fredag, august 18, 2006

Den omvendte X-faktor

Nogle kender måske begrebet "X-faktor". I denne forbindelse forstået som den ubestemmelige faktor, der er med til at man bliver romantisk tiltrukket af en anden person. En faktor der _kan_ være blottet for al logik og rationel tænkning, og få folk der egentlig virker meget forskellige til at fald for hinanden. Under alle omstændigheder er den meget diffus, og den er svær at forcere frem. Man kan også bruge ord som kemi, karma og mojo. Altså ord der beskriver det, der gør at nogle folk bare klikker på et højere plan, men det er svært at sætte ord på hvad der gør udslaget. Og så er det fandens subjektivt. For ikke to personer vil opleve den samme X-faktor hos en given person.

Modsat findes der i min verden også en negativ X-faktor. Her forstået som den ubestemte faktor der gør, at jeg irriteres af nogle personer. Jeg kunne kalde det Irritations-faktoren, men det er jo et allerede brugt ord, og bruges om mere konkrete ting der irriterer én. Noget man kan sætte finger på. Fx at en person smasker, eller griner på en belastende måde.
Det jeg snakker om er når man irriteres af en person, men har svært ved at sige hvorfor. Det sker af og til at jeg har det sådan med en person, og det irriterer mig (sjovt nok). Selvom jeg "objektivt" godt kan se at personen har en masse at byde på, kommer irritationen i første række. Personen kan sige ting jeg normalt ville finde interessant eller sjovt, men fordi det kommer fra ham/hende evner jeg ikke at opfatte det, fordi irritationen over personen fylder for meget. Havde en person med, i mine øjne, en positiv X-faktor sagt lige præcis de samme ting, ville jeg sikkert have syntes det var vildt interessant eller hylende morsomt. Det handler åbenbart om måden det er leveret på, og min indstilling til personen. Ikke alene om indholdet.

Pudsigt fænomen. Er bestemt ikke stolt af det. Ved ikke om det er noget man bør arbejde med, eller bare acceptere, at man vil havde det sådan med visse personer. Ved ikke om andre kender til det, og evt. om nogle har det sådan med mig.

Ingen kommentarer: