Now playing

Muse – Black Holes and Revelations
4. udspil fra et band, der her i 2000’erne har placeret sig solidt på min dynamiske top 10. Et band der bestemt ikke koger suppe på den samme sikre formel. Fra at lyde som Radiohead og Jeff Buckley på deres afdæmpede og meget melodiske debut ”Showbiz” over til mere pumpende, funkede numre med svedige guitariffs og forvrænget bas på ”Origin of Symmetry”. ”Absolution” fortsatte lidt hvor ”OoS” sluttede, men med endnu mere vægt på de fængende omkvæd båret af tung guitarlyd. Albummet byder også på synthesizer-lir der viser smagsprøver på forsanger Matt Bellamys kæmpe talent for det intenst melodiske. Kombineret med hans inderlige stemme, der krænger sin sjæl ud, uden at det er overkill, er det i høj grad gåsehudsfremkaldende.
Muse er et band der som sagt ikke står i stampe, og på ”BHaR” bliver der i større stil flirtet med et mere elektronisk udtryk. Eller flirt vil jeg måske ikke kalde det, da bandet er særdeles kompetente. Synthesizeren er endnu mere i forgrunden, og guitarer og bas er lullet ind i alskens effekter. De gør det med charme, og uden at lave en ”Radiohead”, men var det ikke for Bellamys unikke vokal, kan det være svært at gætte at det er Muse. Dette er dog sagt med forbehold, for på 1. singlen ”Supermassive Black Hole” bliver der sunget med falset, og musikken lyder som en nutidig version af 70’er-disco-funk.

Sticky – Atomteoretisk eftermiddag
Et band der rider på den dansksprogede bølge, og bl.a. båret frem af P3. Et fjollet tekstunivers der minder mig om hedengangne Junior og måske lidt Sterling. Dejlig behagelig og lettilgængeligt popmusik, der gør sig godt på kontoret en mandag formiddag…jeg kunne forestille mig at det var et band jeg måske blev træt af i længden

Dansk Fløde – Giv Slip
Lidt mere dansksproget, og lidt mere galskab. Musikken er her noget mere kantet, punket og beskidt og vokalen er snakkende. Dog med masser af humor og anti-selvhøjtidelighed. Temaerne kredser om ”vær dig selv” og ”fuck småborgerligheden”.

Snuff Pop Inc. – diverse numre fra Mymusic.dk
Jeg er generelt ikke så glad for at bruge genre-betegnelser, men kyndige eksperter vil nok betegne dette danske band som en form for industrial. Dog en mere tilgængelig af slagsen. Vokalen er af og til distortet a la Marilyn Manson på ”Antichrist Svperstar” og stemmen minder også om det amerikanske forbillede(?!). Kompositionerne er interessante, og numrene er meget forskellige. Er ikke så meget inde i dem endnu, men kan mærke der er potentiale.