Overdrivelse fremmer forståelsen

Af og til konverserer jeg med folk om begivenheder. Det kan være en koncert, en bytur, en biograftur, en festival eller bare en hyggelig aften hjemme. Med nogle personer er det ofte de helt store superlativer der blevet hevet frem for at markere begejstringen. ”Det var sååååå fedt/fint/sjov/grineren”, og man ærgrer sig gul og grøn over at man ikke var med i løjerne, der åbenbart virkede til at hele banden var på en gang naturlig fremkaldet eufori over livet, der får selv Hannibal Hilford til at ligne en livstræt, mavesur og bitter gammel mand.
Men nogle gange har jeg så stået på sidelinien ved begivenheder, der af andre efterfølgende er blevet beskrevet med bombastiske superlativer. Ikke at jeg ikke havde en good time, men sjældent så orgasmisk og ”time of my life”-agtigt. Og det pudsige er, at de personer sjældent i det beskrevne øjeblik ikke lige frem ligner nogen der er helt ekstatiske over livet og oplevelsen, men nærmere lige så normale og nede på jorden som jeg selv. Flere gange har jeg fx oplevet en person efterfølgende beskrive en begivenhed i rosende vendinger, på trods af at jeg oplevede personen som ”ugidelig” og virkede mere interesseret i andre ting end oplevelsen.

Så mine refleksioner angående det her: er det lidt den der med at overdrivelse fremmer forståelsen, at man hiver beskrivelsen lidt op i niveau? Jeg selv er pisse dårlig til det, for "lyver" jeg over for andre, "lyver" jeg også for mig selv
Eller vil man (bevidst som ubevidst) gerne farve minderne lidt mere lyserøde end de reelt var for at undertrykke alt det grå. For hukommelsen er trods alt lidt lettere at manipulere med, end det der sker i nuet.