Att. Søren

Dig med overspringshandlingerne. Blev alligevel nysgerrig for hvem du er...så giv dit til kende, ven! Med mindre du er ham vi omtaler som Sørensen eller Strupper eller Struppeløgsovs

Giv jer til kende...som anonyme

Hey

Har med denne blog ikke rigtig mulighed for at ane noget om besøgstalsstatistikker eller noget. Aner derfor ikke i hvor vidt omfang mine tanker, holdninger, trivia etc. kommer ud til flere end de trofaste kernelæsere.

Kunne være meget rart, nu hvor du alligevel har klikket dig herind, at du vil give noget respons på, hvad du syntes om bloggen, hvor tit du er herinde, og om du evt. har bookmarket den.Du må meget gerne være anonym...og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig, at opspore dig, forfølge dig, og bebrejde dig for ikke at overspamme med kommentarer.
Det er simpelthen bare for at få et indblik i, om jeg skriver for andre end mig selv...

Et dagbogsindlæg om musikalske oplevelser - Nu med hyperlinks

Jeg er forundret over, at jeg stadig har mine ører i behold. Uge 10, 2005 var relativt begivenhedsrig for mig, rent audiotativt. Tirsdag var jeg et smut på Stengade 30, hvor der var ”Play it”. Knap og nap 3 år siden jeg spillede der med mit gamle band til Emergenza-konkurrencen. Mit fremmøde denne gang skyldtes, at jeg skulle kæde op med en journaliststuderende højskoleven, der var i hovedstaden for at lave en reportage om den danske musikundergrund. På trods af, at kalenderen viste en uskyldig tirsdag og Kbh var i gang med (endnu en gang) at blive overdækket af sne, var Stengadens koncertlokale fyldt til randen med unge mennesker. Jeg blev først mødt af noget amatørheavy, men havde ikke udsyn til scenen, så jeg styrtede ovenpå for at finde min ven og co. Vi drak et par øl, catchede op og suste så ned igen for at se lidt live-musik. Her rendte vi ind i en fælles højskoleven. Tre bands nåede vi at se, og det var tre bands der ikke var værd at skrive hjem om. I hvert fald var det musikgenrer, som jeg havde afskrevet på forhånd.

På vej derud fra så vi endnu en fælles højskolebekendt. Denne dag var Danmark altså meget lille. Da vi kendte ham var det John Lennon han stræbede efter at ligne. Nu var det vist mere forsangeren fra Nickelback?

Det bliver lørdag, og jeg har en aftale med en ven om at se noget black metal på The Rock. Metalbandsne Usibian og Exmortem spiller op. Egentlig ikke min stil, men Rocken er et hygsomt sted, der næsten er blevet stambar, og det er jo lørdag, så man kan ikke sidde hjemme. Alternativet var at se Nephew hive alle priserne hjem i DMA, men det kunne man vel have forudset. På The Rock forsyner vi os med en kande øl, og jeg minder mig selv om at jeg ikke gider vågne op med prøvebillede i ørerne, så jeg køber et par gule skodøreprops. Mine smarte musiker-grantræs-øreprops er desværre endt i min bastaske, som befinder sig hos de gamle i Køge. Ørepropperne får fint aftjent deres værnepligt, da de nedsætter lydniveauet med et passende antal decibel. Problemet er bare, at alle nuanceringerne i musikken forringes. Og med blackmetal som stort set består af dobbeltstortrommepedaller, der tæsker derudaf som en maskinpistol, en monotont growlende forsanger og guitarsoli, bliver lydindtrykket groft sagt en omgang mudder. Eller også var jeg bare fordomsfuld og ignorant denne aften. Øllene og mine Blå Kings var i hvert fald mere interessant. Tja, og så også den griner vi fik over at lave en parodi på Exmortems forsanger. Han growlede nemlig også mellem numrene, hvilket fik os til at joke med hvordan han mon lykønskede sin mormor fødselsdag.
Efter koncerten gad vi ikke rigtig være der mere. Havde en aftale om at tage videre på The Black Cat hvor der var efterfest efter Rose Mc-et eller andet havde spillet. Hun var dog i gang da vi kom. Det var noget afdæmpet et eller andet. Men mit fokus og mine sanser var mere koncentreret om det visuelle og smagsløgene. Klientellet var sortklædt, men stemningen var ret lys. Dansegulvet kogte som en gryde spaghetti. At danse til EBM, industrial, noise og hvad den slags subgenrer ellers hedder, er nu ret fedt. Det giver lidt af et adrenalinkick – bare ærgerligt at min kondi ikke holdt til mere end et par minutter af gangen denne aften.
Hjemme igen kl. 7 om morgenen efter at have gået bagved en meeeeeeget fuld FCK-fan, der gik helt alene og sang diverse slagssange og anti-Brøndby-sange.

11 timer efter stod jeg og ventede foran Lille Vega. Fru Fortuna havde smilet til mig, og fået skrevet mig i døren til hardrockbandet Mastodon. Og man siger jo ikke nej til en gratis koncert, vel. Og dog, gratis er det jo så alligevel ikke, når en eller flere fadøl er et obligatorisk onde, når man er til koncert.

To skandinaviske opvarmningsband var hyret til opvarmningstjans i den halvfyldte sal. Først norske Extol der spillede noget hardrock, og bagefter Dozer fra Sverige. Mastodon var aftenens hovednavn, selvom det nok er de færreste i DK der kender dem. De har vist et eller andet trip med Moby Dick – om navnet er inspireret af ham ved jeg ikke, men i mellem numrene, spilledes der passager fra historien om hvalen. Tja, koncerten var som sådan fed nok, men lysten til at gå på opdagelse i ny musik var ikke særlig stor sådan en søndag aften – det havde nok været bedre med noget kendt og trygt. Men det var da endnu en oplevelse til scrapbogen…

Kollektiv blog

Jeg har ved siden af Runkedoren oprettet Andenmarts som jeg kører i fællesskab med Edutten

Bare så i ved det

Den frie tankeassociation

Forleden lå jeg og talte får. Kunne nemlig ikke sove. Mr. Bean-metoden virkede åbenbart kun på film, så jeg måtte ty til andre metoder. Eller også bare acceptere, at mine tanker ikke var i sinde at konvertere til drømme, som de jo gerne skulle. Lå derfor og tænkte frit. Lod den ene tanke flyve over i den anden ved hjælp af de gængse associationsmetoder. Meget interessant at fundere lidt over, hvordan alle ens tanker hænger sammen i et multinetværk. Og hvordan én tanke er betinget af en anden.

Tænkte derfor at jeg ville prøve at ”eksperimentere” lidt. For hvad ville der ske, hvis jeg slet ikke tænkte? Hvis jeg så godt jeg kunne, prøvede at cleare min hjerne og bare lade ubetingede tanker komme til mig. For hvis min tankevirksomhed var passiv, måtte nye tanker jo nødvendigvis komme fra min underbevidsthed. Lidt populærvidenskabeligt hævdes det jo, at det bevidste sind kun rummer toppen af et stort isbjerg, og det underbevidste er alt det der er under vand (ca. 10% siger de kloge).

Rent teoretisk virkede det jo til, at jeg nu havde fundet en metode til at grave lidt dybere i mig selv. Udforske underbevidsthedens gemte skatte og lig. Håbede selvfølgelig på at finde den drøm, hvor jeg mødte Gud, og han forklarede mig meningen med livet eller
Selvom det hverken var meningen med livet eller noget andet graverende, jeg fandt frem til, var resultaterne dog alligevel fascinerende. For i ”seancen” poppede der personer og begivenheder frem, som jeg ikke havde skænket tanker i årevis. Som ud af det blå, og jeg kunne ikke tyde den trådlige association. Der er selvfølgelig én eller anden connection, men den må være supersonisk, for den gik åbenbart med en hastighed, hvor jeg ikke kunne nå at fange den.

Det der er interessant er at analysere på, hvorfor lige tankerne om de personer og begivenheder poppede op lige der. Der må jo være et link et eller andet sted. At de stadig har en plads i mine tankevirksomhed, er jo interessant, når det er ens tanker og oplevelser der er med til at definere ens identitet.

Pt. har jeg ikke dyrket disciplinen så meget - oftest ender det jo alligevel med at jeg falder i søvn :-)