onsdag, september 13, 2006

En selskabsleg

En selskabsleg

Jeg er en sucker for selskabslege. I hvert fald nogle af slagsen. Det hænger nok lidt sammen med min lidt introverte natur (ikke at forveksle med generthed), der gør, at jeg ikke altid synes jeg kan bidrage i samtaler, hvis emnerne ikke siger mig en flyvende fis. Selskabslege er dejligt pædagogiske, og alle kommer på banen.

Det er fx alt for lang tid siden, jeg har leget følgende leg, som jeg her vil prøve at ridse reglerne op til.

Et minimum af 4 og max 10 deltagere samles om et bord. Deltagerne skal alle have et minimum af kendskab til hinanden. Eller i hvert fald et godt indtryk af hvem de andre er. Omvendt er det ikke sjovt, hvis folk kender hinanden ALT for godt, da legen handler om, hvordan personerne opfatter og fornemmer hinanden.

Alle deltagere får et antal papirlapper alt efter hvor lang tid man har lyst til at lege legen. 5 stk. hver er nok et meget godt udgangspunkt. På lapperne skrives der spørgsmål, der kan besvares med et navn på én af de deltagende. Der findes, som jeg tolker legen, flere former for spørgsmålstyper. Disse ridses op her:

Holdningsspørgsmål – Spørgsmål der vedrører hvem der har den mest et-eller-andet-holdning til et eller andet. Fx ”Hvem er mest venstreorienteret?”, ”Hvem er størst modstander af porno?”, Hvem er mest antiryger?”

Adfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører hvem der har gjort/gør mest/meget/størst-et eller andet. Fx ”hvem har haft flest one night stands?”, Hvem har røget mest hash i sit liv?”, Hvem er mest aggressiv?”

Situationsadfærdsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører en fiktiv situation, og omhandler om hvem der vil gøre dit eller dat. Fx ”Der er casting til en ny sæson af Big Brother – hvem melder sig?”, ”Vi er i byen – hvem går først kold?”, ”Der er kongeligt bryllup i tv – hvem flæber mest?”

Faktuelle spørgsmål – Spørgsmål, der vedrører ting der findes et åbenlyst målbart svar på, men som ikke umiddelbart er tilgængeligt for deltagerne. Fx ”Hvem har flest cd’er?”, Hvem er ældst?”.
Her skal der dog ikke spørges om alt for åbenlyse ting som fx ”Hvem har længst hår?” eller ”Hvem har en rød trøje på?”.

Spådomsspørgsmål – Spørgsmål, der vedrører den hypotetiske fremtid. Fx ”Hvem bliver først gift?”, Hvem ryger først i fængsel?”, Hvem tjener først en million?”

Og ja, i kan se at jeg foretrækker at spørgsmålene er lidt ”edgy” ;-). Legen kan med fordel kombineres med heftig alkoholindtag. Og kun fantasien sætter grænser for hvad og hvordan man kan spørge.

Der findes selvfølgeligt ofte et rigtigt svar til de forskellige spørgsmål, men deltagerne kan ikke forventes at kende dem, og svarene er ikke altid umiddelbart målbare. Derfor skal man bruge sin intuition og fornemmelse af de andre deltagere.

Næste step er så at folde alle lapperne sammen og putte dem i en skål. Samtidig skal alle deltagere skrive en lap med alle deltageres navne på, som man har liggende foran sig.

Der trækkes et spørgsmål, og alle vælger det navn, de synes passer bedst til spørgsmålet og lægger navnet på personen til side. Dog med den blanke side øverst. Der voteres, og hver deltager viser hvem de har stemt på. Den person der får flest stemmer til spørgsmålet ”vinder” runden og får lappen med spørgsmålet. Er det i forbindelse med druk, er det oplagt, at man skal tage en tår af sin øl eller lign.

Man må godt stemme på sig selv.

En underholdende leg, hvor man får et indblik i hvordan ens venner eller bekendte også kan opfatte én. Jeg har fx æren af at have ”vundet” spørgsmål ang. den der har taget flest stoffer, at være den der højst sandsynligt ville sms’e ind til Boogie eller ville deltage i Big Brother.

Prøv det!

Jeg aner dog ikke hvad legen hedder. Nogle gode forslag?

1 kommentar:

Årets Brandert sagde ...

Den ska da hedde: "Vi spørger hinanden om en masse ting og har det sjovt imens på en uformel og hyggelig måde gerne med alkohol indtag indblandet legen"

Let at huske i forhold til de der besværlige lege som "Træmand"