Overskud vs. overhensynsfuldhed

I takt med mit af og til dårlige selvværd har jeg måske haft (eller har?) en tendens til at være lidt af en pleaser. En behagesyg sjæl der lod egne behov komme i anden række for at tilfredsstille andres først. Eller har jeg? For kunne det ikke lige så godt være, at jeg bare havde et kæmpe overskud? At jeg pga. min fleksibilitet let kunne lade andres behov komme frem, uden at det var nedbrydende for min personlighed. Det er i hvert fald nogle gange svært at skelne mellem overskud og overhensynsfuldhed.
Jeg ved dog, at jeg elsker at kunne hjælpe mine venner, bekendte og kolleger, hvor jeg er i stand til det. Det giver mig et kick at vide at man har gjort noget, der har en positiv effekt i deres verden. Og så længe man gør det på ens egen præmisser. Altså at man siger nej, fordi der vitterligt er noget andet der kommer først. Jeg er dog sjældent så travl eller vigtig, at jeg ikke kan træde til, hvis der er behov for min hjælp. Så er det et tegn på at være overhensynsfuld eller at have overskud?

Man kan måske dybdeanalysere sig frem til, at min trang til at være hjælpsom trækker meget stærke veksler til mit pleaser-gen. At jeg ubevidst er bange for at miste venner i en eller anden grad, hvis jeg siger nej. Og for ikke at nedbryde mig selv, bilder jeg mig ind at det er overskud og fleksibilitet, og at jeg ikke har problemer med at sige ”nej”. Giver det mening?

Et andet eksempel er folk der aflyser samtaler. Det skal der selvfølgelig være plads til, men af og til oplever jeg personer, der aflyser med en undskyldning, som jeg, hvis jeg var i personens sko ikke ville finde som gyldig aflysningsgrund.
Jeg har evt. tænkt: ”Tag dig dog sammen” eller ”få styr på dine prioriteter” eller noget i den retning. Men er som oftest endt med at godtage, hvad jeg ellers ville opfatte som en dårlig undskyldning. Netop fordi at jeg jo heller ikke lyst til at brænde broer ved at gøre mig til dommer over andres situation. Så hvornår er det ok at være ikke-forstående i sådan en situation og ikke acceptere undskyldningen? Og så er der jo også altid den faktor, der hedder manipulation som nogen bruger for at retfærdiggøre en aflysning eller forkert prioritering. Men det er forhåbentlig en undtagelse snarere end det er en regel, og siger vel mest om dem der benytter sig af det.

Jeg lever (eller prøver i hvert fald) lidt efter princippet: ”vær mod andre, som du vil have de skal være ved dig”, og det indebærer bl.a. det at prøve at være forstående for folk, og deres forskellige bevæggrunde. Ligesom jeg håber at folk prøver at sætte sig ind i mine bevæggrunde og svagheder, før de dømmer mig.
Vi har alle nogle forskellige handlingsmønstre, baseret på vores livshistorie. Jeg forsøger, naiv og godtroende som jeg kan være, at se bag disse. Dvs. at jeg, inden jeg dømmer, hvad der udadtil virker som en usympatisk handling, prøver jeg at være forstående over for de bevæggrunde der ligger bag. Sjældent er der jo decideret onde intentioner bag.
Så er det overskud eller overhensynsfuldhed? Eller bare barnlig naivitet?

Nu skal jeg nok stoppe med at være hellig. Næste indlæg prøver jeg at gøre selvironisk.