Når man har mødt sine venner inden man lærte dem at kende

Af og til, når jeg snakker tilfældigt med mine venner, erfarer jeg, at jeg inden jeg lærte personen at kende, faktisk har ”hilst” på personen i en tidligere situation. Eller måske bare lagt mærke til personen, uden at tænke videre over det.

Der er det ”15-årige” pigebarn, som jeg dagligt spammer over msn. En nær veninde kan man vel godt kalde hende. For små to år siden var vi til den samme intim-koncert med bandet Traening til ”Radiohuset Rocker”. Så vidt jeg husker, var der ikke mange folk, og nysgerrig ud i studiet af mennesker, har jeg sikkert luret på de fleste. Og primært hunkøn. Bl.a. ovennævnte som også vidste sig at være til stede. Dvs. det fandt jeg så ud af små to år efter, ved en tilfældig snak om koncerter…

Jeg har altid været lidt begejstret for rapperen Clemens. Dvs. han var sejere for ti år siden, og inden han begyndte at sælge for meget ud (det skal man jo sige) og medvirke i underholdningsprogrammer. For nogle år siden så jeg et dokumentarprogram med ham. Det handlede bl.a. om at han skulle ”battle” mod andre rappere. For folk, der ikke er nede med hiphop, betyder ”at battle”, at to rappere dyster mod hinanden i at svine hinanden til i form af en improviseret rap-tekst, der samtidig skal tilpasses et beat. Se evt. ”8 Mile” med Eminem for at blive klogere. ”At være nede med” er for resten også en slags hiphop-slang og betyder sådan ca. ”at interessere sig for”
En af Clemens modstandere, var en ukendt rapper med hareskår, der kaldte sig selv for Selv. Han formåede ikke at nå Clemens til Rip-RAP-Rup-motivet på hans sokker, og blev buhet ud. Selv havde et meget karakteristisk udseende, og han bed sig fast i min hukommelse…
Et par år efter startede jeg på højskole. Punktlig som jeg er, var jeg en af de første der dukkede op den første dag, en solskinsdag midt i august 2002. Kun én var kommet før mig, og jeg genkendte ham med det samme. Det var ovennævnte Selv, der proaktivt kom hen til mig i sit alt for store og lyseblå hiphop-kluns, og bød mig velkommen. Jeg havde på det tidspunkt et par forbehold, og lettere klichéfordomme om hiphoppere og hiphop-wannabe’s. Alene tøjstilen havde (og har) jeg svært ved at forholde mig til, men han viste sig at være alt andet, end hvad jeg frygtede, da jeg kom ind på livet af ham. Udover at være en slags mentor for mig inden for livets store spørgsmål som kærlighed og kildevand, lammetævede han mig ofte i Trivial Pursuit og delte sine nyeste rap-tekster med mig.

I starten af det nye årtusinde, spillede jeg bas i et band i Køge, og bevægede mig derfor jævnligt til koncerter med andre lokale amatørbands. En af gangene lagde jeg mærke til en pænt punket type med en masse piercinger og tofarvet hår. ”Sikken en opmærksomhedskrævende freak”, havde jeg i mit stille fordomsfulde sind, sikkert tænkt.
3-4 år efter, på Roskilde Festival anno 2004, bor jeg i lejr med nogle andre end jeg plejer. De snakker om en hvis karismatisk Rasmus-gut, som har til hensigt at dukke op senere. En tynd, lang fyr, klædt i stram sort tøj, stor sort hanekam, lidt lyserødt her og der, og med et twist af androgynt look. Jeg genkender ham right away. Det er ham punkeren fra koncerterne, men i en stilmæssigt videreudviklet udgave. Jeg skal passe på med etiketter, men vi kan kalde ham for cybergothpunker. Han tvangsindlægger mig (og resten af lejren) til at høre på hans musik, der er domineret af genrerne EBM, PowerNoise, Goth, Neo-Folk og lign. Det krydres dog også lidt med nogle Red Warszawa-drukviser. Vi gik godt i spænd, og blev efterfølgende fine venner.

En lignende oplevelse knytter sig til samme location, bare året forinden. Jeg hang meget ud med Mette, og besøgte hende et par gange i lejren ”Den Svedig Kalkun”. Der var et hav af mennesker, og jeg skålede i Hansa-øl med forskellige folk.
Et par måneder efter starter jeg på mit studie. Et godt samtaleemne med de nye medstuderende er sommerens Roskilde Festival, og til en fredagsbar sidder jeg med min nuværende trofaste opgaveskrivningssparingpartner Rune og udveksler anekdoter. Han fortæller om den lejr, han har boet i de sidste mange år, og min opmærksomhed tilspidses, da han fortæller lejrens navn: ”Den Svedig Kalkun”…what’s the odds?

Jeg kunne generelt godt tænke mig lidt mere interaktion på min blog. Det er altid sjovt at høre folks respons på hvad jeg udgyder. Jeg ved i lurer med, så ud af busken.