Fodboldfeber

Jeg tror det for alvor startede efter Danmark havde vundet EM-finalen i 1992. Min interesse i fodbold. Som 13-15-årig var det på sit højeste. Jeg var besat. Hvor jævnaldrende piger havde plakater af Take That og New Kids on The Block hængende, havde jeg plakater af fodboldhold og klubhalstørklæder. Jeg gemte de kampprogrammer fra fodboldkampe jeg var til. Jeg kunne namedroppe hele Brøndbys trup INDEN de blev mainstream. Jeg abonnerede på Tipsbladet, som lå i min postkasse fredag. Hvor andre fredag eftermiddag jublede fordi de skulle ud og drikke sig fulde eller lign., drønede jeg hjem på min SCO-cykel for at læse det nye Tipsblad. Lørdag formiddag afleverede jeg min tipskupon i kiosken, og om eftermiddagen sad jeg trofast foran skærmen for at se Tipslørdag med engelske fodboldkampe og Tommy Troligans behagelige fynske røst. Dong-lyden der indikerede scoringer i de andre tipskampe vil stadig kunne give mig gåsehud. Resten af weekenden stod den ellers ofte på highlights fra den tyske Bundesliga-highlights den italienske Serie A og den spanske liga. Om søndagen overværede jeg ofte en dansk superliga- eller Køge Boldklub-kamp, for derefter at ræse hjem og se højdepunkterne i Sport i 2’eren, eller hvad det hed dengang.

På min daværende Amiga 500 blev der heller ikke skortet på fodboldspil. Svære kampe blev spillet i ”Kick Off 2”. I ”Sensible Soccer” lammetævede jeg ofte Fram Reykjavik med AC Milan med to-cifrede sejre, og designede mine egne hold. Fx et hold der bestod af min daværende 9. klasse hvor spilleren med mit navn selvfølgelig oftest kom på måltavlen. Det måtte være en slags kompensation for at jeg altid var sidst valgt i gymnastiktimerne. For de talenter jeg havde på computerskærmen, modsvarede ikke lige dem jeg havde på det virkelige grønne græs.
Jeg lavede også et 2. generationsindvandrerhold hvor alle havde muslimsk klingende navne, og jeg lavede et bonderøvshold; ”Skovbakken FC” med stjernespilleren Palle Tipkage. Udover den virtuelle aktivitet på grønsværen fandt jeg det også særdeles sjovt at operere ”bag kulisserne”. Fodboldmanagerspil var også i høj kurs og jeg husker stadig hvordan jeg med succes styrede engelske Stockport fra 3. division til Premier League over 15 sæsoner. Tal om virtuel klubfølelse.

Min fodboldbesættelse var dog bare en slags fase. Fra at se ALT i tv, der havde det mindste at gøre med fodbold reducerede min interesse sig langsomt til at nøjes med at se landskampe. Og her handlede det mindst lige så meget som selve stemningen og fællesskabet omkring en fodboldkamp end det handlede om selve fodboldspillet. Jeg tror at reduceringen skyldtes, at jeg i de samme år erhvervede mig en rigtig musiksmag. Så var der jo et nyt og interessant interessefelt der skulle dyrkes, og fodbolden trillede i baggrunden til fordel for amerikansk grunge og poppunk. Kurt Cobain var meget anti-sportsagtig, så det blev jeg også. Min eneste rigtige fodboldtrøje er faktisk den amerikanske landsholdstrøje anno 1994. Hvid med røde bølgede striber.

Pt. er jeg på et stadie, hvor min viden om fodbold kan ligge et meget lille sted. Jeg græder ikke over at misse en landskamp, og var det ikke for mediernes grove fokus på fodbold generelt, ville jeg ikke ane hvem der var dansk mester.
Min interesse er dog kun gemt, ikke glemt, for når der fx er VM (som der for de nøje observerende, er i øjeblikket) bliver min åbenbart latente besættelse vækket i mindre grad. Måske er jeg en sucker for mainstream, eller også har jeg bare gode diplomatiskle evner. Jeg begynder lige frem at gå op i det, frem for at være ignorant. I stedet for at whine over at DR og TV2 tilsidesætter andre prime time programmer til fordel for fodbold, prøver jeg i stedet at sætte mig ind i det og få det bedste ud af det. Jeg har som sagt stadig min latente interesse, jeg rent taktisk kan aktivere når der er behov for det. Og det er der lige nu. Havde det fx været en håndboldturnering eller Tour De France, som jeg aldrig nogen sinde har fattet det interessante i ville jeg ikke have samme forståelse.
Men hva’, det er jo ikke fordi at jeg i forvejen ville klynke over at gå glip af et afsnit ”Beverly Hills Classic” gendudsendt for 40. gang, ”Have Haves” eller et gammelt lystspil med Poul Reichardt.

Jeg er dog sikker på, at hvis mit 14. årige jeg havde mødt mit nuværende 27. årige jeg og set hvor fodboldignorant jeg kan være, ville han have fået et chok og kaldt mig for forræder, svans, eller det der var værre.