100 år og en grønlangkål

Ordsprog. De kommer og går. Personligt så hører jeg sjældent følgende to, der i 1980’erne var meget brugte: ”Det tager 100 år og en formiddag” og ”Det var engang i 1700-grønlangkål”. Begge to meget fleksible ordsprog, hvor ”formiddag” kunne udskiftes med ”eftermiddag” efter behov, og 1700 kunne udskiftes med 1800, eller sågar 1900

For undertegnede, selvudnævnte ukronede konge af ordkløveri, giver det egentlig god mening, at de uddøde. Når noget tog lang tid, tog det altså 100 år og en formiddag? Ja, man kan jo næsten godt følge ræsonnementet; ”Argghh, nu har jeg ventet 100 år, jeg orker virkelig ikke at vente en formiddag til!”

Og til det andet ordsprog; grønlangkål? Hvad i alverden er det egentlig? Og hvordan er det blevet berettiget det til at bruges til tidsangivelse? Jeg kan personligt ikke lige placere grønlangkål i det gastronomiske alfabet, andet end at jeg kunne forestille mig, at det måske er i familie med rødkål og hvidkål. Måske er jeg blevet for meget storbybeboer og indoktrineret af det københavnske cafehelvede med humussalater, clubsandwiches, kebab, durumruller, broccolisuppe og brunch, til at jeg kendes ved den slags ingredienser der primært ses i retter kreeret af husmødre på den jyske hede. Men omvendt, det har bare heller ikke den samme charme at sige: ”Det var dengang i 1700-broccoli”…