvad der gør udslaget. Og så er det fandens subjektivt. For ikke to personer vil opleve den samme X-faktor hos en given person.

Modsat findes der i min verden også en negativ X-faktor. Her forstået som den ubestemte faktor der gør, at jeg irriteres af nogle personer. Jeg kunne kalde det Irritations-faktoren, men det er jo et allerede brugt ord, og bruges om mere konkrete ting der irriterer én. Noget man kan sætte finger på. Fx at en person smasker, eller griner på en belastende måde.
Det jeg snakker om er når man irriteres af en person, men har svært ved at sige hvorfor. Det sker af og til at jeg har det sådan med en person, og det irriterer mig (sjovt nok). Selvom jeg "objektivt" godt kan se at personen har en masse at byde på, kommer irritationen i første række. Personen kan sige ting jeg normalt ville finde interessant eller sjovt, men fordi det kommer fra ham/hende evner jeg ikke at opfatte det, fordi irritationen over personen fylder for meget. Havde en person med, i mine øjne, en positiv X-faktor sagt lige præcis de samme ting, ville jeg sikkert have syntes det var vildt interessant eller hylende morsomt. Det handler åbenbart om måden det er leveret på, og min indstilling til personen. Ikke alene om indholdet.

Pudsigt fænomen. Er bestemt ikke stolt af det. Ved ikke om det er noget man bør arbejde med, eller bare acceptere, at man vil havde det sådan med visse personer. Ved ikke om andre kender til det, og evt. om nogle har det sådan med mig.

Det virkede

Ok, mit lille "forsøg" virkede. Man får meget mere respons på et intetsigende indlæg, end et indlæg man har lagt masser af eftertænksomhed i...

Ny bloggingstil

Jeg får af og til at vide, at jeg tænker for meget over tingene. Det vil jeg så lade være med, men det betyder nødvendigvis også en ny blogging-stil, sååå:

...FISSE!.....FCK lå lå lå lå!....Nik og Jay ay ay..PORNO!...SEX!..PATTER..PARTY ON!.ØL!.We're going to Ibiza...BUBBER!!!....nemlig ja!...

Sokker

Hvad har Anders And, Homer Simpson, Bart Simpson, Den Lyserøde Panter, Fedtmule, Mickey Mouse, Monty Burns og Garfield til fælles udover at være tegneseriefigurer? De har nemlig alle den ære at agere motiv på mine sokker. Jeps, jeg følger stadig den efterhånden, mangeårige ”trend” at gå med sokker med fint syede motiver af mine fortidige som nutidige, tegneseriehelte. Jeg har faktisk no clue om hvad der ellers rør sig inden for sokke-moden. Tegneserie-dillen har faktisk suget mig ind i et tidsløst vakuum.

En ulempe har jeg dog erfaret ved at kun bruge sokker med specifikke motiver. De kommer jo i par, og skal helst bæres i par. Det går jo ikke at matche en Mickey Mouse med en Anders And. For selvom de begge efter sigende bor i Andeby, vidner mange års Anders And-blads-læsning om at de optræder i hver deres separate historier. Det ville være ukorrekt og respektløst over for den historiske troværdighed hvis jeg blandede dem. Man må ikke blande.
Det samme gælder hvis jeg matcher Monty Burns og Homer Simpson, da Burns er Homers altid strenge boss. Der ville opstå konflikter i ankelhøjde, og jeg synes bestemt Homer fortjener en offday når han samtidig skal lægge ansigt til min svedige fodlugt.
Homer og Bart ville heller ikke være et særligt mage par, da Homer er kendt for at jagte Bart, for derefter at give ham kvælertag mens han gryntende råber ”Why, your little..!!!”. Det ville være interessant om sådan en handling kunne gøre mine ben hjulbenede
Garfield og Den Lyserøde Panter ville dog være et interessant par. Begge er jo af katteracen, og selvom jeg regner med at den fede hankat Garfield er aseksuel kan jeg let forestille mig lidt homoerotisk læggen-an fra panterens side. Den er jo lyserød, ikke?

Danmark skulle efter sigende have en meget høj frekvens af single mennesker. Det samme kan siges om mine sokker. Jeg kan fylde poser med sokker, der har mistet sin partner. Hvordan det er sket er stadig et mysterium, eftersom jeg sjældent skiller mine sokker af. De samles altid pænt i et par når de smides til vask, og når de er vasket og tørret mangler den ene part. Suk. Et mysterium.
Eller måske er det noget med at det er blevet så fandens moderne at være selvstændig og uafhængig?

Malk De Koijn

Malk De Koijn - De får respekt fra hiphoppere og anmeldere og sprog-interesserede roser dem for deres kreative sprogbrug. De har sågar fået en eller anden pris for deres evne til at forny sproget. Jeg synes det er et udmærket band, med sjove og underholdene hooks og nogle friske beats, men tekstmæssigt er det nu ikke noget der giver mig pjerrot!

Måske er jeg ikke klog nok, for er der en mening med galskaben? Bevares, der er da små sproglige guldkorn rundt omkring (fx ”Træt af pis som en voksen mand i natble”), men for mig er det først rigtigt fedt, hvis alle disse små guldkorn bindes sammen til en større helhed, og ikke bare fungerer som små selvstændige rim.
Min opfattelse af mange af deres sange er nemlig, at de starter i øst og slutter i vest. Forstået på den måde, at der er en masse små rim i hver enkelt sang, der egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Der mangler noget helhed og rød tråd. Eller også er jeg for dum/uvidende til at fatte den helhed? Og rim for rimenes skyld er der egentlig også masser af. Fx hvad er ”en rigtig Brian Ferry” i denne sammenhæng, udover noget der rimer på ”Harrys” og "spareribs"? Ja, jeg ved godt han er en sanger, men hvordan har han relevans til teksten til ”Musclebundt”?

Et andet eksempel er et af deres kommercielle hits ”Vi tager fuglen på dig” fra albummet ”Sneglzilla”. Den er fængende og der er nogle malende beskrivelser, men har svært ved at fatte det dybere budskab. Er der en overordnet mening? Eller er det meningen at lytteren skal forvirres af en sort tekst, hvor de forskellige elementer egentlig ikke har det store at gøre med hinanden? Anyhow, så er teksten gennemsyret af slang og metaforer jeg ikke kan blive klog på, og der er nok det der er min manglende force udi at forstå Malk’s tekstunivers. Jeg har fattet, at den starter med en beskrivelse af en hund i brunst, men ender over i en masse for mig sort snak om Franz Beckerlee, Grandmaster Flash og en åbenbart talentløs rapper der står og crapper. Hvad har det med udgangspunktet at gøre? Egentlig skal de have lov til at rappe om hvad de vil, jeg prøver bare at forstå hvorfor de er så lovprist. Jeg er åben for at jeg måske bare ikke er klog nok til at fatte det, men er meget åben for andres bud på, hvad der gør dem så geniale?

Now playing

Muse – Black Holes and Revelations
4. udspil fra et band, der her i 2000’erne har placeret sig solidt på min dynamiske top 10. Et band der bestemt ikke koger suppe på den samme sikre formel. Fra at lyde som Radiohead og Jeff Buckley på deres afdæmpede og meget melodiske debut ”Showbiz” over til mere pumpende, funkede numre med svedige guitariffs og forvrænget bas på ”Origin of Symmetry”. ”Absolution” fortsatte lidt hvor ”OoS” sluttede, men med endnu mere vægt på de fængende omkvæd båret af tung guitarlyd. Albummet byder også på synthesizer-lir der viser smagsprøver på forsanger Matt Bellamys kæmpe talent for det intenst melodiske. Kombineret med hans inderlige stemme, der krænger sin sjæl ud, uden at det er overkill, er det i høj grad gåsehudsfremkaldende.
Muse er et band der som sagt ikke står i stampe, og på ”BHaR” bliver der i større stil flirtet med et mere elektronisk udtryk. Eller flirt vil jeg måske ikke kalde det, da bandet er særdeles kompetente. Synthesizeren er endnu mere i forgrunden, og guitarer og bas er lullet ind i alskens effekter. De gør det med charme, og uden at lave en ”Radiohead”, men var det ikke for Bellamys unikke vokal, kan det være svært at gætte at det er Muse. Dette er dog sagt med forbehold, for på 1. singlen ”Supermassive Black Hole” bliver der sunget med falset, og musikken lyder som en nutidig version af 70’er-disco-funk.

Sticky – Atomteoretisk eftermiddag
Et band der rider på den dansksprogede bølge, og bl.a. båret frem af P3. Et fjollet tekstunivers der minder mig om hedengangne Junior og måske lidt Sterling. Dejlig behagelig og lettilgængeligt popmusik, der gør sig godt på kontoret en mandag formiddag…jeg kunne forestille mig at det var et band jeg måske blev træt af i længden

Dansk Fløde – Giv Slip
Lidt mere dansksproget, og lidt mere galskab. Musikken er her noget mere kantet, punket og beskidt og vokalen er snakkende. Dog med masser af humor og anti-selvhøjtidelighed. Temaerne kredser om ”vær dig selv” og ”fuck småborgerligheden”.

Snuff Pop Inc. – diverse numre fra Mymusic.dk
Jeg er generelt ikke så glad for at bruge genre-betegnelser, men kyndige eksperter vil nok betegne dette danske band som en form for industrial. Dog en mere tilgængelig af slagsen. Vokalen er af og til distortet a la Marilyn Manson på ”Antichrist Svperstar” og stemmen minder også om det amerikanske forbillede(?!). Kompositionerne er interessante, og numrene er meget forskellige. Er ikke så meget inde i dem endnu, men kan mærke der er potentiale.

GergenZola - Runkedorens fortid som musiker...

For godt en halv snes år siden nørdede jeg en del foran min første PC. En IBM Aptiva der ikke var connected til det store vide web. Ergo brugte jeg det til lidt mere konstruktive ting som at skrive stile, løse 7-kabaler og så lave elektronisk musik.

I programmet Fasttracker 2 satte jeg en masse lyde og samples sammen og endte med at have en god del numre. Jeg nåede vel op på omkring 40 mere eller mindre useriøse tracks, nogle mere færdige end andre. Min computer gik dog for hårdt i baglås og jeg mistede desværre størstedelen, men 8 af numrene fik jeg bevaret. Dem har jeg nu lagt op på en server til glæde for alle der vil få glæde af dem. I ved hvem i er, og i ved hvem i ikke er! Men her kan de hentes: http://svperstar.dk/gergenzola/

Kan det i øvrigt passe at internettet har ødelagt mit kreative flow...?

Jeg er skudt i dig...

Jeg er skudt i dig...

…og det er ikke pga. din stemme og dit smil, der gør mig så blød i knæene, at jeg falder over mine egne ben…eller dit intelligente modspil, der altid giver mig små aha-oplevelser…eller dine formuleringsevner der giver mig kronisk gåsehud…eller din varme udstråling der kan lyse selv det mørkeste lokale op…eller dit kønne ansigt og øjne, jeg kan stirre mig blind i…eller det, at jeg kan se dine små fejl som små charmerende menneskelige egenskaber…eller din humor, der på sine flere niveauer vidner om eftertænksomhed, satire og selvironi…eller det faktum at vores sex får mig til at se sol, måne og stjerner (på samme tid!)…eller det at jeg hverken har behov for musik, tv og pc’er når jeg er i dit selskab…

…men fordi du er dig