søndag, juni 04, 2006

Ny alternativ behandlingsform - spilomologi

En skimning af en provinsiel lokalavis vidnede om den ene kreative salgsannonce efter den anden, der alle havde til hensigt at reklamere for alternative terapiformer. På få sider kunne man blive klog på hvordan kranio-sakral terapi, organmassage, clairvoyance og andet godt kunne hjælpe én til at få et mere kvalitetspræget liv når nu den ugentlige bingotur og Familiejournalen ikke mere kunne gøre det for én.

Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg ikke giver et flyvende knald for den slags terapiformer. I mine øjne er det svindel og humbug og udnyttelse af naive mennesker. Men hvis der er kunder til det, og man kan få en plovmand for en halv times session, er det måske ikke så dumt at slå sig ned med en lignende praksis, for at supplere den hård trængte SU.

Jeg tror nogenlunde jeg har opskriften på succes’en:

Man finder et eller andet fænomen, og påstår at det er skæbnebetinget. Nu er navne (numerologi), boligindretning (feng shui) og stjernetegn (astrologi) jo allerede optaget, så hvad kan man ellers finde på, der kan hjælpe en til at udstråle en perfekt aura, der gør at man får et lykkeligt liv?
Det er i sig selv ligegyldigt, hvad det er, bare man kan virke troværdig og overbevisende nok.
Et eksempel kunne være at man påstod at antallet og placeringen af ens modermærker havde betydning for ens livskvalitet og skæbne. Behandlingsformen kunne være noget i retning med at behandleren havde en ”birthmark-equalizer”, der havde til hensigt at ”bedøve” de modermærker, der jf. en modermærkeanalyse, gav den dårlige karma. Denne birthmark-equalizer skulle evt. bare være en lille camoufleret lommelygte, der kunne lyse med rødt og dermed virke meget laser-agtig og troværdig.
Modermærketerapi ville lyde for dansk og ordinært. Der er vist mere tiltro til behandlingsformer, der har et navn der klinger enten latinsk, kinesisk eller græsk. Det græske ord for modermærke er spilom, så behandlingsformen kan vel meget passende hedde spilomologi

Der er stor sandsynlighed for, at spilomologi ikke vil have virkning, og man vil evt. blive kontaktet af utilfredse kunder. Da humør og livskvalitet er ting, der er meget svært at måle sådan rent videnskabeligt, vil det altid være påstand mod påstand. Kunden ville måske sige, ”det virker ikke, jeg tror ikke på det”, hvortil man kan svare: ”kan du bevise, at det IKKE virker”. Lidt ligesom den der med om hvorvidt der findes spøgelser. Man kan ikke bevise, at de findes, men man kan heller ikke bevise, at de IKKE findes.
Desuden kan man altid slå et slag for placebo-effekten, og den autoritetsrolle man som terapeut automatisk vil påtage sig i forhold til naive folk med ond i livet. For har en klient først henvendt sig til en spilomolog, er der gode odds for at denne er et nemt narreoffer.

Er der stadig stædighed fra klients side, kan man påstå, at han netop er en af de 0,000047 promille af befolkningen der er resistente for denne behandling, og at han derfor kræver mindst 10 sessioner (á 500 kr.) for at mærke virkning. En pris, der nok ville skræmme de fleste væk

Når spilomologi er begyndt at blive godt kendt i lokalbysamfundet, er der gode odds for at TV2 kommer forbi og vil lave en udsendelsesrække. Dette vil kun være en bonus, da det så vil blive bredt ud til resten af landets letpåvirkelige lokalbyboere med ondt i sjælen.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er ganske sikker på, at du kan finde "dokumentation" for virkningen, ved at henvise til inkafolkets fortællinger, den australske urbefolknings hulemalerier af samme seance, eller henvise til indianernes store livskvalitet, for alle ved jo, at indianerne ikke havde mange modersmærker at slås med

Edut sagde ...

Jeg vidste det!

Det er sqda antallet af modermærker der gør at jeg ikke er rig, berømt og gift med Angelina Jolie!

Hvornår kan jeg bestille tid?

Anonym sagde ...

Haha, genialt, Runkeldunk (hvis du kan huske ham?)!
Minder både lidt om 'spillema dinka dinka duu' og 'spilopmager', og begge dele passer godt til professionen. Kan godt li' energien i din harme, hæhæ :o)
Kh E