Muse og Muus

Det var en kæmpe varme, der indfandt sig i undertegnedes hjerte, da Muse i onsdags blev offentliggjort til årets Roskilde Festival. De har i mange år ligget på en usolid plads på min Top 5 over bands, men med et godt kandidatur til at blive solid. De har ikke haft den samme musikalske impact på mig som fx Depeche Mode og Nine Inch Nails. Dog er det ved meget storladne musiske oplevelser jeg mindes, at Muse har haft en rolle. Første gang jeg stiftede bekendtskab var det herrens skæbneår 2000 på selv samme Roskilde Festival, som de fleste nok mest husker pga. ulykken og ikke musikken. Muse var et relativt ukendt band, og mit eneste bekendtskab jeg havde da jeg søndag eftermiddag travede til Hvid Scene med mine venner, var den korte beskrivelse i festivalprogrammet. Et beskedent antal publikummer overværede koncerten, hvis stemning stadig var præget af afdæmpethed efter ulykken. Musikken var da også derefter, da bandet primært spillede numre fra debut’en ”Showbiz” som i mine ører mindede om Radiohead (inden der gik electronica i den) og Jeff Buckley (inden han døde). Jeg var solgt, og det samme var et eksemplar af ”Showbiz” også i den lille GUF-stand, som jeg frekventerede straks efter koncerten.

Tiden gik og kort efter smed Muse deres andet udspil, ”Origin of symmetry” på gaden, der var lidt mere rockende og hårdt end debut’en. Riffet fra ”Plug in baby” står som et af de mest geniale i mit hoved. I 2003 fulgte de op med ”Absolution” som fortsatte lidt i samme rockende stil som forgængeren, men med en mere storladen lyd, grænsende til det symfoniske. Jeg så dem i Store Vega i efteråret 2003, men det var deres koncert på Arena-scenen om søndagen på Roskilde Festivalen i 2004, der står som én af mine største musikalske live-oplevelser. Musikarrangørerne havde i den grad prioriteret forkert, for Arena-teltet var proppet til randen, og der var et menneskemylder af dimensioner udenfor. Derimod var pladsen foran Orange Scene nærmest tom, da Baby Woodrose spillede kort efter. Op til koncerten havde der været meget snak om Muse ville aflyse, da trommeslagerens far var død få dage inden. At han valgte at kanalisere sorgen ud i lidt trommebaskeri genvandt kun respekt for de mange tusinder publikummer den aften. Jeg kan egentlig ikke huske, hvad der gjorde koncerten så mindeværdig. Må have været en kombination af bandets evner til at fyre den af på en scene, at leve sig selv ud 100%, den gode lyd, Matt Bellamys stemme, energien, atmosfæren, kærligheden, fællesskabet…

Sidste år udkom så deres fjerde album ”Black Holes and Revelations”. Jeg hørte førstesinglen ”Supermassive Black Hole”, og havde jeg ikke vidst det var dem, havde jeg nok slet ikke gættet det, for deres sound var jævnt ukendelig. I hvert fald i forhold til deres debut. En meget discoagtig sound, med en meget falset-agtig stemme. Man skulle lige vænne sig til det, men så var det til gengæld også fedt.

Albummet skuffede da heller ikke, og byder på flere friske numre. Jeg synes dog ikke at det er deres bedste. Men det synes flertallet vist, for nu røg Muse lige pludselig højt på hitlister og salgslister. Kulturelitær som jeg er (eller gerne vil være), bliver man dog selvfølgelig lidt skuffet over at bandet med dette album lige pludselig appellerer til et bredere publikum og spiller til MTV Awards og deslige. Det ville fx ikke undre mig at høre ”Starlight” på Holme Olstrup Lokalradio…

Jeg læste på deres hjemmeside, at de er sat til at spille om søndagen på Roskilde. Arena-scenen er jo qua dens størrelse og overdækning i mine øjne mest egnet til et band som Muse, der fordrer mørke omgivelser når de spiller. Der er jo en grund til at de før hed ”Gothic Anthem”. De andre scener er for små, og Orange Scene er for lys, hvis der spilles mens solen stadig lyser på Dyrskuepladsen. Men hvis de får tjansen af at lukke en forhåbentlig fed festival lørdag aften på Orange, mens solen er på vej ned, med udsigt til en folkefest, vil jeg bestemt ikke klage.