tirsdag, september 05, 2006

Musikklubben "Resonans"

Lørdag er dagen, hvor jeg får min debut som medlem i musikklubben Resonans. Dvs. jeg er med som ”prospect” på trods af at der er meget lidt rockerklub over musikklubben. Måske var ”føl” et bedre ord føl? Eller kandidat?
Musikklubben har eksisteret i et stykke tid, og jeg har pga. min musikkundskab og interesse i lang tid været et muligt emne som medlem. Men pga. strikse vedtægter, er det altså først nu, at der åbner sig en mulighed for mig at vise mit værd. For det er ikke bare en hyggeklub, hvor man finder en undskyldning for at drikke nogle bajere, spise god mad og hygge i venners lag. Det er skam vældig seriøst, og jeg agter da også at tage denne seriøsitet seriøst. Bl.a. ved kun at drikke danskvand hele aftenen. Det er der selvfølgelig ikke meget rockerklub over, men vil gerne være klar i hovedet, når jeg med mine elokvente evner argumenterer for hvorfor jeg synes at fem udvalgte CD’er har de bedste åbningsnumre. Hver Resonans-aften har nemlig sit eget tema, og denne lørdag er det ”Åbningsnumre” der er på programmet. Det er et voldsomt subjektivt emne, så det skal nok åbne op for nogle interessante debatter og vinklinger til inspiration for hinanden. Det er svært at udvælge 5, og jeg kan nok ikke undgå at hive nogle klassikere frem fra hylderne. Til dels fordi min cd-bestand primært består af ældre musik, da jeg er en SU-tynget studerende, der ikke har råd til al det musik jeg gerne gad eje i fysisk form. Min manglende moral gør så til gengæld, at jeg ikke har et problem med at downloade eller brænde cd’er. Men reglerne er strikse, så brændte cd’er og lign. er bandlyst. En ægte musikinteresseret køber selv sine cd’er. Opsamlingsalbums, soundtracks og lign. er også bandlyst, så vidt jeg kan tolke reglerne.

Selvom jeg ikke er helt inde alle i de andre medlemmers musikalske præferencer, forudser jeg dog alligevel nogle anerkendende nik, hvis jeg bl.a. vælger Rage Against The Machines Bombtrack” med den karakterisiske ”palm mutede” guitarintro (som jeg selv har udødeliggjort på samtlige af mine guitarer) eller Kashmirs rumklangsbefængte trommeintro på ”Jamie Fame Flame” fra "Travelogue"...hvad jeg endeligt vælger vil jeg ikke skrive her og nu, da de andre medlemmer evt. læser med på bloggen.

2 kommentarer:

Ulla sagde ...

Det er også nogle vildt fede numre. Eller de var det i hvert fald i 1994. Mener du ikke at der er sket en udvikling siden da? Eller har du bare ikke købt CD'er siden dengang?

Runkedor sagde ...

Hej Ulla og velkommen!
Jojo da, jeg er ikke en bitter nostalgiker ;-)...men klassikere er jo netop kendetegnet ved at de holder selv her 12 år efter