For at supplere min hårdt udfordrede SU har jeg et studiejob. Dette handler i grove træk om at jeg skal lægge stillingsannoncer for forskellige virksomheder ind i en database der er tilgængelig via verdens vide net. Så kan annoncerne via nogle søgekriterier fremfindes af interesserede jobansøgere ude i det danske land. I databasen er stillingsannoncerne registreret med både de faglige, hårde kvalifikationer og de personlige, bløde kvalifikationer, der forventes for at man kan søge jobbet.
Førstnævnte giver udmærket mening, da man her fx kan registrere at en stilling kræver kendskab til Photoshop, Microsoft Word, elinstallationer eller personaleledelse. Altså ting man i nogen grad kan dokumentere eller bevise.
Sværere bliver det straks med de bløde kvalifikationer, der noget mere vævende. Flere virksomheder skriver fx i deres annoncer noget i stil med; ”Du skal have humor”, ”Du skal have et glimt i øjet” ”Du skal være innovativ”, , ”Du skal have udstråling” eller ”Du er en teamworker”. Mange af disse egenskaber er ikke lige noget man kan bevise man har. Eller omvendt kan det ikke modbevises at man ikke har, da det er meget subjektivt. Og det er vel de færreste ansøgere, der tænker ”Damn, jeg har ikke humor, så jeg kan ikke søge stillingen”. Og hvem siger i øvrigt at den humor man så er i besiddelse af, klinger med de andre ansattes humor? Mine forældre synes Linie 3 er humoristiske, men jeg tror ikke at Linie 3 ville føle sig velkomne på et ungt og nytænkende reklamebureau fx.
Og hvem i alverden bestemmer om en person har glimt i øjet? Jeg ser scenariet for mig: ansøgeren der kigger i spejlet og tænker: ”Kom nu øjne, glimt nu! Ellers kan jeg ikke få jobbet!”…og i samme kategori: ”Du skal have udstråling”. Men hvad for en udstråling? For jeg vil vove at påstå, at alle mennesker udstråler et eller andet. Om det er så en positiv og livselskende jeg-har-styr-på-det-hele-udstråling eller træd-på-mig-jeg-har-intet-selvværd-udstråling eller noget helt tredje. Kan man få en eller anden pudseklud der få ens øjne til at glimte og ens personlighed til at stråle?
Og innovativ og teamworker? Der er bullshit-bingo, og stillingsannoncerne rydder hele pladen. Angloficeringen er ikke kun eet teen-fænomen. Hvad er der fx galt med ”kreativ” og ”samarbejdsevner”.
Den bedste jeg dog har været ude for, var på min tidligere arbejdsplads, hvor de søgte en ny medarbejder. De havde åbenbart gået galt af flosklen, for de søgte en person der havde ”blink i øjet”. Så kan man forestille sig at ansøgerne til dette job, enten var storcharmører, der blinkede til alt og alle, eller fiskere der var blevet ramt af et af deres fiskeblink i øjet.
fredag, juni 23, 2006
torsdag, juni 22, 2006
Fodboldfeber
Jeg tror det for alvor startede efter Danmark havde vundet EM-finalen i 1992. Min interesse i fodbold. Som 13-15-årig var det på sit højeste. Jeg var besat. Hvor jævnaldrende piger havde plakater af Take That og New Kids on The Block hængende, havde jeg plakater af fodboldhold og klubhalstørklæder. Jeg gemte de kampprogrammer fra fodboldkampe jeg var til. Jeg kunne namedroppe hele Brøndbys trup INDEN de blev mainstream. Jeg abonnerede på Tipsbladet, som lå i min postkasse fredag. Hvor andre fredag eftermiddag jublede fordi de skulle ud og drikke sig fulde eller lign., drønede jeg hjem på min SCO-cykel for at læse det nye Tipsblad. Lørdag formiddag afleverede jeg min tipskupon i kiosken, og om eftermiddagen sad jeg trofast foran skærmen for at se Tipslørdag med engelske fodboldkampe og Tommy Troligans behagelige fynske røst. Dong-lyden der indikerede scoringer i de andre tipskampe vil stadig kunne give mig gåsehud. Resten af weekenden stod den ellers ofte på highlights fra den tyske Bundesliga-highlights den italienske Serie A og den spanske liga. Om søndagen overværede jeg ofte en dansk superliga- eller Køge Boldklub-kamp, for derefter at ræse hjem og se højdepunkterne i Sport i 2’eren, eller hvad det hed dengang.
På min daværende Amiga 500 blev der heller ikke skortet på fodboldspil. Svære kampe blev spillet i ”Kick Off 2”. I ”Sensible Soccer” lammetævede jeg ofte Fram Reykjavik med AC Milan med to-cifrede sejre, og designede mine egne hold. Fx et hold der bestod af min daværende 9. klasse hvor spilleren med mit navn selvfølgelig oftest kom på måltavlen. Det måtte være en slags kompensation for at jeg altid var sidst valgt i gymnastiktimerne. For de talenter jeg havde på computerskærmen, modsvarede ikke lige dem jeg havde på det virkelige grønne græs.
Jeg lavede også et 2. generationsindvandrerhold hvor alle havde muslimsk klingende navne, og jeg lavede et bonderøvshold; ”Skovbakken FC” med stjernespilleren Palle Tipkage. Udover den virtuelle aktivitet på grønsværen fandt jeg det også særdeles sjovt at operere ”bag kulisserne”. Fodboldmanagerspil var også i høj kurs og jeg husker stadig hvordan jeg med succes styrede engelske Stockport fra 3. division til Premier League over 15 sæsoner. Tal om virtuel klubfølelse.
Min fodboldbesættelse var dog bare en slags fase. Fra at se ALT i tv, der havde det mindste at gøre med fodbold reducerede min interesse sig langsomt til at nøjes med at se landskampe. Og her handlede det mindst lige så meget som selve stemningen og fællesskabet omkring en fodboldkamp end det handlede om selve fodboldspillet. Jeg tror at reduceringen skyldtes, at jeg i de samme år erhvervede mig en rigtig musiksmag. Så var der jo et nyt og interessant interessefelt der skulle dyrkes, og fodbolden trillede i baggrunden til fordel for amerikansk grunge og poppunk. Kurt Cobain var meget anti-sportsagtig, så det blev jeg også. Min eneste rigtige fodboldtrøje er faktisk den amerikanske landsholdstrøje anno 1994. Hvid med røde bølgede striber.
Pt. er jeg på et stadie, hvor min viden om fodbold kan ligge et meget lille sted. Jeg græder ikke over at misse en landskamp, og var det ikke for mediernes grove fokus på fodbold generelt, ville jeg ikke ane hvem der var dansk mester.
Min interesse er dog kun gemt, ikke glemt, for når der fx er VM (som der for de nøje observerende, er i øjeblikket) bliver min åbenbart latente besættelse vækket i mindre grad. Måske er jeg en sucker for mainstream, eller også har jeg bare gode diplomatiskle evner. Jeg begynder lige frem at gå op i det, frem for at være ignorant. I stedet for at whine over at DR og TV2 tilsidesætter andre prime time programmer til fordel for fodbold, prøver jeg i stedet at sætte mig ind i det og få det bedste ud af det. Jeg har som sagt stadig min latente interesse, jeg rent taktisk kan aktivere når der er behov for det. Og det er der lige nu. Havde det fx været en håndboldturnering eller Tour De France, som jeg aldrig nogen sinde har fattet det interessante i ville jeg ikke have samme forståelse.
Men hva’, det er jo ikke fordi at jeg i forvejen ville klynke over at gå glip af et afsnit ”Beverly Hills Classic” gendudsendt for 40. gang, ”Have Haves” eller et gammelt lystspil med Poul Reichardt.
Jeg er dog sikker på, at hvis mit 14. årige jeg havde mødt mit nuværende 27. årige jeg og set hvor fodboldignorant jeg kan være, ville han have fået et chok og kaldt mig for forræder, svans, eller det der var værre.
På min daværende Amiga 500 blev der heller ikke skortet på fodboldspil. Svære kampe blev spillet i ”Kick Off 2”. I ”Sensible Soccer” lammetævede jeg ofte Fram Reykjavik med AC Milan med to-cifrede sejre, og designede mine egne hold. Fx et hold der bestod af min daværende 9. klasse hvor spilleren med mit navn selvfølgelig oftest kom på måltavlen. Det måtte være en slags kompensation for at jeg altid var sidst valgt i gymnastiktimerne. For de talenter jeg havde på computerskærmen, modsvarede ikke lige dem jeg havde på det virkelige grønne græs.
Jeg lavede også et 2. generationsindvandrerhold hvor alle havde muslimsk klingende navne, og jeg lavede et bonderøvshold; ”Skovbakken FC” med stjernespilleren Palle Tipkage. Udover den virtuelle aktivitet på grønsværen fandt jeg det også særdeles sjovt at operere ”bag kulisserne”. Fodboldmanagerspil var også i høj kurs og jeg husker stadig hvordan jeg med succes styrede engelske Stockport fra 3. division til Premier League over 15 sæsoner. Tal om virtuel klubfølelse.
Min fodboldbesættelse var dog bare en slags fase. Fra at se ALT i tv, der havde det mindste at gøre med fodbold reducerede min interesse sig langsomt til at nøjes med at se landskampe. Og her handlede det mindst lige så meget som selve stemningen og fællesskabet omkring en fodboldkamp end det handlede om selve fodboldspillet. Jeg tror at reduceringen skyldtes, at jeg i de samme år erhvervede mig en rigtig musiksmag. Så var der jo et nyt og interessant interessefelt der skulle dyrkes, og fodbolden trillede i baggrunden til fordel for amerikansk grunge og poppunk. Kurt Cobain var meget anti-sportsagtig, så det blev jeg også. Min eneste rigtige fodboldtrøje er faktisk den amerikanske landsholdstrøje anno 1994. Hvid med røde bølgede striber.
Pt. er jeg på et stadie, hvor min viden om fodbold kan ligge et meget lille sted. Jeg græder ikke over at misse en landskamp, og var det ikke for mediernes grove fokus på fodbold generelt, ville jeg ikke ane hvem der var dansk mester.
Min interesse er dog kun gemt, ikke glemt, for når der fx er VM (som der for de nøje observerende, er i øjeblikket) bliver min åbenbart latente besættelse vækket i mindre grad. Måske er jeg en sucker for mainstream, eller også har jeg bare gode diplomatiskle evner. Jeg begynder lige frem at gå op i det, frem for at være ignorant. I stedet for at whine over at DR og TV2 tilsidesætter andre prime time programmer til fordel for fodbold, prøver jeg i stedet at sætte mig ind i det og få det bedste ud af det. Jeg har som sagt stadig min latente interesse, jeg rent taktisk kan aktivere når der er behov for det. Og det er der lige nu. Havde det fx været en håndboldturnering eller Tour De France, som jeg aldrig nogen sinde har fattet det interessante i ville jeg ikke have samme forståelse.
Men hva’, det er jo ikke fordi at jeg i forvejen ville klynke over at gå glip af et afsnit ”Beverly Hills Classic” gendudsendt for 40. gang, ”Have Haves” eller et gammelt lystspil med Poul Reichardt.
Jeg er dog sikker på, at hvis mit 14. årige jeg havde mødt mit nuværende 27. årige jeg og set hvor fodboldignorant jeg kan være, ville han have fået et chok og kaldt mig for forræder, svans, eller det der var værre.
mandag, juni 19, 2006
Roskilde Festival playliste
Roskilde Festivalen nærmer sig. I mine øjne et meget spændende musikprogram. Traditionen tro er der en masse sikre navne, en masse måske-navne, og så en masse ukendte navne som lyder interessante nok til at man vil checke dem ud, hvis det lige passer ind i ens rute. Men traditionen tro får man heller ikke set alt det man har sat kryds ud for, da det kan være svært at bevæge sig fra sin komfortable lejr. Anyway, listefreak som jeg er, har jeg lavet en kronologisk gennemgang af de bands, der skal helt sikkert og måske skal ses
Mandag:
15:00: The Unit (Pavilion Jr.) – Kender dem egentlig ikke, men de er signet på Play/Rec hvilket er et stempel i sig selv
16:30: Lis Er Stille (Pavilion Jr.) – kender dem egentlig heller ikke, men bandnavnet er så tilpas skævt og dejligt, at jeg håber musikken er lige så
18:00: Song To The Siren (Pavilion Jr.) – Skal primært checkes ud, da den ene guitarist er min gamle ven og bandmate gennem 5 år. Musikken er dog også fed, stenet og med en forsanger der giver sig 110% til hvert et show
Tirsdag:
18:00: Menfolk (Pavilion Jr.) – Også et Play/Rec-act og også med et bandmedlem, der er en gammel ven og bandmate af mig. Bandet spiller larmende ”math-rock” og består af 2 (!) bassister, en trommeslager og en guitarist.
Torsdag:
17:30: Editors (Odeon) – Britisk indie-lort. Men der er lidt Interpol over det, og det er ganske catchy.
18:00: Magtens Korridorer (Orange Scene) – den officielle åbner af festivalen, og samtidig et af de mest folkelige og mest bredt appellerende bands på festivalen. På trods af Boogie-airplay føler jeg ingen skam i min stolthed ved at synge med på ”Lorteparforhold” og den slags. Men glæder mig nu også til ”Hestevisen”
20:30: Barra Head (Pavilion) – jeg vil være realistisk og mene, at jeg sikkert ikke får dem set. Men BH er det 3. Play/Rec-signede band på festivalen. De leverer også en slags skramlet post-rock
22:00: Guns N’ Roses (Orange Scene) – mest for at se giraffen, men også den nostalgiske værdi i at se en af sine ungdoms idoler
22:30: Sigur Ros (Arena) – Får dem nok ikke set, men det er i mine øjne og ører også musik der kræver det rette mood og en dedikation over gennemsnittet. I mine ører fungerer deres musik derhjemme på anlægget perfekt som soundtrack til dagdrømmeri, afslapning og sex…
Fredag:
12:00: Veto (Odeon) – Endnu et hypet dansk band, som jeg kunne forestille mig at jeg blev hevet med op at se
14:00: Volbeat (Odeon) – Danske metallere, der umiddelbart skider på fancy trends inden for metalgenren og leverer en meget retro-agtig version af genren. Dog med en integritet, så det ikke virker som nogle sørgelige nostalgikere der prøver at holde fast i noget der var. Og så bliver jeg altid lidt glad i låget når jeg hører deres version af ”I only wanna be with you”
16:00 L.O.C. (Arena) – synes nu han gør det meget godt, og på trods af mine aversioner over for stort hiphopkluns og stereotype rappere, kan jeg nu godt finde på at kaste nogle håndtegn mod scenen. Har dog ikke ordentlig motorik i fingrene til at lave de mest avancerede af slagsen
17:30: Front 242 (Metropol) – belgisk electronica noget som jeg kender en del der digger. Min manglende selvstændighed gør at jeg måske joiner dem
19:00: Morrissey (Orange Scene) – Når misantropi bliver hyggeligt. Den gamle weltschmerz-crooner med det store hår er også et af mine hovednavne.
02:00: Kashmir (Arena) – for good ol’ times sake. Lad mig kraftigt pointere, at jeg også kunne lide dem INDEN “The Good Life”
Lørdag:
12:30: Spleen Utd. (Odeon) – håber at resten af festivalen har tænkt sig at sove længe lørdag formiddag, så man kan få en plads til de danske synthrockere. De har nogle ret catchy tunes, men i længden virker numrene ret monotone
14:00: Sterling (Pavilion) – mest af alt fordi deres navn er mit mellemnavn, hvis man bytter et enkelt bogstav ud. Men også fordi de synger på dansk, og har lavet en lækker version af Depeche Mode’s ”Dreaming of Me”
17:00: Deftones (Orange Scene) – endnu en storfavorit, der endnu engang er malplaceret (i 2001 spillede de på samme scene på nogenlunde samme tidspunkt på dagen) ved at skulle spille på den største scene mens solen stadig står højt på himlen. I mine øjne passer bandets lettere dystre udtryk og forsanger Morenos ”hviskestemme” til mere til mørkere og intime omgivelser. Hvis Mister Antrop’en himself Morrissey stadig befinder sig på festivalpladsen, kan de jo helt oplagt hive ham frem og fremføre ”Please please please let me”, som De Døve Toner har lavet en glimragende coverversion af
19:00: Primal Scream (Orange Scene) – vi ender nok med at blive stående ved Orange Scene, da flertallet er til PS som jeg dog kun kender et enkelt nummer med
22:30: TOOL (Orange Scene) – også en storfavorit. Alle taler om Tools koncert i 2001 som én af de mest epokegørende inden for live-performances hvad angår god lyd. Jeg husker den også værende som nærmest en playback af deres cd’er. Alle snakker om hvor fed netop den koncert vil blive, så det er nok svært ikke at undgå at blive skuffet. Men håber dog endnu en gang på en visuel og lydmæssig eksplosion der vil gå over i historien.
23:00: Under Byen (Odeon) – Jeg kommer pga. Tool nok ikke til at se UB, men de bør nævnes alligevel. Noget af det mest unikke som Danmark har at byde på, og en eller anden svaghed har jeg for deres særegne musik, de skæve tekster og forsangerindens spinkle vokaler. Ligesom fx Sigur Ros er deres musik også noget, der kræver et speciel mood. Og med en hel lørdags indtagelse af dåseøl og solstik, er jeg nok blevet for bøvet og dum til eftertænksom musik…
02:00: HIM (Arena) – jeg forventer ikke at kunne holde mig oprejst til lørdagens finale, som musikmæssigt evt. kunne blive finske HIM. Jeg går ud fra, at der vil være flertal af drivvåde sortklædte tøsebørn til at glo på forsangeren og sympatisere med hans weltschmerz, men udover det har de et par ok melodier til ens popøre.
Søndag:
18:00: Placebo (Arena) – Mine sidst spillende storfavoritter som sikkert propper Arena-scenen som Muse gjorde det for to år siden. Muligvis det band jeg har det tætteste forhold til af dem der spiller i år. Deres seneste udspil ”Meds” er langt fra det bedste de har præsteret, så jeg håber at det kun er få sange derfra der er på setlisten. Og så forventer jeg i øvrigt, at de også hiver Morrissey med på scenen og synger ”Bigmouth Strikes Again” og får livet op i ”Nancyboy” igen, som var grunden til at jeg for 10 år siden lærte dem at kende…
20:15: Raconteurs (Odeon) – jeg har allerede fået deres hit ”Steady as she goes” på hjernen, så de er et oplagt alternativ, mens vi venter på:
21:30: Roger Waters (Orange Scene) – han har lovet at opføre ”Dark Side of the Moon”, hvilket jeg dog har et lidt ambivalent forhold til. Fedt, fordi at det bliver en koncert præget af helhed og kronologi. Ufedt, fordi man dermed er helt bevidst om setlisten, og at andre store Pink Floyd-numre derfor ikke bliver spillet.
Har jeg glemt nogle? Ja, helt sikkert. Regner da også med at forlade festivalpladsen med en koncerthistorik der langt fra ligner ovenstående.
Mandag:
15:00: The Unit (Pavilion Jr.) – Kender dem egentlig ikke, men de er signet på Play/Rec hvilket er et stempel i sig selv
16:30: Lis Er Stille (Pavilion Jr.) – kender dem egentlig heller ikke, men bandnavnet er så tilpas skævt og dejligt, at jeg håber musikken er lige så
18:00: Song To The Siren (Pavilion Jr.) – Skal primært checkes ud, da den ene guitarist er min gamle ven og bandmate gennem 5 år. Musikken er dog også fed, stenet og med en forsanger der giver sig 110% til hvert et show
Tirsdag:
18:00: Menfolk (Pavilion Jr.) – Også et Play/Rec-act og også med et bandmedlem, der er en gammel ven og bandmate af mig. Bandet spiller larmende ”math-rock” og består af 2 (!) bassister, en trommeslager og en guitarist.
Torsdag:
17:30: Editors (Odeon) – Britisk indie-lort. Men der er lidt Interpol over det, og det er ganske catchy.
18:00: Magtens Korridorer (Orange Scene) – den officielle åbner af festivalen, og samtidig et af de mest folkelige og mest bredt appellerende bands på festivalen. På trods af Boogie-airplay føler jeg ingen skam i min stolthed ved at synge med på ”Lorteparforhold” og den slags. Men glæder mig nu også til ”Hestevisen”
20:30: Barra Head (Pavilion) – jeg vil være realistisk og mene, at jeg sikkert ikke får dem set. Men BH er det 3. Play/Rec-signede band på festivalen. De leverer også en slags skramlet post-rock
22:00: Guns N’ Roses (Orange Scene) – mest for at se giraffen, men også den nostalgiske værdi i at se en af sine ungdoms idoler
22:30: Sigur Ros (Arena) – Får dem nok ikke set, men det er i mine øjne og ører også musik der kræver det rette mood og en dedikation over gennemsnittet. I mine ører fungerer deres musik derhjemme på anlægget perfekt som soundtrack til dagdrømmeri, afslapning og sex…
Fredag:
12:00: Veto (Odeon) – Endnu et hypet dansk band, som jeg kunne forestille mig at jeg blev hevet med op at se
14:00: Volbeat (Odeon) – Danske metallere, der umiddelbart skider på fancy trends inden for metalgenren og leverer en meget retro-agtig version af genren. Dog med en integritet, så det ikke virker som nogle sørgelige nostalgikere der prøver at holde fast i noget der var. Og så bliver jeg altid lidt glad i låget når jeg hører deres version af ”I only wanna be with you”
16:00 L.O.C. (Arena) – synes nu han gør det meget godt, og på trods af mine aversioner over for stort hiphopkluns og stereotype rappere, kan jeg nu godt finde på at kaste nogle håndtegn mod scenen. Har dog ikke ordentlig motorik i fingrene til at lave de mest avancerede af slagsen
17:30: Front 242 (Metropol) – belgisk electronica noget som jeg kender en del der digger. Min manglende selvstændighed gør at jeg måske joiner dem
19:00: Morrissey (Orange Scene) – Når misantropi bliver hyggeligt. Den gamle weltschmerz-crooner med det store hår er også et af mine hovednavne.
02:00: Kashmir (Arena) – for good ol’ times sake. Lad mig kraftigt pointere, at jeg også kunne lide dem INDEN “The Good Life”
Lørdag:
12:30: Spleen Utd. (Odeon) – håber at resten af festivalen har tænkt sig at sove længe lørdag formiddag, så man kan få en plads til de danske synthrockere. De har nogle ret catchy tunes, men i længden virker numrene ret monotone
14:00: Sterling (Pavilion) – mest af alt fordi deres navn er mit mellemnavn, hvis man bytter et enkelt bogstav ud. Men også fordi de synger på dansk, og har lavet en lækker version af Depeche Mode’s ”Dreaming of Me”
17:00: Deftones (Orange Scene) – endnu en storfavorit, der endnu engang er malplaceret (i 2001 spillede de på samme scene på nogenlunde samme tidspunkt på dagen) ved at skulle spille på den største scene mens solen stadig står højt på himlen. I mine øjne passer bandets lettere dystre udtryk og forsanger Morenos ”hviskestemme” til mere til mørkere og intime omgivelser. Hvis Mister Antrop’en himself Morrissey stadig befinder sig på festivalpladsen, kan de jo helt oplagt hive ham frem og fremføre ”Please please please let me”, som De Døve Toner har lavet en glimragende coverversion af
19:00: Primal Scream (Orange Scene) – vi ender nok med at blive stående ved Orange Scene, da flertallet er til PS som jeg dog kun kender et enkelt nummer med
22:30: TOOL (Orange Scene) – også en storfavorit. Alle taler om Tools koncert i 2001 som én af de mest epokegørende inden for live-performances hvad angår god lyd. Jeg husker den også værende som nærmest en playback af deres cd’er. Alle snakker om hvor fed netop den koncert vil blive, så det er nok svært ikke at undgå at blive skuffet. Men håber dog endnu en gang på en visuel og lydmæssig eksplosion der vil gå over i historien.
23:00: Under Byen (Odeon) – Jeg kommer pga. Tool nok ikke til at se UB, men de bør nævnes alligevel. Noget af det mest unikke som Danmark har at byde på, og en eller anden svaghed har jeg for deres særegne musik, de skæve tekster og forsangerindens spinkle vokaler. Ligesom fx Sigur Ros er deres musik også noget, der kræver et speciel mood. Og med en hel lørdags indtagelse af dåseøl og solstik, er jeg nok blevet for bøvet og dum til eftertænksom musik…
02:00: HIM (Arena) – jeg forventer ikke at kunne holde mig oprejst til lørdagens finale, som musikmæssigt evt. kunne blive finske HIM. Jeg går ud fra, at der vil være flertal af drivvåde sortklædte tøsebørn til at glo på forsangeren og sympatisere med hans weltschmerz, men udover det har de et par ok melodier til ens popøre.
Søndag:
18:00: Placebo (Arena) – Mine sidst spillende storfavoritter som sikkert propper Arena-scenen som Muse gjorde det for to år siden. Muligvis det band jeg har det tætteste forhold til af dem der spiller i år. Deres seneste udspil ”Meds” er langt fra det bedste de har præsteret, så jeg håber at det kun er få sange derfra der er på setlisten. Og så forventer jeg i øvrigt, at de også hiver Morrissey med på scenen og synger ”Bigmouth Strikes Again” og får livet op i ”Nancyboy” igen, som var grunden til at jeg for 10 år siden lærte dem at kende…
20:15: Raconteurs (Odeon) – jeg har allerede fået deres hit ”Steady as she goes” på hjernen, så de er et oplagt alternativ, mens vi venter på:
21:30: Roger Waters (Orange Scene) – han har lovet at opføre ”Dark Side of the Moon”, hvilket jeg dog har et lidt ambivalent forhold til. Fedt, fordi at det bliver en koncert præget af helhed og kronologi. Ufedt, fordi man dermed er helt bevidst om setlisten, og at andre store Pink Floyd-numre derfor ikke bliver spillet.
Har jeg glemt nogle? Ja, helt sikkert. Regner da også med at forlade festivalpladsen med en koncerthistorik der langt fra ligner ovenstående.
”Man skal elske sig selv, før man kan elskes af andre”.
Endnu en floskel til behandling: ”Man skal elske sig selv, før man kan elskes af andre”. Ved ikke helt hvor den stammer fra. Jeg ville dog lige vende den om og sige ”Man skal elskes af andre, før man kan elske sig selv”. For hvor kommer vores selvværd (eller mangel på samme) egentlig fra for det meste? Det kommer i hvert fald ikke ud af det blå, men er nærmere et resultat af vores opvækst og opdragelse.
Er man vokset op med kærlighed og forældre og venner der elskede og accepterede én 100% for den man var og de valg man har truffet, er det klart at man vil få bedre odds i livet. For sådan en person har lært at hvile i sig selv. Så det med at man skal elske sig selv før man kan elskes af andre har da en hvis grad af sandhed. Men at kunne elske sig selv er en evne der i høj grad også er betinget af andre, som jeg ser det. Så hvad kom først, hønen eller ægget?
Er man vokset op med kærlighed og forældre og venner der elskede og accepterede én 100% for den man var og de valg man har truffet, er det klart at man vil få bedre odds i livet. For sådan en person har lært at hvile i sig selv. Så det med at man skal elske sig selv før man kan elskes af andre har da en hvis grad af sandhed. Men at kunne elske sig selv er en evne der i høj grad også er betinget af andre, som jeg ser det. Så hvad kom først, hønen eller ægget?
fredag, juni 16, 2006
Crazy ass taxichauffør
På vej hjem fra arbejde holdt jeg på min cykel for rødt. Jeg hørte noget tumult bag mig, og kiggede tilbage. En bilist var stået ud af sin bil for at gøre "nabobilisten" (en taxachauffør, der muligvis var somalier) opmærksom på at han dyttede meget eller noget i den stil. Den irettesættelse brød taxichaufføren sig åbenbart ikke om (hvis han overhovedet forstod den, så han begyndte at åbne bildøren op i hovedet på den anden. Det udmundede sig i noget håndgemæng hvor taxichaufføren prøvede at komme ud af bilen, mens den anden prøvede at holde døren lukket.
Taxichaufføren kom endelig ud, og håndgemænget fortsatte. Den anden virkede til at opgive sit foretagende, da hans irettesættelser prellede af, og ville vende tilbage til sin egen bil. Men taxichaufføren var åbenbart ikke færdig. Det næste jeg så, var at han gik mod bagagerummet for at hente noget. Tilbage kom han med en jernstang, og målrettet gik han efter den anden. På trods af at det var et befærdet lyskryds med både bilister, cyklister og gågængere, og dermed masser af potentielle vidner, virkede taxichaufføren fuldstændig kold. Han ville bare smadre den anden, nu hvor han havde tilladt sig at irettesætte hans kørsel. Det blev til lidt småslag, førend end mand kom imellem dem, og den anden fik flygtet ind i sin bil, og kørt væk...
Pas på, næste gang du siger noget om din taxichaufførs kørsel...
Taxichaufføren kom endelig ud, og håndgemænget fortsatte. Den anden virkede til at opgive sit foretagende, da hans irettesættelser prellede af, og ville vende tilbage til sin egen bil. Men taxichaufføren var åbenbart ikke færdig. Det næste jeg så, var at han gik mod bagagerummet for at hente noget. Tilbage kom han med en jernstang, og målrettet gik han efter den anden. På trods af at det var et befærdet lyskryds med både bilister, cyklister og gågængere, og dermed masser af potentielle vidner, virkede taxichaufføren fuldstændig kold. Han ville bare smadre den anden, nu hvor han havde tilladt sig at irettesætte hans kørsel. Det blev til lidt småslag, førend end mand kom imellem dem, og den anden fik flygtet ind i sin bil, og kørt væk...
Pas på, næste gang du siger noget om din taxichaufførs kørsel...
torsdag, juni 15, 2006
”Med ærlighed kommer man langt”
”Med ærlighed kommer man langt” er et andet godt ordsprog. Dette valgte den pædofile indsatte at leve efter, og han røg da også langt ned af gangen på den intensive da han var ærlig over for sine medindsatte og fortalte hvad han sad i fængsel for.
onsdag, juni 14, 2006
tirsdag, juni 13, 2006
”Alt godt kommer til den der venter”
”Alt godt kommer til den der venter” lyder et ”klogt” ordsprog. Men hvor længe er det så meningen man skal vente? Hvis man føler man har ventet hele sit liv, og det gode så først kommer til én, når man ligger på sit dødsleje, var det så ventetiden værd?
Jeg vil have gode ting NU!
Jeg vil have gode ting NU!
mandag, juni 12, 2006
Prison Break
Jeg er trofast seer af "Prison Break". Nu hvor Jack Bauer fra "24 Timer" har forladt mig til fordel for et liv under jorden, bliver mit behov for thrill og suspence opfyldt af Michael Scofield og hans skaldede inmate-sjukker. Scofield, der i øvrigt holder hovedet lige så iskoldt som Bauer i ekstremt pressede situationer på trods af at han har en baggrund som bygningsingeniør og ikke som CTU-agent. (Gad vide om den serie egentlig ikke er en god ambassadør for ingeniørbranchen?).
Serien handler i korte træk om den uskyldig dømte Lincoln Burrows, der sidder på dødsgangen i et fængsel og afventer sin henrettelse. Ovennævnte Scofield er den dødsdømtes bor, der bevidst fuckede et bankrøveri op, så han kunne sættes bag tremmer i samme fængsel, og dermed redde ham ud. Tricket er nemlig, at Scofield, der er et teknisk begavet vidunder, har været med til at designe fængslet i sin tid, og dermed ved hvilke knapper der skal trykkes på i kampen for at flygte fra fængslet. Som var det en anden Memento-film har han fået overtatoveret sin krop med vigtige informationer. I dette tilfælde tekniske tegninger af fængslet, da det åbenbart var den eneste måde for ham at smugle viden om fængslets design ind på. Ja, han ofrer sig for den sag, og samtidig får hans overtudsede krop hans råheds-faktor i fængslet til at stige med flere grader. To fluer med eet smæk!
Udenfor murene er venner og bekendte af dødsdømte Burrows i gang med at optrevle det komplot, der tilsyneladende har fået sendt manden bag tremmer. Her ses jakkesætsklædte Secret Service agenter sendt af regeringen, der konstant er på jagt efter vores good guys, for at forhindre at det korrupte komplot bliver afsløret. Agenterne dræber, uden at fortrække en mine i en større sags tjeneste. Det vrimler generelt med meget kølige psyker i den serie. Stol aldrig på en mand i jakkesæt, må moralen være.
Indtil videre har en god del mennesker ladt livet i serien, og det er både "good guys" og "bad guys". Sidstnævnte lærer vi at nære antipati over for, så deres død er bare en lækker detalje. På trods af, at der sikkert sidder en fiktiv familie et sted bag kulisserne og græder snot og råber "whyyyyy?".Men så længe det ikke er vores uskyldigt dømte hovedperson eller hans altopofrende ingeniør-bror der dør, så op i røven med alle de andre uskyldige liv, der er mistet i netop deres sag. Og sådan er det i øvrigt med en god del amerikanske film. Så længe hovedpersonerne overlever og ender med at snave med hinanden. Så længe enden er god er alting godt.
Serien handler i korte træk om den uskyldig dømte Lincoln Burrows, der sidder på dødsgangen i et fængsel og afventer sin henrettelse. Ovennævnte Scofield er den dødsdømtes bor, der bevidst fuckede et bankrøveri op, så han kunne sættes bag tremmer i samme fængsel, og dermed redde ham ud. Tricket er nemlig, at Scofield, der er et teknisk begavet vidunder, har været med til at designe fængslet i sin tid, og dermed ved hvilke knapper der skal trykkes på i kampen for at flygte fra fængslet. Som var det en anden Memento-film har han fået overtatoveret sin krop med vigtige informationer. I dette tilfælde tekniske tegninger af fængslet, da det åbenbart var den eneste måde for ham at smugle viden om fængslets design ind på. Ja, han ofrer sig for den sag, og samtidig får hans overtudsede krop hans råheds-faktor i fængslet til at stige med flere grader. To fluer med eet smæk!
Udenfor murene er venner og bekendte af dødsdømte Burrows i gang med at optrevle det komplot, der tilsyneladende har fået sendt manden bag tremmer. Her ses jakkesætsklædte Secret Service agenter sendt af regeringen, der konstant er på jagt efter vores good guys, for at forhindre at det korrupte komplot bliver afsløret. Agenterne dræber, uden at fortrække en mine i en større sags tjeneste. Det vrimler generelt med meget kølige psyker i den serie. Stol aldrig på en mand i jakkesæt, må moralen være.
Indtil videre har en god del mennesker ladt livet i serien, og det er både "good guys" og "bad guys". Sidstnævnte lærer vi at nære antipati over for, så deres død er bare en lækker detalje. På trods af, at der sikkert sidder en fiktiv familie et sted bag kulisserne og græder snot og råber "whyyyyy?".Men så længe det ikke er vores uskyldigt dømte hovedperson eller hans altopofrende ingeniør-bror der dør, så op i røven med alle de andre uskyldige liv, der er mistet i netop deres sag. Og sådan er det i øvrigt med en god del amerikanske film. Så længe hovedpersonerne overlever og ender med at snave med hinanden. Så længe enden er god er alting godt.
tirsdag, juni 06, 2006
At mindes 1994
Jeg har i weekenden besøgt forældrene i Køge. Den lille hyggelige provinsby jeg voksede op i, og hvor jeg trådte mine barndoms Kangaroos-sko (i ved, de smarte gummisko med lommer), og mine teen-års Converse All Stars. Søndag fik jeg lyst til at cruise en tur i faderens Ford Escort. Ingen cruising uden musik, og da der kun var lokalradio og båndafspiller med kassettebånd med min fars tvivlsomme musiksmag, var jeg på dybt vand. Heldigvis kunne jeg grave et af mine gamle kassettebånd frem fra handskerummet. Et bånd der havde sin storhedstid i året 1994 (plus/minus), hvor der blev optaget hits fra Tjeklisten, Radio Køge og lign. og udgjorde derfor et passende lille soundtrack til mit road trip down memory lane…og Køge og omegns stille landeveje.
Så mens jeg passerede lokationer, der mindede mig om stunder i 90’erne, lyttede jeg til sange der gjorde det samme. På trods af, at jeg ikke havde hørt en del af sangene i mange år, kunne jeg synge og rappe med på de fleste. Jeg er glad for, at jeg var alene i bilen, for jeg er sikker på, at jeg har ramt samtlige falske toner, der findes inden for den kromatiske 12-toners skala.
Der var flertal af sange inden for genren eurodance som fx Twenty 4 Seven, Basic Element og Magic Affair. Der var East 17 med ”Allright” som jeg selv havde ringet og bestilt hos Radio Køge. Lidt poppet rap som Snoop Doggy Dogg, K7 og Salt N Pepa. Af en eller anden grund havde jeg et mindre crush på Pepa, og kunne nærmest blive jaloux, når de sang ”Let’s talk about sex”.
Der var mere alternativ rock, bl.a. optaget fra Det Elektriske Barometer, fx Urban Dance Squad (som kunne have været det hollandske svar på Rage Against The Machine), Beck med ”Loser” og Nirvana med ”All Apologies”
Der var optaget min ”radio-debut”, hvor jeg telefonisk var live i Radio Køge til en konkurrence, hvor jeg skulle sige hvad Take That, M-People og Manchester Utd. havde til fælles. Med en total skælvende og stammende stemme, kom jeg med det rigtige svar til den kække radiovært Kurt. Havde det ikke været fordi at jeg sad med min fod på fodpedalerne, mens jeg genhørte dette, havde jeg godt nok krummet tæer i en grad, der kunne resultere i et mindre biluheld..
Alt dette kom skrattende ud af højtalerne mens jeg passerede stedet hvor jeg gik på handelsskole, lokalerne hvor jeg spillede skæv eksperimentalrock med mit daværende ”band” Murmeldyrene, og haverne hvor jeg havde leget som yngre.
Nostalgi er noget værre noget. Minderne fra dengang var så ekstremt lyserøde og problemfrie, selvom det højst sandsynligt ikke var sådan jeg oplevede det dengang. Gad vide om minderne fra 2006 vil være lige så lyserøde, når jeg en dag om 10 års tid kommer i det nostalgiske mood..
Jeg er stadig lidt under påvirkning af bacheloropgaveskrivningens strenge formalia, så jeg kan ikke rigtigt nævne for mange ubekendte faktorer uden at jeg kommer med kilder.
Derfor:
Kildefortegnelse:
http://www.kangaroos.com/uk/
http://www.converse.com/
http://www.ford.com/en/default.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/Chromatic
http://www.danceartistinfo.com/twenty47.htm
http://www.danceartistinfo.com/basic.htm
http://www.danceartistinfo.com/magic.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/East_17
http://www.radio-koege.dk/
http://www.snoopdogg.com/
http://www.dapslyrics.com/display.php?sid=3966
http://www.dr.dk/P3/Tjeklisten/
http://www.dr.dk/skum/barometer/index.asp
http://www.raft.vmg.co.uk/uds/
http://www.beck.com/
http://www.ratm.com/
http://www.khs.dk/
http://www.nirvana-music.com/
http://www.take-that.co.uk/
http://en.wikipedia.org/wiki/M_People
http://www.manutd.com/
Så mens jeg passerede lokationer, der mindede mig om stunder i 90’erne, lyttede jeg til sange der gjorde det samme. På trods af, at jeg ikke havde hørt en del af sangene i mange år, kunne jeg synge og rappe med på de fleste. Jeg er glad for, at jeg var alene i bilen, for jeg er sikker på, at jeg har ramt samtlige falske toner, der findes inden for den kromatiske 12-toners skala.
Der var flertal af sange inden for genren eurodance som fx Twenty 4 Seven, Basic Element og Magic Affair. Der var East 17 med ”Allright” som jeg selv havde ringet og bestilt hos Radio Køge. Lidt poppet rap som Snoop Doggy Dogg, K7 og Salt N Pepa. Af en eller anden grund havde jeg et mindre crush på Pepa, og kunne nærmest blive jaloux, når de sang ”Let’s talk about sex”.
Der var mere alternativ rock, bl.a. optaget fra Det Elektriske Barometer, fx Urban Dance Squad (som kunne have været det hollandske svar på Rage Against The Machine), Beck med ”Loser” og Nirvana med ”All Apologies”
Der var optaget min ”radio-debut”, hvor jeg telefonisk var live i Radio Køge til en konkurrence, hvor jeg skulle sige hvad Take That, M-People og Manchester Utd. havde til fælles. Med en total skælvende og stammende stemme, kom jeg med det rigtige svar til den kække radiovært Kurt. Havde det ikke været fordi at jeg sad med min fod på fodpedalerne, mens jeg genhørte dette, havde jeg godt nok krummet tæer i en grad, der kunne resultere i et mindre biluheld..
Alt dette kom skrattende ud af højtalerne mens jeg passerede stedet hvor jeg gik på handelsskole, lokalerne hvor jeg spillede skæv eksperimentalrock med mit daværende ”band” Murmeldyrene, og haverne hvor jeg havde leget som yngre.
Nostalgi er noget værre noget. Minderne fra dengang var så ekstremt lyserøde og problemfrie, selvom det højst sandsynligt ikke var sådan jeg oplevede det dengang. Gad vide om minderne fra 2006 vil være lige så lyserøde, når jeg en dag om 10 års tid kommer i det nostalgiske mood..
Jeg er stadig lidt under påvirkning af bacheloropgaveskrivningens strenge formalia, så jeg kan ikke rigtigt nævne for mange ubekendte faktorer uden at jeg kommer med kilder.
Derfor:
Kildefortegnelse:
http://www.kangaroos.com/uk/
http://www.converse.com/
http://www.ford.com/en/default.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/Chromatic
http://www.danceartistinfo.com/twenty47.htm
http://www.danceartistinfo.com/basic.htm
http://www.danceartistinfo.com/magic.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/East_17
http://www.radio-koege.dk/
http://www.snoopdogg.com/
http://www.dapslyrics.com/display.php?sid=3966
http://www.dr.dk/P3/Tjeklisten/
http://www.dr.dk/skum/barometer/index.asp
http://www.raft.vmg.co.uk/uds/
http://www.beck.com/
http://www.ratm.com/
http://www.khs.dk/
http://www.nirvana-music.com/
http://www.take-that.co.uk/
http://en.wikipedia.org/wiki/M_People
http://www.manutd.com/
Joan Ørtings medmenneskelige råd...
Er dette mon en af grundene til at jeg har svært ved at tage Joan Ørting helt seriøst?
"Du er inviteret til denne jord ligesom alle andre mennesker, og du har noget til verden som er din særlige gave. Ud af 40.000 sædceller var du den ene sædcelle der nåede ægget i din mors livmoder og brød igennem skallen. Vejen op til ægget var lige så lang for dig som sædcelle, som hvis du i dag går 35 km. "
fra http://ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article198966.ece
"Du er inviteret til denne jord ligesom alle andre mennesker, og du har noget til verden som er din særlige gave. Ud af 40.000 sædceller var du den ene sædcelle der nåede ægget i din mors livmoder og brød igennem skallen. Vejen op til ægget var lige så lang for dig som sædcelle, som hvis du i dag går 35 km. "
fra http://ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article198966.ece
søndag, juni 04, 2006
Ny alternativ behandlingsform - spilomologi
En skimning af en provinsiel lokalavis vidnede om den ene kreative salgsannonce efter den anden, der alle havde til hensigt at reklamere for alternative terapiformer. På få sider kunne man blive klog på hvordan kranio-sakral terapi, organmassage, clairvoyance og andet godt kunne hjælpe én til at få et mere kvalitetspræget liv når nu den ugentlige bingotur og Familiejournalen ikke mere kunne gøre det for én.
Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg ikke giver et flyvende knald for den slags terapiformer. I mine øjne er det svindel og humbug og udnyttelse af naive mennesker. Men hvis der er kunder til det, og man kan få en plovmand for en halv times session, er det måske ikke så dumt at slå sig ned med en lignende praksis, for at supplere den hård trængte SU.
Jeg tror nogenlunde jeg har opskriften på succes’en:
Man finder et eller andet fænomen, og påstår at det er skæbnebetinget. Nu er navne (numerologi), boligindretning (feng shui) og stjernetegn (astrologi) jo allerede optaget, så hvad kan man ellers finde på, der kan hjælpe en til at udstråle en perfekt aura, der gør at man får et lykkeligt liv?
Det er i sig selv ligegyldigt, hvad det er, bare man kan virke troværdig og overbevisende nok.
Et eksempel kunne være at man påstod at antallet og placeringen af ens modermærker havde betydning for ens livskvalitet og skæbne. Behandlingsformen kunne være noget i retning med at behandleren havde en ”birthmark-equalizer”, der havde til hensigt at ”bedøve” de modermærker, der jf. en modermærkeanalyse, gav den dårlige karma. Denne birthmark-equalizer skulle evt. bare være en lille camoufleret lommelygte, der kunne lyse med rødt og dermed virke meget laser-agtig og troværdig.
Modermærketerapi ville lyde for dansk og ordinært. Der er vist mere tiltro til behandlingsformer, der har et navn der klinger enten latinsk, kinesisk eller græsk. Det græske ord for modermærke er spilom, så behandlingsformen kan vel meget passende hedde spilomologi
Der er stor sandsynlighed for, at spilomologi ikke vil have virkning, og man vil evt. blive kontaktet af utilfredse kunder. Da humør og livskvalitet er ting, der er meget svært at måle sådan rent videnskabeligt, vil det altid være påstand mod påstand. Kunden ville måske sige, ”det virker ikke, jeg tror ikke på det”, hvortil man kan svare: ”kan du bevise, at det IKKE virker”. Lidt ligesom den der med om hvorvidt der findes spøgelser. Man kan ikke bevise, at de findes, men man kan heller ikke bevise, at de IKKE findes.
Desuden kan man altid slå et slag for placebo-effekten, og den autoritetsrolle man som terapeut automatisk vil påtage sig i forhold til naive folk med ond i livet. For har en klient først henvendt sig til en spilomolog, er der gode odds for at denne er et nemt narreoffer.
Er der stadig stædighed fra klients side, kan man påstå, at han netop er en af de 0,000047 promille af befolkningen der er resistente for denne behandling, og at han derfor kræver mindst 10 sessioner (á 500 kr.) for at mærke virkning. En pris, der nok ville skræmme de fleste væk
Når spilomologi er begyndt at blive godt kendt i lokalbysamfundet, er der gode odds for at TV2 kommer forbi og vil lave en udsendelsesrække. Dette vil kun være en bonus, da det så vil blive bredt ud til resten af landets letpåvirkelige lokalbyboere med ondt i sjælen.
Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg ikke giver et flyvende knald for den slags terapiformer. I mine øjne er det svindel og humbug og udnyttelse af naive mennesker. Men hvis der er kunder til det, og man kan få en plovmand for en halv times session, er det måske ikke så dumt at slå sig ned med en lignende praksis, for at supplere den hård trængte SU.
Jeg tror nogenlunde jeg har opskriften på succes’en:
Man finder et eller andet fænomen, og påstår at det er skæbnebetinget. Nu er navne (numerologi), boligindretning (feng shui) og stjernetegn (astrologi) jo allerede optaget, så hvad kan man ellers finde på, der kan hjælpe en til at udstråle en perfekt aura, der gør at man får et lykkeligt liv?
Det er i sig selv ligegyldigt, hvad det er, bare man kan virke troværdig og overbevisende nok.
Et eksempel kunne være at man påstod at antallet og placeringen af ens modermærker havde betydning for ens livskvalitet og skæbne. Behandlingsformen kunne være noget i retning med at behandleren havde en ”birthmark-equalizer”, der havde til hensigt at ”bedøve” de modermærker, der jf. en modermærkeanalyse, gav den dårlige karma. Denne birthmark-equalizer skulle evt. bare være en lille camoufleret lommelygte, der kunne lyse med rødt og dermed virke meget laser-agtig og troværdig.
Modermærketerapi ville lyde for dansk og ordinært. Der er vist mere tiltro til behandlingsformer, der har et navn der klinger enten latinsk, kinesisk eller græsk. Det græske ord for modermærke er spilom, så behandlingsformen kan vel meget passende hedde spilomologi
Der er stor sandsynlighed for, at spilomologi ikke vil have virkning, og man vil evt. blive kontaktet af utilfredse kunder. Da humør og livskvalitet er ting, der er meget svært at måle sådan rent videnskabeligt, vil det altid være påstand mod påstand. Kunden ville måske sige, ”det virker ikke, jeg tror ikke på det”, hvortil man kan svare: ”kan du bevise, at det IKKE virker”. Lidt ligesom den der med om hvorvidt der findes spøgelser. Man kan ikke bevise, at de findes, men man kan heller ikke bevise, at de IKKE findes.
Desuden kan man altid slå et slag for placebo-effekten, og den autoritetsrolle man som terapeut automatisk vil påtage sig i forhold til naive folk med ond i livet. For har en klient først henvendt sig til en spilomolog, er der gode odds for at denne er et nemt narreoffer.
Er der stadig stædighed fra klients side, kan man påstå, at han netop er en af de 0,000047 promille af befolkningen der er resistente for denne behandling, og at han derfor kræver mindst 10 sessioner (á 500 kr.) for at mærke virkning. En pris, der nok ville skræmme de fleste væk
Når spilomologi er begyndt at blive godt kendt i lokalbysamfundet, er der gode odds for at TV2 kommer forbi og vil lave en udsendelsesrække. Dette vil kun være en bonus, da det så vil blive bredt ud til resten af landets letpåvirkelige lokalbyboere med ondt i sjælen.
fredag, juni 02, 2006
overtræthed, og lidt fri associationsskrivning
Nedenstående er skrevet natten til søndag, hvor jeg og to andre var ved at lægge sidste hånd på vores bacheloropgave
---
Jeg er overtræt nu. Jeg har været vågen i snart et døgn. Mine øjne har det som om de er blevet indsmurt i tabasco. Jeg har kun sovet 4 timer fra lørdag til søndag, og nu er det mandag morgen, og det er ikke engang fordi jeg har festet hele weekenden.
har drukket så meget kaffe, at mit sved er er begyndt at være mørkt, og jeg har savner et bad og min egen seng. Min bacheloropgave der skal afleveres om nogle timer skal bedømmes af en underviser på mindst 40 år, der kalder sig selv Miemus i sin mailadresse.
jeg frygter, at jeg udvikler en form for tourettes syndrom, dog kun i forhold til nettet, ergo jeg skriver ubevidt bandeord og siger grimme ting, da mine fingre er ude af kontrol. bær over med mig, da min hormonbalance er i ubalance, og det eneste stof der pt. holder mig oppe er nikotin og koffein...
resten af dette er nærmest skrevet i blinde jeg skriver opgave med to fjogede knægte, der tidligere på natten sad og grinede fjoget af et afsnit af beavis og butthead på computerskærmen...de var nærmest som et spejlbillede, bortset fra at de begge er mørkhårede, og de derfor burde hedde butthead og butthead...dog har ingen af dem underbid...
---
Jeg er overtræt nu. Jeg har været vågen i snart et døgn. Mine øjne har det som om de er blevet indsmurt i tabasco. Jeg har kun sovet 4 timer fra lørdag til søndag, og nu er det mandag morgen, og det er ikke engang fordi jeg har festet hele weekenden.
har drukket så meget kaffe, at mit sved er er begyndt at være mørkt, og jeg har savner et bad og min egen seng. Min bacheloropgave der skal afleveres om nogle timer skal bedømmes af en underviser på mindst 40 år, der kalder sig selv Miemus i sin mailadresse.
jeg frygter, at jeg udvikler en form for tourettes syndrom, dog kun i forhold til nettet, ergo jeg skriver ubevidt bandeord og siger grimme ting, da mine fingre er ude af kontrol. bær over med mig, da min hormonbalance er i ubalance, og det eneste stof der pt. holder mig oppe er nikotin og koffein...
resten af dette er nærmest skrevet i blinde jeg skriver opgave med to fjogede knægte, der tidligere på natten sad og grinede fjoget af et afsnit af beavis og butthead på computerskærmen...de var nærmest som et spejlbillede, bortset fra at de begge er mørkhårede, og de derfor burde hedde butthead og butthead...dog har ingen af dem underbid...
Abonner på:
Opslag (Atom)
