onsdag, november 11, 2009

Twitter og dets uudnyttede potentiale

Jeg er blevet meget glad for twitter.com og dets potentielle muligheder på det seneste. Jeg har været lidt langsom til at komme ud af starthullerne, selvom jeg stræber efter altid at være på forkant med de nyeste sociale medier.

Min anke har hele tiden været, at jeg ikke kunne se nogle fordele ved Twitter i forhold til fx Facebook. Jeg har hele tiden tænkt, at det Twitter havde at tilbyde kunne Facebook også, og endda bedre.

Forskellig fra Facebook
Nu hvor jeg endelig har fået taget web-skyklapperne af, kan jeg dog godt se nogle rent funktionelle forskelle og muligheder ved Twitter i forhold til Facebook.

Begge medier tilbyder muligheden for ’mikro-blogging’, men hvor det på Facebook er én lille ting i forhold til resten af mulighederne er ’mikro-blogging’ kerneessensen i Twitter. Det er dét der er hovedformålet, og der er da også mange paralleller til ’traditionel blogging’.

Fx det at man abonnerer på hinandens ’tweets’ (Twitter-terminologi for det maks 140 tegns lange ’mikro-blog-indlæg’) som i Twitter-terminologi hedder ’Following’ og som alligevel adskiller sig ved, at man ikke kan være anonym. Dog behøver det ikke at være gensidigt som på fx Facebook og dennes ”Ven”-terminologi.

Trendspotning og 'discoverability'
Udover at man selv kan dele sine tanker, ideer, holdninger etc. med sine ’followers’ giver Twitter rigtig gode muligheder for at gå på opdagelse i hvilke trends, emner og nyheder, der er oppe i tiden ved at analysere indholdet af de sikkert mange millioner tweets der dagligt ser dagens lys. Det minder mig lidt om Google Insights og Technorati.

For at trendspotte eller ’gå på opdagelse’, som er et af de aspekter ved Twitter, som jeg synes adskiller sig markant fra Facebook, kan man fx starte med at lave en søgning på et emne, der interesserer én. Man får så et slags søgeresultat der viser alle de tweets hvor emnet er omtalt, med nyeste øverst.

Herefter opdateres dette søgeresultat ellers i realtime og giver hele tiden én et overblik over, hvor mange tweets der er kommet til om emnet siden man startede søgning. Altså en meget dynamisk form.

Flere søgemuligheder, tak
En anke er her at søgefunktionen mangler nogle flere avancerede muligheder. Pt. er den meget simpel og man kan fx ikke rigtigt indsnævre sine resultater. Det kunne fx være meget lækkert med nogle booleske operatorer, tidsintervaller, sproglige og geografiske afgrænsningsmuligheder, visning af relaterede emner etc.

Udover en reel søgning, foreslår Twitter også selv hvilke ord eller begreber, der bliver twittet om i øjeblikket. I højre side af skærmbilledet er ”Trending Topics” som i skrivende stund bl.a. viser ’Google Wave’ og ’Bad Romance’. Klikker man på disse fungerer det lige som en søgning på det pågældende begreb.

Segmentering af trends, tak
Min anke her er lige så vel med søgningen: Man kan ikke umiddelbart afgrænse eller nuancere visningen disse trends. Fx kunne det være lækkert, hvis man kunne vælge at man kun ville se trends, der var skrevet af ”Danske twittere” . Der er mangler altså nogle flere muligheder for at ”gå på opdagelse”, segmentere og selv at have noget mere indflydelse på hvad man vil se..

Der findes heldigvis mange applikationer og andre sites, der samarbejder med Twitter om at højne niveauet. Fx er der wefollow.com, hvor man som twitter kan oprette sig under nogle kategorier (fx webudvikling, journalistik eller musik) og så kan andre brugere gå på opdagelse. Kvidr.dk er et dansk alternativ der netop er gået i luften.

Bedre interaktionsmuligheder, tak
Udover de ovenstående anker, mangler der også nogle bedre muligheder for kommentarer, interaktion og debat på de enkelte tweets. Pt. er det kun muligt at svare twitteren direkte og det skaber ikke en tråd eller samtale som vi kender det fra debatfora, almindelige blogs eller sågar kommentarfunktionen på Facebook-statusser.

Der mangler noget overskuelighed og overblik. Desuden ved man i princippet heller ikke hvilken af éns tweets der bliver svaret på, når en anden bruger skriver til én.
Når nu der er en ”Reply”-funktion, hvorfor skal det så være så lo-fi?

Overordnet set er jeg dog meget tilfreds med Twitter og jeg kunne blogge langt og længe om dets potentiale og muligheder, men må hellere stoppe min ’makro-blog’ her :-)

Den opmærksomme læser vil endda lægge mærke til min lille Twitter-widget ude i højre side blandt alt det andet web 2.0-lir.

4 kommentarer:

milroesen sagde ...

Jeg elsker twitter...og noget af det jeg elsker ved twitter er simpelheden. Jeg kan også godt lide facebook, og at man kan kommentere på kryds og på tværs...men nogen gange bliver det for meget. Hos twitter skal du fatte dig korthed og du kan ikke kaste dig ud i store omfattende diskussioner. For mig er det øjebliksbilleder, som skal forblive dejligt enkle og som et modspil til alle de komplicerede avancerede sociale netsider vi kaster os rundt i. Så for min skyld skal twitter bare forblive som det er:)

milroesen sagde ...

og btw så kan man altså godt se, hvilket tweet det er folk svarer på:)

Anonym sagde ...

meget interessant, tak

Anonym sagde ...

I cannot believe how can this be true.