fredag, maj 22, 2009

En ikke så effektiv bog

Jeg har egentlig ikke gjort mig så meget i at anmelde og/eller omtale bøger, men én gang skal jo være den første. Desuden er det jo sjovest at anmelde/omtale noget der enten er helt forfærdeligt eller helt genialt. De bløde mellemvarer er sjældent interessante at læse om, endsige at skrive om.

Motiveret af min relativt nye status som karriereminded og udviklinsoritenteret funktionær satte jeg mig for at læse bogen ”Effektiv på job? 12 succesfulde danskere fortæller om deres arbejdsliv” af Jens Islin som er en bog hvor kendte erhvervspersonligheder lufter deres tanker om hvordan de bedst og mest struktureret optimerer deres arbejdsdag. Blandt disse var ’farverige’ personligheder som Flemming Østergaard og Henrik Qvortrup.

Jeg gik i gang med en forventning om at få et par brugbare inputs og måske endda en enkelt aha-oplevelse, der f.eks. kunne hjælpe med at afvæbne potentiale stress-situationer eller skabe gode resultater. Der er jo en grund til at de interviewede er blevet så succesfulde. Skuffet blev jeg dog ret hurtigt. Ikke langt inde i bogen fik jeg luret forfatterens trick med at gøre bogen længere (144 sider) end den egentlige effektive tekst havde gjort sig fortjent til: På ca. hver anden side var citater fra de interviewede markeret med over dobbelt tekststørrelse. Et ofte brugt journalistisk trick i avisartikler for at fremhæve væsentlige pointer, men i dette tilfælde totalt overkill.

De tolv interviewede havde alle forskellige faglige baggrunde, men budskaberne var overordnet de samme. Basale råd om at lukke for mailen og telefonen for bedre at kunne koncentrere sig og at få lavet et system over ens mails. Deres tip og råd til at optimere arbejdsdagen tog nemlig i de fleste tilfældes udgangspunkt i deres mailprogram og hvordan de håndterede det store antal af mails. Ikke noget vildere revolutionært eller ny viden at hente for en gængs kontornusser som undertegnede, der har arbejdet med diverse mailklienter de sidste 10 år og dermed kender de mest gængse teknikker. Sjovt var det også at læse, at den unge produktchef fra Carlsberg – som jeg som læser håbede på havde den mest opdaterede og IT-mindede måde at strukturere sin hverdag på – blot satte en mail som ”Ulæst” hvis den skulle svares senere. I mine øjne ikke den mest effektive metode hvis man – som de fleste erhvervsfolk – bruger en mailklient (fx Outlook) med utallige og meget mere systematiske muligheder for at arkivere og holde styr på indbakken. Fair nok at tingene virker for hende, men i en bog hvor hendes metoder har til formål at være til inspiration for andre, blev jeg slemt skuffet.

Lettere ”forarget” blev jeg da også, da hun fortalte at hun ikke nåede at svare på alle henvendelser. Det er jo netop ikke særlig effektivt eller professionelt. Selvom man ikke har tid til at svare alle, burde man som chef være dygtig nok til at lave et eller andet standardsvar man kan sende med et par museklik eller måske endda uddelegere mailen/opgaven.

Blandt de øvrige 11 var der heller ikke nogle tips, der havde pondus til at revolutionere min arbejdsdag. I mine øjne var de fleste tips baseret på sund fornuft og noget som enhver erfaren funktionær burde have tilegnet sig. Jeg tvivler da også på, at disse tips var dem der var afgørende for at de pågældende 12 fik den succes de har fået.

”Effektiv på job?” – Ja, men ikke ved at læse denne bog…

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det lyder som en god bog...

/P